Gå til hovedindhold

Valg i USA: Magteliten tabte til højrepopulismen

Efter en udsædvanligt minoritetsfjendsk og kvindehadsk kampagne vandt milliardæren Trump præsidentvalget i USA. Hans økonomiske politik vil øge uligheden og kløfterne i det amerikanske samfund. Samtidig fornægter han fuldstændig klimaforandringers eksistens, og har formuleret en mildest talt aggressiv og skræmmende udenrigspolitik.

Pernille Skipper, politisk ordfører

Præsidentvalget kan blive afgørende for flere generationer i USA – og vil formentlig også have en mærkbar negativ effekt for os i Danmark og Europa. Men det går ikke, at vi bare bliver bange og putter os under dynen.

Vi bliver nødt til at forstå, hvad der foregår. Når Trump vinder. Når briterne ikke ønsker et EU, der tvinger lande til at skære ned og fastholde virksomheders frihandel over arbejdstagernes rettigheder. Når højrepopulistiske partier vinder frem herhjemme og i resten af Europa. Der er en klar sammenhæng mellem de her begivenheder.

Folk spilles ud mod hinanden

Højrepopulismen i USA, Europa og Danmark vokser ud af en nyliberalistisk økonomisk politik og globaliseringens skadelige konsekvenser, der rammer almindelige mennesker hårdt. Arbejdsløshed og fattigdom spiller folk ud mod hinanden.

Trump bruger tabet af arbejdspladser og manglende fremtidsudsigter for millioner af amerikanere til at opildne til splittelse og had. Og Hillary og resten af den politiske elite i Washington, hvis politik gavner Wall Street og de superrige og som ikke kæmper for forbedringer for helt almindelige amerikanere – de er rent ud sagt en del af problemet. De har været med til at fodre den vrede, som Trump har vundet på.

Hvis den vrede ikke samles op af en bevægelse for positiv forandring, retfærdighed og indflydelse også til almindelige lønmodtagere og mennesker i arbejdsløshed og fattigdom, vil den blive samlet op af folk som Trump, der vinder på had og frygt.

I valget mellem magteliten og højrepopulismen, så taber magteliten. Vi skal kæmpe for, at det bliver et valg i mellem magteliten og progressiv forandring – solidarisk, retfærdig og bæredygtig fordeling af verdens ressourcer. Vi kan godt vinde, hvis vi skaber et reelt alternativ til nødvendighedens politik.

Skab håb om progressiv forandring

Det dummeste, Demokraterne i USA kan gøre nu, er at stå stædigt fast på den nyliberale politik, der kun gavner de rigeste. For mennesker i både USA og Europa oplever en stigende ulighed, arbejdspladser, der forsvinder, og en elite, der stikker af med både pengene og den politiske magt.

Der er brug for håb og et perspektiv om, at det kan blive anderledes. Det håb skal vi tænde i fællesskab på venstrefløjen, og vi skal ikke hoppe med dem, der peger fingre af udlændinge og flygtninge frem for den urimelige økonomiske politik.

Vi kan godt skabe et samfund, hvor opgøret med eliten ikke og den stigende ulighed ikke betyder had. Vi kan godt skabe forandring. Især hvis vi ikke overlader politik til dem, der sidder på de bløde sæder på Christiansborg.

Foto: Gage Skidmore

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Fakta om valget i USA

Trump vandt valget (290 valgmænd mod 232 til Clinton), men flest mennesker stemte på Clinton: 47,9 procent mod 47,2 procent til Trump.

Der var også valg til USA’s to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus (Kongressen). Begge steder opnåede Republikanerne flertal, hvilket styrker Trumps muligheder for at gennemføre sin politik.

Samtidigt med præsidentvalget skulle mange amerikanere stemme om andre ting, heriblandt legalisering af hash og dødsstraf. I stater som Californien og Massachusetts stemte flertallet for legalisering af hash (som nu er tilladt i otte stater), mens Nebraska og Oklahoma stemte for at genindføre dødsstraf. Indbyggerne i Colorado valgte at legalisere aktiv dødshjælp, og i Californien og Nevada stemte man for at skærpe kontrollen med skydevåben.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]