Gå til hovedindhold

Debat

Enhedslisten, principperne og budgetforliget

Viggo Jonasen, tidl. byrådsmedlem i Aarhus

Det er med undren og ubehag, jeg ser at Enhedslisten Region Hovedstaden er med i et regulært nedskæringsbudgetforlig – 115 mio. kr. Forliget begrundes blandt andet med, at man har fået fjernet 2% ”effektiviseringskravet” på nogle afdelinger (men beholdt det på andre...). En del af nedskæringerne går ud på at forringe løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper, andre er grønthøster-”effektiviseringer”.

Med forliget optræder Enhedslisten Region Hovedstaden lige som alle andre partier – vi skærer mærkbart ned på den samlede aktivitet og flytter så rundt på nogle puljer for at få imødegå nogle af de værste virkninger af de konkrete nedskæringer. Jo, det kan tænkes, at Enhedslisten har kunnet foreslå at mindske visse nedskæringer for så blot at lave nogle større andre steder.

Forligets samlede retning er den gale vej – og Enhedslisten er medunderskriver. Ét blandt andre nedskæringspartier. Det er uhyggelig nemt at se, på hvilke punkter Enhedslisten Region Hovedstadens forligsdeltagelse strider mod partiets program.

Den slags skulle nødig blive en ”Søvndalsk” vane rundt i landet.

(Dette debatindlæg skulle have været bragt i sidste måneds blad. Debatredaktionen beklager forsinkelsen)

Splittelse eller debat?

Margit Kjeldgaard, Helsingør

I sidste Rød+Grøn skriver Tormod Olsen, at vi splitter partiet - os, der har kritiseret, at EL stemte for budgettet i Hovedstadsregionen. Han mener, vi skulle have sat os mere ind i sagen og gået i dialog (med Tormod og co.), før vi udtrykte holdninger i interne og offentlige medier.

Jeg taler kun for mig selv: Jeg behøver ikke vide, hvad der skete i ”maskinrummet”. Min holdning er principiel og mere end 5 år gammel: EL bør ikke lave nedskæringer på hospitalerne. Jeg mener i øvrigt at den holdning følger årsmødets vedtagelser om hvornår folketingsgruppen kan indgå finanslovsaftaler – når der ikke sker forringelser. Her handler det ganske vist kun om Hovedstadsregionen, men den rummer ca. halvdelen af EL’s medlemmer. Her har EL’s repræsentanter stemt for budgetterne tre gange (2012, 2013 og 2017), mens de årlige 2 %’s besparelser har forringet regionens sygehuse og man har ikke forsøgt at samle medlemmerne og andre imod nedskæringerne.

Som medlemmer i hovedstadsregionen fik vi denne gang en mail om hvorfor EL indgik forlig. Der var også en artikel i Rød-grøn. Men intet blev nævnt om utilfredsheden blandt sygehusansatte. Det var rigtigt træls at stå sammen med 400 andre i demonstration foran regionsrådhuset, mens ens partikammerater sad inde i salen og stemte for budgettet.

Vi kunne selv have lavet en landsdækkende kampagne mod de 2 %’s nedskæringer i foråret forud for kommune- og regionsaftalen. Med god gammeldags aktivisme kunne vi måske have stoppet de 2 %’s nedskæringer for flere år siden. Hvad er det vi har et parti til, hvis ikke det er at organisere kampe uden for folketing, regioner og kommuner?

Og hvorfor foreslår EL ikke at genindføre skatteudskrivning, sådan at vælgerne får et valg mellem skattelettelser og velfærd når det gælder sundhed, trafik, m.m.? I dag udgør regionerne en stødpude mellem folketinget, der sparer på sygehusene, og borgerne og ansatte, som klager over forholdene. Det kalder jeg nyttige idioter.

Røde ’linjer’ er fordelingspolitik?

