Gå til hovedindhold

Ende Gelände – hertil og ikke længere

Klimaforandringerne gør det tydeligt, at de ledere, der blindt tror, at markedet løser dets egne problemer, ikke er værdige til at lede. De såkaldte Ende Gelände-aktioner er den bedste måde, vi kan vise resten af befolkningen det på. Her tager vi magten ud af markedets og Merkels hænder og stikker en kæp i hjulet på brunkulsindustrien – den mest forurenende energiindustri, der findes.

Aksel Rosager Johansen, klimaktivist

De internationale klimaforhandlinger, COP-konferencerne, har været værdifulde til at skabe global enighed om, at den maksimale temperaturstigning, vi kan acceptere, er 1,5 til 2 grader. Det har dog ikke betydet, at verdens ledere så har truffet beslutninger, som bremser opvarmningen ved 1,5 grader. Med deres små skridt er vi i bedste fald på vej mod 3 graders stigning. Men det har givet os, som demokratiske borgere, legitimiteten til at træffe beslutningerne selv.

Ulovligt men nødvendigt

Til Ende Gelände i 2016 var vi over 3.000 aktivister fra hele Europa, der var fast besluttet på at lukke en tysk brunkulsmine og et tilhørende kraftværk ned. Vi gjorde det ved at blokere minen, togskinnerne og alle indgange til kraftværket. Det var ikke lovligt, men det var nødvendigt. Når så mange demokratiske borgere har besluttet sig for at udøve civil ulydighed, så er vi ikke til at stoppe. Derfor forsøgte politiet ikke engang at smide os ud af minen. Vi vandt dermed en stor sejr, som bl.a. var medvirkende til, at firmaet bag minen her til foråret har opgivet deres planer om at udvide den.

I år bygger vi videre på de seneste års succes og angriber det største brunkulsområde i Tyskland. Brunkul produceres i enorme åbne miner, hvor kæmpe maskiner graver marker, skove og hele byer væk. De tilhørende kulkraftværker ligger tæt på minerne og får kullet via direkte jernbaner. Det gør industrien svag overfor vores strategi, hvor tusindvis af aktivister blokerer mange forskellige led i systemet med fredelige, fysiske blokader.

Mennesker og miljø først

Ende Gelände har et klart antikapitalistisk grundlag og et aktionskodeks, der byder, at aktivisterne altid deeskalerer konflikter og sætter mennesker og miljøs sikkerhed først. Aktionen er vokset fra et par hundrede aktivister i 2014 til 3.000 i 2016. Med lidt held bliver vi 8.000 til august.

Vi opfordrer alle klimaaktivister, også dem, der har haft aktivismen gemt i maven, til at tage med os til Ende Gelände i år. For som det lød på blokaden sidste år, da vi så den sidste røg komme op af kraftværkets skorstene: WHO shut shit down? WE shut shit down!

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Fakta om Ende Gelände

Dato: 24.-29. august i Rheinland.

Mål: At 8.000 aktivister skal lukke to kulminer med tilhørende kraftværker ned.

Transport: Busser fra København med opsamling i Fredericia.

Pris: maks. 250 kr. tur retur.

Tilmelding: www.aktivisme.info

Facebookside: Ende Gelände – DK

Facebookgruppe: facebook.com/groups/EnhedslistenEndeGelande

Støtter: SUF, Klimakollektivet, Enhedslisten, Internationalt Forum, Afrika Kontakt, Alternativets Unge, Ungdom Noah og Klimabevægelsen/350.dk.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]