Gå til hovedindhold

Nikolaj Villumsen vikarierer som politisk ordfører

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, skal på barsel. Indtil hun er tilbage, er det Nikolaj Villumsen, der varetager hvervet. Han er udenrigs- og beredskabsordfører, men glæder sig til at beskæftige sig med andre politiske områder.

Eva Hyllegaard, Rød+Grøn

Hvad glæder du dig mest til, når du skal være politisk ordfører?

- Det bliver spændende at bevæge sig ind på en masse nye områder. Nu skal jeg ikke bare beskæftige mig med udenrigspolitik og forsvarspolitik, som jeg plejer, men hele Enhedslistens brede vifte af sager, for eksempel velfærd, arbejdsmarked og den store klimadagsorden. Jeg kommer til at have meget fokus på regions- og kommunalvalget, som er drønhamrende vigtigt for vores parti. Og så selvfølgelig kampen for vores velfærd og mod regeringens topskatterabatter til de rigeste i vores samfund.

-Jeg får jo mere lov til at slås med Løkke, end jeg plejer at gøre. Eksempelvis skal jeg ned i statsministerens spørgetime og være afløser for Pernille. Det bliver sjovt at få mulighed for at krydse klinger med ham på den måde.

Hvilke store dagsordener venter der Enhedslisten i efteråret?

-Det helt centrale bliver regions- og kommunalvalget. Vi har desværre en regering, der vil forringe vores velfærd for at give til dem, som har allermest. Og det endda på et tidspunkt, hvor vi kan se, at velfærden er ved at knække sammen ude i regioner og kommuner med nedskæringer på vores sygehuse og på vores kommunale velfærd. Der vil vi jo fra Enhedslistens side slås for bedre velfærd både regionalt og kommunalt. Det er det helt centrale fokus for os alle i den kommende periode – og det bliver selvfølgelig også helt centralt for min rolle som politisk ordfører.

-Regions- og kommunalvalget er en stor opgave for os alle sammen. Der skal kæmpes fra hus til hus for at få den stærkest mulige repræsentation af Enhedslisten alle steder, så vi kan sætte en solidarisk og bæredygtig dagsorden.

Er der noget, der bliver anderledes med dig som midlertidig politisk ordfører?

- Det regner jeg faktisk ikke med, ud over at jeg selvfølgelig er en anden person end Pernille. Vi har jo en klar kurs for vores parti, som jeg så skal arbejde for i en ny rolle i den tid, hvor Pernille er på barsel.

Foto: Mark Knudsen

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]