Jesper Mobeck, Roskilde

En ny parlamentarisk strategi er udmeldt af HB; men for os er det ikke klart, hvori det nye består? Den nye strategi kredser med sine røde ’linjer’ om emner, der kun omfatter fordelingen af samfundsproduktionen; forsvar af ’velfærdsstaten’! Er det tabu at snakke om en ændring af relationen til kapitalen i en parlamentarisk strategi for et revolutionært parti? Overvejer vi, hvilken politik vi fører i forhold til det perspektiv, vi siger, vi står for?

Ingen af de ’røde linjer’ vil ændre på relationen mellem arbejdere og kapital – alle krav bliver defensive; det offensive ville være at stille krav til relationen, fx nationalisering af en eller flere banker! Vi lønmodtagere kunne godt bruge en bank til lønindbetalinger; for hvorfor skal vi sætte pengene ind i en privat bank?

Udfordringen er at arbejderklassen ikke er i bevægelse! Grundlæggende ændringer kommer fra udenomsparlamentarisk aktivitet i fagbevægelsen og andre organisationer; uden styrke herfra er Enhedslisten og vores ’røde linjer’ intet!

En mulig brudflade landspolitisk og i den aktuelle kommunale valgkamp kunne være initiativer, der udfordrer ’kommunalfuldmagten’! Modsat bølgen af privatiseringer fremmet af EU, kunne kommunal produktion åbne vejen for beskæftigelse fx af personer, der rammes af 225 timers reglen! Enhedslisten må udvikle mulighederne i ’kommunalfuldmagten’ modsat Liberal Alliance, der vil indskrænke disse!

Socialdemokraterne er p.t. hverken sociale eller for dens sags skyld demokratiske; tænk blot på deres aftalte snigløb mod lærerne i 2013! Hvem der får vores parlamentariske opbakning er jo i sidste ende indlysende. Styrkeforholdet i befolkningen er derimod afgørende for, hvilke politiske forslag, der kan fremsættes og gennemføres!

Vores forslag er, at vi ikke opstiller røde fordelingspolitiske ’linjer’, der kan købes og sælges! At vi intensiverer vores arbejde uden for folketinget og ikke peger på nogen forhandlingsleder.

Minimalstatens hittebørn

Ole Vad Odgaard, Aarhus

Da jeg var ung bygningsarbejder og holdt pause i skurvognen sammen med kolleger, oplevede jeg en gang, det var i 1960erne, at en kollega fortalte han var hittebarn, altså et barn som af fattige forældre eller af en ulykkelig mor blev efterladt og fundet af andre mennesker.

Først tænkte jeg at hans oplysning var overflødig, men senere kunne jeg se det kunne være godt for andre med den viden om ham; at der f.eks. ikke burde stilles høflige spørgsmål om hans forældre, opvækst eller øvrige familie.

I 1960erne gjorde samfundet meget for at hjælpe de dårligst stillede forældre og børn, tidligere tiders elendighed var historie, i 1976 kom bistandsloven.

Fra Socialstat til Minimalstat, hed en bog udgivet i 1993 af Anders Fogh Rasmussen. Titlen påstår allerede at en socialstat er et overstået kapitel og ikke noget vi skal stræbe efter. Da Fogh og hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen efter tur blev statsministre, fulgte de planen om at ændre den humane socialstat til en super egoistisk, klassedelt minimalstat.

Under Thornings regering og lige nu i 2017, oplever vi den uhyggelige udvikling at ledende socialdemokrater forsøger at overhale minimalstatspolitikerne højre om. ”Socialist”-lederne tilslutter sig i dag den syge ide at der skal opstilles skabe ved hospitaler, hvor fattigdomsramte forældre anonymt kan aflevere deres nyfødte barn.

Den nye ide er at samfundets institutioner så overtager barnet og ansvaret for barnets opvækst, men er det særligt hensynsfuldt eller socialt?

Forældrene bliver ulykkelige og barnet oplever en opvækst og et liv som en anderledes.

