Gå til hovedindhold

Debat

Fred og retfærdighed i Syrien

Nikolaj Villumsen, Herlev

I debatindlæg i nr. 93 og 95 stilles der spørgsmålstegn ved vores Syrienspolitik. Jeg vil derfor forklare, hvilken politik vi arbejder for i den brutale konflikt. Afsættet for Enhedslistens Syrienspolitik er folkeretten og menneskerettighederne, et ønske om et stærkt FN, samt en anerkendelse af folks ret til at gøre oprør og yde selvforsvar mod undertrykkelse.

Hvad betyder det i praksis? Enhedslisten arbejder for en våbenhvile forankret i FN, fredsforhandlinger, og sikring af humanitærhjælp og beskyttelse af civile i hele Syrien. Vi har arbejdet mod udsendelsen af danske bombefly og for en inddragelse af de prodemokratiske kræfter i fredsforhandlinger. Ved den brutale bombning af Aleppo opfordrede vi regeringen til at støtte et FN-ledet flyveforbud for at få konfliktens parter tilbage til forhandlingsbordet og stoppe overgreb på civile.

Vi har i Syrien set voldsomme og systematiske brud på den humanitære folkeret. FN har dokumenteret, at IS og Assad-regimet har ansvar for kemiske angreb. WHO og MSF beskriver, hvordan sundhedspersonale og hospitaler systematisk angribes. Vi ønsker at krigsforbrydelser skal undersøges og retsforfølges. Rusland har i FN blokeret for, at sager kan rejses ved den Internationale Straffedomstol. Det er dog lykkedes at få den danske regering til at genoptage støtten til det uafhængige CIJA, der indsamler beviser for krigsforbrydelser.

Hvad med Syriens fremtid? Det er positivt med IS tilbagegang, men der er akut brug for genopbygning og beskyttelse af civile. Størstedelen af nødhjælpen når kun Assad-kontrollerede områder. Vi arbejder for en støtte til de demokratiske kræfter i SDF-alliancen. Syriens grænser er kunstigt trukket af europæiske stormagter, men det er ikke op til Enhedslisten, Vesten eller Rusland at afgøre, hvorvidt Syrien skal deles. Der er tydeligvis behov for et mere decentralt styre, men løsningen skal findes via forhandling og lokale demokratiske beslutninger.

Catalonien

Per Harry Hansen, Tønder

Rød+Grøn oktober 2017 bringer et skræmmende revolutions-, løsrivelses- og voldsromantisk indlæg af Mark Hau. Mark skriver om en event kaldet folkeafstemning med resultatet 800 sårede med 8 indlagte på intensiv afdeling. Hertil er at sige, at bank af politiet kan man altid få, når man beder utiltrækkeligt pænt om det. (For mit barn Jagtvejen 69, Nørrebro, for mine jævnaldrende Rock Around the Clock, for mine forfædre Fælledparken). Mark beskriver, hvorledes 200 mennesker hindrer politiets indgreb mod en ulovlig handling. Det er jo ikke andet end revolutionsromantisk fis og ballade. Mere tilsyneladende sobert:

"For selvstændighed står en bred koalition af partier fra yderste venstre til centrum-højre, støttet af et kæmpe civilsamfund og kulturelle organisationer." Står det for et fakta tjek?

Andre kilder påstår følgende: Separatisterne er i håbløst mindretal. Når 90 % af de afgivne stemmer var for løsrivelse, hænger det sammen med, at stilfærdige spanskloyale selvfølgelig ikke deltager i en ulovlig event kaldet afstemning.

Bemærk den spanske regerings langmodighed efter den første omgang overkill. Det seneste sejrende oprør i Spanien var så vidt jeg ved Francos, der selv med Sovjets hjælp ikke kunne nedkæmpes. Der er også påstande i luften om, at separatisterne er Francofile. Så hvem skal vi vælge at tro på? Automatrefleks til fordel for underhunden? Og hvem er så underhunden? Og hvad signalerer Mark Haus og Pelle Dragsteds optræden på scenen?

(Dette indlæg skulle have været bragt i novembernummeret. Redaktionen beklager fejlen)

Konfliktløsning – ikke bomber

Christian Juhl, Silkeborg

Jeg var rystet, da jeg så slavemarkedet i Libyen, hvor mænd blev solgt som arbejdskraft til landbrug eller byggeri, og kvinder til prostitution.

Efter Gadaffis fald opstod der et tomrum, hvor hans diktatoriske styre blev fulgt af kaos og anarki. I dag tjener kyniske menneskesmuglere efter EU's stop for flygtningestrømme penge på at sælge mennesker på slavemarkeder. Der er ingen myndighed i landet.

