Gå til hovedindhold

Der skal to sider til at optrappe en konflikt

Trump er blevet valgt i USA. Vi har Brexit, flygtningekrise, konflikt i Ukraine og krig i Syrien. Vestlige medier peger på en fælles årsag: Ruslands præsident Vladimir Putin. Det er bekvemt, fordi man så ikke behøver at lede efter andre årsager. 

Jens Jørgen Nielsen

Putin og Rusland bliver i disse dage dæmoniseret i en grad, vi ikke har set meget længe. Det er der to grunde til: Den verdensorden, som mange troede, herskede i verden efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, er i opløsning. Og problemerne i f.eks. Ukraine, Syrien og EU skaber panik. Med udgangspunkt i det stadigt mere spændte forhold mellem Rusland på den ene side og NATO-landene og EU på den anden vil jeg prøve at forklare, hvordan dæmoniseringen er en dårlig erstatning for politik.

Fra lovende start til bananrepublik

Det begyndte så godt for 25-30 år siden. Mikhail Gorbatjov havde banet vej for nye relationer mellem øst og vest, og i efteråret 1991 førte Ruslands første ikke-sovjetiske præsident, Boris Jeltsin, Rusland ind på den vestlige, men angiveligt universelle, vej til fred og velstand. Befolkningen købte tidens slogans, men jeg mærkede i min omgang med almindelige russere, at de ikke havde megen anelse om, hvad det indebar: Den nyliberale hestekur byggede intet op, men halverede Ruslands BNP på fem år. Samtidig svækkede kuren Rusland som udenrigspolitisk aktør. Netop derfor holdt USA’s præsident Bill Clinton fast ved Jeltsin.

Vendepunktet kom i 1998-99. Rusland gik bankerot som en bananrepublik, og NATO bombede Serbien trods Ruslands protester. I samme åndedrag optog NATO for første gang tre tidligere Warszawapagt-lande. Det fik Gorbatjov til at føle sig svigtet. Han var blevet lovet, om end kun mundtligt, at NATO ikke ville blive udvidet, hvis blot Sovjetunionen trak sine tropper tilbage fra Østeuropa. Begivenhederne fik fleste russere til at se sig om efter en anden vej end den vestlige. Katastrofal økonomisk nedtur, social opløsning, infrastruktur i ruiner, udenrigspolitisk latterliggørelse og impotens – kan det undre, at vestligt demokrati ikke længere var i høj kurs?

Putin fremmedgøres af NATO

Putin personificerede den nye russiske linje fra år 2000. Den indebar et større statsligt engagement i russisk økonomi, genetablering af den nedbrudte offentlige sektor inklusiv militæret, opgør med oligarkerne og centralisering af magten. Det var ting, som faldt i god jord hos den russiske befolkning. Putin ønskede desuden et godt forhold til USA og Tyskland, men her gik tingene i den modsatte retning.

I 2001 støttede Putin ivrigt Vestens kamp mod terrorisme ved at hjælpe NATO-landene med logistik til Afghanistan, bl.a. transport gennem Rusland. Putin havde forventet en vis gengældelse af goodwill, men i stedet opsagde USA i 2002 ABM-aftalen, der i 30 år havde hindret oprustning ved at forbyde forsvarsanlæg mod langtrækkende missiler. Da USA samtidig planlagde at opstille raketter i Polen og Tjekkiet, reagerede Rusland stærkt. Tilliden var brudt.

Herefter gik det stødt ned ad bakke: Rusland reagerede også på aktionen i Irak, som igen foregik imod Ruslands vilje. Den russiske retorik skærpedes. ”Regime Change” blev en del af sproget, og begrebet var negativt ladet. I 2007 anklagede Putin, på et sikkerhedspolitisk møde i München, Vesten for at destabilisere verden ved at fjerne styrer, de ikke brød sig om. I 2008 blev Kosovo selvstændigt imod både Serbiens og Ruslands vilje. USA inviterede Ukraine og Georgien med i NATO i foråret samme år, og i august eksploderede spændinger så i Georgienskrigen: Georgien angreb udbryderrepublikken Sydossetien og dræbte mange både lokale og russiske tropper. Landets leder, Saakasvili, havde forventet, at NATO ville hjælpe ham militært mod Rusland, men det skete ikke. Til gengæld endte relationerne mellem Rusland og Vesten på vågeblus. Men NATO blev fortsat udvidet med gamle østbloklande, og det opfattede Rusland som en trussel.

