Gå til hovedindhold

Magthavere har altid udnyttet etnicitet og religion

Hvis man vil forstå de seneste års udvikling i Mellemøsten og Nordafrika, må man blandt andet se nærmere på de etniske og religiøse forskelle, der præger regionen, mener forhenværende ambassadør Ole Wöhlers.

Ole Wöhlers

Ser man bort fra Israel og Iran, så kan Mellemøsten virke nogenlunde ensartet. Landene har islam, det arabiske sprog og den arabiske kultur til fælles. Faktum er imidlertid, at der er både væsentlige politiske, dialektsproglige, kulturelle, historiske, etniske og religiøse forskelle landene imellem. Jeg vil koncentrere mig om de to sidstnævnte, og hvilken rolle de spiller i forhold til konflikter i regionen.

Store etniske forskelle

Etnisk set adskiller det persiske Iran sig fra den arabiske verden. Perserne er indoeuropæere (arier, deraf navnet Iran, "Ariernes Land"), hvorimod araberne er semitter. I Marokko udgør berberne ca. to tredjedele af befolkningen, i Algeriet ca. en fjerdedel og i Libyen 10-15 procent. Til gengæld er befolkningen i Tunesien stort set homogen, både etnisk og religiøst. Omkring 10 procent af Egyptens befolkning er koptere, og i Syrien og Irak er der betydelige kurdiske mindretal samt i Syrien et mindre antal armeniere. I det persiske Iran er der en arabisk minoritet på 5-10 procent. I Sahara-staterne Mauritanien, Mali, Niger og Chad er befolkningerne sammensat af sorte afrikanere som flertal, men med betydelige minoriteter af arabere, berbere (tuareger) og blandingsgrupper.

Hertil kommer, at der især i Jordan, Libanon og Syrien opholder sig mange palæstinensiske flygtninge, og nu også i Libanon, Tyrkiet og Jordan mange syriske flygtninge. Endvidere er der i Iran mange afghanske flygtninge. Endelig bør nævnes, at der i Saudi Arabien og de øvrige Golf-stater opholder sig millioner af importerede gæstearbejdere fra især Indien, Pakistan og Sydøstasien. I flere af de mindre Golf-stater udgør de faktisk størstedelen af befolkningen.

Religiøst sammensat område

I massemedierne bliver Mellemøsten ofte generaliserende beskrevet som muslimsk område, men der er i praksis stor religiøs diversitet i regionen. Mens de fleste arabiske lande har en overvejede sunnimuslimsk befolkning, er der i Saudi Arabien et shiamuslimsk mindretal, i Bahrain et stort shiamuslimsk flertal og i Irak et shiamuslimsk flertal på ca. to tredjedele af befolkningen (resten udgøres af sunnimuslimer samt nogle mindre trossamfund, herunder kristne og yasidier). I Syrien er ca. to tredjedele af befolkningen sunnimuslimer, ca. 12 procent er allawitter (en variant af shiaislam), ca. 11 procent er kristne og ca. 5-10 procent er drusere. I Libanon er ca. 40 procent kristne, ca. 30 procent sunnimuslimer og ca. 30 procent shiamuslimer. I Iran er der næsten udelukkende shiamuslimer, men også nogle små jødiske, kristne og zoroastra samfund. I Egypten er ca. 10 procent af befolkningen kristne koptere. Også i Syrien, Palæstina, Libanon og Jordan er der store kristne befolkningsgrupper.

Selv i de nogenlunde religiøst homogene sunnimuslimske lande er der store forskelle fra den strengt konservative Wahabi-sunniislam i Saudi Arabien til den mere afslappede variant, der dominerer i de fleste andre sunnimuslimske lande. Endelig må nævnes, at der også inden for de forskellige trossamfund er et meget betydeligt antal sekter med indbyrdes trosforskelle.

