Bedre forhold til hjemmehjælperne
Af Line Barfod, MF, Enhedslisten
Alt for få vil arbejde som hjemmehjælpere. Kommunerne kan simpelthen ikke skaffe personale til de hjemmehjælperjobs, de trods alt har afsat penge til.
På den baggrund er det opløftende, at socialminister Henriette Kjær udtaler, at hun vil gøre noget for at få flere til at søge arbejde som hjemmehjælper. Det er også en god ide at starte med høre Forbundet af Offentligt Ansatte og Kommunernes Landsforening, hvad de mener, der skal til.
Men desværre tyder noget på, at socialministeren ikke helt har forstået, hvor problemet ligger. Hun taler om, at jobbet har et ”dårligt image”, at det har fået ”ry” for at være hårdt og ensformigt, og at de unge skal ”lokkes” til at vælge faget.
Problemet med hjemmehjælper-jobbet er ikke dets ry, og intet nok så smart reklamefirma kan skaffe tilstrækkelig mange ansøgere ved at give arbejdet et bedre image. Det er virkeligheden, der er problemet. Hjemmehjælpernes daglige virkelighed.
For det er hårdt, ensformigt og forjaget at være hjemmehjælper i dag. Hele tiden øges presset for at nå mere i løbet af dagen og effektivisere arbejdet hos de ældre (dvs. mindre snak og menneskelig omsorg). Denne udvikling har socialministeren også sin del af ansvaret for som medlem af en regering, der dikterer kommunerne en økonomi, som gør det umuligt at afsætte de nødvendige økonomiske ressourcer til f.eks. hjemmehjælp. Henriette Kjær og hendes regering vil heller bruge pengene på en tåbelig privatiseringstvang over for kommunerne.
Netop på grund af tidspresset har man ofte også dårlig samvittighed over sit arbejde som hjemmehjælper, og oven i købet er lønnen noget af det ringeste, man kan finde i dagens Danmark.
Det er denne virkelighed, som regeringen og kommunerne må tage fat i, hvis de vil have flere hjemmehjælpere.
For det første skal arbejdet demokratiseres, f.eks. som hendes partifælle, den tidligere borgmester i Skævinge gjorde: Sundhedspersonalet blev samlet i én integreret enhed; der blev lagt større ansvar ud til tværfaglige, selvstyrende arbejdsgrupper; personalet fik en bedre uddannelse, og faggrænserne blev afskaffet.
For det andet skal der afsættes tilstrækkelige ressourcer til en god offentlig hjemmehjælp – og ikke til overskudskrævende private virksomheder.
Og endelig burde det være børnelærdom for en markedsbegejstret konservativ socialminister, at der ville komme flere ansøgninger, hvis hjemmehjælperne fik en ordentlig løn.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]