Gå til hovedindhold

Kommunalvalg '17: Mød spidskandidaterne

Rød+Grøn præsenterer hver måned nogle af de mange kandidater, Enhedslisten stiller med til kommune- og regionsvalget i november.

 

Heidi Steenberg Rud, Holstebro

44 år, socialrådgiver

Hvorfor stiller du op til kommunalvalget?

- Alle kommuner har store udfordringer i forhold til prioritering af udgifter. Udfordringerne kommer fra den helt forkerte regering, vi har i Folketinget, men vi i Enhedslisten kan på en god måde holde øje med de prioriteringer. For en del år siden kaldte vi Enhedslisten for vagthunde. Den funktion er vi gode til, og funktionen er ledig i Holstebro byråd. Den vil jeg gerne sætte mig på.

Hvad vil du især arbejde for i byrådet?

- Jeg har erfaring på det socialfaglige område. Jeg vil derfor især være opmærksom på budgetterne for institutionerne og prioriteringerne i forhold til sagsbehandlerens valg af institutioner. Vi vil også arbejde for miljøet og se nærmere på de miljømæssige ændringer, som er mulige. Kommunen har også mange store projekter foran sig; gad vide, om den prioriterer at sikre, at alle udliciterede opgaver udføres af fagpersoner med overenskomst? Vi er ikke så erfarne her, da vi endnu ikke har siddet i byrådet. Men vi føler os klar og er rigtig godt vejledt af andre afdelingers byrådsmedlemmer.

Jacob Jensen, Rudersdal

72 år, pensionist, tidl. civilingeniør

Hvorfor stiller du op til kommunalvalget?

- Jeg har repræsenteret Enhedslisten alene i byrådet. Alle partierne har hidtil anerkendt Venstres ledelse og stemmer sammen med Venstre. Rudersdal har derfor ikke været vant til opposition. Jeg har på møderne og i pressen rejst en række sager, som de øvrige partier automatisk stemmer ned. Jeg håber på, at vi står styrket i næste valgperiode, og at den hidtidige enighed blandt de øvrige partier brydes til fordel for et samarbejde blandt partierne til venstre for midten.

Hvad vil du især arbejde for i byrådet?

- Rudersdal har Danmarks laveste skatteprocent og er den mest velstående kommune. Det betyder, at der efter udligningen er få penge til velfærd. Kommunens politik har hidtil drejet sig om, hvor velfærdsnedskæringerne skal finde sted. Jeg finder det nødvendigt, at skatten sættes således, at vor politik kommer til at dreje sig om, hvordan flere ressourcer skal fordeles på velfærdsområderne. På ældreområdet vil jeg arbejde for, at gives tid til samtale med de ældre og flere aktivitetstilbud. På børne- og ungeområdet skal normeringerne øges, så lærere og pædagoger får tid til individuel opmærksomhed på børnene.

Heidi Steenberg Rud

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]