Det bør give anledning til selvkritik hos Europas politikere.

Baggrunden for bombningerne var at forhindre et folkemord i Benghasi. Hurtig stod det klart, at militæralliancen, herunder Danmark, ville gå videre. Det oprindelige mandat fra FN blev misbrugt af NATO-kommandoen til at gå efter et regimeskifte.

Kun få havde undersøgt hvad der ville ske ved en militær indblanding. Kun få vidste om der var kræfter i landet, der kunne tage over efter Gadaffi. De, der vidste noget, blev der ikke lyttet til. Ingen overvejede en ikke-militær løsning.

Vores kapacitet på freds- og konfliktløsning er for svag. Den nuværende regering vil kun investere i militær. Alle vore naboer bruger hvert år millioner på forskning i freds- og konfliktløsning.

Mange politikere ville stoppe flygtningene til Europa. Ingen undersøgte, hvad der sker med flygtninge, der lades tilbage i bl.a. Libyen. Kun få prøver at sikre dem job eller uddannelse. Ingen gør noget for de, der nu sælges som slavearbejdere og prostituerede.

FN har kun penge til at sikre 60 % af, hvad der skal bruges i flygtningelejrene, fordi donorlandene taler mere end de handler.

Hvis vi skal gøre noget ved rystende forhold, skal vi øger den forbyggende indsats. Vi skal ikke deltage i bombningerne. Vi skal have et permanent institut for freds- og konfliktløsning, der kan hjælpe med at forebygge konflikter. Og vi skal afsætte flere penge til udviklingsbistand og humanitær hjælp til flygtninge i nærområder.

Hvis ikke vi gør det, pådrager vi os et stort ansvar for de uholdbare situationer, der er resultatet af den ensidige fokus på militære ”løsninger”.

Rettelse til Nikolaj Villumsen

Michael Schølardt, Sydhavnen

”… brutale diktaturer som Saudi Arabien og Rusland …” siger vores udenrigsordfører Nikolaj i R+G nr. 96. Lodret forkert.

Vi bryder os ikke om Modi med tæt tilknytning til det fascistiske RSS, Trump med tæt tilknytning til det yderste højre eller Erdogan, men det gør hverken Indien, USA eller Tyrkiet til diktaturer som Saudi Arabien. Ligeså med Putin. En leder der støtter sig på tyvagtige oligarker mv. er ikke vores kop te, men vi må vel sige at hans direkte og indirekte opbakning er anseelig bedre end EU’s leder J.-C. Junckers opbakning. Juncker, der jo som tidligere regeringsleder satte skatteunddragelse i system til fordel for vennerne, og gjorde en af talsmændene for de vestlige oligarker, Goldmann Sachs’ helt egen Mario Draghi, til chef for ECB.

Den manglende præcision betyder at Enhedslisten deltager i den almindelige defamisering af Rusland som af USA og EU’s herskende klasse bruges til oprustning. Enhedslisten bør ikke deltage i imperialisters eller stormagters spil.

Replik til Nikolaj Villumsen

Bodil Heinø, Vanløse

I novembernummeret skriver Nikolaj om Nord Stream 2, som skal føre gas fra Rusland til Tyskland bl.a. gennem dansk territorialfarvand.

-at det ikke er teknisk muligt for Tyskland at modtage flydende gas fra USA og

-at USA ikke har en umiddelbar interesse i at Nord Stream 2 ikke etableres.

Jeg tror Nikolaj tager fejl.

Til det første: Ifølge en artikel i Radio Free Liberty fra den 4. juli 2017 er USA begyndt at fragte flydende naturgas til Polen. Andre medier fortæller, at det også gælder Litauen. Selv om Tyskland ikke i øjeblikket har modtagecentraler til at modtage naturgas, så vil det være overkommeligt at etablere.

Til det andet: Ifølge samme artikel vil ”USA være i stand til aggressivt at markedsføre gaseksport til Europa på grund af sin "fracking revolution", som har gjort forsyninger med gas rigelige og billige. Efter årtiers eget forbrug af næsten al energi, forventes det nu, at USA bliver verdens tredjestørste gaseksportør inden 2020.

I forrige uge proklamerede Trump, at en "gylden æra" af amerikansk energiproduktion vil gøre det muligt at få "energidominans" gennem eksport til Europa og Asien.

