Gå til hovedindhold

Hovedbestyrelsens beretning

Danmark, Europa og resten af kloden befinder sig i en økonomisk, økologisk og menneskelig krise. Og der er ikke andre end os, der for alvor tager kampen op. Derfor er der efter 25 år stadig, og mere end nogensinde, brug for Enhedslisten. Sådan indledes den mundtlige beretning fra hovedbestyrelsen på Enhedslistens årsmøde.Læs hele talen her:

Tale af Michael Voss, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

(Det talte ord gælder)

Se talen på Youtube her

Hvis jeg skal samle Enhedslistens 25. år op i én sætning, så må det være, at det år viste, at der mere end nogensinde er brug for Enhedslisten.
Hvordan det?
For det første befinder Danmark, Europa og kloden sig i en situation, der skriger på forandring. Vi lever under en økonomisk krise, en økologisk krise og en menneskelig krise. Der er brug for helt andre metoder og helt andre retninger. Og det er lige præcis det, vi står for som socialistisk parti: en helt anden måde at indrette samfundet på.
For det andet er der ikke andre, der for alvor gør noget ved det. Hvor man end kigger hen, møder vi kun politiske partier og ledere, der forskønner, forsvarer og forværrer de kriser, vi befinder os i.
For det tredje står Enhedslisten med det stærkeste udgangspunkt nogensinde. Vi er større, vi har større opbakning, og vi er mere synlige end nogensinde.
Det betyder naturligvis også, at vi har et ansvar. Et ansvar for at se på grundigt på os selv som parti og være selvkritiske. Det er bl.a. derfor, at vi i dag skal gøre status over året, der gik – med udgangspunkt i hovedbestyrelsens skriftlige beretning.

