Når vi i 2014 fejrer Enhedslistens 25 års jubilæum, kan vi fejre en politisk succes. Gennem et langt sejt arbejde er det lykkedes at udvikle Enhedslisten til et stærkt landsdækkende rødt og grønt parti, der sætter sit stærke præg på det politiske liv i Danmark.
Vi kan fejre jubilæet med den største repræsentation i folketinget i partiets historie, meningsmålinger der skaber forhåbninger om yderligere fremgang og en nylig valgsejr ved kommunal- og regionsvalget, der har sikret os repræsentation i alle regionsråd og det store flertal af landets kommunalbestyrelser. Vi organiserer omkring 10.000 medlemmer fordelt på næsten 100 afdelinger, og vi kan konstatere en positiv udvikling i vores arbejde i fagbevægelsen, blandt de uddannelsessøgende og i andre bevægelser. Selv om vi selvkritisk må sige, at vi fortsat har brug for at opprioritere og styrke vores indsats for at i de bevægelser, der er en forudsætning for at skabe politisk forandring.
Den politiske ramme for vores arbejde
Trods mange forsøg fra økonomer, ejendomsmæglere og politikere på at tale den økonomiske situation op er hverken den danske eller den globale økonomi kommet ud af den kriseperiode, der blev udløst af det finansielle sammenbrud i 2007 og 2008. Under alle omstændigheder er der ikke nogen forbedringer på de områder, der har direkte konsekvenser for både arbejdende mennesker og folk på overførselsindkomst. Hverken den samlede arbejdsløshed eller langtidsarbejdsløsheden er faldet, og reallønnen er ikke steget.
Den efterhånden fasttømrede blok, der består af finanssektoren, arbejdsgiverne og hovedparten af de politiske partier, forfølger fortsat deres overordnede politiske projekt, hvis mål er en langsigtet omfordeling af værdier fra arbejderklassen til kapitalen, kombineret med et særligt forsøg på at styrke den danske kapital og sekundært den europæiske kapital i den globale konkurrence med resten af verden. Deres tre væsentligste redskaber til opnå dette mål er:
– At skabe og fastholde et pres på løn- og arbejdsforhold gennem fattiggørelse af en stor gruppe af arbejdsløse og gennem import af arbejdskraft udefra, der er parate til at arbejde for mindre end danske overenskomstforhold
– At svække og undergrave arbejderklassens kollektive rettigheder og de faglige organisationer
– At nedbringe den del af samfundets økonomi, som anvendes til velfærd bredt set
Regeringens og regeringspartiernes politiske krise er også fortsat en kendsgerning og måske ligefrem skærpet med det næsten totale sammenbrud for SF og deres udtræden af regeringen. Trods nogle isolerede tilløb til at bryde med resten af den nyliberale blok (f.eks. små initiativer omkring social dumping) gennemfører regeringen på det økonomiske og sociale område fortsat en politik ud fra samme ideologi og med stort samme redskaber, som de foregående regeringer anvendte, og som blå blok også i dag står for.
Konkret har det givet sig udslag i, at regeringen har gennemført de centrale dele af deres politik med blå blok. Vækstpakken, Kontanthjælpsreformen, den fortsatte accept af de katastrofale konsekvenser dagpengereformen, finansloven og indgrebet i lærerkonflikten er de tydeligste eksempler på den kurs, regeringen har valgt.
Resultatet er, at regeringspartiernes og SF’s opbakning stadig er så lav, at selv med Enhedslistens fremgang, er der meget langt til et flertal, der efter et kommende valg igen vil pege på Helle Thorning-Schmidt. Værre er det, at skuffelsen og desillusioneringen i de samfundsgrupper, der bragte regeringen til magten, bliver stadig mere markant. Det betyder bl.a., at vi ud over lærerkonflikten ikke har oplevet stærke mobiliseringer mod regeringen eller for at presse den til en anden kurs. I forhold til partistøtte tyder meningsmålinger på, at cirka en tredjedel af regeringspartiernes frafaldne vælger går til blå blok (primært DF), en tredjedel til Enhedslisten, og en tredjedel til sofaen, hvorfra blå blok til gengæld henter andre vælgere.
