Gå til hovedindhold

Flertal støtter 30 timers arbejdsuge

Et klar flertal af danskerne ønsker kortere arbejdstid. Det viser en meningsmåling, som Gallup har lavet for Enhedslisten.

Simon Nyborg, politisk rådgiver

52 procent af befolkningen er helt eller delvist enige i, at det er en god idé at sænke arbejdsugen til 30 timer. Kun 40 procent er helt eller delvist uenige. Det viser en rundspørge blandt danskerne, som TNS Gallup har lavet for Enhedslisten.

Støtten er bredt forankret både politisk og rundt om i Danmark. Der er opbakning i hele landet og ikke kun i København. Og der er flertal blandt alle partier med en stor andel af arbejdervælgere, herunder Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Stor opmærksomhed

Målingen følger efter, at Enhedslisten har givet ideen om en kortere arbejdsuge nyt liv. Enhedslisten lancerede i december et større oplæg til debat om indførelsen af en 30 timers arbejdsuge henvendt til offentligheden og især de faglige organisationer.

Udspillet fik stort gennemslag i medierne og sikrede både meget omtale og meget efterfølgende debat. Det store gennembrud kom sig af, at vi havde lavet en gennemregnet model, der redegjorde for, hvordan det kan indføres uden lønnedgang og uden at efterlade statskassen med et kæmpe hul.

Det gav ideen momentum og sikrede samtidig støtte udefra fra f.eks. FTF’s formand Bente Sorgenfrey. Da hun blev spurgt på TV2 News, hvorfor hun havde skiftet holdning inden for få måneder, svarede hun direkte, at det skyldtes, at Enhedslisten havde vist, at det kunne lade sig gøre. Nu har vi så spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvad de mener.

Næsten ingen vil arbejde mere

Støtten til forslaget er størst blandt de erhvervsaktive grupper fra 18-59 år og markant større blandt kvinder end mænd.

Blandt partierne er det især Enhedslisten, Alternativet og SF, hvor otte ud af ti vælgere synes, det er en god idé, men der er også over 50 procent opbakning fra Socialdemokratiet og DF’s vælgere.

Støtten kommer fra hele landet, og forslaget er lige så populært i Syddanmark som i Hovedstaden.

Enhedslisten har samtidig spurgt, om folk har lyst til at arbejde mere. Det har været hovedlinjen både for Thorning og Løkke, men der er ikke nogen videre støtte til det, når man spørger danskerne.

Kun fem procent blandt dem, der er i arbejde, siger, at de vil arbejde mere, så de kan få flere penge til f.eks. at øge deres forbrug.

Uanset hvilken gruppe man kigger på – det være sig vælgerne fra de enkelte partier, de forskellige aldersgrupper, blandt de to køn og i landsdelene – er der i ingen grupper over 10 procent opbakning til at arbejde mere. Den eneste undtagelse er Liberal Alliances vælgere, hvor 23 procent gerne vil arbejde mere.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Det viser målingen

  • 52 procent er helt eller delvist enige i, at det er en god idé med en 30 timers uge, mens kun 40 procent er helt eller delvist uenige.
  • Størst opbakning blandt kvinder (58 procent) og unge (59 procent).
  • Flertal ikke bare blandt vælgerne fra Ø (79 procent) og Å (89 procent), men også S (51 procent) og DF (53 procent).
  • Lige så stort flertal for i Syddanmark som i Hovedstaden (begge 54 procent).
  • Kun 5 procent af befolkningen ønsker at arbejde mere.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]