Behovet for forandring
Et skrigende behov for forandring, sagde jeg før. Det var ellers lige før, at den blev dementeret tidligere på ugen. I mandags bladede jeg igennem Berlingske Tidende. Og et splitsekund blev jeg helt glad. Overskriften lød: Nationalbankdirektøren udtaler: Nu kommer opsvinget!
Wow! Men så også kun et splitsekund, for hvornår var det nu, jeg havde læst det før? Og så kiggede jeg lidt tilbage i gamle aviser.
For halvandet år siden – i november 2012 - var det selveste Bjarne Corydon (hvor gemmer de ham for tiden?), der udtalte, at han troede på et solidt opsving.
Faktisk skulle man tro, at vi har levet under et konstant opsving siden fem minutter efter, at finanskrisen eksploderede.
I hvert fald var den daværende nationalbankdirektør i december 2010 overbevist, om at opsvinget fortsatte.
Og i i maj 2009 kunne man læse i Jyllands-Posten, at amerikanske økonomer var enige om, at den dybe recession senere på året vendes til et nyt opsving.
Det ville jo alt sammen meget morsomt. Hvis ikke det var fordi, at lønarbejdere, arbejdsløse, pensionister og mange andre i det forløbne år – og de foregående 5-6 år - har måttet leve med arbejdsløshed, faldende indtægter og ringere velfærd, mens nationaløkonomer, bankøkonomer, regeringsøkonomer og uafhængige økonomer har fantaseret om opsvinget.
Opsving eller ikke opsving. Under alle omstændigheder er det et aldeles jobløst opsving.
For tiden udsender regeringen med mellemrum, hvad de kalder opmuntrende arbejdsløshedstal. Det er grov kynisme. Først smider de folk ud af dagpengesystemet, og så praler de af, at der er færre dagpengemodtagere i statistikkerne!
Sagen er, at også i det år, der er gået, har rammen for vores arbejde været en alvorlig økonomisk krise.
Det er ikke en krise, der plager alle.
I forbindelse med overenskomstforhandlingerne udsendte Enhedslisten denne ultrakorte pjece, "Der er råd". Det er et af de rigtig gode initiativer, vi har taget i år. Konkrete tal, dokumentation og argumentation. Næste gang skal vi bare være ude i lidt bedre tid.
Pjecen viser, at de rigeste ikke lider under krisen. Tværtimod bliver de rigere og rigere.
Den viser, at direktørerne ikke lider under krisen. Tværtimod, de tjener mere og mere.
Og den viser, at grunden til, at der ikke er arbejdspladser nok, er en omfattende strejke. En strejke, der har lammet store dele af samfundet. Det er virksomhedernes investeringsstrejke. Virksomhedsejerne puger penge sammen og nægter at investere dem. Så længe det får lov at fortsætte, forsvinder krise og arbejdsløshed ikke.
Men den krise, som kalder på store forandringer, er ikke kun en økonomisk krise. Det er også en økologisk krise.
I årets løb fik vi nye alarmerende statistikker og prognoser om den globale opvarmning, og v millioner af mennesker oplevede de første tegn på konsekvenser med oversvømmelser det ene sted og tørke et andet sted og rekordkraftige orkaner et tredje.
Enhedslisten har en klar analyse af problemet. Vi har en stribe forslag til at løse det. Og i Folketinget har vi gerne stemt for bare små tiltag, der kunne gøre noget ved problemet. Men regering fortsætter sammen med højrefløjen blindt ud af det samme gale spor med kul, olie, skifergas og en blind tro på frihandel, selv om den skaber mere meningsløs transport rundt på kloden.
Men krisen er ikke kun en økonomisk og en økologisk krise. Det er også en menneskelig krise. En krise, hvor mennesker i reduceres til arbejdskraft og til varer.
I København havde Enhedslisten i år en rigtig god 1. maj demonstration fra Blågårds Plads til Fælleden. Undervejs hørte vi rigtige 1. maj-taler af folk, der står midt i klassekampen. Foran Panum fortalte en arbejdsløs bygningsarbejder, hvordan rumænere får besked på at søge arbejde i Polen, hvordan polske arbejdere opmuntres til at søge arbejde i Danmark, og hvordan han på jobcenteret fik besked om at søge arbejde i Norge.
Børnene udsættes for vuggestuer, børnehaver og skoler, der mere og mere indrettes efter at gøre dem til den optimale arbejdskraft.
Og de kronisk syge tvinges til at søge flexarbejde 12 minutter om dagen, bare sådan lige for at markere, at de ikke skal tro, at de er noget værd, hvis ikke de gør en indsats som arbejdskraft.
En økonomisk krise, en økologisk krise og en menneskelig krise. Der er i den grad brug for vores socialistiske parti.

Ingen andre gør det
Og har nogen været i tvivl, så har perioden siden sidste årsmøde da skabt en vis afklaring. Der er ikke andre, som gør det for os.
Vi prøver at overbevise de andre partiers medlemmer om at støtte forslag, rejse krav, sætte gang i aktiviteter sammen med os. Vi prøver at presse ledelserne til arbejde for de forslag, der er mest opbakning til i samfundet.
Det gør vi i lokalsamfundet, i fagbevægelsen, på landsplan, i Folketinget. Og det skal vi også blive ved med.
Men gennem årene og helt frem til i dag haft venstrefløjen måske haft en vis tendens til at sige: Når vi ikke kan rokke de "store" i arbejderbevægelsen, så er der ikke noget at gøre..
Den går ikke længere, og den diskussion har vi så småt taget hul på i hovedbestyrelsen, som det fremgår af den skriftlige beretning.
Socialdemokratiet og SF gennemfører et langstrakt selvmord. De kører blindt derudaf, som om de slet ikke opdager, at de bliver mindre og mindre og svagere og svagere. Og de fleste af fagbevægelsens topledere registrerer tilsyneladende heller ikke noget, men lænker sig til det socialdemokratiske taberhold.
Det betyder, at vi dårligt nok længere kan betragte dem som "de store" i arbejderbevægelsen. Nu er Enhedslisten i hvert fald selv en af "de store", og vi må hver gang tænke: Hvis de andre partier ikke vil være mere. Hvis fagbevægelsens top ikke vil være med. Så må vi selv sætte aktiviteterne i gang.