Enhedslisten har fulgt den overordnede kurs, som vi fastlagde før det seneste valg, med kritik af regeringens politik, støtte til og forsøg på at opbygge et udenomsparlamentarisk pres på regeringen, politiske krav/opfordringer/initiativer til politiske forlig og konkrete forhandlinger om fælles lovgivning. Trods intentioner om at rette hovedskytset mod blå blok har dette næsten været umuligt, fordi regeringens tiltag har været så skadelige, at det har været nødvendigt at fokusere på dem, og fordi det ofte har været svært at pege på politiske udspil fra blå blok, der var åbenlyst værre end regeringens.
Som et resultat af Socialdemokraternes og SF’s politiske fallit og af Enhedslistens samlede politiske linje og aktiviteter har vi fastholdt den styrkeposition, vi opbyggede i meningsmålingerne før og under valget og i den første del af regeringsperioden. Vores absolut højdepunkt var nogle måneder i foråret 2013 efter Vækstpakken og Kontanthjælpsreformen med støtte fra mellem 11 og 13 % af stemmerne, men efter sommeren 2013 har vi ligget stabilt på mellem 10 og 11 %. Tilsvarende er vores medlemstal fastholdt på omkring 10.000 medlemmer.
Man kan vælge at vurdere den forløbne år som endnu et år, hvor regeringen svigter sine egne vælgere, eller man kan vælge at se perioden som en skærpelse af regeringens blå kurs. Under alle omstændigheder betyder kombinationen af regeringens politik, fraværet af markante bevægelser og desillusioneringen, at det er blevet stadig sværere at fastholde ideen om ”at trække regeringen til venstre” som vores hovedperspektiv.
Derfor har vi i stigende grad været nødt til at understrege, at vi ikke er støtteparti, men oppositionsparti. I og med at vi ikke er i en situation, hvor vi kan pege på os selv som regeringsbærende parti, må vi fortsat udnytte de muligheder, der kan opstå for at presse regeringen til at gennemføre politiske tiltag sammen med os.
Men samtidig er vi blevet nødt til at åbne diskussionen om, hvilket hovedperspektiv vi skal have i stedet. En sådan nyt perspektiv må indeholde en større vægtning af fremførelse og udbredelse af vores egen politik og samfundsvisioner – i forhold til at fokusere på de forbedringer, vi måske kan få regeringen med på. Det er derfor på høje tid, at HB får taget hul på den del af arbejdsplanen, som fastslår, at vi ..skal arbejde med at udvikle forståelige alternativer til kapitalismen, såsom en demokratisering af finanssektoren, anderledes produktionsforhold, udbygning og demokratisering af den offentlige sektor mm., så vi både gennem parlamentariske og udenomsparlamentariske aktiviteter kombinerer ideologiske og systemoverskridende krav med konkrete løsninger på aktuelle problemer.”
Vi må også i højere grad påtage os ansvaret for at tage initiativer, der kan føre til folkelige aktiviteter, bevægelser og organiseringer. Her har vi stærkt forbedrede muligheder, hvis vi formår at udnytte det kommunale gennembrud, vi fik ved valget.
I udviklingen af et nyt perspektiv må vi udnytte erfaringerne fra lignende venstrefløjspartier i Europa, der også har oplevet en betydelig vækst, og som også arbejder i en situation med tilbagegang eller ligefrem sammenbrud fra de traditionelle reformistiske arbejderpartier.
Kommunalt og regionalt gennembrud
Ved valget d.19. november 2013 fik Enhedslistens sit kommunale gennembrud. I kommunerne under ét stemte 6,9 % af vælgerne på Enhedslisten, og resultatet i regionerne var med 7,8 % endnu bedre.
