Gå til hovedindhold

Kan R2G være et alternativ til Merkel?

I den sorte skygge af det højrepopulistiske AfD’s fremmarch ved delstatsvalgene tøver Socialdemokraterne, Die Linke og De Grønne med at stå sammen i tysk politik. Paradoksalt nok har de haft flertal sammen i Forbundsdagen siden 2013. Men det har de næppe efter næste valg.

Niels Rohleder, politisk rådgiver

Små tre uger efter valget til parlamentet, det såkaldte Abgeordnetenhaus, i den tyske delstat Berlin kom der i den første oktoberuge omsider gang i koalitionsforhandlingerne. Omkring bordet sidder en konstellation af partier, som mange progressive håber på kan danne regering på forbundsplan efter valget i efteråret 2017: Det socialdemokratiske SPD, De Grønne, der er et barn af 1970’ernes og 1980’ernes bevægelser mod atomkraft og -krig, og Die Linke, som er en sammenslutning af resterne af DDR’s socialistiske enhedsparti og forskellige vesttyske venstrefløjsgrupper.

Faktisk behøver de tre partier ikke at vente på et godt valgresultat om et års tid. De har allerede i dag mandaterne til at vælte den kristdemokratiske forbundskansler Angela Merkel og har haft det siden valget i september 2013. Merkel regerer på forbundsplan i en såkaldt ”stor koalition” med stemmer fra SPD, der i 2013 fravalgte at danne en ”rød-rød-grøn” regering – blandt venner R2G.

Lafontaine og Wagenknecht

At socialdemokrater er tilbageholdende med at føre politik med venstrefløjen, er set før i Tyskland og i andre lande. I den aktuelle tyske situation gør nogle specielle forhold sig gældende.

De partier, der videreførte arven efter DDR-statspartiet SED – i dag Die Linke – har været lagt på is af socialdemokraterne på forbundsplan siden DDR’s sammenbrud, selv om der har været såkaldt ”rødt-rødt” regeringssamarbejde i østtyske delstater, hvor Die Linke står stærkt.

Kløften fordybes af, at Die Linkes nuværende ubestridte frontfigur Sahra Wagenknecht er gift med tidligere finansminister og SPD-kanslerkandidat Oskar Lafontaine, der på grund af sin ”faneflugt” til Die Linke i 2005 uden konkurrence er den i SPD mest forhadte tyske politiker. Sahra Wagenknecht selv er kontroversiel med sine uforsonlige udtalelser om SPD, sine – efter manges mening fremmedfjendske – overvejelser om, at ”når man misbruger gæstfriheden, mister man retten til den” efter overgrebene ved banegården i Köln nytårsnat og sin fortid som ideologisk kommunistisk hardliner. Samtidig er hun yndlingsgæst i de mange tyske tv-talkshows.

Højrepopulister buldrer frem

Koalitionsforhandlingerne i Berlin er første prøve på, om der er et R2G-alternativ til Merkels store koalition med SPD. Lykkes det at danne en R2G-regering i delstaten Berlin, kan næste hurdle blive valget af ny forbundspræsident efter Joachim Gauck i februar 2017. R2G er tæt på at kunne mobilisere et flertal i den såkaldte Forbundsforsamling (bestående af Forbundsdagen og repræsentanter for delstatsparlamenterne), hvis blot de kan enes om en fælles kandidat. Det kniber det dog indtil videre med.

Men selv hvis R2G finder sammen både i delstaten Berlin og ved præsidentvalget til februar, kan de tre partier efter valget i efteråret 2017 meget vel – i modsætning til nu – stå uden parlamentarisk flertal. Det fremadstormende højrepopulistiske Alternative für Deutschland (se også Rød+Grøn nr. 79, maj 2016) fejrede i september nye jordskredssejre i delstaterne Mecklenburg-Vorpommern (20,8 procent) og Berlin (14,2). Hvis AfD’s perlerække af valgsejre fra delstaterne holder frem til og med forbundsdagsvalget, vil der formentlig være blokeret effektivt for det R2G-flertal, der har eksisteret siden 2013 uden at blive brugt.

Foto: Arne List CC BY-SA 2.0

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]