En ny socialstat vil vælge at barnet bliver hos forældrene, det gøres ved at sikre nødvendig bistand, økonomisk, socialt og sikre familien arbejde og bolig, det er godt ikke kun for familien, det er bedst for alle.

Genopret social- og velfærdsstat, stop for skattelettelser til de rige, afstanden mellem rig og fattig skal formindskes.

Minimalstat og hittebørn, nej tak!

Ny parlamentarisk strategi

Niels Erik Danielsen, Kalundborg

Jeg tror, vores HB mener det udmærket, men det hænder, at jeg tænker, de lever da i deres helt egen boble. Pt. står det hele på kommunevalg. Vi prøver på lokalt plan at udfolde Enhedslistens politik. Folketingsmedlemmer hjælper til lokalt. Vi knokler og får hjælp af søde ansatte til vanskelig teknologi der kan sørge for trykning af foldere. Vi slås med blå borgmestre nogle steder. Men vores HB har åbenbart en kalender der siger, hvornår de skal diskutere det og det. Her skeler man sandelig ikke til det medlemmerne beskæftiger sig med. Og kalenderen siger nu værktøj til at vælte en S-ledet regering. Det er sikkert mere nuanceret, men sådan er det i overskriftform, oplevet i en travl hverdag med så meget andet vigtigt. Det betyder ikke rigtig noget, at vi ikke har en S ledet regering. Mig bekendt, har vi da altid kunnet vælte en S ledet regering hvis vi ville det. Men politisk harakiri skal vi vel også opleves på venstrefløjen i Danmark og selvmål finder jo også sted i politik. Ikke dermed sagt, at den seneste S ledede regering var noget kønt syn, men at vælte en sådan regering og så få fx Lars Løkke tilbage, det er da ubærligt. Ih, hvor vi gungrer, som den selvfede mus sagde til elefanten.

2007-2017

Reinout Bosch, Nordvest

Vi er ved at nå tiåret for finanskrisen. Uforudsagt som den var, ramte den de vestlige økonomier uforberedt. Også dengang overhørte man de marxistiske økonomers advarsler om de kapitalistiske krisers cykliske karakter. At sammenbruddet for den kapitalistiske økonomi er løsningen på dens vedvarende krise, snarere end krisen selv. Fra oliekrise til kartoffelkur, over østblokkens sammenbrud og IT-boblen der sprængtes, frem til finanskrisens hærgen tilskrives enkeltstående faktorer forklaringskraft på økonomiske kriser, der tydeligvis er tilbagevendende.

Det sidste årti er faret forbi med konsekvenser der i sagens natur var uforudsigelige. Oprør i Nordafrika, der væltede europæisk/amerikanske marionetter, åbnede op for de flygtningestrømme der længe havde lagt pres på grænsehegnene. USA er gentagne gange blevet rystet af radikale folkebevægelser hvis modsætning manifesterer sig i Trumps valg. Europa har sideløbende set revolutionære og fascister sætte sig på afmagtens ministertaburet, mens det langsomt kollapsende EU-diktatur fortsat svinger taktstokken.

Så hvad kan vi forvente af det kommende årti? Det er som den salige Storm P. bemærkede svært at spå om. Vi kan kun være sikre på at den næste økonomiske krise står for døren og at den før eller siden overskrider tærsklen til nutiden. Alt andet lige åbner det op for en radikalisering af de samfundsmæssige kriser vi gennemlever. Det er Enhedslistens opgave allerede nu at forberede sig på fremtiden og klargøre partiets krav, ikke kun for nutidens problemstillinger, men også deres radikalisering.

Krisen i 2007 viste, at der ikke er nogen sikkerhed for at Enhedslisten formår at udnytte de muligheder som økonomiens skiftende konjunkturer byder os. Mulighederne for at sikre at en ny politik opstod af det gamles konkurs blev alle tabt. Det skyldtes manglen på samfundsmæssig forståelse dengang. Ti år er gået og krisen står for døren. Er Enhedslistens medlemmer blevet mere forberedt? – Ellers kan det forhåbentligt nås endnu.