I artiklen betegner Nikolaj Rusland som et diktatur og fordømmer Ruslands ageren i Syrien som en krigsforbrydelse. Blandt verdens lande er der forskellige nuancer af demokrati og så er der rene diktaturstater, hvor befolkningen er uden indflydelse. Saudi Arabien hører til diktaturerne, men det gør Syrien, Iran og Rusland ikke. De har hvad jeg vil betegne som autoritære styrer, men de er ikke diktaturer.

Ruslands og Irans militære tilstedeværelse i Syrien er ikke i sig selv en krigsforbrydelse, da de er der på baggrund af en anmodning fra den syriske regering. Derimod er USA's, Israels og Danmarks tilstedeværelse i Syrien en krigsforbrydelse, da de og vi angriber en suveræn stat.

Ud over nationale interesser er der klasseinteresser, som går på tværs af landegrænser, og som bør være vores ledetråd, når vi bedømmer internationale forhold.

(Forkortet af redaktionen)

Kommentar til Nord Stream

Rolf Czeskleba-Dupont, Lejre

Mikael Hertoft svarer i R+G nov. ’17 på, om partiet burde støtte dansk nej til naturgasledningen Nord Stream 2. Han minder om, ”at USA igennem tiden har blandet sig i mange landes politiske forhold og valg og ofte har væltet regeringer med udemokratiske midler.” I forhold til gasledninger skal det ikke glemmes, at USA's præsident Reagan allerede i 1982 gennem et eksportforbud for udstyr til olie-og gasledninger ville torpedere en tidligere rørledning fra Sibirien til Vesteuropa. Den var blevet til som led i afspændingspolitikken. Derfor mødte embargo-kravet hård modstand især i Tyskland og Frankrig og blev trukken tilbage. Bemærk, at USA's intervention rettede sig mod en landfast gasledning gennem Østeuropa. Østeuropæernes indtægter som transitlande var dog ikke nogen del af kontroversen.

I øvrigt advarer Hertoft med god grund: ”Det er at føre sig selv bag lyset, når Enhedslisten vælger at støtte den amerikanske sanktionslinje med økologiske argumenter.” Ikke for ingenting lovede Trump ved sit nylige besøg i Polen, at levere nedkølet gas (LNG) til Polens terminaler. Valget står mellem skifergas fra USA og det mere harmløse naturgas fra Rusland.

Nøgternt set, har fx Tyskland i en overgang behov for mere af denne mindst skadelige fossile kulbrinte for at kunne gennemføre deres 'Energiewende' gennem nedlukning af kul og a-kraft. Derimod er det et slag i vandet, når Enhedslistens ledelse mener at fremme en grøn omstilling ved her og nu at indskrænke netop denne energiform. Partiet har hidtil afvist, at netop naturgas skulle erstattes gennem massiv brug f.eks. af skovbiomasse i kraftværkerne. Det er ikke bedre for hverken det globale eller det lokale miljø – for slet ikke at tænke på u-landene. Kina har ikke for ingenting i 2014 indgået kontrakter om leverancer af naturgas fra Rusland. Og herhjemme blander man i tiltagende grad biogas i naturgassen, hvilket muliggør en glidende overgang fra fossil til vedvarende energi. Således sker der fremskridt i den grønne omstilling.

Godt naboskab med Rusland er nødvendigt

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Jeg er meget enig med Rolf Czeskleba-Dupont i hvordan bygning af den russiske gasledning bliver brugt i et politisk spil mellem Rusland og USA om leverancer til det europæiske energimarked.

Det er korrekt når han skriver at naturgas er mindre skadeligt for klimaet end kul – og især det brunkul som Tyskland stadig er storforbruger af. Et skift fra brunkul til naturkas kan blive en tidsfrist, som skal bruges til omsætning til vedvarende energi.

Derimod synes jeg at Nikolaj Villumsen forsimpler og forvrænger sagerne utilladeligt meget når han i R+G i november ligestiller Rusland og Saudiarabien som ”brutale diktaturer”. Hvis man skal sammenligne graden af demokrati i forskellige lande, så ligner Rusland langt mere USA. Begge lande er kontrollerede demokratier, hvor der bliver manipuleret med stemmerne. Pressen er kontrolleret af magthaverne og en meget stor del af begge befolkninger sidder i fængsel.

Men Rusland er også et sted med rimelig frihed for borgerne – på linje med vesten, men ikke med Saudiarabien. Kvinder kan køre bil, stemme og blive skilt osv. Der er udbyttede indvandrere i Rusland, som i vesten, men ikke en egentlig slaveklasse uden rettigheder som den udenlandske arbejdskraft i Saudiarabien. Og en ting til: USA og EU inklusive Danmark laver ikke sanktioner mod Saudiarabien, men sælger landet masser af våben, overvågningsudstyr og ost.

