Gå til hovedindhold

Tiggeri og hjemløshed er fattigdom – ikke kriminalitet

Flere udenlandske hjemløse kommer til Danmark, især København. Det er en udvikling, vi er nødt til at finde konstruktive løsninger på i stedet for blot at straffe hjemløse endnu hårdere.

Rune Lund, retsordfører

En del mennesker føler det utrygt pludselig at være nabo til grupper af forhutlede mennesker, der i mangel af alternativer bruger gaden som både seng og toilet. Men tiggere er i Enhedslistens optik ikke kriminelle, der skal kastes i fængsel. Der er først og fremmest tale om et fattigdomsproblem, og vi kan ikke udrydde fattigdom ved at kriminalisere de fattige. Til gengæld skal vi gøre det, der virker. Og så skal kriminelle personer fra udlandet naturligvis udvises fra Danmark, hvis de ikke bor og har familie her i landet.

Så længe, der er lande i EU med stor fattigdom, vil der også være mennesker, der vil søge væk derfra. Det handler grundlæggende om, at der ikke er nogen fremtid for dem i deres hjemland. Eller også kan det handle om, at det for nogen er mindre slemt at være i Danmark. Når romaer for eksempel kommer til Danmark, så skyldes det ikke mindst, at romaer i blandt andet Rumænien udsættes for en massiv undertrykkelse og diskrimination.

Det rigtige ville være, at den danske regering – sammen med andre berørte EU-medlemslande - tog initiativ til, at der blev lagt et betydeligt større pres på blandt andet Rumænien og Bulgarien for at få disse lande til at efterleve tidligere tiders løfter om at fjerne den massive diskrimination, som romaer udsættes for. Det er håbløst, at lande som Rumænien og Bulgarien åbenlyst ikke lever op til de demokratiske forpligtelser, der var en forudsætning for landenes EU-medlemskab.

Tryghed frem for straf

Vi skal arbejde for konstruktive løsninger - ikke forslag om straf. Løsninger, der kan skabe tryghed – for danske borgere såvel som for de udenlandske hjemløse. Sådanne løsninger er for eksempel bedre samarbejde mellem NGO’er og kommunale tilbud, bedre samarbejde mellem kommunen og de udenlandske hjemløse om oprydning og bedre adgang til offentlige toiletter.

Det gælder om at se på den enkelte udenlandske hjemløses problemer, da de - ligesom de danske hjemløses problemer - varierer meget og kræver forskellige løsninger. I den forbindelse skal der oprettes såkaldte transitrum for udenlandske hjemløse - som Enhedslisten har stillet forslag om i Folketinget. De fleste udenlandske hjemløse er kommet til Danmark med håbet om at få et arbejde og et bedre liv. Men mange mennesker, der havner uden tag over hovedet i Danmark, ender desværre med at befinde sig i en endnu mere udsat position på gaden end den fattigdom, de rejste fra. For disse mennesker er der ikke noget perspektiv i at opholde sig i Danmark. De har brug for hjælp: til en seng, et bad og rådgivning til at komme videre. Og måske en flybillet til at komme til det land, hvor de er statsborgere.

Nej til skærpede straffe for tiggeri

Der er tonsvis af erfaring på socialområdet, der viser, at hvis man jagter og hetzer en udsat gruppe, vil problemerne blive værre. Det er i forvejen svært at forholde sig til sin fremtid, når det meste af tiden går med at finde det næste måltid mad.

Derfor er det også grotesk, at et flertal i Folketinget lige inden sommerferien vedtog et lovforslag, som øgede straffen drastisk for helt almindeligt tiggeri, hvor en person rækker hånden eller koppen frem og beder om en mønt til en kop kaffe. Fremover vil alle, der tigger i gågader eller offentlig transport eller foran stationer og supermarkeder, blive smidt 14 dage i fængsel med det samme. Det gør det ikke mindre grotesk, at straffen for tiggeri derfor nu er på linje med visse former for vold.

Der er et voksende problem med fattige, udenlandske hjemløse, og det kan medføre utryghed. Men vi skal bruge de løsninger, der virker – og ikke bruge virkningsløs symbolpolitik, der kriminaliserer fattigdom.

Foto: Flickr_Marc Brüneke_CC BY 2.0

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]