Valgresultatet betød en stigning i antallet af pladser i kommunalbestyrelserne fra bare 14 ved kommunalvalget i 2009 til nu 119. Liste Ø er dermed repræsenteret i 76 kommuner. I 25 kommuner fik vi indvalgt 2 eller flere. I København og Albertslund blev Enhedslisten det næststørste parti, og i Odense og Ålborg betød de gode resultater, at der for første gang er konstitueret Enhedsliste-rådmænd i de to kommuner. I regionerne blev det sammenlagt til 15 pladser mod tidligere 2, og vi er nu repræsenteret med mindst 2 medlemmer i alle 5 regionsråd.
Det gode resultat blev hjulpet godt på vej af Enhedslistens gennerelle landspolitiske fremgang, men det skal først og fremmest fremhæves, at partiets medlemmer gennemførte en fantastisk valgkamp over hele landet. I mange måneder op til valget blev der arbejdet intenst med at konkretisere Enhedslistens politik i kommuner og regioner. Valgprogrammer og lokale mærkesager blev formuleret. Miljøet, beskæftigelsen og velfærden blev sat på dagsordenen. Krav om en bedre folkeskole byggede videre på Enhedslistens massive støtte til lærerne under forårets lockout, og i den sidste fase af valgkampen lykkedes det mange steder at kæde partiets krav til finanslovsforhandlingerne om en bedre ældrepleje sammen med den kommunale valgkamp.
I rigtig mange kommuner og i alle regioner var vi godt politisk og organisatorisk forberedt på valget, og i den sidste fase af valgkampen lykkedes det at mobilisere mange medlemmer til en aktiv indsats.
Fremhæves skal også betydningen af den grundige forberedelse af partiets samlede indsats ved kommunal- og regionsvalget. Hele den koordinerende indsats og støtten til de mange afdelinger, der ikke tidligere havde opstillet ved kommunalvalget var med til at sikre, at vi denne gang kunne opstille i 85 kommuner og stort set alle steder med et godt resultat. Det kan i den forbindelse godt undre, at den kommunale valgkamp ikke i større udstrækning resulterede i en medlemstilgang. En årsag kan være, at det på grund af den hidtil svage kommunale indflydelse var svært at opnå samme mediemæssige dækning som i landspolitikken. En anden kan være, at det generelt er vanskeligere at skabe politisk bevægelse ved kommunale valg, hvilket den relativt lave stemmedeltagelse også vidner om.
Det flotte valgresultat og de mange pladser i kommunalbestyrelser og regionsråd giver nye muligheder for at føre politik tæt på borgernes hverdag, og vi vil kunne skabe en sammenhæng mellem en lokal og en landsdækkende indsats ved at rejse de samme sager og krav i mange kommuner på én gang. Det stiller krav om, at vi bliver i stand til at omsætte vores overordnede politiske holdninger og beslutninger til konkrete politiske forslag og initiativer i kommuner og regioner. For at understøtte denne indsats har hovedbestyrelsen besluttet at etablere en ny struktur for det kommunale arbejde. Arbejdet skal drøftes på årlige konferencer for henholdsvis regionsråds- og byrådsmedlemmer. Der er nedsat to landsdækkende koordinerende grupper, der skal bidrage til at samordne indsatsen, sikre fælles initiativer og fungere som baggrundsgrupper for Enhedslistens repræsentanter i Danske Regioner og KL´s bestyrelser.
Der vil i forhold til hele koordineringen af vores kommunalpolitiske arbejde blive lagt vægt på at sikre et samspil mellem vores politiske indsats på Christiansborg og arbejdet i kommunalbestyrelser og regionsråd.
Forberedelse af EU-parlamentsvalget
Denne opgave tog udgangspunkt i en af Årsmødets store diskussioner, der endte med, at Enhedslisten ikke selv stiller op til EU-parlamentsvalget, men opfordrer til at stemme på og føre kampagne for Folkebevægelsen mod EU. Efter den indimellem ophidsede diskussion frem til denne afgørelse stod partiet samlet om den vedtagne beslutning: at sikre fleste mulige stemmer til Folkebevægelsen.
På HB-mødet i august vedtog HB en plan for forberedelse af EU-valget. Som en del af planen udpegede HB to kontaktpersoner til Folkebevægelsen og nedsatte en EU-valgkampsgruppe.