Mht. Ruslands og USA's krige, indgreb i andre lande og oprustning, så er USA værre end Rusland. Det var som bekendt USA der startede krigen i Irak, som har ført til udviklingen af Islamisk Stat.

Når Trump og den nationalkonservative polske regering ønsker at blokere for udbygningen af Ruslands gasledninger og i stedet dække Polens energibehov med flydende gas fra USA så er det både en økologisk dårlig løsning og et led i den aggressive politik mod Rusland fra USA's og NATOs side.

Det skal Enhedslisten ikke støtte. Vi skal støtte handel med Rusland, kulturelt samvirke og dialog. Godt naboskab er vigtigt også med en vanskelig nabo.

Enhedslisten skal ud af bevillingsreformen

Jakob Lindell Ruggaard, Brønshøj-Husum, Rasmus Markussen, Vesterbro og Esben Bøgh Sørensen, Aarhus.

Det er en stor fejl, at Enhedslisten sammen med alle Folketingets øvrige partier har indgået en aftale om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Aftalen øger den politiske styring af uddannelserne markant og indskriver neoliberale logikker om øget arbejdsudbud ved hurtigere gennemførsel og øget tilpasning til erhvervslivets behov. Konkrete forringelser og et kraftigt højreskred.

Der er mange problematiske elementer i aftalen, herunder: 1) En del af den såkaldt ’fri’ grundbevilling bliver gjort direkte afhængig af, om universiteterne lever op til ministeriets politiske mål gennem uddannelsernes ’strategiske rammekontrakter’. 2) Uddannelserne straffes økonomisk, hvis de studerende overskrider den normerede studietid med mere end 3 måneder. 3) Der indføres et såkaldt ’beskæftigelsestaxameter’, hvor uddannelserne straffes økonomisk, hvis de færdiguddannede har en højere ledighed end gennemsnittet.

Hermed sker der en radikal forøgelse af markedets indflydelse på vores videnskabelse og uddannelser. I en situation hvor institutionerne er utroligt pressede tvinger man studierne til benhårdt at tænke erhvervslivets kortsigtede krav til uddannelserne hele vejen ind i studienævnene, uddannelsesplanlægning og udvalget af kurser. Den slags øget magt til markedet bør møde modstand fra os som socialister – ikke bakkes op af vores stemmer!

Ud over at medvirke til konkrete forringelser, er aftalen en strategisk fejltagelse. Når vi blåstempler fremdrift, markedsgørelse, og øget politisk styring af viden, uddannelse og forskning stiller vi os i modsætning til studerende og undervisere og i klar modsætning til aktive i tidligere og kommende progressive mobiliseringer. Mobiliseringer som har kæmpet mod den politik, vi nu støtter. Vi mister en position til at overbevise nye unge socialister, understøtte protester og få stemmer og opbakning.

Enhedslisten burde ikke have indgået aftalen og vi bør hurtigst muligt komme ud af den!

Finn stiller ikke op

Finn Sørensen, Amager Vest

Blot den forbrugeroplysning, at jeg ikke stiller op til top 20. Jeg vil gerne have mere overskud til familie og venner, hvis tålmodighed jeg har drevet rovdrift på i rigtig mange år. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som hidtil frem til folketingsvalget, og vil også bagefter bidrage efter ønske og evne. Jeg håber, der er en lang kø af arbejdsmænd og –kvinder, som vil kæmpe om min plads.

Enhedslistens regeringsstrategi

Hans Jørgen Vad, Aarhus, medlem af HB

Som bekendt vedtog HB den 8. oktober en "ny regeringsstrategi", som blev solgt til pressen under store fanfarer. Men man kan bestemt diskutere, hvori det "nye" bestod? For der er jo intet – absolut intet – nyt er i, at vi kan "vælte en regering", da det er noget, som vi altid har kunnet.

Og det er vel at mærke ikke en sådan "langt-ude-ting" ingen før har tænkt over – for det har HB faktisk stemt om flere gange. Det er heller ikke en sådan "langt-ude-ting", som kun et marginalt mindretal i HB har overvejet. Fx fik Frank Aaen under Thorning vedtaget en formulering om, hvilke betingelser, der skulle til for at vælte hende. Så at lancere det som en nyhed er i bedste fald et oversalg – og i værste fald varm luft!

