Gå til hovedindhold

Retning: Fire gode grunde til at tage kvoteflygtninge

Siden 1979 har Danmark taget imod 500 FN-kvoteflygtninge hvert år. Den ordning vil regeringen nu suspendere, og Socialdemokraterne bakker op. Der er mindst fire gode grunde til at genoverveje den beslutning.

For det første: Kvoteflygtninge er mennesker, som hentes rundt omkring i verden. De udpeges af FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) efter, hvem der har størst behov. Ofte er der tale om enlige kvinder, seksuelle minoriteter, mennesker med handicap eller andre, som er i en særligt udsat position og derfor i fare. Mange af dem har hverken fysik eller økonomi til at flygte selv. At blive udvalgt som kvoteflygtning er deres eneste chance for at komme i sikkerhed.

For det andet: Igen og igen hører vi, at der skal hjælpes i nærområderne. Enig! Ikke mindst fordi mere end 90 procent af verdens flygtninge befinder sig dér. Der er brug for både fødevarehjælp og støtte til infrastruktur, skoler og hospitaler. Men vi skal også gøre det ved at aflaste gennem kvoteordningen. Når vi tager nogle hundrede særligt udsatte fra lejrene, bliver det lettere for nærområderne at hjælpe mange hundredetusinde andre.

For det tredje: Kvoteordningen kan bruges i kampen mod druknedød på Middelhavet og mod kyniske bagmænd, som tjener penge på menneskesmugling. Hvis vi kan skabe lovlige veje til beskyttelse, vil færre desperate mænd, kvinder og børn købe billet til synkefærdige gummibåde.

Og for det fjerde: Norge, Tyskland, USA, Canada og mange andre har sat kvoten op, fordi verden står i en historisk flygtningesituation. Danmark bør gøre det samme. Vi knækker ikke sammen ved at give ly til 500 eller for den sags skyld 1000 kvoteflygtninge om året. Tænk, hvis den danske beslutning smitter? Vi har brug for, at flere lande giver ly til kvoteflygtninge. Ikke færre. 

Alle taler om, at verdens lande bør deles om opgaven med at give beskyttelse til mennesker på flugt. FN’s kvoteflygtningesystem er netop et redskab til fordeling. Det er simpelthen kortsigtet at sige nej.

Johanne Schmidt-Nielsen, flygtningeordfører

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]