Gå til hovedindhold

Enhedslistens historie

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Ved at gå sammen kunne man skabe et politisk alternativ til venstre for SF. Enhedslisten kom første gang i folketinget i 1994 og har siden udviklet sig til et selvstændigt parti, som i dag har omkring 9.000 medlemmer.

Inden dannelsen af Enhedslisten var afmatningen på venstrefløjen markant. Berlinmurens og Sovjetunionens fald forstærkede en eksistentiel krise, og medlemmerne strømmede ud af partierne. Der skulle tænkes i nye baner for at indgyde håb.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) røg ud af Folketinget i 1979, og den yderste venstrefløj var dermed kun parlamentarisk repræsenteret ved Venstresocialisterne (VS). VS røg imidlertid ud af Folketinget ved valget i 1987. Ved det efterfølgende valg i 1988 kunne VS og DKP tilsammen kun mønstre opbakning fra 1,4 procent af vælgerne. Det stod klart for både VS og DKP, at noget nyt måtte til for at redde venstrefløjen. På deres kongres kort efter valget kunne VS konstatere, at det var tid til at satse på et nyt valgteknisk samarbejde. I DKP gjorde man sig samme overvejelser, da partiet på landsmødet i 1988 bakkede op om at undersøge mulighederne for et valgteknisk samarbejde, der endda rakte udover VS og DKP. Der blev lagt op til en alliance mellem DKP, VS, SAP, De Grønne, Humanisterne, Fælles Kurs og partiløse på venstrefløjen.
På trods af intentionerne var der en vis skepsis internt mellem grupperingerne. Sammen med brede kredse i DKP ville VS og SAP ikke have Fælles Kurs med pga. uenigheder i forhold til udlændingepolitikken. De Grønne ville ikke være med i et decideret socialistisk projekt, og Humanisterne endte med at blive afvist. Senere i processen forsøgte DKP/ML at blive optaget – ligeledes uden held.

Enhedslisten dannes

I 1989 tog arbejdet mod en fælles valgliste for alvor fart. SAP og VS henvendte sig direkte til DKP i april, hvorefter den konkrete indsamling af stillere til den nye enhedsliste startede. Særligt SAP gjorde en stor indsats for at samle de 20.000 stillere. Senere på måneden præsenterede VS, SAP og DKP sit første fælles valggrundlag. Indholdet kredsede særligt omkring tidens trend – miljøpolitik. Valggrundlaget bar tydeligt præg af at være et kompromis og blev ikke spået store chancer for succes.
Alligevel kunne Enhedslisten i december 1989 indkalde til sit første årsmøde. En særlig konstruktion, da der stadig var tale om et samarbejde, hvor de stiftende partier kunne gøre brug af vetoret i politiske spørgsmål, hvor man måtte være uenig med de andre.

Årsmødets 200 deltagere sørgede dog for god stemning og livlig debat, og kort efter mødet kunne den nyvalgte bestyrelse vedtage listens første minimumsgrundlag.

Liste Ø ved en skillevej

Efter det første årsmøde blev der lagt mange kræfter i at udvikle Enhedslisten. Et banebrydende kompromis for Enhedslistens udvikling kom først i mål lige inden starten på andet årsmøde, da partierne blev enige om at ophæve deres vetoret. Hermed kunne Enhedslisten træffe reelle beslutninger i fællesskab.

Kort efter stod Enhedslisten overfor sin første nationale valgkamp, da man stillede op til folketingsvalget i december 1990.  Efter en kort og hektisk valgkamp lykkedes det at opnå 55.000 stemmer (1,7 procent), hvilket ikke var nok til at opnå repræsentation. Men resultatet gav håb for fremtiden.

På Enhedslistens tredje årsmøde blev Kommunistisk Arbejderparti (KAP) tilsluttet Enhedslisten, og den sidste stump af den vedtægtssikrede partiindflydelse blev endeligt afskaffet. De følgende årsmøder bar tydeligt præg af et ønske om at bevæge sig henimod en egentlig medlemsorganisation, og på det sjette årsmøde i november 1994 blev Enhedslistens første politiske grundlag, ”Et rødt-grønt alternativ”, vedtaget. Enhedslistens fundament var ikke længere et snævert valggrundlag.