Strategien skal åbenbart ikke diskuteres. Omvendt har der ikke været megen omtale af, at HB (med et spinkelt flertal) afviste, at spørgsmålet skal kunne komme op på det næste årsmøde – og det må vække undren: For når man overfor en samlet presse har lanceret det som en "ny strategi", kan man da ikke afvise, at det skal op på årsmødet med henvisning til, at der ikke er "noget nyt" i det!

Men her er det dog stadig sådan, at det (heldigvis) ikke er HB-flertallet, som bestemmer, hvad der skal op på årsmødet – for det afgøres kun et sted, nemlig af årsmødet selv.

En effektiv strategi forudsætter ejerskab. Efter min opfattelse er det en helt forkert ledelsesstil, hvis et spinkelt HB-flertal tror, at vi kan føre en effektiv valgkamp med en strategi, som medlemmerne ikke har ejerskab til.

Så lad os få en åben diskussion med direkte medlemsindflydelse. Det gør man bedst med en skriftlig debat og en efterfølgende vedtagelse, hvor ændringsforslag kan afspejle de forskellige holdninger i EL.

Flertallet er nok enigt i, at vi skal være i markant opposition – hvad enten det bliver en Løkke eller en Mette F.-regering. Men derudover er der mange detaljer, som vi endnu ikke har haft en nuanceret debat om – ikke en gang i HB.

Politi er ikke velfærd

Astrid Vang Hansen, Frederiksberg, medlem af HB

Ordet velfærd har været flittigt brugt af venstrefløjen og vigtige sociale bevægelser. Der er vundet så stor opbakning til tanken om at forsvare velfærd, at selv de borgerlige partier er blevet presset til at påstå at deres politik har til formål at sikre velfærden (hvilket naturligvis er løgn). I den kontekst har der også været mange eksempler på at højrefløjen forsøger at erobre og udvandet begrebet velfærd. F.eks. udtalelserne fra LA i sep. i år om at ”Skattelettelser ER velfærd”.

I vores principprogram omtales velfærd som noget der er vundet ved ”folkelige bevægelsers sejre”, ”skabt som følge af arbejderklassens politiske og faglige organisering” og der står også at: ”Meget af det, vi kalder velfærd, er omsorgsopgaver som sygepleje, børnepasning og omsorg for ældre. Disse opgaver er gennem århundreder blevet lagt på kvinders skuldre som gratis arbejde i hjem og familie.” Dette kan vel ikke siges om politiet?

Da hovedbestyrelsen godkendte fremstødet Velfærdens Helte, var følgende faggrupper nævnt som eksempel: gadefejer, sygeplejerske, SoSu og pædagog. Der stod intet om politi. Det må rimeligvis forventes at HB går ud fra at vores eksisterende beskrivelse af velfærd er det der ligger i ordet, når man tager stilling til emnet.

At kalde politiet for en del af velfærden, som det skete med delebilledet i oktober, udvander begrebet velfærd og gør det uklart hvad vi mener når vi bruger det ord. Dermed spiller vi ind i lige præcis den dagsorden som borgerlige politikere i årevis har forsøgt sig med. Nemlig at udvande begrebet, så det reelt mister sin betydning og derved svække de bevægelser og den dagsorden om forsvar for velfærden som er bygget op igennem mange år. Derfor bør vi forklare offentligt at politiet ikke er den del af det vi mener når vi taler om velfærd og at delebilledet derfor var en fejl. Det kan vi sige uanset hvad vi i øvrigt mener om politiet. At nogle politi-opgaver er gode og nødvendige gør det ikke til ”velfærd”.

Respekten fordufter

Peter Kenworthy, Gladsaxe

Jeg har været medlem af Enhedslisten i 17 år, fordi det er det eneste parti der siger de vil en reel og positiv politisk forandring, og samtidigt er repræsenteret i folketinget og byråd. Men når partiets politikere siger, at en regerings finanslov pisser på folk, men stemmer for; fortæller lærerne, at de skal tage debatten når ingen hører efter, i Fælledparken 1. maj i forbindelse med lockouten; eller år efter år lader partitoppen deltage i en Danmarks Indsamling der forfladiger udviklingsdebatten, uden at forklare årsagerne til fattigdom, mister jeg noget af min respekt for partiet. Og når man så, i den netop overståede valgkamp, kalder Anne Mee’s Radikale beskæftigelsespolitik i København for ansvarsløs, uden selv efterfølgende at tage ansvar når man har mulighed for det, mister jeg endnu mere respekt for Enhedslistens politikere. Hvis jeg skal være medlem i de næste 17 år, kræver det mindre fokus på strømlinet politik, medlemstal og smart design, og mere konsekvens og ageren efter partiets grundholdninger, indignerede udsagn og kritikpunkter.