(Dette debatindlæg skulle have været bragt i sidste måneds blad. Debatredaktionen beklager forsinkelsen)

Kapitalismens sygeliggørelse af os alle

Pia Colère, Randers

Nu siger jeg noget, som de fleste Ø'ere ved, er jeg sikker på. Bær over med mig efter et langt liv i psykiatrien med psykofarmaka. Efter kapitalismen fik os i sit jerngreb, for alvor, sammen med industrialiseringen, begyndte vi at blive mere syge, vi er blevet sygeliggjorte. Kæmpe asyler/sindssygeanstalter blev bygget i 1800-tallet, hospitaler blev bygget større og der kom flere af dem. Se – i dag har vi supersygehuse!

Psykiske lidelser er tilnærmelsesvis blevet folkesygdomme, sammen med nogle somatiske sygdomme. Det kommer jo ud på et, ikke sandt? Drugs – ja psykofarmaka (nogle vover at kalde det medicin) og hårde stoffer har medført mere vold i samfundet og grovere vold uden tvivl.

Det er beskæmmende at vide, at nogle (tåber) giver alt muligt andet end lige kapitalismen skylden: flygtninge, muslimer, venstrefløjen (et underligt statisk begreb), LGBT, feminisme og alt farverigt, diverst og først og fremmest: medmenneskeligt.

Familien har spillet fallit – endnu en kapitalistisk konstruktion. Den evner ikke at tage sig af sine anderledes, mere opmærksomt sansende medlemmer (og vist spiller traume, desværre, en alvorlig rolle hos flere). De sygeliggøres. Vi bliver sygeliggjort. Nu skal vi tage os sammen, det er ikke dem eller os. Det er dem og os.

Hvad ønsker vi om 20 år

Per Kristensen, Roskilde

I 100-året for den russiske revolution udtaler Pernille Skipper, i forbindelse med regeringens forslag til ny finanslov på DR2, at 30 timers-kravet er, hvad hun håber er gennemført om 20 år!

Jeg følte mig hensat til arbejderklassens kampe op til september forliget i 1899, hvor kravene bl.a. lød ”organisationsret”, ”strejkeret” og ”8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile” Gode og nødvendige krav på den tid, som ikke alle blev imødekommet, men modpartens ret til ’at lede og fordele’ arbejdet blev cementeret! Relationen mellem arbejderklasse og kapital blev lagt i faste rammer i det vi kalder ’den danske model’! Bemærk at 8 timers arbejdsdagen først blev indført i 1919 efter den russiske revolution i 1917! Deregulering og angreb på tilkæmpede rettigheder, herunder ’Velfærdsstaten’, truer p.t. med at nedbryde det arbejderklassen har vundet medens kapitalen uddyber sin ’ret’ til intensiveret udbytning! Pudsigt nok er kapitalen gået i offensiven efter Sovjetunionens sammenbrud, men det er sikkert en tilfældighed?

Spændt havde jeg ventet på, hvad Pernille ville svare på spørgsmålet; kunne næsten høre det allerede: ”Om 20 år er de centrale dele af dansk økonomi under lønmodtagernes kontrol! Vi er på vej mod socialisme! ”

Eller: ”EU er opløst og vi har erstattet monopolernes fællesmarked med socialisme til gavn for samarbejdende stater i Europa!”

Men jeg og andre blev klogere! Pernille ønskede ikke relationen til kapitalen ændret, men nøjedes med et forslag der kun ville ændre på fordelingen af den samfundsmæssige produktion! Har vi glemt, at vi er en socialistisk samling af mennesker, der har et perspektiv og en mission? At vi ønsker al udbytning af mennesker skal stoppe; At vi ønsker produktionen skal dække almindelige menneskers behov!

30 timers kravet er godt i dag, men set som et ønske for, hvad der er sket om 20 år, ja, så er, undskyld Pernille, det krav rent ud sagt uambitiøst for en socialist!

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]