Gå til hovedindhold

Vestens lange fingre

Arven fra kolonitiden og udfordringerne fra den neoliberale globale økonomi sætter fortsat sit præg på olieproduktionen i Mellemøsten.

Jørgen Bæk Simonsen, lektor ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

Olien blev allerede i slutningen af 1800-tallet lokaliseret flere steder i Mellemøsten: først i Iran, siden i Irak og senere mange steder på Den Arabiske Halvø i Golfens undergrund og i dele af Nordafrika. Regionens historie har siden været tæt knyttet til udvinding af olie og senere også af gas.

Kolonimagterne satte gang i olieudvinding
Det var imidlertid hverken befolkningen i regionen eller magthaverne i de respektive områder, der i første omgang havde behov for udvinding af det nye råstof, der kun langsomt gennem første halvdel af det 20. århundrede fik større betydning. Anderledes blev det efter afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor efterspørgslen steg kraftigt, og de stater, der havde olie i undergrunden, fik større indtægter.

Staterne i Mellemøsten rådede hverken over den teknik, der er en forudsætning for at lokalisere mulige olie- og gaslommer i undergrunden, eller den teknik, der var nødvendig for at pumpe den op – og da slet ikke den teknik, der var en forudsætning for at forarbejde olien. Derfor fik selskaber fra de europæiske kolonimagter de første koncessioner. Dermed blev der skabt et modsætningsforhold mellem de udenlandske firmaer og de stater, der var så heldige at have olie/gas i undergrunden. Firmaerne arbejdede målrettet for, at betalingen til den enkelte stat blev så lav som muligt, medens staterne ønskede at få så stor en andel af fortjenesten fra produktionen og salget af olie, som det nu var muligt.

1960: OPEC og nationalisering
Iran var den første stat, der tog initiativ til en nationalisering af olien. Det skete i marts 1951 under Muhammad Musaddeq, men blev vanskeligere end umiddelbart antaget. Anglo-Iranian Oil Company trak sine arbejdere ud af landet og overtalte andre olieselskaber til at boykotte samarbejdet med Iran med det resultat, at produktion og eksport stoppede. Et kup støttet af England og USA bragte i 1953 shahen tilbage til magten, nationaliseringen blev opgivet, og produktionen kom i gang igen.

I 1960 besluttede en række lande at etablere OPEC, The Organization of Petrol Exporting Countries. Landene var indbyrdes forskellige, men havde alle betydelige indtægter fra salg af olie til energihungrende vestlige industrilande. Det lykkedes gennem 1960’erne OPEC-landene at få øget deres indtægter betragteligt, men udenlandske firmaer fortsat forestod produktion, forarbejdning og eksport, og da olien altovervejende blev efterspurgt af andre, var OPEC-landenes reelle indflydelse på produktionen begrænset.

Da der i oktober 1973 udbrød krig mellem Israel, Egypten og Syrien, initierede Saudi-Arabien boykot af olieeksport til pro-Israelske vestlige lande for at tvinge det internationale samfund til at bidrage til en løsning af konflikten mellem den jødiske stat Israel og palæstinenserne/araberne. Resultatet blev ikke som ønsket, boykotten blev opgivet, men satte gennem resten af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne en bevægelse i gang, der førte til, at lande med olie i undergrunden nationaliserede både olien og produktionsanlæggene. Dermed kunne de olieproducerende lande bestemme omfanget af produktionen, men da de fortsat ikke havde mulighed for at påvirke efterspørgslen, var deres indflydelse på prisdannelsen begrænset.

1973: Ny økonomisk struktur
De voldsomme olieprisstigninger i 1973/74 skabte en ny global økonomisk struktur. De olieproducerende lande havde så store indtægter, at de ikke længere behøvede at låne fra institutioner som IMF og Verdensbanken. For første gang i historien havde forholdsvis underudviklede stater al den kapital, de havde behov for. Enkelte olieproducerende stater, som Saudi Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater, havde ligefrem så store midler til rådighed, at de kunne tilbyde lån til fattige og underudviklede stater i den tredje verden. Dermed kunne de ideologisk udfordre både USA og USSR, der siden den kolde krigs begyndelse havde forlangt politiske modydelser fra fattige lande med behov for finansiel støtte. Et betydeligt antal lande i Afrika og Asien har siden begyndelsen af 1970’erne modtaget støtte fra rige olieproducerende muslimske lande under forudsætning af, at de var villige til at opføre eksempelvis moskeer til at synliggøre, at de er en del af den muslimske verden.

Fra midten af 1980’erne faldt priserne igen, og prisudviklingen har været skiftevis faldende og stigende siden.

Fortsat vestlig interesse i olien
At den vestlige verden fortsat har store interesser på spil, viste sig i forlængelse af den USA-ledede invasion af Irak i marts 2003. Da det gamle regime var faldet, kappedes vestlige selskaber om at deltage i reetableringen af den irakiske olieproduktion mod at få del i indtægterne efterfølgende. Siden indgåelsen af atomaftalen med Den Islamiske Republik, står samme selskaber på spring for at tilbyde assistance til modernisering af det iranske produktionsapparat.

Saudi Arabien nationaliserede gennem slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne olien og ejer dermed både lokalisering, produktion, forarbejdning og en del af distribueringen af olieprodukterne. Siden har landet forsøgt at kanalisere en del af indtægterne over i udbygningen af en ikke-oliebaseret produktion. For at realisere deres såkaldte 2030-plan har den saudiske stat stillet i udsigt, at den agter at afhænde en del af sine aktier i olieindustrien til udenlandske investorer, hvilket efter alt at dømme igen vil sikre vestlige firmaer en afgørende placering i den globale olieproduktion.

Foto: Airman Magazine (cc_by-nc_2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]