Gå til hovedindhold

Topskat-regnemodel hviler på papirtyndt grundlag

De borgerlige partier har længe fundet støtte til deres asociale fordelingspolitik i Finansministeriets regnemodeller. Her fremgår det, at lavere topskat øger væksten i samfundet. Men går man regnemodellen efter i sømmene, viser det sig, at antagelserne hviler på et yderst usikkert grundlag.

Jonas Kylov Gielfeldt, skatte- og erhvervspolitisk rådgiver

Vi bliver tudet ørene fulde med den samme sirenesang gang på gang. En lavere topskat øger arbejdstiden, der gavner væksten og skaber arbejdspladser, fordi folk giver den en ekstra skalle i arbejdslivet, når topskatten sættes ned. De borgerlige har længe haft blikket stift rettet mod topskatten. Det er en debat, der udfordrer venstrefløjen, fordi Finansministeriets økonomiske modeller bakker op om at sænke topskatten, gerne finansieret gennem nedskæringer i velfærd og forringelser af lønmodtagernes vilkår.

Enhedslisten er skeptisk over for de resultater, Finansministeriet kommer frem til. Navnlig når det gælder de påståede mirakler, en lavere topskat ville medføre. Vi har derfor gennemgået grundlaget for Finansministeriets regnemodel. Resultatet er rystende. Finansministeriet baserer hele deres antagelse om de positive effekter ved lavere topskat på ét sølle studie fra 1996. Resultaterne for mænd var insignifikante og kunne derfor ikke bruges. Dette er stærkt kritisabelt al den stund, at langt de fleste topskattebetalere er mænd. Alligevel fortsætter Finansministeriet ufortrødent med at argumentere for lavere topskat.

Målet er lavere løn

Når Finansministeriet skal udregne de positive eller negative effekter ved et politisk tiltag, er det primære fokus rettet mod at øge arbejdsudbuddet, altså hvor meget et tiltag er med til at øge mængden af arbejdskraft til rådighed for arbejdsgiverne. Jo mere arbejdskraft, desto mere konkurrence om de ledige job. Det betyder lavere lønninger, der gør vores varer billigere, og dermed øges dansk konkurrenceevne. Målet er altså at presse lønnen ned.

Dette sker ved at øge mængden af arbejdskraft. Det kan gøres på to måder. Den ene metode er at påvirke deltagelseseffekten, altså øge gruppen af personer, der deltager på arbejdsmarkedet. Hvis man gør livet surt for folk uden for arbejdsmarkedet eller simpelthen fjerner muligheden for at kunne trække sig ud af arbejdsmarkedet, så tvinger man folk til at påtage sig et arbejde.

Det andet instrument er timeeffekten, altså at man øger mængden af arbejde hos den gruppe, der allerede er beskæftiget. Den måde, man ifølge Finansministeriet kan påvirke de beskæftigede til at arbejde mere, er ved at øge den indkomst, man har tilbage til sig selv efter skat. Dette er logikken bag de tidligere skattelettelser i toppen, og det er også logikken bag at sænke topskatten denne gang.

Motoren i beregningen af, hvor meget arbejde man får ud af at sænke topskatten, er den såkaldte arbejdsudbudselasticitet. En elasticitet udtrykker, hvor meget B ændrer sig, når man ændrer i A. I dette tilfælde, hvor meget ændrer folks arbejdstid sig i procent (B), når man sænker topskatten med f.eks. én procent (A). Niveauet for denne arbejdsudbudselasticitet er helt afgørende for, hvor positiv en topskattelettelse ser ud i et regnestykke hos Finansministeriet. Er arbejdsudbudselasticiteten f.eks. 0, så har det ingen effekt.

Finansministeriet arbejder dog med en arbejdsudbudselasticitet på 0,1. Det lyder ikke af meget, men det betyder, at hvis en nedsættelse af en skat øger indkomsten efter skat med 10 procent, så vil personer, der betaler den nævnte skat, arbejde en halv time mere hver uge. Det betyder, at arbejdsudbuddet samlet set vil stige med én procent. Dette er den såkaldte dynamiske effekt ved topskattelettelsen. Arbejdsudbudselasticiteten på 0,1 er således motoren bag, at Finansministeriet gang på gang kan fremkomme med positive skøn for at sænke topskatten.

