Gå til hovedindhold

Kvinder og påklædning: Nej, det er ikke acceptabelt

Af Line Barfod (Enh.), Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh.), Mette Frederiksen (S), Sandy Brinck (S), Sophie Hæstorp-Andersen (S), Lotte Bundsgaard (S), Margrethe Vestager (R), Elsebeth Gerner Nielsen (R), Bodil Kornbek (KD), , Helle Sjelle (K), Gitte Seeberg (K) og Tina Nedergaard (V).

Kvinder med udfordrende påklædning bærer selv en del af skylden, hvis de udsættes for seksuelle overgreb. For os er det en meget voldsom og alarmerende påstand, vi ikke havde troet ville vinde gehør generelt i den danske befolkning.
Desværre viste en undersøgelse for nylig, at netop det synspunkt faktisk havde en forholdsvis høj tilslutning.

Over 20 pct. af danskerne er enige i udsagnet. I sig selv er det nok til at vække til eftertanke. Men måske i endnu højere grad, at der faktisk er flere kvinder end mænd, der har den opfattelse, at kvinder der går udfordrende klædt skal kigge indad i tilfælde af seksuelle overgreb. Det er på alle måder meget opsigtsvækkende på tværs af vores politiske skel.

Mange af reaktionerne om undersøgelsen har efter vores mening efterfølgende taget en uheldig drejning, hvor forskellige vigtige diskussioner blandes sammen i en pærevælling. Eksempelvis bruges spørgsmålet om pornoficeringen af det offentlige rum, unge pigers kropslige idealer m.v. som grundlag for diskussionen. Det er efter vores mening en helt anden boldgade, der blandt andet handler om manglende selvværd blandt unge piger, og om hvordan vi sørger for, at alle i det her samfund f.eks. får et fornuftigt forhold til seksualitet.

Men det er på ingen måde det, som her er i spil. Det handler derimod om nogle helt grundlæggende spilleregler for et moderne samfund og demokrati anno 2005. Spilleregler, som det har taget os årtier, ja, måske endda århundreder at sammenstykke, der handler om, at vi helt fundamentalt skal respektere hinanden.
Vi skal have respekt for hinanden hver især og selvsagt også for det tøj, som hver enkelt af os vælger at iklæde os. Det er så basalt, at det er alarmerende, at vi overhovedet skal diskutere det.

Hvordan skulle samfundet kunne bestemme hvilke bukser, nederdele, T-shirts eller toppe, der var acceptable, og hvor man ikke kunne siges at bære en del af skylden for et overgreb selv? Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, blandt andet fordi det vil stride mod vores grundlæggende holdninger om, at den slags naturligvis står enhver frit for som en del af den personlige frihed!

En anden væsentlig faktor er, at seksuelle overgreb – hvad enten det drejer sig om et klap i numsen på arbejdspladsen, kønsrelateret vold eller decideret voldtægt, er, at det allerede er forbudt i dag. Lovgivningen findes på alle disse områder, hvor samfundet har cementeret, at det på ingen måde er acceptabelt at forulempe en kvinde (eller mand) på grund af personens køn eller tøjstil.
Endnu en gang skal det pointeres, at vi vitterligt er forbløffede over undersøgelsens resultater. Vi mener, at lovgivningen, når det handler om de seksuelle overgreb, er fulgt med tiden. Nu er det så tydeligvis også tiden til at få den sidste femtedel af danskerne med.

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende den 24. marts 2005

Torsdag, 24. marts 2005 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]