Gå til hovedindhold

Grøn genopstandelse?

Begraves, brændes eller andet? Rød+Grøn vurderer de mest bæredygtige valg, når du skal herfra.

Karl Vogt-Nielsen, grøn rådgiver

Fra min barndom husker jeg denne morbide joke: ”Far, jeg kan ikke lide bedstemor! - Hold kæft knægt og spis videre”. At døde legemer kan indgå i naturens kredsløb er ikke en fremmed tankegang. I praksis kommer den dog typisk til udtryk på andre måder end via kannibalisme. I Tibet dyrkes f.eks. himmelbegravelsen, hvor liget parteres, knoglerne knuses, og liget overlades til gribbene, som på kort tid fjerner ethvert spor af den afdøde. Denne måske mest bæredygtige begravelse er forankret i, at man har klippegrund, sparsomt med brændsel og i man i den buddhistiske verden opfatter den døde krop som et tomt hylster.

Sådan er det ikke i islam, jødedommen og kristendommen. Her skal du møde din skaber, og derfor begraves man. Hos kristne med fødderne mod øst for at kunne følge frelserens opstandelse, hos muslimer vendt mod Mekka.

Begravelseskapsler eller frysetørring

Bedemandsbranchen kan imidlertid også tænke innovativt og bæredygtigt. Et af de mere opfindsomme bud er en halvanden meter høj ”økologisk, biologisk og nedbrydelig” begravelses-kapsel, hvor du placeres i kapslen liggende i fosterstilling og så fires ned i jorden. Oven på graven plantes et træ, hvis rodnet suger næringsstoffer fra din krop. Du genfødes i træets bark og blade, hedder det i denne italienske opfindelse, som dog endnu ikke er godkendt nogen steder.

Også i Sverige findes kreative bedemænd. Et firma har i 20 år forsøgt at få udviklet og godkendt frysetørring som økologisk alternativ til kremering: Med flydende nitrogen fryses du ned til minus 196 grader, hvorefter kisten vibreres, så din krop splintres i flere tusinde dele. Vand, proteser, guld og kviksølv sorteres fra, og du begraves i en lille bio-nedbrydelig kiste. Det økologiske islæt er angiveligt, at du begraves i lav dybde med kun 20 centimeter jord over dig og efter et år er komposteret til jord, hvor det i en to meter dyb grav tager 20 år. Det forklares dog ikke nærmere, hvorfor tempoet skulle være lig med bæredygtighed, ligesom energiregnskabet for den avancerede proces heller ikke er belyst. Firmaet er nu gået konkurs, men en brite har overtaget resterne og arbejder videre med ideen.

Realistiske bud: Del din varme
Herhjemme er det næsten 80 procent af alle, der kremeres. Så hvilke bæredygtige muligheder er der her? Stort set alle bedemandsfirmaer tilbyder ”økologiske, bæredygtige og CO2-neutrale” kister og urner, som er lavet af biofibre eller måske pileflet, mens urner typisk laves af majsstivelse. Det med det økologiske og CO2-neutrale skal tages med et gran salt, da det vist blot betyder, at der er brugt biomateriale i stedet for f.eks. spånplader fyldt med formaldehyd og metaller.

Når du har valgt kiste, står valget så mellem at blive begravet eller kremeret. En kremering udleder omkring 70 kilo CO2, som du kan spare atmosfæren for, hvis du i stedet graver dig ned. På papiret. For den tidligere manuelle graver er jo i dag afløst af en gravemaskine, så hullet kræver også energi og dermed CO2-udledning. Hvor meget er svært er sige: Samtidig er krematorierne i dag koblet på fjernvarmesystemerne, så din sidste energi sparer en smule et andet sted.

På bundlinjen er det dog ikke i døden, du skal have dårlig samvittighed over dit klimabidrag. Ved en kremering bidrager du nemlig ikke med ret meget mere CO2, end du bidrager med hver dag i levende live.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]