Gå til hovedindhold

Retning: Den kommunale og regionale velfærd udhules

Aftalerne mellem KL, Danske Regioner og regeringen om de økonomiske rammer for 2019 giver kommunerne 1,2 milliard ekstra til driften; i følge Finansministeriets egne tal skal der imidlertid bruges 1,4 milliard ekstra på ældreområdet. Velfærden udhules altså fortsat, og i efteråret vil vi se store sparerunder i mange kommuner. Hertil kommer “ghetto”-pakken, som udover at ramme beboerne i de omfattede områder giver kommunerne en række ekstra udgifter. Også i forhold til den kommunale økonomi er kampen mod denne pakke relevant.

Regionerne fik en milliard mere, men det dækker ikke engang udgifterne til de stigende medicinpriser. Så også her vil vi fortsat se forringelser og sparerunder.

En del af regionernes økonomi er afhængig af færre hospitalsindlæggelser, dvs. flere opgaver til kommunerne, der ikke har fået penge hertil, så det kommer ikke til at ske.

Enhedslisten stemte som det eneste parti imod disse aftaler i KL og Danske Regioner. Det gør vi også i Folketingets Finansudvalg, når aftalerne kommer op her. Vi vil over alt spørge særligt S, SF og DF om, hvordan deres støtte til aftalerne hænger sammen med, at de vil styrke velfærden. Regeringens udspil til forhandlingerne viste med al ønskelig tydelighed, hvor dramatiske forringelser i velfærden, de reelt ønsker.

Desværre var der ikke ret meget aktivitet og mobilisering i forbindelse med forhandlingerne. Med meget få undtagelser lykkedes det ikke at omsætte aktiviteten og mobiliseringen fra OK18 til velfærdskampen. Nu står kampen så ude i de enkelte regioner og kommuner. Her må vi i efterårets budgetforhandlinger arbejde for inddragelse af de offentligt ansattes fagforeninger, medarbejderne og grupper af brugere af kommunernes og regionernes service. Det handler om at rulle forslag om forringelser af velfærden tilbage, men også at insistere på, at der er råd til forbedringer. Hvis kampen skal lykkes, kræver det denne gang et opgør med den stramme statslige styring af kommunernes og regionernes økonomi.

Per Clausen

Enhedslistens repræsentant i Kommunernes Landsforening

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]