Gå til hovedindhold

Debat

Om feminisme

Fagbevægelsen løfter ikke ligestillingskampen godt nok

Victoria Velásquez, Vesterbro

Vi har desværre ikke en fagbevægelse, der altid står op for kvinder og vores rettigheder.

På den ene side, ser vi en situation op til OK17, hvor HKs medlemmer for 5. gang vedtog afskaffelsen af 50%-reglen som et afgørende krav, da flere tusinde på grund af reglen står uden OK. Tre fjerdedele af medlemmerne er kvinder. Alligevel, så ser det ikke ud til, at disse har udsigt til at få de goder en OK-dækning giver som pension og tillæg. Det er til at tage og føle på. Fx får en HK-far blot 2 ugers løn under barsel, mens en Dansk Metal-far får 12 uger, og en Djøf-far får 16 uger. Forskellen skyldes i høj grad den skævvridning, der er, når kvinder så skal tage størstedelen af barslen eller ikke sikres de samme rettigheder.

På den anden side, så ser vi en situation, hvor de, der faktisk er dækket af en OK, oplever, at mændene galoperer lønmæssigt fra dem, da lønstigningerne er i procenter og ikke i kroner og ører. Ligeledes gør det sig gældende for lønreguleringen, som betyder, at det private skal være lønførende overfor det offentlige, hvilket i høj grad får den konsekvens, at de klassiske mandefag er mere velbetalte end de traditionelle kvindefag og bl.a. kommer til udtryk ved den store lønforskel, der er mellem mænd og kvinder i Danmark. Modviljen kommer ikke kun fra arbejdsgiverne, men også fra vores kollegaer i fagbevægelsen.

Vi skal passe på, at vi ikke romantisere fagbevægelsen. Derfor bør vi ændre den del af HBs forslag til feministisk delprogram, der får det til at lyde som om, at fagbevægelsen i dag står stærkt på spørgsmålet om ligeløn. Vi skal have ændringsforslaget af HBs forslag igennem, så vi giver et bedre og mere ærligt billede af, hvilke kampe, der venter os for at sikre lige løn for lige arbejde. Samtidigt bør vi bakke op om det alternative forslag, hvor det nu står mere nuanceret beskrevet.

Om det feministiske delprogram

Astrid Vang Hansen, Frederiksberg

Temaet om feminisme i sidste nummer af Rød+Grøn, var spækket med gode pointer. Desværre kunne man få det indtryk at HB's forslag til delprogram også havde fat i disse pointer. Det er desværre ikke tilfældet. Men så meget desto mere grund til at vedtage det alternative forslag (3.2.).

Katrine Manfred Swets fortalte os at ”Der er også brug for et bredere arbejdsbegreb, der omfatter det ubetalte reproduktive arbejde”. Denne vigtige pointe er desværre totalt fraværende i HB's forslag, mens den til gengæld slås helt klart fast i det alternative forslag, hvor der også er visioner for hvordan vi skal gøre op med den ulige fordeling af dette arbejde.

Mona Striib gjorde det helt klart hvorfor det er utilstrækkeligt når der i HB's forslag til feministisk delprogram står at vi vil ”understøtte fagbevægelsens solidariske krav om ligeløn”. Hun forklarer nemlig at ”Modstanden mod kronestigninger kommer ikke fra arbejdsgiverne, men fra de andre faglige organisationers ledere.” Også her er det alternative forslag klart i spyttet. Her står nemlig at ”Fagbevægelsen må stå solidarisk om ligelønskrav, så de lavestlønnede og kvinderne får mest ved overenskomstforhandlingerne indtil vi har opnået ligeløn.”

Og Maria Gjerding talte for en model hvor: ”Alle omsorgspersoner kan dække barnets sygedage.” og hvor ”børn også på papiret kan have mere end to juridiske forældre.” I det alternative forslag til feministisk delprogram er det netop pointen om at udvide muligheden for at være flere end to til at deles om omsorgsarbejdet (herunder omsorgen for børn), der er en af de gennemgribende pointer. Det gælder f.eks. også på barselsområdet, hvor der i det alternative program direkte står ”I Enhedslisten arbejder vi for en ligestillet barsel, der både stiller kønnene lige og også udvider muligheden for at være flere end to til at deles om barselsorloven.”