Vi får bedre og bedre muligheder
Det år, der er gået siden sidste årsmøde, har på mange måder givet også et godt udgangspunkt.
A) Vi har en betydelig opbakning i befolkningen
Det viste kommune- og regionsvalget. 119 kommunalbestyrelsesmedlemmer og 15 medlemmer af regionsrådene.
Valgresultatet afspejlede flotte kampagner, og det afspejlede en stor opbakning rundt om i landet.
Den store opbakning viser sig også i meningsmålinger. På intet tidspunkt siden sidste årsmøde har vores månedsgennemsnit været under 10 procent.
Jeg tror også, at de fleste af os mærker det i hverdagen - i vores egne små meningsmålinger blandt naboer, kolleger, familiemedlemmer og venner. Der er ikke langt mellem dem, der støtter Enhedslisten.
Opbakning i befolkningen er selvfølgelig afgørende på valgdagene. Men opbakningen er lige så vigtig i hverdagen.
- Den betyder, at folk bemærker os – og det er ikke en given sag for et socialistisk partier.
- Den betyder, at folk lytter til vores kritik og til vores forslag.
- Og opbakningen betyder, at vi har et godt udgangspunkt for at få folk til at handle sammen med os. Det er ikke farligt at gøre noget sammen med folk fra Enhedslisten.

Vi har ikke bare opbakning i befolkningen. Vi er også mange medlemmer
Plus/minus en træskolængde er vi lige så mange som sidste år – og når man tænker på, i hvilket tempo vi voksede op til sidste årsmøde, er det slet ikke så dårligt – selv om vi gerne vil overbevise endnu flere så meget om vores politik, at de melder sig ind.
Vi har også fået flere afdelinger.
Med flere medlemmer og flere afdelinger har vi også flere aktive medlemmer – heller ikke nok. Men ikke desto mindre har vi været i stand til at gennemføre en omfattende række af aktiviteter i årets løb.
Det så vi under kommunevalget, og lige nu har vi f.eks. slet ikke tid til at sidde her. Vi har travlt med en valgkamp, der skal sikre mindst ét mandat til Folkebevægelsen.
Egentlig kunne man sige, at vi havde et dårligt udgangspunkt for EU-valgkampen. For et år siden var vi næsten delt midt over i en uenighed om dette valg. Men vi har vist, at vi kan være uenige, diskutere, træffe en beslutning – og så lægge kræfterne i en fælles indsats.
Folkebevægelsen er ikke en socialistisk bevægelse, men om 14 dage tror jeg ikke, at der er mange, der er i tvivl om, Enhedslisten synes, at socialister skal stemme på Folkebevægelsen.
Medlemmer, afdelinger og netværk i Enhedslisten har været med i mange andre aktiviteter:
- Kampen for bedre dagpenge
- Protester mod kontanthjælpsreformen
- Solidaritet med Palæstina
- Mobiliseringerne mod salget af DONG
- Protester mod kommunale nedskæringer
- Modstanden mod fremdriftsreformen på universiteterne
- Lærerkonflikten
... for bare at nævne nogle af dem