Tanker efter et valg

Niels Erik Danielsen, Kalundborg

Politik er følsomt også for Enhedslistens medlemmer, mig selv inklusiv. Jeg læste på Facebook, at et af vores medlemmer skrev at DF er nazister. Må herefter konstaterer, at Enhedslisten i Holbæk har konstitueret sig sammen med nazister. Ja politik er følsomt. Da Enhedslisten kom i Folketinget var jeg glad for at de udtalte, at det er holdninger vi bekæmper ikke mennesker. Der er nogen der mener, at dersom man skruer op for kanten og retorikken, så får man sine argumenter igennem. Næppe hvis man skal forhandle med nogen der har flere mandater end en selv. Og altid i periferien af alle de aktive er der så en masse med en masse meningen, der ved bedre end dem der står midt i kampen. I Kalundborg har Jesper Hjelm Kristensen og jeg været mere end ualmindeligt aktive, med forslag og initiativer og indlæg i byrådssalen. Socialdemokraterne har ikke været synderligt aktive, men de fik ca. 1000 flere stemmer ved valget og vi mistede ca. 500. Jeg tror vi nogen gange er vores egen værste fjende. Mange steder bruger vi megen tid på at diskutere vores gøren og laden, det man nogen gange kan kalde en kommakrig, mens det at komme ud til borgerne, nogen kalder det folket, er noget vi ikke alle steder er så gode til. Så ud til folket!

Folkestyrets rebeller

Bent Jørgensen, Vordingborg

I Weekendavisen, d. 24. november, havde Jørgen Grønnegård Christensen en artikel med overskriften: "Folkestyrets fodfolk", en artikel som i pagt med overskriften fastsatte de menige medlemmers rolle i kommunalbestyrelserne, nærmest som stemmekvæg, der ikke kunne stille stort op, imod den i første række normalt forekommende alliance, mellem borgmester og kommunaldirektør. For som han skriver: "De nyvalgte vil opdage, at indflydelse der kommer dem til del, er til at overse". For de politikere, der er mest optaget af prestige og penge, er udsagn som dette jo en bekvem sovepude, og der bliver da også slumret blidt i mange kommunalbestyrelser, imens vederlagene tikker ind på bankkontoen. Men et problem i mange kommunalbestyrelser, er ofte de enligt stående mandater, der ikke er underlagt en gruppes diciplin, skulle folk indenfor grupperne skeje ud, er en trusel om eksklusion af partiet et virksomt våben, som til gengæld nok er forklaring på en del afhopninger og løsgængere.

Ved dette kommunalvalg, har vi igen set en hel del enkeltstående mandater, heraf mange fra Enhedslisten, men nu også en del fra Alternativet, hvoraf de fleste vil nok være at finde blandt de mest rebelske i de nye kommunalbestyrelser, og som sagtens kan forstyrre en borgmesters nattesøvn. Selv om disse mandater ofte er stillet uden for indflydelse, enten som del af et flertal eller den deraf opståede opposition, så er alene deres tilstedeværelse indenfor rådhusets mure, noget man ikke kan negligere,og som selv de højt skattede, men også bekvemme "brede samarbejder", helst vil holde uden for betydning. Men blot i kraft af de kommunale styrelsesregler så kan de, læst og forstået, sagtens bruges til at forsvare et enkelt mandats rettigheder. Som blot en enkelt eksempel, så skriver Jørgen Grønnegård Christensen at: " -det er svært for den enkelte og nye at komme til orde", og det gælder også i udvalgene, skriver han, hvor det er svært for den enkelte, at sætte sig igennem. Men også i udvalgene, er der glimrende mulighed for at få kedelige sager frem, simpelthen ved at forlange en vedtagelse i udvalget, sat på kommunalbestyrelsens næste dagsorden, og dermed frem i det klare lys for øvrige politikere, tilhørere og presse. Desværre har man vist endnu ikke set udvalgsmøder der er åbne for tilhørere, selv om forslaget af og til kan ses i valgkampen.

Men mulighederne er legio, for at sætte sine fingeraftryk, så længe tålmodigheden og kreativiteten rækker, både for det enkeltstående mandat, men også for den enkelte i gruppen. Se til eksempel blot til §3 i forretningsordenen for kommunalbestyrelser: "Dersom et medlem senest 8 dage forud for et ordinært møde har indgivet skriftlig anmodning om behandling af en sag, sætter borgmesteren denne sag på dagsordenen for førstkommende møde".