Gruppen arbejdede herefter – i samarbejde med organisationsteamet – med uddannelse, samarbejdet med Folkebevægelsen, kampagneplaner og med at finde Enhedsliste-medlemmer, som stillede sig til rådighed som kandidater for Folkebevægelsen. Ud af Folkebevægelsens fem øverste kandidater er 3 af de 5 øverste og 7 i alt medlemmer af Enhedslisten.
I januar besluttede HB at kontakte alle afdelinger med en række ideer og råd til, hvordan de kan bidrage til valgkampen og til den parallelle kampagne for et nej til EU’s patentdomstol. HB besluttede, at organisationsteamet og den internationale sekretær skulle have EU-valget som en højtprioriteret aktivitet frem til maj 2 May 2014. En særlig EU-uddannelsesgruppe arrangerede en række uddannelsesaktiviteter, herunder et landsdækkende seminar i Jyderup d. 25. januar kl. 13-18 om EU i krise.
Arbejdet med valgkampen har afdækket et behov for at opruste Enhedslisten på spørgsmålet og styrke arbejdet. Den kendsgerning, at næsten halvdelen af medlemmerne ønskede selvstændig opstilling, skulle gøre dette muligt.
En del af forberedelserne bestod i at integrere kampagne mod EU’s patentdomstol i valgkampen. Ved at stemme nej i Folketinget har vi en del af æren for, at spørgsmålet kom til folkeafstemning. Vi afviser domstolen, fordi den vil give mindre demokratisk kontrol, forringe vilkårene for innovation og gøre det nemmere for udenlandske virksomheder at føre sager om patentbrud.
Forberedelse af folketingsvalg
Der er nu 2½ år siden Thorning regeringen trådte til og tiden for et folketingsvalg nærmer sig. Hovedbestyrelsen har derfor på flere møder drøftet forberedelsen af valgkampen, både i forhold til de politiske prioriteringer og hele organiseringen af valgkampen.
Den politiske udvikling betyder naturligvis, at der løbende kan vise sig behov for at justere både i politiske prioriteringer og de organisatoriske forberedelser, men det er vigtigt, at vi har hele fundamentet for valgkampen på plads, så vi er maksimalt forberedte uanset, hvornår der bliver udskrevet valg det næste 1½ år. Et vigtigt element i forberedelsen af valget er den igangsatte uddannelse af lokale organizere.
Med den højrevendte politiske kurs regeringen har valgt vil Enhedslistens valgkamp komme til at tegne se væsentlig anderledes end ved valget i 2011. Vi skal være markante i kritikken af regeringens politik, men vi skal først og fremmest have et stærkt selvstændigt fokus på Enhedslistens politik i vores kommunikation, frem for vores relation til andre partier. Vi skal pege på, at der er brug for en helt ny retning i dansk politik og fremhæve betydningen af en stærk Enhedslisterepræsentation i folketinget.
Det konkrete arbejde med at forberede valgkampen ligger i Valgkampledelsen (VKL), der er nedsat af HB. I efteråret 13 gennemførte VKL en mediekampagne, Fællesskab fungerer. Kampagnen gav anledning til diskussioner i hovedbestyrelsen om opgave- og kompetencefordelingen mellem VKL og hovedbestyrelsen samt om, hvordan vi sikrer en løbende diskussion blandt Enhedslistens medlemmer om vores strategi for en kommende valgkamp uden at vise alle vores kort på forhånd til de andre partier. Disse diskussioner må videreføres af en ny hovedbestyrelse med henblik på at sikre en klar fordeling af opgaver og kompetencer og det stærkest mulige grundlag for at sikre flest mulige medlemmers aktive deltagelse i den kommende valgkamp.
Finanslov 2014
På baggrund af erfaringerne fra og uenighederne om Finanslov 2013 diskuterede Årsmødet emnet og fastlagde den overordnede linje for partiets arbejde med den kommende finanslov. HB gav dette arbejde en høj prioritet, og det var på dagsordenen på de ordinære HB-møder i juni, august, september og oktober plus på tre ekstraordinære HB-møder i november. Endelig diskuterede HB erfaringerne på både december og februar-mødet. Dertil kommer, at HB’s finanslovsfølgegruppe løbende afholdt møder med forhandlergruppen fra august og frem til det endelige brud.