Parlamentarisk gennembrud

1994 blev året, hvor Enhedslisten opnåede sit parlamentariske gennembrud. Godt hjulpet på vej af Enhedslistens utrættelige kamp mod EU, som stod i skarp kontrast til SF's ja ved folkeafstemningen i 1993, lykkedes det at få overbevist hele 104.578 (3,1 procent) af vælgerne om, at krydset skulle sættes ved Ø. Resultatet mundede ud i seks mandater, og det politiske landskab i Danmark stod for første gang i lang tid med en stærk og fortrøstningsfuld venstrefløj, der nu også var repræsenteret i Folketinget.

Valget viste, at Enhedslisten var blevet et mere landsdækkende parti, end de fleste havde forestillet sig. Blandt andet fik man højst overraskende valgt én ind i Vejle Amt.

Dobbeltrollen

I tiden fra 1994 til 2001 havde Enhedslisten en parlamentarisk dobbeltrolle. På den ene side søgte partiet konkrete forbedringer, som en del af det parlamentariske grundlag for Nyrup-regeringen. På den anden side forsøgte man at være den mest ihærdige opposition for at kunne vise, at der var et alternativ til kapitalismen og den herskende politik. Det gjaldt, både når man afslørede selskabstømmere og økonomiske skandaler, når man krævede nationalisering af energiressourcerne i Nordsøen og når man som kritiske aktionærer mødte op til A.P. Møllers generalforsamling.

I den årlige forhandling og afstemning om finansloven blev principperne sat på spidsen. Som regel forhandlede Enhedslisten så langt som muligt, for så at ende med at stemme imod den samlede finanslov. I 1996 lykkedes det dog at indgå en aftale med regeringen og SF og få en række forbedringer igennem – mod blot at undlade at stemme til finansloven.

Det piercede bagland

Det var tydeligt, at der efter valget i 1994 var kommet nye boller på suppen i Folketinget. Det kunne blandt andet ses, da Enhedslisten holdt housewarming på Christiansborg og inviterede en hel demonstration mod Øresundsbroen med til festen. Det vrimlede med piercinger og hanekamme, og der blev også malet en smule graffiti på Borgens toiletter til stor forargelse for mange.

Alle seks nyvalgte folketingsmedlemmer var samtidig medlemmer af partiets hovedbestyrelse, hvorfor valget var en ret voldsom tandudtrækning for ledelsen af partiet, og der blev brug for mange suppleanter.

Der var store politiske diskussioner om det parlamentariske arbejde på næsten hvert eneste hovedbestyrelsesmøde. Da Enhedslisten var med til at lave en økonomisk opstramning – den første pinsepakke – gik bølgerne særligt højt. Det var der, man første gang begyndte at omtale hovedbestyrelsen som ”Enhedslistens piercede bagland”.

Frem mod valget havde man kun haft en enkelt ansat i partiet, Helge Bo Jensen, men på grund af valgpengene fik man nu penge til en række nye ansættelser, både i Folketinget og på Landskontoret i Studiestræde.

I perioden 1994 til 2001 blev Enhedslistens medlemstal næsten fordoblet til knap 2.000. De stiftende partier mistede over årene gradvist indflydelse i takt med, at Enhedslistens nye basisdemokratiske partistruktur blev bygget op. Enhedslisten konsoliderede sig i mange af de større byer og fik opbygget fungerende lokalstrukturer. Organisationen voksede, og der blev opbygget en række centrale udvalg, hvoraf langt de fleste stadig eksisterer i dag.

Arbejdende mandater

Enhedslistens parlamentarikere opnåede hurtigt en vis respekt for deres faglighed. Jette Gottlieb var en af de mest vidende i Arbejdsmarkedsudvalget, da hun havde baggrund som A-kasseleder, og den økologiske landmand Bent Hindrup var én af de få medlemmer i Miljøudvalget, der kunne bide skeer med miljøminister Svend Auken.

På det grønne område fik Enhedslisten tilført midler til eksperimenter med alt fra alternativ energi til økologisk landbrugsdrift. På det retspolitiske område var man med til at lave en særlov om de bosniske flygtninge.  Og på økonomiområdet var man med i flere skattereformer. Selvom Nyrup jævnligt lavede forlig med højrefløjen, blev hovedlinjen i den økonomiske politik lagt sammen med Enhedslisten.

Tilbagegang og VKO på banen

Ved valget i 1998 overlevede Nyrup-regeringen med nød og næppe. Enhedslisten opnåede 2,7 procent af stemmerne og fem mandater.

