Gå til hovedindhold

Regionsvalg er ikke som valg til Folketinget

Der er meget på spil, når pladserne i regionsrådene skal besættes. Alligevel føres der ikke egentlige regionsvalgkampe, fortæller Susanne Flydtkjær.

Lasse Mors, Rød+Grøn

Egentlig ville jeg spørge Susanne Flydtkjær, medlem af Regionsråd Nordjylland, om planerne for den kommende valgkamp. Men det bliver hurtigt klart, at præmissen for interviewet må laves om.

- Der er faktisk ikke nogen voldsomt stor regionsrådsvalgkamp. Der er mere fokus på den kommunale valgkamp. Måske afgøres regionsvalget i høj grad af, hvad der sker på det folketingspolitiske og kommunale område.

Valgkampen føres mellem valgene

Susanne Flydtkjær forklarer, at regionsvalgkampen, for så vidt man kan tale om en sådan, mest finder sted mellem valgene.

- Vi har løbende kontakt med de faglige organisationer på området. Vi forsøger hele tiden at have fokus på de konsekvenser, som økonomiaftalerne – herunder de årlige produktivitetsstigninger – har for de ansattes arbejdsforhold og for sundhedsvæsenet i det hele taget. Når vi som politikere sætter en ramme, hvor økonomien ikke hænger sammen på sygehusene, så må løsningen ikke være et ”blødt” ansættelsesstop, som medfører, at der skal løbes endnu stærkere end i dag, fastslår hun.

- Og så forsøger vi løbende at holde fokus på det, vi vil have igennem. F.eks. at uligheden er alt for stor i sundhedssektoren, så mennesker, der bor i et udsat område, dør langt tidligere. Et af problemerne er, at sundhedsvæsnet behandler folk ens, uanset hvor de kommer fra. Men det er faktisk lig med forskelsbehandling! For det er nemmere at tage imod råd og vejledning for dem, der har en høj uddannelse, end for dem der ikke har. Vi bør i stedet behandle folk forskelligt for at behandle dem ens, så at sige. Kun på den måde kan vi sikre alle samme kvalitet i adgangen til sundhed.

Konkrete tiltag, der gør en forskel

Det handler ikke blot om at sætte en dagsorden med ord, men om helt konkrete tiltag, der kan gøre en forskel for udsatte grupper.

- Vi har sammen med Radikale Venstre foreslået at oprette en indvandrermedicinsk klinik, som skulle specialisere sig i at vejlede indvandrere i forhold til sundhed. Nogle mennesker kommer jo fra en kultur, hvor sundhedsvæsnet fungerer helt anderledes, og nogen kan ikke helt dansk. De skal have en ordentlig indføring i det danske sundhedssystem, så de kan bruge det fremover, men det har vi lige nu ingen instans til at sikre.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]