I tilrettelæggelsen af finanslovsarbejdet forsøgte HB at undgå to af de problemer, vi havde i 2012. For det første ønskede vi at undgå, at den offentlige debat for hurtigt kom til at handle om, ”hvor lidt Enhedslisten kan acceptere for at stemme Ja”. For det andet ville vi ikke binde hele vores finanslovspolitik og vores endelig stillingtagen om omkring ét tema.
Med det i baghovedet vedtog HB et politisk udspil i august, ”Den finanslov Danmark har brug for”. Udtalelsen skulle være ”det offensive grundlag for Enhedslistens agitation omkring finansloven” – et redskab til at sætte fokus på vores egen politik, vores samlede alternativ til den kurs, som vi krævede, at regeringen skulle bryde med for at støtte en finanslov. Den skulle altså ikke ses som et konkret forhandlingsudspil Udtalelsen dannede politisk grundlag for Folketingsgruppens udspil til sommergruppemødet. På september mødet vedtog HB et foreløbigt forhandlingsmandat, som definerede de politikområder, som vi skulle prioritere i finanslovsforhandlingerne. På det efterfølgende møde i oktober genvedtog HB mandatet med en mindre ændring, der skulle præcisere sammenhængen mellem mandat og årsmødebeslutning.
Med afsæt i de to overordnede politiske udspil og HB’s første mandat fremlagde folketingsgruppen i offentligheden en række finanslovspolitiske udspil og krav til forhandlingerne. Ikke mindst med velfærds- og beskæftigelsesudspillet og udspillet om social dumping formåede vi at definere den offentlige debat om finansloven og dermed lægge et vist pres på regeringen.
Vi formåede os – helt frem til slutfasen – at markere, at Enhedslisten havde en række afgørende krav til forhandlingerne. Dog var vi ikke i stand til at holde dagpengespørgsmålet inde i debatten.
I forlængelse af den generelle passivitet, der eksisterer, var der heller ikke nogen aktive bevægelser, der selv pressede regeringen omkring finansloven. Et særligt problem var det, at fagbevægelsens toplag overhovedet ikke var interesseret i at presse regeringen til at give dagpengeforbedringer i forbindelse med FL. Endelig lykkedes det ikke i tilstrækkelig grad at kombinere den forhandlingstekniske fortrolighed med en kampagnevirksomhed fra partiets medlemmer og afdelinger.
Da forhandlingerne for alvor kom i gang, valgte folketingsgruppen at opsplitte og vælge mellem henholdsvis det konkrete beskæftigelseskrav og de lovsikrede rettigheder for ældre i vores velfærdspakke, således at de lovsikrede rettigheder blev prioriteret frem for beskæftigelseskravet. Det blev efterfølgende godkendt af HB med mandatet på det ekstraordinære møde den 17.11, men et stort mindretal foreslog, at kravet om 8.000 øremærkede jobs i den borgernære kommunale velfærd skulle fastholdes.
Ligeledes var der uenighed i HB om det sidste mandat, som HB afgav den 24.11. kort før sammenbruddet. Et flertal var indstillet på at formulere et kompromis der gav regeringen mulighed for at imødekomme Enhedslistens krav om minimumsrettigheder uden at tabe ansigt i den offentlige debat
Der var i hovedbestyrelsen en nuanceret debat om de forskellige mandater, der fastlagde, hvor grænsen skulle sættes for at indgå forlig med regeringen eller forlade forhandlingerne. Holdninger og argumenter varierede både blandt tilhængere og modstandere af de forskellige mandater. I sidste ende valgte regeringen som bekendt at indgå forlig med borgerlige, så uenighederne i hovedbestyrelsen i praksis ikke fik nogen konsekvenser. Uenighederne var udtryk for forskellige politiske vurderinger. Et flertal vurdere at vedtagelsen lå indenfor rammerne af vedtagelsen om finansloven på årsmødet 2013.