Tak til Rød+Grøn redaktionen for at levere så gode argumenter for det alternative forslag.

 

Udbytning med afladsordning

Mimoza Murati, Amager Øst

I hovedbestyrelsens forslag til det feministiske delprogram står der bl.a. i afsnittet, der hedder ’Feminisme er globalt’, at det tilfalder ”rige lande som Danmark” at sikre kvinders rettigheder verden over, og der henvises til ”udviklingsbistand, rettigheder og global omfordeling” som midler til opnåelsen af dette mål.

Det er ikke ved hjælp af ”global omfordeling”, velgørenhed eller et slags globalt velfærdssystem (læs: udbytning med afladsordning), at vi skal løse den globale ulighed eller de problemer, den afstedkommer, men ved at gøre op med de betingelser, der skaber global ulighed. Det gør vi bedst ved aktivt og solidarisk at støtte de progressive bevægelser, der allerede findes i de lande, der står i et afhængigheds- eller kolonialt forhold til bl.a. Danmark.

Dette ’vi’, som ansvaret for denne opgave tilfalder, er ikke ”rige lande som Danmark”. Vores appel om handling skal derfor ikke være rettet mod statsapparatet. At adressere ”rige lande som Danmark” er det samme som at adressere den herskende klasse. At forvente af den herskende klasse, at den ”løser problemet”, som den reelt kun kan gøre via afviklingen sin egen imperialisme, er skandaløst for et socialistisk parti.

Racisme i Enhedslisten?

Bjarne A. Frandsen, Vesterbro

Der er gode pointer rundt omkring i Feminisme-programforslagene (indstik Rød+Grøn, nr. 88, feb. 2017). Men også noget, der skurrer. Det problematiseres fx, at hvide heteroseksuelle mænd dominerer i EL (s. 9, linje 99). Det er delvist korrekt, at mænd dominerer i EL, men hvorfor denne fokusering på hudfarve og seksuel orientering? Af evolutionshistoriske grunde er flertallet af befolkningen i Europa lyse i huden - mænd såvel som kvinder. Det følges så umiddelbart efter op med, at EL ikke kan sige sig fri for sexisme, racisme og homofobi (s. 9, linje 102). EL og øvrige venstrefløj har en lang antiracistisk tradition, så det er overraskende at læse, at der findes racistiske tendenser i EL. Det må HB selvfølgelig gøre noget ved og igangsætte en kampagne/udrensning. Eller er det at tage indholdet for bogstavelig? Er hensigten snarere en identitetspolitisk dagsorden med intersektionalitet og privilegieteori, hvis underliggende præmis er, at EL’s hvide mænd ses som potentielle undertrykkere? At størstedelen af EL’s kvinder har samme hudfarve/seksuelle orientering ses åbenbart ikke som noget problem. Faren her er, at ”privilegietjek” erstatter klassepolitik, marxisme og den fælles kamp.

Feminisme er halvsidig ligestilling

Jakob Hammer-Jakobsen, Valby

Man kan ikke repræsentere ligestilling og lige muilgheder for alle med et ord der alene står for havldelen af jordens befolkning.

Det virker sært at forsøge at omdøbe arbejdet for solidaritet og lige muilgheder for alle til "feminisme".

Socialism = Feminism?

Alle her i partiet er med på at arbejde for lige muligheder for alle. Det ligger i socialismen.

Jeg føler mig ikke omfattet af ordet "feminisme".

Rød-Grøns temanummer om feminisme omhandler da også alene kvinder og kvindekamp. Jeg kan ikke se hvordan enhedslisten kan repræsentere alle og ikke mindst mænd under et ord der er så forbundet til den historiske kvindekamp og kvindekønnet.

Freedom is slavery. Feminism represents everyone.

