Gå til hovedindhold

På vej mod fred i Colombia

En delegation fra Enhedslisten besøgte i juli Colombia, hvor en fredsaftale mellem oprørsbevægelsen FARC og den colombianske regering ved at blive implementeret efter 53 års krig.

Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver og aktivist i Colombiagruppen

Sveden driver af os, da vi langsomt sætter den ene gummistøvle efter den anden på den mudrede sti fra floden til en af de demobiliseringszoner, hvor FARC-guerillaen har samlet sig. På vejen passerer vi de hvide FN-containere, som guerillaen få dage forinden har låst deres våben inde i.  Vi befinder os i den caribiske region Cordoba i det nordvestlige Colombia. En region, der er så hårdt ramt af konflikten, at den ikke er nævnt i guidebogen. Her er jorden ekstremt ulige fordelt, og her har de paramilitære deres ophav.

Vi er inviteret på besøg i zonen af vores venner i Marcha Patriótica, en samling af sociale bevægelser, der arbejder for fred med social retfærdighed.

Alt er under forandring

Da vi ankommer er det sydende varmt ved de små interimistiske boligbarakker. Lyden af en gravko og en galende hane overdøver fodboldkampen på den store åbne plads midt i lejren. I fællessalen fortæller studerende fra universitetet om morgendagens workshops i læsning, matematik og kamerabrug. Og i skyggen under et træ forbereder LBGT-aktivister aftenens oplæg om køn og seksualitet.

I et splittet land, hvor højrefløjen i årtier har stemplet guerillaen som narko-terrorister, er disse møder mellem lokalsamfund, guerillamedlemmer og sociale bevægelser alt afgørende for den forsoning, der skal bane vejen for freden.

Der er en afventende og håbefuld stemning i lejren, men situationen er langt mere skrøbelig, end den synes. FARC-medlemmerne gentager det, som bønderne i nabolandsbyen har fortalt os samme morgen: Der er stigende paramilitære aktivitet i området.

Bump på vejen

Implementeringen af den ambitiøse fredsaftale startede i december. Og selvom der er mange bump på vejen, går det langsomt fremad. Aftalen indbefatter ikke blot afvæbning og et retsligt efterspil, men også en landreform, oprejsning til konfliktens ofre, amnesti til politiske fanger, øget politiske deltagelse og substituering af illegale afgrøder.

Indtil videre har FARC levet op til sin del af aftalen ved at samles i demobiliseringszonerne, nedlægge våbnene, aflevere værdier og påbegynde deltagelse i det legale politiske liv og i det retslige efterspil. Men den colombianske stat har haft svært ved at leve op til aftalerne. Tusinder af FARC-medlemmer med ret til øjeblikkelig amnesti sidder forsat fængslet under horrible forhold. Gravkoen i lejren kører alle døgnets lyse timer for at færdiggøre den beboelse og sanitet, der for længst skulle have været færdig. Blot to ud af mange eksempler på, hvordan implementeringen af fredsaftalen trues af korruption, ineffektivitet og modvilje i den colombianske stat.

At give slip i våbnene

En endnu større udfordring er den manglende sikkerhed. Ikke blot for guerillamedlemmer uden våben, men i høj grad også for alle politisk aktive medlemmer af sociale bevægelser og lokalsamfund. De paramilitære grupper vokser, og regeringens indsats, der skal afmontere de paramilitære, halter langt efter.

Blandt alle vi møder er sikkerhed det, der bekymrer dem mest. Det gælder folk fra bondebevægelser, oprindelige folk, studerende, kvinde- og LBGT-organisationer. Der er et stærkt håb for en fremtid, hvor man kan lave politisk arbejde uden at skulle frygte for sit liv. Men der er lang vej igen før de dele af fredsaftalen, der tager fat i konfliktens rødder, vil blive implementeret. Skal freden lykkes gælder det ikke blot, at rummet for politisk deltagelse skal udvides, der er behov for et opgør med den ulige fordeling af jord og ressourcer i Colombia.

Fred kræver politisk samling

Det presserende spørgsmål er, hvor langt man kan nå med implementeringen af fredsaftalen inden præsidentvalget næste år. Præsident Juan Manuel Santos, der sidste år fik Nobels fredspris, er i dag ganske upopulær på langt de fleste politikområder. Fredssiden kritiserer ham for ikke at leve op til sin del af fredsaftalen. Og de stærke højreorienterede kræfter, der har tjent styrtende summer på krigen, gør deres for helt at underminere freden. I demobiliseringszonen er der heller ikke stor tiltro til Santos-regeringen eller til nogen anden colombiansk regering. Men der er stor tiltro til, at freden kan lade sig gøre, og at der ingen vej er tilbage.

Enhedslisten var i sommeren i Colombia for at udarbejde et flerårigt projekt om fredspædagogik med vores samarbejdspartnere Marcha Patriótica, en paraplyorganisation for sociale bevægelser, der kæmper for fred med social retfærdighed. Besøget var finansieret af Danish Institut for Parties and Democracy (DIPD). Enhedslisten har i dag allerede projekter i Palæstina og Swaziland finansieret af DIPD.

Foto: Anne Rehder

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]