Gå til hovedindhold

Syrien: Her er krigsspøgelset legemliggjort

Mens krig kun er et teoretisk spørgsmål i Europa, smadres syriske Aleppo – en af verdens ældste byer – i øjeblikket af nådesløse bombardementer fra luften. Civilbefolkningen lider, og flyene går bevidst efter hospitaler, nødhjælpskolonner og alt andet, der har gjort det muligt at leve videre under fire års krig.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Det hele startede for fem blodige år siden, hvor civile syrere demonstrerede for demokrati, frihedsrettigheder og mod fængsling og brutal behandling af unge. Demonstranterne blev brutalt slået ned af det syriske styre, og så begyndte verden at blande sig. Saudi-Arabien sendte penge og våben til islamistiske grupper, der ofte var mere interesserede i at bekæmpe andre oprørere end at bekæmpe den syriske regering. Rusland og Iran støttede Assad og har siden optrappet støtten. USA tøvede først men begyndte så at bombe og have ”specialtropper på jorden”.

Vennernes venner er ikke dine venner

I dag er en lang række lande rodet ind i de relaterede konflikter i Syrien og Irak: Rusland, USA, Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien, regeringerne i Bagdad og Damaskus. Lille Danmark er også med, sammen med Frankrig, England og andre NATO-lande.

Og så er der den lille hage ved det hele, at USA’s venners venner ikke er USA’s venner. Et par eksempler: USA er allieret med Saudi-Arabien, men Saudi-Arabien har været den mest ivrige støtte til Islamisk Stat i både Irak og Syrien.

USA er også allieret med kurderne i Syrien (ligesom Enhedslisten), og samtidig er USA’s mest langsigtede partner i området Tyrkiet, der har invaderet det nordlige Syrien for at forhindre etableringen af et kurdisk selvstyreområde.

Iraks regering er indsat af USA. Men de får også masser af støtte fra Iran, som ikke er USA’s allierede. Der er således en lang række alliancer, som ikke holder i længden. En situation, der er skræddersyet til at gå galt.

Autoritære ledere bringer ikke fred

I mellemtiden tæppebomber Assad og Rusland Aleppos befolkning, og også fra amerikansk, fransk og indtil for et par uger siden også fra dansk side bidrages der til ødelæggelserne. Bombekasterne vil gerne fremstille det, som om bomber altid rammer det, de sigter på – intelligente bomber, der selvfølgelig rammer terroristerne. De gør alt, hvad de kan, for at fortie civile ofre og ødelæggelse af livet i krigsområderne. Indimellem slipper sandheden dog ud.  F.eks. når amerikanske fly med dansk og australsk medvirken kommer til at bombe syriske tropper, mens de troede, at det var Islamisk Stat, de var ved at udslette.

Risikoen for, at rædslerne i Syrien vil brede sig, er reel. Er det så tredje verdenskrig, der er startet? Endnu ikke. Men husk, at mens 2. verdenskrig startede i 1939, var der forinden en lang række konflikter: Tysklands indmarch i Østrig og Tjekkoslovakiet i ’34 og ’38, Japans invasion af Kina i ’31 og ’37, Den spanske borgerkrig og Italiens overfald på Etiopien.

Nogen sætter deres lid til, at Donald Trump laver en handel med Rusland. Valget i USA er imidlertid et af mange nylige eksempler på, at ledere, hvis horisont er nationalistisk, der betragter demokrati som tomme ord og kæmper for elitens interesser, bringes til magten. Med sådanne venner af freden behøver den ikke nogen fjender.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Det mener Enhedslisten

Mens krigen i Syrien er blevet mere og mere brutal, har det internationale samfund svigtet de demokratiske kræfter. Men vi må ikke vende ryggen til vanviddet. Der er akut brug for handling.

Fredsforhandlingerne skal genoptages, og de sekulære og pro-demokratiske kræfter skal inddrages. Alle krigsforbrydelser skal efterforskes, så de ansvarlige stilles til ansvar. Vi skal støtte den humanitære indsats – også i de oprørskontrollerede områder. Konkret er der brug for støtte til De Hvide Hjelme og Læger Uden Grænser. Vi skal støtte humanitær genopbygning og beskyttelse af de områder, der er befriet for Assads, IS’ og Al Qaedas styrker.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]