Skyggeboksning eller rene linjer

Niels Overgaard Hansen, Randers

I Rød+Grøn nr. 89 er der et indlæg fra en række medlemmer, heraf 6 fra HB, der anbefaler HB's hovedforslag til feministisk delprogram, og i den sammenhæng retter en indirekte kritik mod det alternative hovedforslag, der jo oprindelig var tiltænkt en bedre skæbne som HB' forslag.

HB-forslaget anbefales som udtryk for en 'folkelig feminisme', der kan 'samle bredt i partiet og befolkningen', 'feminisme er et folkeligt og inkluderende projekt', og programmet 'skal udstikke den overordnede vision... en inkluderende, folkelig og forandrende feminisme'.

Det, som programmet, ikke skal - og det er vel svært at se væk fra, at det her er en kritik af det alternative hovedforslag, der kommer ud mellem sidebenene - det er 'at opridse alle tænkelige og utænkelige forhold', så det 'ville blive alt for langt og usammenhængende'.

Alt for langt - ja, det alternative forslag er en halv side længere end HB's, men det har vel så at gøre med 'alle de tænkelige og utænkelige forholdd', som der spildes plads på, så som selvbestemmelse over egen krop, kernefamiliens kulturelle og lovgivningsmæssige dominans, feminisme og klimakamp, sammenhængen mellem feminisme og kampen for socialisme, og andre småtterier.

HB's forslag, der trods alt er bedre end anbefalingsskrivelsen, er angiveligt gennemsyret af 'kampgejst', ser snarere ud til at blive søsat med en intention om at berolige de medlemmer, der nærer en vis modvilje/irritation over for feminismen, eller de vel endnu flere, der nok er velvillige, men helst ser, at den forbliver en niche, og det falder så i tråd med en ind imellem forekommende tendens til, at vi skal være så pæne og ordentlige og endelig ikke skræmme nogen væk.

Jeg håber, at møderne i afdelingerne og årsmødehæfte 2 vil kaste mere lys over forskellene mellem de to hovedforslag, end de 8's indlæg gør, så vi får en god, åben debat på årsmødet.

Engang var kvindekamp klassekamp

Hanne Schmidt, Amager vest

I dag er det blevet vældig trendy at kalde sig feminist, og begrebet omfavnes nærmest alt og alle, i og med at mænd og kvinder fra alle politiske lejre gladelig kalder sig feminister, og når en kvinde i radioen svarer på hvilke slags feminist hun er, er svaret: den slags der er bedst for mig her og nu. Så er begrebet blevet totalt udflydende og politisk meningsløs.

Det virker desværre som om at mange, selv på venstrefløjen, ikke fatter hvordan kapitalismens identitetspolitik påvirker vores bevidsthed. Kapitalen og dens produkters systemiske indtrængen i vores hverdagsliv behersker i stigende grad vores tankesæt i en virkelighed, hvor neoliberalismens individualistiske og selvcentrerede etik er i højsædet. Dette fremgik tydeligt af interviews i TV, radio og aviser den 8.marts.

Når nu det venstreorienterede udgangspunkt for feminismen, drukner i alle mulige individuelle behov for selvrealisering, forekommer fokusset på årsmødet at komme til kort i den politiske kamp, uanset det gode og velmenende humanistiske politiske indhold.

Hvis det borgerlige samfund tilsyneladende har erobret ordet fra venstrefløjen, er det måske på tide at vi bruger bruge kræfterne på at tale socialisme op i stedet for, som den alternative politiske økonomisk ideologi, der netop kan tage vare på meget af det man lægger i begrebet feminisme.

Der er jo ikke så meget at være uenig om i forslagene, bortset fra uheldige formuleringer, men jeg savner en forudgående indledning med en skarp samfundsanalyse med et klart socialistisk og antikapitalistisk perspektiv. Uden en sådan, mener jeg at papiret er en tom gestus og mest udtryk for symbolpolitik.

