Gå til hovedindhold

Ansæt mindst 1.000 ekstra folk i SKAT

SKAT er blevet sparet i stykker de sidste mere end 10 år af skiftende regeringer. Vi har talt for døve øren, når vi gang på gang har påpeget, at det ville komme til at koste milliarder af kroner at ødelægge SKAT med besparelser. Politikere fra SF til Liberal Alliance har det politiske ansvar for en politik, der har undermineret borgernes tillid til SKAT, og som har kostet os alle sammen milliarder og atter milliarder af kroner. Katastrofale politiske beslutninger taget af partier, hvoraf mange aldrig misser en lejlighed til at udråbe sig selv som ”ansvarlige”.

De penge, som borgere og virksomheder skylder SKAT, er nu ca. 100 mia. kr. Penge som burde ligge i statskassen. Svindlere har franarret os mere end 12 mia. kr. i forhold til skandalen om refusion af udbytteskat. Og der svindles for milliardbeløb på momsområdet.

Regeringen har fremlagt en genopretningsplan for SKAT, der skal ansætte 1.000 nye medarbejdere i SKAT. Det er et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke nok. Siden 2005 er der skåret ca. 5.000 stillinger i SKAT, så SKAT i dag råder over ca. 6.500 medarbejdere.

Vi ved, at kontrolmedarbejdere i SKAT tjener deres løn ind mange gange. I gennemsnit tjener kontrolmedarbejdere deres egen løn ind mindst fem gange. Og på mange områder er det meget mere. På området for såkaldt negativ moms – som er moms, SKAT betaler tilbage - stoppede hver kontrolmedarbejder i 2015 i gennemsnit forkerte udbetalinger for 27 mio. kr. Dette skal sammenlignes med, at gennemsnitslønnen for en kontrolmedarbejder i SKAT ligger på lidt under 500.000 om året. Regnestykket er derfor, at du kan ansætte en enkelt kontrolmedarbejder – og få råd til 53 mere. I 2015 blev der udbetalt negativ moms for 235 mia. kr. Og kun sølle to procent af udbetalingerne blev kontrolleret.

Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være med at ansætte flere folk i SKAT. Men det er endnu mere på spil, da ødelæggelsen af SKAT truer selve tilliden til finansieringen af vores velfærdssamfund. Derfor bør Folketinget straks vedtage en plan for, hvordan SKAT kan ansætte mindst 1.000 ekstra kontrolmedarbejdere i SKAT.

Rune Lund, skatteordfører for Enhedslisten

Fotograf: Steen Brogaard

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]