Gå til hovedindhold

Kulturstafetten

Her kommer en forsmag på bagsidens nye serie, "Kulturstafetten". Vi kommer med eksempler på f.eks. musik, litteratur, film/tv, teater, malerkunst og udstillinger, som på en eller anden måde udfordrer det gængse verdensbillede. Her ser vi på en usædvanligt systemkritisk film fra USA.

Simon Halskov

Film: Captain Fantastic (Matt Ross, 2016)

Hvordan sikrer man sine børn et godt og sundt liv, når man mener, at Verden er fuldstændig af lave? I ”Captain Fantastic” vælger den gamle venstrefløjsaktivist Ben (spillet af Viggo Mortensen, der blev Oscarnomineret for præstationen) den drastiske løsning at flytte med sin kone og seks børn ud i USA’s kæmpeskove i nordvest. Her uddanner de børnene, store som små, i alt fra jagt og musik til filosofi og politik. En dag er familien dog nødt til at forlade deres egen verden og træde ind i den kapitalistiske jungle, som Ben ønsker at skærme sine børn fra. Mødet med omverdenen demonstrerer, hvor uovertruffen børnenes viden om verdenen er – men også, hvilke afsavn (ikke mindst sociale), de lider i skovens boble.

”Captain Fantastic” er både morsom, tankevækkende og rørende. Filmen rummer en klokkeklar kapitalismekritik, som blandt andet kommer til udtryk, når familien i stedet for jul fejrer ”Noam Chomsky-dag”. Samtidig demonstrerer den, at det hverken er enkelt eller problemfrit at vende kapitalismen ryggen. Og at man nok kan lære sine børn at gøre oprør - men man kan ikke være sikker på, at det er et oprør, man bryder sig om.

Har du lyst til at anbefale et stykke kultur til Rød+Grøns læsere? Så send dit forslag til [email protected].

Foto: Cathy Kanavy - Bleecker Street

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]