Forkert at regne vestlige værdier for universelle

Den mest alvorlige krise – nemlig krisen i Ukraine – blev imidlertid udløst af EU, som i 2008 havde etableret programmet ”Eastern Partnership”. Programmet isolerede Rusland ved at integrere alle de andre østeuropæiske lande, især Ukraine, gennem tilbud om frihandelsaftaler og på sigt medlemskab. Det var særligt problematisk i forhold til Ukraine, fordi landet både økonomisk, sprogligt og kulturelt set var umuligt at skille fra Rusland. Ukraine eksporterede næsten alle sine industrivarer til Rusland, og de blev produceret østpå. For Rusland var ukrainsk NATO-medlemskab derfor et no go.

Den hvepserede stak EU hånden ind i, formentlig i naivitet og ideologisk forblændelse. Ledende EU-politikere anså egne mål, værdier og retslige normer for universelle og som basis for ethvert samarbejde. En sikkerhedspolitisk struktur, som Rusland også ville kunne indgå i, arbejde man ikke for. Det blev fatalt.

Første fejl blev begået, da EU nægtede at indgå en trepartsaftale med EU, Ukraine og Rusland, selvom Rusland havde store interesser i landet, og selvom EU’s aftale ville koste Ukraine dyrt. Anden fejl blev begået, da EU aktivt støttede Maidan-oprøret og ikke stod fast på kompromisaftalen mellem Janukovitj og oppositionen i februar 2014. Aftalen forpligtigede oppositionen og Janukovitj til at følge en plan, der indebar fremskyndet valg og en overgangsregering. Alt dette druknede i blod og et forfatningsstridigt kup. Måneden efter blev Krim en del af Rusland.

Knapt 25 år efter Sovjetunionens sammenbrud var splittelsen i Europa tilbage. To meget forskellige fortællinger blev udfoldet: I Vesten mente man, at alle væsentlige ideologiske spørgsmål for længst var afklaret, og at vestlige værdier skulle herske på hele planeten med Vesten som de facto global politibetjent. I Rusland talte man derimod for en multipolær verden med forskellige samfundsmodeller og værdier.   

Sanktioner er ikke vejen frem

Vestens svar på det stadigt mere selvsikre Rusland blev sanktioner med det formål at give Rusland en opdragende lærestreg. Ved at svække og isolere Rusland ville man få befolkningen til at vende sig mod Putin og vælge en mere pro-vestlig leder. Men historiske erfaringer viser, at sanktioner ikke giver de ønskede resultater – f.eks. førte USA's sanktioner mod Japan i 1939 til Pearl Harbour i 1941. I praksis får sanktioner nemlig typisk befolkninger til at støtte op om deres ledere, og det ser vi nu i Rusland: Putin har stabil og stor opbakning hjemme. Hertil kommer, at Rusland gennem voksende økonomiske, politiske og kulturelle bånd til de asiatiske lande bliver mere og mere uafhængig af Vesten. Sidst, men ikke mindst, går sanktionerne også ud over erhvervslivet i Europa.   

Hvilke veje skal man da tage for at opbløde den anspændte situation? Nogle hurtige bud er at påbegynde normal dialog med Rusland, etablere en ny sikkerhedspolitisk struktur uden for NATO og finde en russisk-ukrainsk-europæisk løsning på Ukraine-krisen. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Jens Jørgen Nielsen er cand. mag. i historie og idéhistorie. Han har siden suppleret med studier i særligt russisk og har bl.a. arbejdet som korrespondent i Moskva.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
landskontoret@enhedslisten.dk

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
christiansborg@enhedslisten.dk