Gå til hovedindhold

Litterær aktivisme drevet af hjerteblod

Rød+Grøn har besøgt et lille forlag for ’hjemløs’ litteratur.

Lole Møller, Rød+Grøn

Det er en helt almindelig råkold og regnfuld decemberdag. Der står en strid blæst ned gennem Møllegade på Nørrebro. Det bliver godt at komme i læ hos Det Poetiske Bureaus Forlag nede i kælderen i nummer 23A. Udefra ser det langt fra prangende ud. Cykler dækker for udsynet til butikken, og trappen ned er stejl. Men indenfor åbner der sig en verden med en imponerende række af udgivelser på hylderne. Midt mellem titler af Baudelaire, Rimbaud, Dylan Thomas, Jules Verne og en mængde ny dansk litteratur venter to af forlagets redaktører Louise Kristensen og Søren E. Kristoffersen.

Overtryk i undergrunden

- Det hele begyndte i 2005, da unge folk fra Nørrebro med kunstneriske ambitioner dannede en kunstforening og begyndte udgivelse af tidsskriftet Det Poetiske Bureau, fortæller Søren.

I 2007 etableredes en café, hvor der blev afholdt udstillinger, oplæsningsaftner, koncerter og teaterforestillinger. Det hele blev drevet af frivillige, der gav deres hjerteblod til et alternativt fristed for en broget skare af kunstnerspirer.

Fire år senere lukkede huslejens himmelflugt caféen. Kun forlagsvirksomheden var bæredygtig, og Det Poetiske Bureau blev til Det Poetiske Bureaus Forlag. På det tidspunkt havde centraliseringen i forlagsbranchen mange ofre.

- Da Borgen lukkede, mistede 80 digtere og forfattere en udgivelsesmulighed. Der kom så at sige et overtryk i undergrunden og plads til os, forklarer Søren.

Forlagsbranchens Bermuda-trekant

Der er i dag en markant centralisering og koncentration i forlagsbranchen, hvor Gyldendal sidder på 80-90 procent af markedet.

- Der satses stærkt på det salgbare og sikre. Kogebøger, selvhjælpslitteratur og krimier udkommer i en lind strøm. Den smalle litteratur har trange kår, sukker Søren.

Branchen domineres af en Bermuda-trekant bestående af de store forlag, dagbladenes kritikere og et lille veletableret forfatternetværk.

- Interessen for det nye er stærkt begrænset. Man favoriserer det, der i forvejen er inde i varmen. Vores udgivelser bliver ikke anmeldt, og vi kan ikke hamle op med store markedsføringsbudgetter, tilføjer Louise.

Det Poetiske Bureaus Forlag skal blot køre rundt.

- Her udbetales ikke de store lønchecks. Redaktionen på syv medlemmer arbejder alle gratis, og overskud geninvesteres i nye udgivelser, understreger Søren og uddyber:

- Vi går på to ben. De nyere og ældre klassikere sælger OK, og de er med til at finansiere den samtidslitteratur, som vi også udgiver. Vi modtager mange manuskripter uopfordret, som de syv redaktører drøfter i fællesskab. Hvis en redaktør brænder for værket, så udgives det. Det giver bredde og mangfoldighed.

Modet til at gå egne veje

Trods meget svære arbejdsbetingelser, tror både Louise og Søren på en fremtid, der rummer Det Poetiske Bureaus Forlag.

- De sociale medier giver os større synlighed og opmærksomhed. Vi overvejer udgivelse af e-bøger og lydbøger med smal litteratur, og vi har stor succes med vores pocketbogserie, forklarer Louise, der dog indrømmer, at hun har været ved at give op.

- Men fællesskabet omkring litteraturen er inspirerende og givende. Med vores litterære aktivisme ønsker vi også at modsætte os den omsiggribende tendens til centralisering inden for snart sagt alle livs- og samfundsmæssige forhold. Det er dræbende for mangfoldighed og trivsel, slutter Søren.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Det Poetiske Bureaus Forlag

Det lille forlag på Nørrebro i København oversætter og udgiver ældre og nyere litterære klassikere, hvoraf de fleste aldrig før har været udgivet på dansk. Det udgiver også ny dansk lyrik og prosa for at sikre, at mange talenter får chancen for at debutere og dermed udvikle et forfatterskab. Det Poetiske Bureaus Forlag har udgivet tidsskrifter og bøger siden 2005 og er uafhængige af kapitalinteresser og politiske hensyn.

Læs mere på: detpoetiskebureau.dk.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]