Ved folkeafstemningen om euroen i september 2000 havde Enhedslisten sin andel i det overraskende danske nej efter en opfindsom kampagne med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som Pinocchio-figur.

Syv år som både støtteparti og benhård opposition svækkede gennemslagskraften ved valget i november 2001, hvor Enhedslisten fik 2,4 procent og gik endnu et mandat tilbage. Samtidigt overtog de borgerlige regeringsmagten, og Anders Fogh Rasmussen blev ny statsminister.

Første træk fra Anders Fogh Rasmussens nybagte regering var massive nedskæringer på miljø, kultur og ulandsbistand, angreb på flygtninge og indvandreres rettigheder og trusler mod fagbevægelsens organisationsfrihed. Mens det var fint i tråd med regeringens valgløfter til de rigeste i samfundet, svigtede Dansk Folkeparti sine valgløfter om sociale forbedringer.

Ulighed, multinassere og en krigsminister

Som modreaktion lancerede Enhedslisten en Robin Hood-kampagne, der førte til heftige diskussioner med Venstre: Bekæmpede den virkelige Robin Hood først og fremmest skatteinddrivelse – eller ulighed?

Enhedslistens syn på ulighed og skatteunddragelse fik vind i sejlene af en tv-dokumentar om multinationale selskabers skattefiduser. Enhedslisten havde allerede under valgkampen fokus på ”multinasserne” med sin afsløring af, at over 200 multinationale selskaber med milliardomsætning i Danmark ikke betaler en krone i skat til staten.

I 2003 fik Foghs internationale ambitioner fatale konsekvenser, da han med Bush og Blair som forbilleder sendte Danmark ud i en ulovlig krig i Irak. Enhedslisten, der stemte imod uden held, skruede derfor op for antikrigsindsatsen lokalt og med talrige demonstrationer.

To mandater frem – og to tilbage

Selvom næsten alle VK-regeringens ministre blev indblandet i skandaler, klarede regeringen skærene ved folketingsvalget i 2005. For Enhedslisten (med Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen) blev valget det foreløbigt bedste med 3,4 procent af stemmerne.

Det gode resultat spredte sig som ringe i vandet. Enhedslisten fik flere medlemmer og fordoblede sine mandater ved kommune- og regionsvalget i 2005. Fremgangen fortsatte i kraft af Enhedslistens modstand mod regeringens planer om at forhøje efterløns- og pensionsalderen og begrænse adgangen til dagpenge og SU.

I 2007 vendte fremgangen brat og uventet. Inden årsmødet i maj fik medierne øjnene op for, at Enhedslisten ved at opstille Asmaa Abdol-Hamid kunne tilføre Folketinget dets første tørklædeklædte politiker. Det, der indledningsvist førte til forudsigelige, racistiske pip fra Dansk Folkeparti, endte i intern uenighed, som sivede ud i offentligheden. Politikere fra alle partier havde pludselig en holdning til Abdol-Hamid, SF og Socialdemokraterne stod stærkt med nye partiledere, og Enhedslistens stemmesluger Rosenkrantz-Theil genopstillede ikke. Det førte til en makaber linedans langs spærregrænsen. Ved valget i november nåede Enhedslisten kun med nød og næppe over de afgørende to procent.

Politisk ordfører, ikke piccoline

Med kun fire folketingsmedlemmer havde Enhedslisten hårde parlamentariske kår efter valget i 2007. Det rakte til enkelte politiske sejre, men der var ikke kræfter til at gennemtrumfe en folkeafstemning om EU's Lissabon-traktat, som blev ratificeret af Folketinget i foråret 2008. Og selvom titusindvis af offentligt ansatte gik i konflikt i april samme år, blev Enhedslistens krav om flere penge til ansatte i social- og sundhedssektoren ikke opfyldt.

I folketingsgruppen kom fornyelsen i form af 23-årige Johanne Schmidt-Nielsen. Hun fik sit mediegennembrud i den afsluttende partilederdebat på TV2 dagen før selve valget, hvor de Konservatives Bendt Bendtsen regnede hende for piccoline og derfor bad hende hente kaffe. Et fejltrin, som Johanne kækt fik vendt til en pointe om ligestilling og gamle mænd versus unge kvinder i politik.

