Gå til hovedindhold

Temaintro: Hvor der er ressourcer, er der konflikter

I mere end 100 år har Mellemøstens ressourcer i form af olie, gas og vand været årsag til konflikter og magtkampe – ofte med langfingrede, vestlige magthavere i en hovedrolle.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Da de første oliefund blev gjort i Mellemøsten i slutningen af 1800-tallet, var det ikke de lokale indbyggere men vestlige kolonimagter, der fandt interesse for det sorte guld. De mellemøstlige stater rådede heller ikke over den teknik, der skulle bruges til at lokalisere, oppumpe og forarbejde undergrundens ressourcer. Derfor var det også selskaber fra de europæiske kolonimagter, der fik de første koncessioner. Hermed blev der skabt et modsætningsforhold mellem de udenlandske firmaer og de stater, der var så heldige at have en rig undergrund. Siden har vi set en lang række eksempler på krige i olierige Mellemøsten – ofte med vestlige lande som aktører.

Israel træder på vandslangen

Andre energikampe udspiller sig i forhold til vand. For mens dele af Mellemøsten er knastørt og på det nærmeste ubeboeligt, er der store mængder vand andre steder. Et eksempel på det sidste er Vestbreddens undergrund. Efter besættelsen i 1967 erklærede Israel disse vandressourcer for israelsk statsejendom og forbød palæstinenserne at bruge vandet i Jordanfloden. I dag har Vestbreddens palæstinensere kun adgang til 11 procent af deres eget grundvand, og de må købe vandet tilbage fra israelerne til en meget høj pris. I Gaza har kun 10 procent af befolkningen adgang til rent drikkevand.

For palæstinenserne har vandmanglen store konsekvenser for både sundhed og fødevareproduktion. I kombination med chikane ved israelske checkpoints er palæstinenserne således ikke selvforsynende med fødevarer, hvilket samtidig gør det vanskeligt at opbygge en selvstændig økonomi.

Også krigen i Syrien er et eksempel på, at vand – eller mangel på samme – kan få en konflikt til at spire. Forud for konflikten drev tørke således halvanden million landarbejdere til byerne, og den omfattende migration var med til at destabilisere landet.

Klimakrisen puster til gløderne

Oven i ressourcekampen skal lægges, at der i Mellemøsten eksisterer et utal af forskellige etniske grupper og religiøse praksisser. Denne uhomogenitet kan få konflikter til at eskalere, ikke mindst fordi de meget forskellige grupper ofte må leve side om side i kunstigt skabte stater.

Også klimaforandringerne, der i høj grad allerede har sat ind i Mellemøsten, er med til at forstærke eksisterende konflikter. Med klimaforandringerne følger ressourceknaphed, hvilket har en tendens til at øge uligheden mellem de mennesker, der i forvejen sidder på ressourcerne, og de, der ikke gør.

Samlet set er Mellemøsten offer for en global interesse i den brogede regions ressourcer – og en verdensdel, der er offer for de klimaforandringer, som blandt andet er skabt af afbrændingen af selvsamme ressourcer.

Hvad kan vi så gøre ved det, her i trygge, rige Danmark? Vi kan i hvert fald fra politisk hold støtte Mellemøstens demokratiske kræfter, i stedet for at holde hånden over diktatorerne, mener Enhedslisten. Uden en demokratisering af landene bliver en retfærdig fordeling af ressourcerne umulig. Det er på tide, at gamle kolonimagter og diktaturer viger pladsen, så befolkningerne i Mellemøsten kan komme til at lede deres egen fremtid.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]