Politikudvikling i Enhedslisten – særligt om budgetpolitik

Viggo Jonasen, tidl. byrådsmedlem i Aarhus

I Rød-Grøn november 2017 kritiserede jeg Hovedstadsregions-budgetforliget. Det gjorde Margit Kjeldgaard også. Fælles for kritikken er: Enhedslisten har stemt for forringelser – og dermed stemt imod vort program.

I Århus har Enhedslisten nu to år i træk været partner i budgetforlig, hvor bruttoudgifterne er i 2017 er lavere end i 2016, og hvor bruttoudgifterne i 2018 er lavere end i 2017.

Det er sket, uden at vi har haft en debat om budgetpolitikken i partiforeningen.

Det er selvfølgelig også min fejl – jeg kunne have bragt det op til debat i partiet. Men en vis åndelig dovenskab: jeg mente, at det er så grundigt indlejret i Enhedslistens DNA at vi ikke stemmer for forringelser, at jeg ikke tidligere har kigget på budgetforslagene som helhed. (Derved ligner jeg nok ret mange partimedlemmer.) Det gav jeg mig så til. Og jeg er kommet i tvivl om DNA'et. Både ældreområdet og socialområdet har lavere budgetbeløb i 2018 end i 2017 – trods voksende befolkningstal. Hidtil har byrådsgruppen utvetydigt fastslået, at budget 2018 – som vi jo er forligspartnere i – ikke medfører forringelser.

Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at de lavere beløb kan forklares med bedre konjunkturer og beskæftigelse. Men – jeg tror ikke på det, før der forelægges et notat, som ud fra budgettets mere detaljerede beløb sandsynliggør det. Vi har til gode at se, om den nuværende byrådsgruppe vil fremlægge sådan sandsynliggørelse.

Ellers må vi vist nok konkludere, at den ”tavse” politikudvikling har udviklet partiet væk fra programmet. Det er der meget stor grund til at få taget op.

Monstro det samme er sket andre steder?

Vil partiledelsen tilvejebringe oplysning om det, som udgangspunkt for en partidiskussion?

Privilegieblindhed?

Peder Hvelplund, Hjørring og Søren Kolstrup, Lolland

November 2016 blev der i Enhedslisten nedsat en task force gruppe til udarbejdelse af et forslag til en solidarisk udligning, herunder en solidarisk refusionsordning. Målet var at klæde Ø på til en landsdækkende kampagne mod det skæve Danmark – også i relation til det forestående kommunalvalg.

Udspillet rummede to forslag: dels krav om 80 pct. permanent statsrefusion ved førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge, dels krav om et løft for den samlede udligning op til 88 pct. med deraf følgende fjernelse af den særlige hovedstadsudligning (med total kompensation for de hovedstadskommuner der måtte betale herfor i overgangsfasen som et ufravigeligt princip). Udspillet har en indiskutabel solidarisk profil – de bredeste skuldre bærer de tungeste læs.

Imidlertid blev der af 2 HB-medlemmer rejst kritik af forslaget. Hvilket gjorde det blev trukket uden yderligere debat. Konsekvensen blev at vi midt i kommunalvalgkampen stod uden svar fra Enhedslisten på et af de mest presserende emner i valgkampen - i hvert fald af vores del af landet – hvordan skal den kommunale velfærd finansieres. I parentes bemærket: der kom en af de sidste dage i valgkampen et udspil til offentliggørelse om principper men vi måtte ikke fortælle om effekterne heraf.

Her er en krystalklar politisk uenighed. Vi slås for social og geografisk lighed. Vi ønsker et Ø, der slås for både Jammerbugt og Albertslund, både Bornholm og København. Vi vil en Enhedsliste, der er kendt for at slås for alle fattige mennesker – uanset hvor de bor.

Vi er i denne sag tilbage ved år nul. Nu som før er hovedstadsudligningen kontroversiel. Hovedstadens privilegieblindhed stiller sig i vejen for et indiskutabelt skridt i en mere solidarisk retning.

Derfor må vi have svar på følgende:

Er forslaget skrinlagt eller ”bare” lagt i mølposen?

Hvordan har HB tænkt sig at processen drives videre?

Hvorfor kan 2 HB-medlemmer alene bremse et forslag uden debat eller blot fremsættelse af ændringsforslag?

Homo

Erik Lützen, Odense

Her kan vi jo læse i bibelen tredje mosebog, at om nogen ligger hos en mand på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed de skal døden der lægger blodskyld på dem. Er det ikke tid til, at vi afskaffer Det Gamle Testamente. Hvad siger kirkeministeren? Jeg finder det som et godt spørgsmål til Kirkeministeren.

