Gå til hovedindhold

Kræmmermarked skød valget i gang

I Odder lød startskuddet på Enhedslistens valgkamp ved byens årlige kræmmermarked, som er Østjyllands største. Rød+Grøn har fanget vores byrådsmedlem Ditte Marie Thejsen til en snak om begivenheden.

Simon Halskov, Rød+Grøn

I forbindelse med Odders årlige byfest laves hele byen om til et kræmmermarked. I år havde Enhedslisten set sit snit til at booke en stand, hvorfra lokalafdelingen kunne indlede kommunalvalgkampen.

- Det er første gang, vi har været med på den måde, mens de fleste andre politiske partier har været med mange gange. Og det gik sindssygt godt! Vi er stadig høje over det, fortæller Ditte.

I Enhedslistens bod foregik der aktiviteter og en konkurrence, hvor man kunne stemme på, hvad der er de vigtigste temaer i kommunalvalgkampen.

- Der var simpelthen liv i boden hele dagen. Der kom mennesker forbi, som ville møde kandidaterne, og der kom nogle enkelte, som spurgte, om de kunne være aktive i valgkampen, forklarer Ditte.

Cyklede byen rundt

Fordi der bor så få mennesker i den lille by, fremhæver Ditte de nye aktive som dagens største optur.

- Det var faktisk det største plus, vi gik derfra med. Og så fik vi jo talt med en masse og delt balloner og bolsjer ud. Vi havde desuden lånt en ladcykel af Enhedslisten i Horsens, som vi kørte rundt i byen på. Det var en rigtig fin gimmick. Det gjorde os meget synlige – ikke kun i boden men i hele byen.

Kræmmermarkedet, der var begunstiget med flot solskinsvejr, var yderst velbesøgt.

- Vi brugte også noget af tiden på at tale med de andre politiske partier, der var placeret i nærheden af os. Det var fint, at de nye kandidater fik lov til at møde hinanden. Så det blev lige det startskud på valgkampen, vi havde ønsket os. Man kunne virkelig mærke den der valgkampsstemning – det var et rigtig godt arrangement, slutter Ditte.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]