Et nej til EU-patentdomstolen vil ikke betyde tab af danske arbejdspladser, sådan som Dansk Industris hævder.
DI's adm. direktør Karsten Dybvad kritiserer i dag Enhedslisten for at opfordre til et nej til patentdomstolen, men kritikken holder ikke vand.
- Dansk Industris trusler om øget arbejdsløshed, hvis Danmark ikke tilslutter sig den Europæiske Patentdomstol, er lige så ubegrundede, som den slags trusler plejer at være, fastslår Per Clausen.
Per Clausen henviser til et EU-notat udarbejdet af EU-oplysningen. Det viser tydeligt, at et dansk nej til patentdomstolen ikke vil få nogen særlig betydning for arbejdspladser i Danmark.
- De danske virksomheder, der kan have fordel af det, vil alligevel kunne tilslutte sig det Europæiske fællespatent. De kan så overlade det til den Europæiske Patentdomstol at træffe afgørelser i deres sager i de lande, som har underordnet sig domstolen, forklarer Per Clausen.
Enhedslisten er ikke alene om at tage aftand fra patentdomstolen. Blandt andet Prosa, IT-politiskforening og Bit-bureauet frygter, at software-patenter vil blokere for videreudvikling af IT-området.
- Patenter handler ikke bare om at beskytte nye opfindelser mod at blive stjålet af andre, men kan også misbruges til at blokere for udnyttelse af viden til at skabe nye produkter. Det giver en lukkethed, som kun er til fordel for de største virksomheder, forklarer Per Clausen.
- Vi skal hellere sikre åbenhed, så kreative mennesker kan videreudvikle på gode ideer og på den måde skabe flere arbejdspladser i Danmark.
Regeringen har meddelt, at der skal stemmes om EU-patentdomstolen i denne regeringsperiode. Derfor er Enhedslisten allerede i gang med at forberede en stor kampagne, som skal sikre et nej. EU skal ikke bestemme endnu mere, end de allerede gør.
- Vi skal ikke lade den Europæiske Patentdomstol afgøre, hvilke patenter der gælder herhjemme, når det blandt andet kan få alvorlige konsekvenser for små og mellemstore IT-virksomheder i Danmark, siger Per Clausen.
Læs mere om sagen på EU-oplysningens temahjemmeside om EU-patentdomstolen.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]