Konflikter undertrykt af kolonimagter og diktatorer

Med så mange etniske grupper og så mange forskellige religiøse praksisser er der i sagens natur gode muligheder for, at der kan opstå hårdtslående divergenser. Ikke mindst fordi de meget forskellige grupper for det meste må sameksistere side om side i kunstigt skabte stater.

Fra starten af det 17. århundrede og frem til 1. verdenskrig beherskede det osmanniske imperium store dele af den arabiske verden. Områderne blev administreret i provinser på tværs af etniske, sproglige, stammemæssige og religiøse grupperinger. Ligesom vi så det ved Jugoslaviens sammenbrud i 1990´erne, var mange af disse grupperinger rede til at kæmpe indbyrdes, da det osmanniske rige brød sammen i 1918. Det skete dog ikke med det samme. Indledningsvist fastholdt Storbritannien og Frankrig den osmanniske arv ved at etablere en række protektorater som administrative områder, ligeledes på tværs af de etniske, religiøse, sproglige og kulturelle skel. Selvom Egypten, Jordan og Irak ret hurtigt blev etableret som officielt "selvstændige stater", bibeholdt Storbritannien en væsentlig indflydelse. Hertil kom, at Frankrig i Nordafrika allerede inden 1. verdenskrig havde etableret protektorater i Marokko og Tunesien og havde koloniseret Algeriet, ligesom Italien havde koloniseret Libyen. Det bidrog til at holde lokale etniske og religiøse konflikter i ave for en tid.

De fleste arabiske lande blev selvstændige efter 2. verdenskrig - Marokko og Tunesien dog først i 1956 og Algeriet i 1962 efter otte års blodig befrielseskrig. De fra osmannerne og vestmagterne arvede "unaturlige" landegrænser blev dog stort set bibeholdt. I de fleste af disse kunstige blandingsstater blev mulige etniske og religiøse stridigheder holdt nede af diktatoriske regimer.

Irakkrigen åbnede Pandoras æske

Det greb, som regionens diktatorer havde om befolkningerne, blev slækket med invasionen af Irak i 2003 samt diktatorernes fald i Tunesien, Egypten og Libyen under det såkaldte "arabiske forår" i 2011. Sammen med starten på borgerkrigene i Syrien og Irak betød det, at der i nogle af disse lande - Tunesien undtaget – blev åbnet en Pandoras æske af indbyrdes stridigheder og "udrensninger" mellem forskellige stammer, etniske og religiøse grupper. Samtidig blev døren åbnet for ekstremt voldelige grupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat, hvis voldsherredømme begrundes i etniske og i særlig grad ekstreme religiøse opfattelser. Det er i høj grad stadig tilfældet i det kaotiske Libyen, i Irak samt i stedfortræderkrigen mellem Saudi-Arabien og Iran i Syrien.

Man må selvsagt tage meget stærk afstand fra mennesker, som under henvisning til ekstreme ideologier – hvad enten de er religiøse eller politiske – forsøger at retfærdiggøre drab og undertrykkelse af mennesker med en anden etnisk eller religiøs baggrund. Det er dog min oplevelse, at de ideologiske begrundelser i hovedreglen er påskud, som dækker over almindelig grådighed efter politisk eller økonomisk magt. Frygten for eller hadet til "de anderledes" er slet og ret et effektivt middel til at få nyttige idioter til at tjene deres formål. Det er set før i historien, blandt andet i forbindelse med korsfarernes plyndringer i Mellemøsten og conquistadorernes udryddelse af indianerne i Sydamerika – begge dele blev officielt begrundet med en "højere og retfærdig sags tjeneste". Etniske og religiøse forskelle er med andre ord historisk set blevet udnyttet af mange magthavere, og det er præcis det samme, vi ser ske i den arabiske verden den dag i dag.

Ole Wöhlers, født 1942, har været dansk ambassadør i bl.a. Saudi Arabien, Syrien og Algeriet.

Foto: Flickr - Murdelta (cc_by_2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]