Gå til hovedindhold

Kan en kommune være CO2-neutral?

Flere byer har i dag erklæret, at de vil være CO2-neutrale. Men hvad vil det egentlig sige? Nogle borgere vil nok forstå det således, at de som borgere i kommunen så ikke længere bidrager til at forværre klimaet. Men sådan er det ikke. Der er dog en række tiltag, der lokalt kan skrue ned for CO2’en. Vi giver her nogle eksempler.

Lars Hedegaard Nielsen og Karl Vogt-Nielsen, grønne rådgivere

København er kendt for sloganet om at ville være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Det er defineret således, at det omfatter energiforbrug, energiproduktion, transport og Københavns Kommune som klimavirksomhed. El, varme og transport udgør ifølge tænketanken CONCITO dog kun 15 procent af borgernes udledning. Resten, de 85 procent, er ting og sager, lige fra madindkøb, forbrugsvarer, service og flyrejser, samt det fælles forbrug fra militær, hospitaler og anlægsarbejder. Ting som jo er noget vanskeligere for en kommune at gøre noget ved.

Også Silkeborg, Albertslund, Aarhus og Sønderborg arbejder på forskellig vis med klimaaftryk og målsætninger. Alle byerne kredser om det samme: energi og transport.

Reelle CO2-reduktioner?

Alle kommuner kan dog prale med at have sænket deres CO2-aftryk fra det samlede elforbrug, fordi der løbende kommer mere vindkraft, uanset om kommunen her gør en indsats eller ej. En række kommuner arbejder derfor også med varmesiden, hvor det formelt giver en CO2-reduktion, hvis man skifter fra fossile brændsler til træflis på kommunens anlæg. Hvis man har fulgt debatten, vil man dog vide, at især Enhedslisten ikke anser det for CO2-neutralt, og at bioenergi generelt bør pålægges en CO2-effekt.

På transportområdet kan en kommune ikke udfase brugen af benzin og diesel blandt kommunens borgere, og derfor er virkemidlet her at kompensere denne CO2-udledning med egne vindmøller og solceller. Herved risikerer man dog at tælle CO2-effekten dobbelt i kommunens regnskab, fordi det også slår igennem på elforbrugets CO2-belastning.

Mere offensive tiltag

På varmesiden er der mere perspektiv i at pege på solvarme, varmepumper og geotermi afhængigt af anlægsstørrelser og geografi. Og så er sparet varme jo altid bedre end produceret varme. Kommunerne kan, ud over at prioritere energirenoveringer i den kommunale bygningsmasse, også gå aktivt ind i at hjælpe borgere og virksomheder med energiløsninger.

I det omfang, de lokale forhold tillader det, kan krav om kommunale vindmølleplaner for etablering af landmøller være med til at skubbe CO2-regnskabet i den rigtige retning. På transportområdet kan kommuner aktivt fremme udrulning af elbiler og elbusser og gøre det mere attraktivt at benytte cykel og kollektiv trafik. Via parkeringspolitik og trafikregulering kan dele af byen fredeliggøres, og der kan laves nyt byggeri, som er målrettet familier, der ikke ønsker egen bil. I forbindelse med byplanlægningen kan det sikres, at projekter ikke resulterer i øget trafik – eksempelvis ved prioritering af butiksforsyning i nærområderne.

CO2-belastning fra diverse forbrug kan minimeres ved at fremme deleøkonomi, så borgerne generelt køber mindre nyt. Kommunen kan gå foran i klimarigtigt forbrug i indkøb og bespisning. F.eks. kan kommunen selv gå ind i produktion af fødevarer til egne køkkener eller fremme brug af lokalt producerede varer ved at kombinere krav om økologi og ”nordisk madkoncept”, hvilket man bl.a. har gjort i Region Hovedstaden.

For at fremme optag af CO2 kan kommunen og/eller vandforsyningen (i forhold til beskyttelse af drikkevand) opkøbe arealer eller indgå aftaler med landbrug med henblik på at etablere bynær skov.

Foto: Steinar Engeland, Unsplash.com

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]