Tredoblede mandaterne

Johanne Schmidt-Nielsens åbenlyse gennemslagskraft kombineret med erkendelsen af, at Enhedslisten måtte tilpasse sig nye medietider, førte i 2009 til et nybrud. Partiet fastholdt sin unikt flade struktur med kollektiv ledelse men udnævnte Johanne Schmidt-Nielsen til politisk ordfører. Hun kunne dermed sikre den genkendelighed på tv-skærmen, som de øvrige partier har i kraft af ledere. Lidt efter lidt fik Enhedslisten mere taletid til at fremføre sin politik, der efterhånden tiltrak flere mennesker. Også i medlemstallet var den stigende popularitet tydelig. Fra 2010 til 2011 voksede antallet af medlemmer således fra ca. 5.000 til næsten 8.000.

I 2011 skulle der senest i efteråret udskrives folketingsvalg, og Enhedslisten lagde i stigende grad afstand til spærregrænsen. Ingen turde dog drømme om det rekordvalg, der var i vente: 6,7 procent af stemmerne på landsplan og dermed en tredobling af mandaterne i Folketinget. Og med 47.002 personlige stemmer var Enhedslistens politiske ordfører den næstmest populære politiker i Danmark, kun overgået af den detroniserede statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Gode resultater, store skuffelser

Efter ti sorte år med VKO var forløsningen stor, da det lykkedes Enhedslisten at få 12 mandater, som banede vejen for et regeringsskifte. Line Barfod, der havde kæmpet imod det sorte flertal i alle ti år, var den eneste, som tog afsked med Folketingsgruppen. Foruden de tre tilbageværende medlemmer blev Pernille Skipper, Stine Brix, Henning Hyllested, Christian Juhl, Jørgen Arbo-Bæhr, Lars Dohn, Nikolaj Villumsen, Finn Sørensen og Rosa Lund valgt ind.

Desværre skulle regeringen bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF vise sig at være mere blå end rød på afgørende punkter. Trods store uenigheder med regeringen var Enhedslisten med til at sætte afgørende fingeraftryk i valgperioden 2011-2015. Det gjaldt blandt andet afskaffelsen af fattigdomsydelserne og fradragsretten for private sygeforsikringer. Enhedslisten var også med i aftalen om en togfond, der skulle investere 28,5 mia. kr. i tog og skinner de kommende år, finansieret af øget beskatning af Nordsø-olien. Hertil kom et omfattende energiforlig med regeringen, som sammen med den kommende klimalov skulle sikre en 40 procent reduktion af Co2-niveauet i 2020.

Pissede på vælgerne

Listen med gode resultater var lang. Desværre blev den overskygget af de store forringelser, som regeringens mange reformer med blå blok medførte. Det startede kort før sommerferien i 2012, hvor regeringen og Enhedslisten ellers var nået til enighed om en skattereform – den manglede blot offentliggørelse. Enhedslisten havde fået forhandlet ud af regeringens oplæg, at skattelettelser skulle betales af arbejdsløse, syge og andre på overførselsindkomster. Men i 11. time løb regeringen fra aftalen og indgik et lynforlig med højrefløjen, hvor regningen for skattelettelserne blev sendt til dem med de laveste indkomster. Johanne Schmidt-Nielsen serverede i den sammenhæng valgperiodens nok mest kendte citat om, at ”regeringen pisser på vælgerne”. Det ramte en følelse, som mange af regeringens vælgere sad tilbage med. Enhedslisten fik flere tusind nye medlemmer og steg i meningsmålingerne til nye højder omkring 12 procent. Herefter fulgte reformen af førtidspension og fleksjob, hvor de syge og handicappede fik forringet deres ydelser for at give dem et ”økonomisk incitament” til at arbejde mere.

Kampen om dagpengene

Inden regeringsskiftet i 2011 indgik den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en aftale, som forringede dagpengene markant. Mange tusinder arbejdsløse ville miste deres dagpenge fra 2013, hvis ikke et politisk flertal greb ind. Forhandlingerne om finansloven 2013 handlede derfor stort set kun om dagpenge. Enhedslistens hovedkrav var redning af de tusindvis af arbejdsløse, der stod til at miste deres levegrundlag. Regeringen afviste Enhedslistens krav om permanente ændringer, men det lykkedes at komme igennem med et seks måneders sikkerhedsnet under dagpengemodtagerne. Det var langtfra en reel løsning på dagpengeproblemet, men hovedbestyrelsen valgte alligevel at sige ja, ud fra en argumentation om, at det ville være et svigt af de arbejdsløse ikke at få denne forbedring i hus. Dagpengedebatten forstummede dog ikke, og Enhedslisten pressede sidenhen regeringen til at lave en aftale, der udvidede sikkerhedsnettet fra finansloven med flere år.

