Gå til hovedindhold

I Sønderborg udvider vi demokratiet

Selv om Enhedslisten kun har en enkelt plads i byrådet i Sønderborg, lykkes det alligevel at gøre en helt konkret forskel for folk i Sønderborg kommune. Rød+Grøn har talt med Anders Brandt om, hvordan han bruger pladsen i byrådet til at skabe mere demokrati i hele kommunen.

Nina Ericsson, Rød+Grøn

- Enhedslistens mål er jo et borgernært demokrati. Det skaber vi bl.a. ved hjælp af landsbyrådene og deres organisation, landsbyforum, lægger Anders ud.

Landsbyråd findes mange steder i landet, men udformningen er forskellig fra kommune til kommune. Anders har sat Enhedslistens præg på den måde, man arbejder på i Sønderborg kommune.

Borgerne bestemmer

- I kommunens landdistriktudvalg sidder vi fire politikere og syv borgere. Så borgerne kan faktisk nedstemme politikerne i kommunens eget udvalg. Jeg er som formand med til at sparke visionerne ind, men arbejdet er i høj grad borgerdrevet, beretter Anders.

Det er lykkedes at skabe landsbyråd i mere end 80 procent af Sønderborg kommunes landdistrikter. De folk, der bor i landsbyerne, beslutter selv, om de vil lave et landsbyråd selv eller gå sammen med nabolandsbyen om et fælles landsbyråd.

- Vi har 34 landsbyråd nu, og der kommer flere til. Alle landsbyrådene er basisdemokratiske. Alle i landsbyen er medlem, alle kan bestemme lige meget. Hvert landsbyråd vælger en person, som sidder i det fælles landsbyforum, fortæller Anders og fortsætter:

- Landsbyforum er derfor landsbyernes fælles talerør over for kommunen, og det samarbejder direkte med kommunens landdistriktudvalg. Og fordi landsbyforum også udpeger flertallet i landdistrikudvalget, så er det virkelig borgerne, der bestemmer over udviklingen.

Gør det let at være aktiv

- Som kommune støtter vi aktivt landsbyrådene. De får hver 5500 kr. i kaffepenge om året, som de ikke behøver aflægge regnskab for. Så bliver det meget lettere at stable et fællesmøde med kaffe og småkager på benene, end hvis der skal være administrativt bøvl helt ned til sidste 25-øre, fortæller Anders.

Hele pointen er at gøre det let at lave politik fra neden og op. Landsbyforum har tegnet en kollektiv forsikring for alle, der laver frivilligt arbejde i landsbyerne. Og kommunen har fem ansatte, som hjælper de frivillige i landsbyerne med at lave udviklingsplaner.

- Landdistriktudvalget har lige fået en million til at udvikle lokale klimavenlige fødevarer. Det skaber samtidig job på landet. En million rækker ikke langt, men den kan hjælpe processen i gang, siger han og uddyber:

- Vi skal samle producenter, køkkener, turistaktører, forbrugere og mange flere. Vi vil skabe en lokal distributionsordning. Og vi er allerede i gang med noget helt konkret; her til sommer kommer der 40.000 mennesker til kommunen på Spejdernes Lejr 2017. Vi har lovet dem et måltid af lokale råvarer. Det bliver den sønderjyske egnsret snysk.

Et måltid snysk bliver ikke det eneste sønderjyske, som de 40.000 spejdere kommer til at nyde godt. Kommunen har nemlig lavet 40 palletanke om til kapillærkasser og skal til at dyrke krydderurter i dem.

- De står rundt om i landsbyerne og bliver passet. Til sommer kører vi dem alle sammen ind til spejderlejren, så de kan få lidt krydderurter til maden.

Græsrødderne driver udviklingen

Der er gang i den i Sønderborg. I landsbyerne er der ofte ikke noget kollektiv trafik, men kommunen har givet landsbyerne tre minibusser og to stationscars, som landsbyerne selv driver som delebiler. Der skal laves en cykelrute langs Flensborg Fjord, og måske kommer der også en solcelledreven vandre- og cykelfærge over fjorden.

- Jo mere folk selv kan bestemme over udviklingen i deres eget område, desto bedre bliver samfundet og jo tydeligere vil vi kunne se, hvordan fælles løsninger er bedre end individuelle, slutter Anders.

For mere info: sonderborgkom.dk/landsbyforum[email protected]

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]