Psykiatri

Ditlev V. Petersen, Syddjurs

Psykiatri og sindslidelser er et kompliceret emne, der ikke kan behandles ordentligt i et læserbrev. Men vi kommer bestemt til at beskæftige os mere med det i fremtiden. Et par alt for korte kommentarer til Pia Colères brev i november.

Kapitalismen har ikke skabt eller ”opfundet” sindslidelser. Men den gør ikke situationen nemmere. Sindslidelser kendes fra Biblen (bl.a. Saul og Nebukadnezar skal have været sindslidende, selv om det er en gammel tradition at kalde ens fjender sindssyge, det gør man stadig). I det gamle Indien havde man medicin mod psykoser (den gik vist først helt af brug i 1980'erne). Klostre tog sig af mange sindslidende, så længe det varede. At der blev bygget hospitaler/asyler i 1800-tallet var egentligt et fremskridt, men sådan et som Bedlam i London, den værste dårekiste, efterhånden et freak-show for nysgerrige, var altså stiftet før den tid (1247). Ellers tolererede man gerne et par landsbytosser eller særlinge. Evt. kunne de bygge en rønne på heden eller ved mosen. Dette frirum/den tolerance findes ikke længere. Og arbejdslivet er ofte så hårdt, at folk går ned. Kravene til ”normalitet” og ”ydeevne” er øget. Og af og til kommer der for ”kreative” anvendelser af medicin.

Men medicinen er ikke den store årsag til vold. Det er underbemanding og manglende omsorg (erstattes måske med fiksering). Og at antallet af selvmord er faldet, trods elendigheden, skyldes næppe guds finger. Psykofarmaka har ofte ubehagelige bivirkninger, som få læger orker at tage alvorligt. Men man kan ikke altid ”tale folk til fornuft”.

Problemerne med medicin og/eller anden form for behandling kan fylde bøger, og jeg har ikke fået nogen åbenbaring. Jeg tror, det ofte var værre uden medicin. Måske er problemet, at det er enten/eller, mest enten (for der er ikke personale til meget andet). Så man ”konserveres” med medicin, syltet hjerne.

Et sygt samfund gør let folk syge, men man kan også blive syg uden.

Militærnægterlovens 100 års dag

Henning Sørensen, Norddjurs

Den 13. december 1917 fik Danmark sin første og verdens anden militærnægterlov. Det første militærnægter, vi kender navnet på, er Ove Petersen i Horsens. Han havde i årene op mod krigen i 1864 gjort tjeneste som underkorporal ved hæren i Slesvig. Da krigen brød ud, var han hjemsendt, men blev straks genindkaldt. Han nægtede imidlertid at efterkomme ordren, da han var nået til den faste overbevisning, at soldatertjeneste var forkert. Han blev hentet af politiet og med lænkede hænder ført til København, hvor han blev indsat i militærfængslet. Her blev han undersøgt af en læge, der fandt ham normal, og han fik en samtale med en præst, der opfordrede ham til at blive soldat. Han fastholdt imidlertid sin holdning, og han blev tre gange idømt piskestraf og fængsel. Efter krigen blev han hjemsendt til sin familie, og siden har han ikke efterladt sig spor.

Under 1. verdenskrig blev mange militærnægtere idømt fængselsstraffe, og under afsoning af disse sultestrejkede flere. Dette fik Rigsdagen (Folketing+Landsting) til at vedtage en militærnægterlov svarende til den, England havde fået året før. Til skuffelse for Dansk Fredsforening og Kristeligt Fredsforbund var der dog kun ganske få, der benyttede den. Den første militærnægterlejr blev oprettet i Gribskov, og undertiden var der kun én nægter, gik det højt, var der tre. Siden steg antallet af militærnægtere dog, og i 1960’erne var der hele tre militærnægterlejre i vort land.

I 1988 blev den sidste af militærnægterlejrene nedlagt, og i vor tid kommer militærnægterne til forskellige former for socialt og kulturelt arbejde. De fleste af militærnægterne har imidlertid det til fælles med Ove Petersen, at de ikke gik ind i et aktivt og organiseret fredsarbejde efter militærnægtertiden. Jeg vil gerne slutte denne jubilæumsartikel til de relativt mange forhenværende militærnægtere i Enhedslisten med en opfordring om at gå ind i det organiserede arbejde for fred og mod militær og militarisme.

(Forkortet af redaktionen)

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]