Forholdet til regeringen blev ikke bedre i 2013. I begyndelsen af året lavede regeringen og højrefløjen en vækstplan, der finansierede selskabsskattelettelser for milliarder ved at skære i SU, kontanthjælp og velfærden i kommunerne.

Kommunalt gennembrud

Efteråret 2013 bød på langstrakte forhandlinger mellem regeringen og Enhedslisten om finansloven. Men på rekordtid valgte regeringen at indgå finanslov med de borgerlige. Igen svigtede regeringen sine vælgere ved at lave en blå aftale med højrefløjen frem for en rød aftale med Enhedslisten. Frustrationen over regeringen kunne dog ikke ødelægge den gode stemning for Enhedslisten ved kommunalvalget i november 2013, hvor vi fik vores store kommunale gennembrud. Efter valget var Enhedslisten repræsenteret med 15 medlemmer i regionerne og med 119 mandater i 76 af landets kommuner. Dermed var Enhedslisten for første gang i sin historie et reelt landsdækkende parti. Enhedslisten fik en borgmesterpost i København og rådmænd i både Aalborg og Odense.

2014 startede med bulder og brag: Efter intern ballade i SF omkring salget af Dong-aktier til Goldman Sachs, valgte partiet at træde ud af regeringen. Dong-sagen blev samtidigt startskuddet til en debat om privatisering og udlicitering. Regeringen lagde sig op ad en klassisk borgerlig forestilling om, at privatiseringer skaber effektivitet og sund konkurrence. Enhedslisten kæmpede videre for fællesskabet og velfærdssamfundet frem mod næste folketingsvalg.

Løkke vender tilbage

I juni 2015 kom så valget, der blev en blandet fornøjelse for venstrefløjen. Et nyt, grønt, centrum-venstreparti, Alternativet, bragede ind i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne. Til gengæld blev Dansk Folkeparti med hele 21,1 procent af stemmerne blå bloks største og kunne, sammen med Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, bringe Venstre og Lars Løkke til magten igen.

For Enhedslisten bød valget på mere fremgang: 7,8 procent af stemmerne og 14 mandater.

Enhedslisten var naturligvis i opposition til Løkke-regeringen men brugte også mange ressourcer på selv at opdyrke dagsordener. Blandt andet fik vi sat fokus på den stigende ulighed og det skadelige salg af offentlig infrastruktur. I slutningen af perioden lykkedes det at samlet et flertal for netop at stoppe fremtidigt udsalg af samfundsbærende infrastruktur.

Enhedslisten brugte også valgperioden på i højere grad at supplere det visionære med det konkrete. Vi fremlagde blandt andet en omfattende og detaljeret klimaplan, som viser vejen til en ambitiøs, grøn omstilling, som ikke rammer socialt skævt.

Ny parlamentariske strategier

En af periodens største interne debatter handlede om, hvorvidt Enhedslisten skulle stille op til EU-parlamentsvalg. Efter heftige debatter og afstemninger flere årsmøder i træk besluttede man i 2016, at Enhedslisten for første gang nogensinde skulle stille op ved det kommende EU-valg – i forbund med Folkebevægelsen mod EU, hvis den ellers ønskede et sådant samarbejde.

I efteråret 2017 vedtog Enhedslisten en ny parlamentarisk strategi, der ændrede 25 års parlamentarisk praksis og udstyrede partiets ledelse med nye redskaber i den politiske værktøjskasse. Enhedslisten kunne nu stille konkrete betingelser for at bringe en socialdemokratisk ledet regering til magten eller operere med en nedre grænse for, hvad en socialdemokratisk regering kunne gennemføre sammen med højrefløjen med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Den nye linje var i høj grad et resultat af de vanskelige år fra 2011 til 2015, hvor Enhedslisten konstant var på kant med en socialdemokratisk ledet regering, der foretrak at vende ryggen til sit støtteparti for i stedet at lave aftaler med højrefløjen.

Året efter hævede Enhedslisten endnu en gang ambitionsniveauet: Partiet meldte ud, at fik man muligheden for at danne en regering til venstre for Socialdemokratiet, så greb man den mulighed.