Et feministisk program bidrager desværre ikke meget til kampen for socialisme, hvor imod det Politisk-Økonomisk Udvalgs visionære ideer i deres produktionspolitiske delprogram (som jeg troede skulle vedtages i år), virkelig er noget der vil kunne vække begejstring og genklang i mange små hjem. Se politisk-oekonomisk.enhedslisten.dk

Andet

 

Novo Nordisk finansierer valgkampe der direkte modarbejder Sanders

Troels Kristensen, Nordvest

Kære Pernille Skipper. Mange tak for dit svar til mit indlæg i R+G nr. 88. Men du svarede ikke på overskriften ”Hvordan stopper vi Novo Nordisks kyniske spekulation i medicinpriser i USA?”. Fakta er, Novo Nordisk brugte 23 millioner kroner på en valgkamp der direkte modarbejder venstrefløjen og den suverænt mest populære politiker i USA. Der var en grund til at Sanders var i Los Angeles den 8. november, dagen før valgdagen hvor der var afstemning om prop 61. I mellemtiden investerer Novo Nordisk i nye fabrikker og arbejdspladser i Danmark, og er i forvejen grundlaget for 17.000 arbejdspladser i Danmark. Og hvert år presses der milliarder af kroner ud af de amerikanske diabetes-patienter, alene til selskabsskat, som er en vigtig del af finansieringen af den danske velfærdsstat, og som bl.a. garanterer gratis behandling af danske diabetespatienter. De amerikanske diabetes-patienter er det økonomiske grundlag for tusindvis af ikke bare private, men også offentlige arbejdspladser i Danmark. Ingen tvivl om at USA er Danmarks gode ven. Medicinpriserne på insulin i USA er mere end 3-doblet fra $231 til $736 pr. patient imellem 2002-2013, til gavn og glæde for alle danskere. Du skriver at der er håb i USA. Men venstrefløjen i USA skal ikke alene kæmpe imod verdens stærkeste kapitalinteresser i USA, men også Danmarks største virksomhed målt på markedsværdi, der tager afsæt i et på mange måder velreguleret samfund som Danmark. Og ingen tvivl om at Novo har fat i den lange ende. Ifølge en undersøgelse af Factset fra 2015 over forskellige handels/industrisektorers profitabilitet i USA ville generisk medicin blive det mest profitable marked i 2016 med 30% i ren fortjeneste.

Svar til Troels Kristensen

Pernille Skipper, Nørrebro Park

Kære Troels. Som sagt synes jeg, at du rejser en relevant kritik af NOVO, og jeg modtager selvfølgelig meget gerne forslag til, hvad vi kan gøre. Det ville være oplagt, hvis du eksempelvis tog arbejdet videre i sundhedsudvalget. Enhedslisten har umiddelbart ingen eksisterende forslag, der formår at regulere amerikansk lovgivning. Mange hilsner Pernille.

Kurdistan

Pelle Andersen-Harild, Frederikssund

De demokratiske rettigheder trædes massivt under fode i Tyrkiet, og især i den kurdiske del. Tolv parlamentsmedlemmer fra HDP er arresteret, og hundredvis af borgmestre i den kurdiske del er tvangsafsat eller smidt i fængsel. Og det skal tilføjes, at et tyrkisk fængsel ikke er jordens hyggeligste sted. Enhedslisten har en Kurdistan-solidaritetsgruppe. Den holder møde en gang om måneden for bl.a. at holde medlemmerne ajour med udviklingen ikke alene i Tyrkiet, men også i de øvrige kurdiske området i Syrien, Irak og Iran. I Frederikssund har vi holdt et møde om kurderne, de 40-45 mio mennesker, der er fordelt i de fire lande. Søren Søndergaard og Ibrahim Benli holdt oplæg og fortalte om besøg i de kurdiske områder. Kurderne tilstræber ligestilling mellem kønnene.