Men det er ikke nok]
Men vi må også se i øjnene, at vi ikke vandt disse kampe. Alene af den grund har vi ikke gjort det godt nok.
Utilfredsheden med forholdene og med indgreb og angreb er vi ikke alene om i Enhedslisten. Potentialet for modstand er der. Men vi har ikke – i tilstrækkelig grad – gjort vores til, at frustrationen, utilfredsheden og vreden blev omsat i fælles handling, der giver resultater.
Protesterne mod DONG-salget rystede det politiske establishment. Det ramte lige ned i hjertet på nyliberalismen, da der blev stillet spørgsmålstegn ved, om en stor del af den danske energiforsyning skulle overlades til den mest pengestærke og den mest kyniske kapitalist, der bød sig til på markedet.
Underskrifter på nettet er et stærkt signal, men over for en total tonedøv regering, der er i 100 procents sync med højrefløjen og med EU, er det ikke nok. Det var en pæn demonstration på Slotspladsen, kulden taget i betragtning, og det var ikke mindst et supergodt initiativ. Men det var langt fra nok, og det standsede der. Vi var ikke i stand til at skabe aktivistgrupper, organiseringer og koordineringer, der rakte ud over Enhedslisten, og som f.eks. inddrog aktive fagforeninger og lokale S- og SF-partiforeninger.
Derfor kunne regeringen og dens støttepartier til højre ride stormen af.
Noget lignende kunne siges om dagpengekampen, kampen mod kontanthjælpsreformen, kampen for den kommunale velfærd.
Der kan gives mange bud på, hvad vi kunne have gjort bedre. Et af de problemer, som HB har diskuteret, er, at vi ikke er tilstrækkeligt godt organiseret omkring disse opgaver.
- Blandt andet derfor er der lagt en plan for bedre organiseret indsats i fagbevægelsen
- Blandt andet derfor er der taget initiativer til en bedre koordinering af det internationale arbejde
- Og derfor har HB taget hul på en diskussion om,
o hvordan vi bliver bedre til at gribe muligheden, når den opstår som i DONG-sagen
o hvordan vi bliver i stand til at reagere hurtigt
o og hvordan vi kombinerer og udnytter det, der bør være vores styrke: at vi både har folketingsmedlemmer, kommunalbestyrelses-medlemmer, en landsorganisation og aktivister på arbejdspladser og i fagbevægelsen, på uddannelsessteder og i organisationerne og i stort set hver eneste lille og stor by i Danmark.
Politisk har Enhedslisten også gjort en indsats for at kunne udfylde rollen som den socialistiske kraft i Danmark:
- Vi har formuleret politiske forslag i forhold til de fleste aktuelle problemer
- Vi har ført partikampagne omkring dagpenge og forberedt kampagner mod privatisering og mod regeringens fattiggørelsespolitik
- Vi har kritiseret og afvist regeringens nyliberalistiske kurs – og vi har generet dem med tilbud om at hjælpe dem med at gennemføre deres egne valgløfter. Det er blevet klart for flere og flere, at de mange forlig med partier fra blå blok er regeringens valg
- Vi nøjedes ikke med at kommentere og foreslå rettelser til regeringens finanslovsforslag. Vi præsenterede vores eget bud på, hvad en finanslov skulle indeholde.
- Helt frem til fem minutter i tolv forudså alle kloge-ågerne i medierne, at i sidste ende ville Enhedslisten falde til patten og stemme for finansloven. Men vi viste, at vi ikke er her for at hjælpe regeringen føre blå politik. Vi lod os ikke true af det socialdemokratiske tæskehold fra fagbevægelsens top. Også i den sag viste vi, at vi kan stå sammen om at forsvare og forklare Enhedslistens politik, når andre kaster sig over os.
Men politisk har vi også store udfordringer.
Det kræver nye ideer og nye strategier, når S og SF hellere vil rasle ned i tilslutning end samarbejde med os om sociale, solidariske og klimavenlige løsninger. Og det kræver nye perspektiver, når vi er venstrefløj i en arbejderbevægelse, der smuldrer.
Vi har også store internationale udfordringer
- når svært gennemskuelige kræfter fører krig med hinanden i Afrika,
- når der udvikler sig borgerkrigslignende tilstande i Ukraine med fascistiske elementer på begge sider og udenlandsk indblanding på begge sider
- og når ekstremt reaktionære islamiske fundamentalister er i konflikt med diktatoriske regimer.
Hvor er de kræfter, vi kan støtte og solidarisere os med? Hvordan forholder vi os, når den danske regering vil blande sig med militære indsatser?
Det er svære spørgsmål, og vi har heller ikke altid været enige. Her har vi brug for at blive bedre til at analysere den internationale situation, diskutere indbyrdes og med andre socialister i Europa og globalt. Jeg tror, at der er to tilgange, vi kan være enige om at bruge som udgangspunkt:
- Den ene er, at vi altid er på de undertryktes side over for imperialistiske magters forsøg på styrke deres indflydelse og indtjening
- Den anden er, at vi afviser ideen om, at vores fjenders fjender automatisk må være vores venner. Så simpel er verden ikke.

