Gå til hovedindhold

De røde flertal under luppen

Historiker Søren Kolstrup opridser i en ny bog erfaringerne fra arbejderflertal i Danmark, Frankrig og Sverige. Rød+Grøn har talt med Søren, der til dagligt repræsenterer Enhedslisten i Lollands kommunalbestyrelse.

Lole Møller, Rød+Grøn

Efter valget i 1966 stod der for første gang i Danmarkshistorien et arbejderflertal bag en socialdemokratisk ledet regering. Ved valget tabte Socialdemokratiet syv mandater, og SF stormede frem fra 10 til 20 mandater. Det førte til dannelsen af ’det røde kabinet’. Det var et bemærkelsesværdigt skridt i betragtning af, at Socialdemokraterne hidtil havde gjort alt for at isolere og modarbejde de socialistiske kræfter, der stod til venstre for partiet.

Hvorfor foretrak Socialdemokratiet ikke en mindretalsregering?

- Internt i Socialdemokratiet var der ikke enighed om det. Men Jens Otto Krags linje sejrede. Han ville sikre et stabilt grundlag bag den socialdemokratiske politik med minimale indrømmelser og et ønske om at få standset SF’s fremgang. For højrefløjen var det et selvstændigt mål at få SF ind under ’ansvarets åg’. Per Hækkerup udtalelse om, at ”flertallet vil blive benyttet, men vel at mærke til at gennemføre socialdemokratisk politik og ikke en tøddel mere”, satte lus i skindpelsen.

Hvordan så SF på deres rolle og muligheder i samarbejdet?

- SF’erne blev overrasket over, at arbejderflertallet pludselig var en realitet. Partiet bekendte sig på det tidspunkt til ’katalysatorteorien’, der tildelte SF rollen den juniorpartner, der ønskede en reformproces med et socialistisk perspektiv, der kunne trække Socialdemokratiet til venstre. Man antog, at juniorpartneren kunne vække iboende socialistiske tendenser i Socialdemokratiet til live.

- Ud over at Socialdemokraterne skulle forhindres i at gå til bal i den borgerlige og SF’s indflydelse på den politiske dagsorden skulle styrkes, så stod det hen i det uvisse, hvilke betingelser indflydelse ville kunne opnås på.

Et regeringssamarbejde kom ikke på tale?

Nej, ”fingrene fra taburetterne, ikke ind i en NATO-regering”, lød det fra SF’s bagland. Socialdemokraterne og SF var også uenige om indførelse af moms og et boligforlig, der overførte svimlende beløb til ejerne. Det gjorde et regeringssamarbejde til et dødfødt projekt. Det blev derfor til et ”sag til sag”-samarbejde præget af dybe modsætninger i SF. Et resultat står tilbage: Velfærdsstaten fik i denne periode en mere stabil lighedsskabende finansiering med en skattereform, hvor der blev luget massivt ud i en stribe af fradrag og indført skærpet progression. Det sikrede, at de bredeste skuldre kom til at bære de tungeste læs.

- Da Socialdemokratiet insisterede på at gøre indefrysning af en dyrtidsportion til et kabinetspørgsmål og konsekvent afviste et kompromis fra venstrefløjen, blev regeringen bragt til fald i 1968, da seks SF’ere stemte sammen med de borgerlige.

Og så kom de borgerlige til. Hvornår kom det næste røde flertal?

- Det kom ved valget i 1971, hvor der var 89 mandater til de røde og 88 til de borgerlige. Det altdominerende EF-spørgsmål skilte vandene. Samtidig havde begge partier behov for at lægge luft til hinanden efter det kaotiske forløb under det ’røde kabinet’. Det blev hverken til ægteskab eller forlovelse. Socialdemokraterne fik gennemført store dele af deres valgprogram ved anvendelse af det snævre arbejderflertal, mens næsten alle SF’s mærkesager – bortset fra den fri abort - blev lagt på is.

Var det andet arbejderflertal en fiasko?

- Flere ser på mig som en gal mand, når jeg fortæller om den fortættede reformlovgivning under det andet arbejderflertal. Men i det faktiske forløb oplevede man en stribe af små og større velfærdsreformer, og man stod sammen om store dele af den økonomiske politik.