Eksempelvis har man i de kurdiske landsbyer i Tyrkiet såvel en kvindelig som en mandlig borgmester. Eller rettere sagt havde, for mange er fjernet nu. Enhedslistens folketingsgruppe har "adopteret" hver sin fængslede HDP parlamentariker, som de nøje følger. Der er taget et tilsvarende initiativ for at knytte kontakt mellem danske byrådspolitikere og afsatte/arresterede borgmestre i Tyrkiets kurdiske del. En lille gruppe tager til Tyrkiet i maj. Men der et også brug for økonomisk støtte til det kurdiske arbejde. I Frederikssund har vi netop bevilget 10.000 kroner til dette arbejde. Vi opfordrer andre afdelinger til et lignende initiativ, og til at afholde møder om den desperate situation blandt kurderne. KSG kan kontaktes ved Søren Søndergaard ([email protected]).

Fred i Verden

Boliana Thomsen, Brønshøj-Husum

Fred i Verden er mit Hjertebarn- siden jeg så den først Tv Avis i sort - hvid og græde mig i søvn over al det forfærdelige der skete. Så jeg bad til Julemanden, som jeg troede boede inde i skabet om at Alle måtte få Mad i munden Tøj på Kroppen og Tag over Hovedet. Det gør jeg stadig, men nu kan jeg bedre handle ved feks at være medlem af Enhedslisten, og være aktiv i Tid til Fred Nu. Så Lad Freden - som jo er forudsætningen for at Alle De andre Skønne Ønsker og Visioner, få lov til at Fylde. Kunne Vi i El, også have det synspunkt med, At Danmark, får Fredsmæglere, der kan rejse ud til brændpunkterne og høre Alle parter i konflikten- Mægle og opnå kompromieer , som Dem det handler om kan Leve Med. Og så stå for en Humanitær Genopbyggening. Naiv Tja- det holder mig til Ilden- at Tro på at Lyset Vinder over mørket. Det kunne være Dejligt at Alle som har Tid og Lyst kommer til Freds Cykel Løb d 20 maj fra Islandsbrygges Kulturhus fra kl 12 til kl 21. Der er for Alle. Børn, tag Mor Far og Bedsterne med, i Barnvogn Rolator eller Rulleskøjter. God Sol vind og Forår. Mange Hilsner Boliana Thomsen Brønshøj

8. maj

Peter Henning, Helsingør

Vores blad er blevet et noget vattet foretagende. Det svenske metro fra 8. maj var mere sprælsk. Der er lang vej til kvindernes ligestilling. I Metro svensk var jagtvej 69 omtalt som stedet hvor den int. dag blev vedtaget. En socialdemokratisk kommune solgte det tidligere folkets hus til en kristelig sekt - som nedrev huset. Skal Københavns kommune beskyttes ?? hvad blev der gjort for at bevare det?? Debatten om teenagepigers foto af deres vagina - viser at kristendommens helliggørelse af vagina - gør i hvert fald teenagerens underlæggelse som noget undertrykkende. Penis er heldigvis ikke underlagt en sådan helliggørelse.

I øvrigt er det dybt skuffende at vi og alternativet ikke kan finde fredelige midler mod Putin.US soldater til Nordnorge og danske til Baltikum. Hvorfor ikke oprette int. høj og efterskoler eller sende beredskabskorpset til uddannelse til Baltikum. Det ville være et fredeligt og kulturelt initiativ. Som årg. 1930 mener jeg ikke at have oplevet en så opgivende holdning. I øvrigt skyldes vores rigdom følgende ord af Grundtvig fra 1820 " og da har i rigdom vi drevet det vidt - når få har for meget og færre for lidt" fra sangen " langt højere bjerge der findes på jord". I dag er rigdommen så skævt fordelt. Vi mishandler de svage som aldrig før.

Med fredelig hilsen Peter Henning Helsingør fredsvagt på 16 år.

P.S.: Hvorfor går i kvinder fortrinsvis i sort. Sørger I fordi vi har været i krig så længe??

Ambassadøren vil ikke gøre sig uvenner med Iran

Farraokh Jafari, Rudersdal

Februar-udgaven af R+G har ”kampen om Mellemøstens ressourcer” som tema. Et fint og oplysende tema og især er Nikolaj Villumsens artikel med titlen ”Det vil Enhedslisten: Lad befolkningerne komme til” rigtigt opløftende.