Når kapitalismen viser sig lige netop så slem, som vi altid har sagt, og når vi vokser på bekostning af S og SF, kan det være fristende at læne sig tilbage og sole sig i successen. Det har vi ikke gjort, og det er blevet mere og mere åbenlyst, hvorfor det vil være farligt at gøre det.
Det er ikke nok, at folk afviser de gamle partier i arbejderbevægelsen. Det ikke nok, at mange også afviser de traditionelle højrefløjspartier – hvis det bare betyder, at de søger mod den yderste højrefløj, eller at de giver op.
Utilfredshed og vrede ikke nok. Vi må skabe håb. Vi må vise andre veje og præsenterer alternativer til hele suppedasen.
Som socialister er vi et alternativ. Enhedslistens alternativer ligger mange steder i årsmødevedtagelser, baggrundsnotater og politikpapirer, men vi skal også vise det og overbevise om det.
- Når virksomhederne reagerer på ikke særligt drastiske klimaafgifter med at flytte produktionen til udlandet, så må vi have forslag parat til indgreb, der forhindrer dem i det.
- Når 100.000'er ufrivilligt uden arbejde, og når de bliver gjort fattigere og fattigere, så må vi have løsninger med offentlige produktion og nedsat arbejdstid.
- Når virksomhederne nægter at investere de ophobede formuer, så skal vi have forslagene, der kan tvinge dem til at investere eller aflevere.
Derfor vedtog vi sidste år i arbejdsplanen, at vi ville arbejde med at udvikle forståelige alternativer til kapitalismen, systemoverskridende krav med konkrete løsninger på aktuelle problemer.
Det er en af de ting, vi ikke har gjort så meget ved. Det indgår i programforslaget, det vil have en naturlig plads i de delprogrammer, som principprogrammet skal suppleres med, og den kommende diskussion af en "socialistisk erhvervspolitik" lægger direkte op til udvikle denne type svar. Så vi har i hvert fald lagt sporene.

Jeg startede med et en avisartikel, der gav falsk optimisme. Lad mig slutte med en anden dagbladsartikel, der giver anledning til reel optimisme. Den var på forsiden Politiken i forgårs.
Den handlede om, hvordan en socialist i Seattles byråd som repræsentant for en bevægelse og et pres udefra havde fået gennemført en betydelig stigning i mindstelønnen.
I artiklen sagde hun bl.a.:
Sandheden er, at vælgerne i Seattle er langt mere progressive end det politiske establishment. Og det gælder faktisk stort set alle steder i USA.
Når man spørger folk, om de støtter programmer for de fattige offentlige skoler eller offentlig sundhed, bakker de op om det. Og den mest populære løsning på krisen er at beskatte de rigeste.
Vores valgsejr viser, at folk er sultne efter alternativer.
Jeg vidste, det var muligt, hvis arbejderklassen i Seattle og andre steder begynder at stille krav og danner en bevægelse.
At det er sket på bare et år, burde sende et budskab om håb - og ikke den slags håb, hvor man hænger alle sine drømme på den, der sidder i toppen, nej, håbet ligger i os selv, og hvis vi skubber hårdt nok på for forandring, vil det ske, sagde den amerikanske socialist.
Når man kan sende det budskab om håb i USA, så må vi også kunne udsende et budskab om håb.
Lad os nu diskutere årets indsats, så vi kan gøre det endnu bedre næste år.

Fredag, 16. maj 2014 - 17:08

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]