- Jeg vil insistere på, at det meste af den gennemførte reformpolitik 1971 til 1973 satte sig blivende spor. Ikke fordi der var rødt flertal i Folketinget, men fordi fagbevægelsen efter 1973 stadig var i offensiven, og seje græsrødder prægede på den offentlige dagsorden. Der blev gennemført en omfattende dagpengereform. Satserne på dagpenge, revalidering og folkepension blevet hævet. Lønmodtagernes Garantifond, udvidede rettigheder for lejerne, stop for ejerlejligheder i den gamle boligmasse og en erhvervsfaglig grunduddannelse så dagens lys, og arbejdsmiljøet blev bragt frem på den politiske dagsorden.

Tanken om et arbejderflertal dukker op igen under Schlüters borgerlige regeringsperiode?

-Ja, parolen om arbejderflertal får nyt liv i årene 1984 til 1987. I 1984 formulerede SF forslag, der kædede kampen for social retfærdighed sammen med en række systemoverskridende krav om offentlig produktion, nationalisering af penge- og kreditformidling, lønarbejderfonde og farvel til NATO.

- Efter de store påskestrejker i 1985 blev vægten lagt på radikale krav frem for klassesamarbejde. Arbejderflertalsparolen og kampen for de 35 timer blev paraply for en faglig og politisk offensiv.

Men det blev ikke til et arbejderflertal?

- Nej, store håb kollapsede! Ved valget i 1987 manglede den røde fløj fire mandater, og Schüter-regeringen kunne fortsætte. Alligevel blev der opnået resultater. Fagbevægelsen var kommet i offensiven: Vi fik 37 timers arbejdsuge, 10 procent løft for dagpengemodtagere, større kvote for almene boliger, skattefri børneydelse og forbedret SU. En stærk fagbevægelse og seje græsrødder kan ikke flytte bjerge, men de kan påvirke samfundets dagsorden, og det gjorde de især efter påskestrejkerne. Styrkeforhold handler om andet og mere end mandatoptælling i Folketinget. Påskestrejkerne udløste et alternativt socialt flertal i Folketinget.

Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at et arbejderflertal kan få succes?

- Alt tyder på, det er dødfødt at indgå et regeringsfællesskab, hvis ikke der foreligger en strategisk fællesnævner, hvor man er enige om mål og midler. Ellers bliver juniorpartneren mast flad. Se bare erfaringerne fra den første Mitterand-regering med kommunisterne i Frankrig i 1981, hvor de sammen havde udviklet et fælles vidtgående program for social retfærdighed, forbundet med dybtgående nationaliseringer, ledsaget af udvidet arbejdermagt og en demokratisering af statsapparatet. Praktisk talt hele finanssektoren blev nationaliseret, og en stribe af industribrancher overgik til fælleseje. Efter to år ændrede Socialisterne imidlertid kurs med sociale nedskæringer og tilpasning til EF’s indre marked. Kommunisterne blev sendt til tælling ved at forblive i regeringen efter kursskiftet.

I Enhedslisten diskuterer vi for øjeblikket etablering af en forandringsblok. Tror du, det vil lykkes?

- Det har jeg ikke nogen som helst mening om som historiker. Men man kan jo skrive sig bag øret, at når Socialdemokratiet i 1900-tallet overhovedet opnåede resultater, skyldtes det en medlemsskare på langt over 100.000, en fag- og boligbevægelse i vækst og et stærkt oplysnings- og kulturarbejde.

- Det er under nye og krævende vilkår, at Enhedslisten taler om en forandringsblok.

Jens Otto Krag og Aksel Larsen, 1968 (fotograf Jørgen Schiøttz, udlånt af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv)

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

De Røde Flertal – Håb, sejre og nederlag

En undersøgelse af de to danske arbejderflertal i 1966-67 og 1971-73 og debatten om et arbejderflertal 1985-87.

199 kr.

SFAH – Selskabet for Arbejderhistorie

Rømersgade 22

1362 København K

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]