Gå til hovedindhold

Efter kuppet i Tyrkiet: Solidariteten er livsvigtig

Et halvt hundrede medlemmer og gæster deltog, da Enhedslistens Kurdistan-solidaritetsgruppe holdt landskonference i september. Hovedtaler var Ertugrul Kürkcü, æresformand for det tyrkiske venstrefløjsparti HDP.

Søren Søndergaard, kontaktperson for Kurdistan-solidaritetsgruppen

På mange måder er Ertugrul indbegrebet af en ”grand old man” på den tyrkiske venstrefløj. Født i 1948 og aktiv i 68-generationen. Dømt til døden ved en militærdomstol for sin deltagelse i kampen mod militærdiktaturet, men siden ændret til 30 års fængsel. Blev løsladt i 1986 efter 14 år bag tremmer, som han bl.a. brugte til at oversætte en biografi af Karl Marx til tyrkisk.

Risikerer ny fængselsstraf

Ertugrul er tyrker af oprindelse, men har hele vejen igennem været aktiv i solidariteten med den undertrykte kurdiske befolkning. Derfor har han også indtaget tillidsposter i det venstreorienterede og pro-kurdiske parti, senest som medlem af det tyrkiske parlament for HDP.

Ertugruls parlamentariske karriere varer dog næppe meget længere. Som stort set alle øvrige 59 HDP-parlamentsmedlemmer har han på initiativ af den tyrkiske præsident Erdogan fået sin immunitet ophævet og står igen til mange års fængsel, hvis han bliver dømt af de dommere, som regimet har godkendt.

Støt kurderne

Til konferencen sendte Ertugrul et stærkt budskab om, at kampen vil fortsætte i Tyrkiet og i Rojava. Men også en appel til socialister og menneskerettighedsstøtter overalt i verden om solidaritet.

Konferencen svarede ved at vedtage fem fælles opgaver i den kommende tid.

Vi skal arbejde for, at danske folketingsmedlemmer og valgte lokalpolitikere er til stede i Tyrkiet, hver eneste gang en HDP-parlamentariker bliver stillet for retten. Vi vil udvise konkret solidaritet med alle dem, som rammes af repression. F.eks. ved tage sagen om de over 11.000 fyrede kurdiske lærere op i Danmarks Lærerforening. Eller ved at tage de fyrede og fængslede journalister op i Journalistforbundet.

To-års-dagen for sejren over Islamisk Stat ved Kobane markeres. Her er der allerede planlagt ”Rojava-dage” i bl.a. København den 30. oktober til 1. november. Og så skal vi arbejde for, at alle Ø-afdelinger holder medlemsmøder eller offentlige møde om den aktuelle situation i Tyrkiet og Rojava. Solidaritetsarbejdet må bygges på et solidt fundament af viden.

Sidst men ikke mindst vil vi opfordre Enhedslistens afdelinger til at samle penge ind eller give en skærv fra afdelingskassen til solidaritetsarbejdet på konto 8401 1544180.

Yderligere oplysninger kan fås hos [email protected]

Søren Søndergaard (tv.) og Ertugrul Kürkcü (th.).

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]