Et par faktuelle fejl har dog sneget sig ind og sænker niveauet. Den første er kortet over et antal lande, som pryder siderne. Skal det være Mellemøstens kort så skal hverken Afghanistan, Libyen, Tunesien, Algeriet eller Marokko være med. Er det derimod et kort over de muslimske lande i området mangler der Pakistan, Bosnien og Albanien og Azerbaijan.

Men især Ole Wöhlers´ artikel ”Magthaverne har altid udnyttet etnicitet og religion”, der sænker niveauet gevaldigt.

Om Iran skriver han:” I Iran er der næsten udelukkende shiamuslimer men også nogle små jødiske, kristne og zoroastra samfund”. Han nævner ikke Baha’ierne, som for tiden udgør mindst 300.000 personer og er større end de tre nævnte religiøse mindretallet til sammen. Baha’ierne var oppe omkring 700.000 før revolutionen, hvoraf ca. halvdelen har forladt landet på grund af de apartheid-lignende forhold efter revolutionen.

Og yderligere skriver han ”Etnisk set adskiller det persiske Iran sig fra den arabiske verden”. Dette er lige så problematisk som at kalde det daværende Jugoslavien for ”det serbiske Jugoslavien”. Udover de 5-10% iranske arabere glemmer han, at der også er omkring 15-20% azeriere, 8-10% kurdere og 5-8 % baluchere, altså samlet set et sted mellem 33% og 45% af befolkningen er ikke persere.

Det kan skyldes manglende viden. Men jeg mistænker hans motiver til at være politiske og afbalanceret i forhold til det iranske regimes doktrin om, at Baha’ierne slet ikke eksisterer og etniske minoriteter er små og betydningsløse. Han er tidligere ambassadør i området og ved, hvad han skal sige og hvad han i hvert fald ikke skal nævne. Det må han også selv om. Men det skal ikke ske i vores Rød+Grøn. Det gør resten af temaet mindre troværdigt.

Ud i kapellet

Bent Jørgensen, Vordingborg

Ovenstående overskrift er efter sigende holdningen, når talen falder på dem der har valgt ikke at være medlem af Folkekirken, men alligevel ønsker at benytte deres sognekirke, hvis deres bisættelse skal være en højtidelighed. For selv om man ikke er troende, kan man alligevel have et ønske om, at dette smukke Folkets Hus, jeg ser det som, danner rammen om den sidste afsked, men dette ønske bliver ikke opfyldt i mange af landets kirker, hvis en præst ikke må medvirke.

Personligt har vi deltaget i smukke bisættelser, varetaget af familien, der har pyntet kirken op, men dette er ikke en given ting, det afhænger nemlig af den fungerende præst og vel tildels af menighedsrådet.

Det, at afholde borgerlige bisættelser, bliver opfattet som en verdsliggørelse af kirken, men hvad angår verdsliggørelse har man da i tidens løb set kirkerne stå for allehånde arrangementer. Fx mindes jeg en forførende mavedans op ad kirkegulvet, i en købstadskirke, under en byfest.

Så det, at nogle kirker som en sidste barriere åbenbart, ikke vil tillade rummets brug til en afsked, uden religiøse ceremonier og præst, tyder ikke på megen tolerance, hovedparten af de deltagende er dertil sikkert fuldgyldige medlemmer.

I øjeblikket har vores kirke en liberal politik, hvor man for en beskeden leje kan låne kirkerummet til en borgerlig bisættelse. Hvorimod det under en tidligere præst lød: ud i kapellet, hvor der kun er plads til 12 stående. Og så er der forskellige priser på gravstederne alt efter, om man er medlem af Folkekirken eller ej. Det skal så forsvares med, at man jo ikke har betalt kirkeskat og det er så iorden, selv om alle gennem den statslige kirkeskat har givet et pænt bidrag til ejeren, for den beskedne plet jord.