Alt er baseret på ét tvivlsomt studie

Når Finansministeriet flytter rundt på milliarder og tilgodeser én specifik gruppe i samfundets overklasse så groft med den økonomiske politik, skulle man tro, at der lå et enormt materiale til grund for denne politik. Dette er dog langt fra tilfældet.

Finansministeriet baserer hele deres antagelse om, at arbejdsudbudselasticiteten skal være 0,1 på kun ét sølle studie. Studiet er foretaget af de danske økonomer Anders Frederiksen, Ebbe Graversen og Nina Smith og blev publiceret i 2001. I dette studie fandt økonomerne, at der er en arbejdsudbudselasticitet på 0,1. Den har Finansministeriet så lagt til grund for deres regnemodel, hvad angår topskat, timeeffekt og deraf følgende arbejdsudbud.

Finansministeriet har kun dette ene studie, der med danske data har målt direkte på arbejdstiden forholdt til topskatten. De fleste andre studier af topskat i Danmark er lavet på de danske registerdata for indkomst. Dette er en meget nemmere tilgængelig datakilde end at skulle lave spørgeskemadata om arbejdstiden.

Antagelsen er, at man kan bruge skattepligtig indkomst som et mål for incitamentet til at arbejde mere. Jo mere indkomst, jo større incitamenter. Flere studier viser dog, at de arbejdsudbudselasticiteter, man kommer frem til, når man kigger på skattepligtig indkomst, er yderst tvivlsomme. Faktorer som kapitalindkomst (f.eks. renteindtægter og lejeindtægter) og muligheden for at kunne flytte indkomsten mellem indkomstår eller for selvstændige at flytte personlig indkomst over til virksomhedens indkomst for at undgå topskattebetalingen, kan føre til en kraftig overvurdering af arbejdsudbudselasticiteternes størrelse.

Derfor er det også rimeligt, at Finansministeriet ikke anvender disse studier. Det ændrer dog ikke på, at det er tankevækkende, at man kun støtter sig til et studie. Ikke mindst fordi der er en lang række problemer i dette studie.

Studiets data, spørgeskemaet om arbejdstiden, er indsamlet i 1996. Altså kan data fejre 20-års jubilæum i år. Derudover er resultaterne for gruppen af mænd insignifikante, altså man kan ikke med sikkerhed udtale sig om en statistisk sammenhæng mellem mænds topskat og arbejdstid. Dette er meget problematisk. En nylig opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste således, at 72 procent af topskattebetalerne er netop mænd. Det vil sige, at studiet ikke kan udtale sig om, hvorvidt næsten tre ud af fire af topskatteyderne faktisk ændrer adfærd ved en topskattelettelse. Alligevel fortsætter Finansministeriet med at basere deres skattepolitiske beregninger på dette tyve år gamle, usikre studie.

Lavere topskat er et politisk valg

Er arbejdsudbudselasticiteten 0 eller er den 0,1? Dette spørgsmål er afgørende for, om lavere topskat sikrer al den vækst og velstand, som de borgerlige politikere postulerer, eller om det er en dyr foræring til den rige elite, der skader statsfinansernes holdbarhed.

I Enhedslisten er vi meget tvivlende over for Finansministeriets nuværende niveau for arbejdsudbudselasticiteten på 0,1. Meget tyder på, at Finansministeriet groft overvurderer effekten af lavere topskat. Ingen ved dog egentlig, hvad det rette tal for arbejdsudbudselasticiteten er, da der ikke er nye og opdaterede studier at læne sig op ad. Derfor er Enhedslistens holdning også klar. Finansministeriet skal droppe deres brug af dynamiske effekter, når de regner på, hvad de økonomiske konsekvenser af at sænke topskatten er.

Hvis politikerne gerne vil forære Danmarks rigeste mennesker milliarder af kroner ved at sænke topskatten, er det et politisk valg – ikke en naturlov, der tilsiger, at sådan må det være. Brugen af dynamiske effekter fremstår derfor som ren ideologisk krigsførelse mod en progressiv politik, der omfordeler fra rig til fattig.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]