Gå til hovedindhold

8. marts: Kvinderne og revolutionen – for 100 år siden

Den 8. marts 1917 demonstrerede russiske kvinder i Petrograd, som var Sankt Petersborgs nye russiske navn. Rød+Grøn har fundet tidsmaskinen frem og er rejst hundrede år tilbage.

Per Bregengaard

Første Verdenskrig er blevet langvarig. Mange unge mænd er ved fronten. Hestene er gået samme vej. Landbrugsproduktionen er dalet, og transport blevet vanskelig. Vinteren er hård. Man fryser og sulter - også i landets hovedstad. Fødevarepriserne er på himmelflugt.

De russiske arbejderkvinder vil markere deres krav på samme dag som deres søstre længere mod vest, men i den gammeldags russisk-ortodokse kalender er man kun nået til den 23. februar. "Brød og fred", lyder de lokale feministiske krav.

Oprøret ulmer

Markeringen af 8. marts er en planlagt begivenhed. Personalet på sporvognene er fortrinsvis kvinder. I Vasilesky-remissen har de på forhånd taget kontakt til den nærliggende kaserne og fået soldaterne til at love, at der ikke bliver åbnet ild imod en demonstration. Så de beslutter sig for, at de skal på gaden. Også Vyborgkvarterets kvindelige tekstilarbejdere forbereder 8. marts. De indkalder til morgenmøder på bydelens fabrikker.

Bolsjevikkerne, der siden forvandler sig til kommunistpartiet, mensjevikkerne og de andre arbejderpartier maner til forsigtighed. Det handler om propaganda og møder. Klassen er ikke parat til massestrejken, siger analyserne. Den er ikke politisk forberedt. Og hvordan med soldaterne?

Den 7. marts strejker arbejderne på det sværindustrielle Putilov-værk. Så det ulmer, og det har det faktisk gjort i flere uger. Men det er 8. marts-kvinderne, som får sat fut i protesterne. 8. marts marcherer de. De møder op på mange af byens andre arbejdspladser. Kampgejsten fænger. Kvinder som mænd nedlægger arbejdet og går med. Også arbejderne på Putilov-værket slutter op. De er netop blevet lockoutet.

Ned med enevælden

Strejker og demonstrationer forvandler sig til en spontan opstand. Næste dag er der dobbelt så mange på gaden. Den enevældige zar gøres ansvarlig for situationen. "Ned med det enevældige styre" bliver føjet til parolen om "brød og fred". Zar Nikolaj II skal forlade tronen.

Zarina Alexandra skriver den 10. marts (25. februar lokal tid) til sin mand, zar Nikolaj, der befinder sig i nærheden af fronten, langt fra sit hjem:

"Byens strejkende og oprøreres sindstilstand er langt mere udfordrende end nogensinde før. Uroen er skabt af bøller. Unge mænd og kvinder render rundt og råber, at de mangler brød. Det gør de kun for at ophidse. Hvis vejret var koldere, ville de sandsynligvis holde sig hjemme. Men tingene vil sandsynligvis gå over og stilne af, dog afhængig af, hvordan Dumaen (det rådgivende parlament) opfører sig. De værste af talerne bliver ikke gengivet i aviserne, men jeg mener, at al tale imod zar-dynastiet bør straffes øjeblikkeligt og hårdt".

Dagen efter fortsætter hun beroligende, at man siger, at "det hele er forskelligt fra 1905, fordi man elsker dig, og at de kun vil have brød".

Elsker dig? - 150 demonstranter er netop blevet skudt ned. Oprørernes mod synes at være ved at glippe. Det er farligt. Zarens statsminister vejrer morgenluft. Han fyrer Dumaen. Men Dumaen vil ikke lade sig opløse. Og opstanden forsvinder ikke, for om natten diskuterer soldaterne på tre kaserner det, som er sket. De lover hinanden aldrig mere at skyde på folket.

12. marts telegraferer formanden for Dumaen, Michael Rodzianko til zaren, som han dagen inden havde bedt om at danne en ny regering:

"Situationen bliver stadig værre. Der skal gøres noget nu. I morgen vil det være for sent... Regeringen er magtesløs. Man kan ikke stole på byens garnisoner. Gardens reservebataljon er overtaget af oprørerne, dens officerer bliver dræbt. Den har slået sig sammen med pøblen og folkets opstand. De går rundt i indenrigsministeriet og i zarrigets Duma".

Den røde fane vejrer over regimets paladser. Dagen ender med, at Dumaen og dens formand, Michael Rodzianko fyrer zarens regering. Enevælden er dermed faldet. Kort tid efter tvinges zaren til at opgive tronen.

Det starter med et kvindeoprør

Den spontane arbejderopstand, som 8. marts tænder, ender i første omgang med en borgerlig revolution, Februarrevolutionen. Dumaen overtager styret, men snart er man ude i en dobbeltmagtsituation med de arbejder-, soldater- og bonderåd, der pibler frem i forlængelse af opstanden. Oktoberrevolutionen i november senere på året har en ganske anden karakter end Februarrevolutionen.

Magtskiftet her er kort fortalt et kup, som bolsjevikkernes ledelse beslutter at gennemføre umiddelbart før Ruslands arbejder-, soldater- og bonderåds kongres. Råds- eller sovjetkongressens opgave er derfor ikke længere at beslutte en magtovertagelse, men at godkende den, som bolsjevikkernes ledelse har arrangeret.

Vi ser det under Den Franske Revolution (1789) med kvindernes demonstrationstog til kongeslottet i Versailles. Det er kvinder, som begynder slagsmålet om Nationalgardens kanoner på Montmartre, der er starten på Pariserkommunen (1871). Samme kvindehistorie gentager sig under Den Russiske Revolution. Når kvinderne har fået nok, så kommer der for alvor skred i tingene. Den fortælling mangler almindeligvis i historiebøgerne!

Per Bregengaard er bl.a. forfatter til: "En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen", Frydendal 2014

Foto: State museum of political history of Russia (Public Domain)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]