Det ville da være ønskværdigt med ens, liberale regler for hele Folkekirken, så folk vidste hvad de havde at rette sig efter. Og kirkeskatten, som folk har så ondt af man ikke betaler, den har jeg valgt at give videre til Folkekirkens Nødhjælp. Det kan man da kalde en halvgardering!

(Forkortet af red.)

Regeringsspørgsmålet på årsmødet

Johan Keller, Gladsaxe

Hans Jørgen Vad ridser med vanlig klarhed emnet op i sidste nummer af Rød+Grøn. Han påviser den katastrofale passivitet under Thorning-regeringen overfor de anderledes muligheder et bevægelsespres mod omprioriteringsbidraget kunne bevirke – selv overfor en borgerlig regering.

Det er som han skriver disse basisaktiviteter der først og fremmest må være partiets kampmetode.

Men hvordan skal vi så undgå at blive fanget og passiviseret på ny under en socialdemokratisk regering?

Hans Jørgen opstiller 4 principper som ser solide ud. Men måske skulle punkt 3 forstærkes, så vi ikke risikerer igen at blive gjort til stemmekvæg for en regering som det kan være svært i situationen at fælde, når den alternativt vil samarbejde til højre?

Jeg har tidligere foreslået en kontrakt med Mette Frederiksen inden det kommende valg. Vi skulle have et mindre antal politiske indrømmelser for som udgangspunkt at pege på hende, og uden en sådan aftale ingen taburet til hende. Alternativet har også meldt dette ud.

At en sådan hårdere taktik i Folketinget ville afsløre socialdemokraternes hensigter fremgår måske af udtalelser fra Sass og Vammen, som begge har prøvet at gøre det kommende valg til Løkke eller Mette – og dermed undgå at skulle snakke politik med deres støttepartier inden valget. Men Socialdemokraterne ser sig selv som det naturlige regeringsparti og vil derfor blive nødt til at give indrømmelser for at få taburetterne, hvis vi kræver det.

Hvis vi blot venter til efter et valg - og så håber på politiske fremskridt - har vi spillet os de stærkeste kort af hænde.

Endegyldig centralisering af børn-skolestrukturen?

Søren Kolstrup, byrådsmedlem, Lolland

Flertallet i Børn og skoleudvalget i Lolland Kommune er havnet i en mærkværdig situation. Man sender vedtægter for skole- og dagtilbudsområdet i fornyet høring med to skolebestyrelser for hele kommunen, hvortil der skal vælges 5 elevrepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter i hver bestyrelse. Selv om vore lærere har den afgørende betydning i skolens daglige arbejde, tildeles de en marginal rolle. Bestyrelserne får dermed en begrænset troværdighed.

Beslutningen er en logisk – men også dybt tragisk konsekvens af at lave to centrale bestyrelser - hvor hver underliggende afdeling i distriktet i henhold til gældende lovgivning skal sende én elevrepræsentant men ikke nødvendigvis en lærerrepræsentant.

De to bestyrelser kaldes decentrale. Men ølse for, ølse bag, pølse beholder sit navn: Man vil en centralistisk struktur med to bestyrelser i en kommune med store afstande.

Tendensen i udspillet er tydelig overalt i høringsudkastet. Der er udarbejdet krystalklare kompetencer for bestyrelserne i henhold til gældende lovgivning, mens der stadig ikke i det sidste og afgørende høringsudkast , som Børn og skoleudvalget den 6. marts 2017 havde til drøftelse, er udarbejdet en eneste vedtægtsforankret kompetence for de nye forældreråd ved den lokale skole. Oprindeligt hed det, at Lolland Kommunes skolesektor skulle åbne nye døre og sikre en udfarende og myndig ledelse omkring de enkelte matrikler. Som talt ud af Enhedslistens hjerte og mund.

Virkeligheden er tilsyneladende en anden.

Et uforpligtende inspirationspapir for forældrerådene er det blevet til.

Har flertallet endegyldigt vendt ryggen til forestillingen om en stærk lokal forankring?

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]