Gå til hovedindhold

Analyse: Det betyder den nye regering

Det nye regeringsgrundlag byder på nedskæringer, skattesænkninger og privatiseringer. Men hvor meget vil DF være med til, og hvor kommer de store slag til at stå?

Simon Nyborg, politisk rådgiver

Lars Løkke Rasmussen har inviteret Liberal Alliance og Konservative ind i ministerkontorerne, og med lidt gyldne håndtryk til tidligere ministre og et større millionbeløb til at udvide regeringen er det lykkedes Løkke at afværge et folketingsvalg. Hvad kan befolkningen så se frem til, hvis regeringen får magt, som den har agt? Det korte svar er liberalisme for fuld udblæsning.

Det er som om, Thatcherismen er tilbage, for regeringsgrundlaget er en rigtig 80’er-cocktail bestående af sænket skat for de mest velhavende, sænkede overførsler til grupper uden for arbejdsmarkedet, lav offentlig vækst, der vil føre til nedskæringer og fyringer, fuld fart på privatiseringer og udliciteringer og højere pensionsalder. Dertil flere penge til militæret.

Privatiseringer forude

Overordnet er der lagt op til smalhals i det offentlige forbrug, hvor væksten vil være så lav, at servicen ikke kan holdes på et det nuværende niveau, fordi der samtidig kommer flere ældre. I realiteten vil det opleves som fortsatte nedskæringer, og omprioriteringsbidragene – bedre kendt som grønthøsteren – vil også køre videre.

Samtidig er der lagt op til sænket skat. Regeringsgrundlaget er uklart, men det ser ud som om, at grænsen for, hvornår man skal betale topskat, igen skal hæves, samtidig med at beskæftigelsesfradraget også bliver øget. Det er to af de samme greb, som også var med i skattereformen fra 2012, og begge dele har en social slagside.

Desuden er det en hovedlinje, at overførslerne til grupper uden for arbejdsmarkedet skal sænkes. Mest konkret er ideen om at omdanne SU på kandidatniveau til at være et lån. Den direkte besparelse vil regeringen bruge på at investere i efter- og videreuddannelse, som fagbevægelsen kan få lov til at være med til at forhandle om. De såkaldte dynamiske effekter – eksempelvis antagelsen om, at der er en gevinst, fordi flere kommer hurtigere gennem studiet – vil regeringen så bruge på at sænke skatter og afgifter.

Endelig er den sidste hovedtendens, at der skal privatiseres i stor stil. Flere frit valgs-ordninger, salg af TV2 i 2018 og af andre statslige selskaber, flere og større udbud af jernbanedrift og måltal for mængden af offentlige udbud. Samtidig skal kommunerne begrænses i at udbyde tjenester, hvor private selskaber kunne være et alternativ. Det frie marked skal altså sikres større udbredelse inden for den offentligt finansierede velfærd både ved at tvinge udbud og privatiseringer igennem og ved at lægge yderligere begrænsninger på offentlig virksomhed.

Det skal vi slås om

Hvis man skal tro Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, så vil de ikke være med til at sænke topskatten og hæve pensionsalderen.

DF har før solgt ud af den slags løfter mod at få udlændingestramninger. Men står det til troende, kommer kampene til at stå om de fortsatte nedskæringer i velfærden, om de foreslåede forringelser af SU og om de planlagte privatiseringer og tvungne udbud.

Her kan Enhedslisten få en stor rolle at spille, ikke mindst fordi Socialdemokraterne har det fint med udliciteringer og privatiseringer, og fordi dele af fagbevægelsen formentlig vil acceptere en SU-forringelse, hvis de får indflydelse på, hvordan pengene i stedet bruges på efter- og videreuddannelse af deres medlemmer.

    Foto: Venstre (CC BY-NC-ND 2.0)

    Fra Rød+Grøn:

    Faktaboks:

    Det står der også i regeringsgrundlaget

    • 16 statslige campingpladser skal sælges.
    • Spil på hestevæddeløb skal liberaliseres.
    • Danmark er et kristent land.
    • OL-medaljevinderes bonus skal fritages for skat.

    Kontakt Enhedslisten

    Landskontoret
    Studiestræde 24, 1.
    1455 København K
    Tel. +45 33 93 33 24
    CVR-nr. 18289393
    [email protected]

    Folketingsgruppen
    Folketinget
    DK-1240 København K
    Tel. +45 33 37 50 50
    [email protected]