Nyt flertal og store, grønne ambitioner

I maj 2019 udskrev Løkke omsider folketingsvalg, der til dels overlappede med valget til EU-parlamentet. Med 5,5 procent af stemmerne (i alt fik valgforbundet, hvor Folkebevægelsen også indgik, 9,2 procent af stemmerne) kunne Enhedslisten debutere i EU-parlamentet ved at sende spidskandidaten Nikolaj Villumsen til Bruxelles.

Folketingsvalget endte samlet set med en sejr til de partier, der ønskede en ny regering. Særligt SF og Radikale Venstre fik flotte valg, mens Enhedslisten gik en smule tilbage sammenlignet med rekordvalget i 2015: 6,9 procent og 13 mandater endte det med. I ugerne efter valget forhandlede Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten om et regeringsgrundlag.

Efter 20 dage var partierne i mål med et såkaldt forståelsespapir på 18 sider. Blandt de mest ambitiøse målsætninger for regeringsperioden er en 70 procent CO2-reduktion i 2030. Det er blandt Enhedslistens tydeligste fingeraftryk på den politiske aftale, som samlet set giver håb om et grønnere og mere retfærdigt Danmark i de kommende år.

 

Enhedslistens repræsentanter i Folketinget

1994-1998: Bent Hindrup Andersen, Bruno Jerup, Frank Aaen, Jette Gottlieb, Keld Albrechtsen, Søren Søndergaard.

1998-2001: Frank Aaen, Jette Gottlieb, Keld Albrechtsen, Søren Kolstrup, Søren Søndergaard.

2001-2005: Keld Albrechtsen, Line Barfod, Pernille Rosenkrantz-Theil, Søren Søndergaard.

2005-2007: Frank Aaen, Jørgen Arbo-Bæhr, Line Barfod, Per Clausen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rune Lund.

2007-2011: Frank Aaen, Johanne Schmidt-Nielsen, Line Barfod, Per Clausen.

2011-2015: Christian Juhl, Finn Sørensen, Frank Aaen, Henning Hyllested, Johanne Schmidt-Nielsen, Jørgen Arbo-Bæhr, Lars Dohn, Nikolaj Villumsen, Per Clausen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Stine Brix.

2015-2019: Christian Juhl, Eva Flyvholm, Finn Sørensen, Henning Hyllested, Jakob Sølvhøj, Johanne Schmidt-Nielsen, Maria Reumert-Gjerding, Nikolaj Villumsen, Pelle Dragsted, Pernille Skipper, Rune Lund, Stine Brix, Søren Egge Rasmussen, Søren Søndergaard.

2019-?: Christian Juhl, Eva Flyvholm, Henning Hyllested, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Mai Villadsen, Peder Hvelplund, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Egge Rasmussen, Søren Søndergaard, Victoria Velásquez.

 

Enhedslistens medlemsudvikling

I tabeller angivet medlemstallet omkring d. 1/10 hvert af de pågældende år. Tallene er renset for medlemmer, der er bagud med kontingentbetaling.

År Medlemstal Udvikling
1992 1.082 ...
1993 999 -7,7 %
1994 1.093 +9,4 %
1995 1.189 +8,8 %
1996 1.282 +7,8 %
1997 1.479 +15,4 %
1998 2.023 +36,8 %
1999 1.968 -2,7 %
2000 1.945 -1,2 %
2001 1.992 +2,4 %
2002 2.366 +18,8%
2003 2.321 -1,9 %
2004 2.524 +8,7 %
2005 3.739 +48,1 %
2006 4.127 +10,4 %
2007 4.207 +1,9%
2008 4.336 +3,1 %
2009 4.373 +0,9 %
2010 5.111 +16,9 %
2011 7.714 +50,9 %
2012 9.385 +21,7 %
2013 9.483 +1,0 %
2014 9.023 -4,9 %
2015 9.504 +5,3 %
2016 9.335 -1,8 %
2017 9.015 -3,4 %
2018 8.936 -0,9 %

 

Om Enhedslisten

Enhedslisten blev dannet i 1989, og er et socialistisk og demokratisk græsrodsparti med lokalafdelinger over hele landet. Vores medlemstal er vokset de seneste år, men hvis vi virkelig skal rykke, har vi også brug for dig. Læs mere

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]