Forhandlingerne med regeringen førte frem til finanslovsudkast der ikke indeholdt nye forringelser, men til gengæld en række forbedringer, såsom grøn investeringsfond, en milliard til ældrepleje, genindførelse af fradrag for fagligt kontingent og nye indsatser til unge hjemløse. Men i sidste ende ville regeringen ikke indskrive nogen som helst rettigheder for ældre i Serviceloven. Et sådant retskrav kunne på dette felt blokere for deres strategiske perspektiv om løbende at beskære den kommunale velfærd. Samtidig ville regeringen ikke gøre arbejdsklausuler obligatoriske i kommunerne. Da regeringen i forvejen havde afvist både dagpengeforbedringer, garanterede beskæftigelsesforbedringer i det offentlige og reel kompensation for kontanthjælpsreformen, kunne Enhedslisten ikke indgå finanslovforlig, og regeringen valgte – igen – blå blok.
Som udgangspunkt kunne man frygte, at en del af Enhedslistens vælgerbagland ville være utilfreds med, at vi ikke – på traditionel folketingsmanér – tog de forbedringer, der var i regeringens tilbud, men derimod afviste pakken med henvisning til den samlede retning for finansloven. Dertil kom, at regeringspartierne iværksatte en massiv spin- og mediekampagne mod Enhedslisten.
Taktisk var vi svækket, fordi det i sidste fase blev fremstillet, som om at vi brød med regeringen på ”to bad om ugen til ældre”. Til gengæld gjorde folketingsgruppen lige op til og efter sammenbruddet en stor indsats for at tydeliggøre, at vi sagde nej, fordi vi havde fået afvist en stribe krav, og at det var regeringen, der havde valgt at fortsætte deres hidtidige samarbejde med blå blok, nu også i finansloven.
På alle niveauer – fra folketingsgruppe over landorganisation til afdelinger og enkeltmedlemmer – præsterede Enhedslisten en flot modoffensiv, og vi kom rigtig langt ud med vores budskab. Det er stadig sandsynligt, at en del af vores vælgere synes, at vi skulle have indgået forlig. En del folk med tillidsposter i fagbevægelsen gav udtryk for det. Men mange andre vælgere var enige i, at der må være en grænse, og at Enhedslisten ikke skal redde denne regering for enhver pris. Under alle omstændigheder mistede vi ikke noget af vores opbakning efter sammenbruddet i forhandlingerne.
Kamp mod dagpengeforringelser, udstødning og fattiggørelse
Konsekvenserne af dagpengereformen har i løbet af 2013 og starten af 2014 været præcist så alvorlige, som det allerede længe havde været forudset af bl.a. A-kassernes Samvirke – og Enhedslisten. Ved udgangen af 2013 havde omkring 34.000 arbejdsløse mistet retten til dagpenge, og alt tyder på, at mere end 1.000 arbejdsløse vil miste retten til dagpenge hver eneste måned i 2014.
Den dramatiske udvikling i antallet af arbejdsløse, der mistede retten til dagpenge, havde i vinteren og foråret 2013 skabt grobund for stærke protester og bevægelse for ændring af dagpengereglerne, både i fagbevægelsen og arbejdsløshedsnetværk i flere byer. Ikke mindst en underskriftindsamling iværksat af HK var med til at samle modstanden og lægge et pres på regeringen, der banede vej for en politisk aftale om dagpengene mellem regeringen og Enhedslisten. Aftalen forlængede den tidligere aftalte uddannelsesordning for de udfaldstruede og indførte en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse.
Aftalen betød, at tusindvis af ledige, der stod overfor at miste enhver indkomst, blev sikret en indtægt, men på et væsentligt lavere niveau end dagpengene. Aftalen indfriede dermed langt fra Enhedslistens krav til ændringer af dagpengereglerne. Finansieringen af aftalen indeholdt blandt mange elementer også en forringelse af seniorjobordningen, der indebærer, at en mindre gruppe ældre arbejdsløse, der stod til at få et seniorjob i stedet er kommet på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Enhedslisten arbejder for at få denne forringelse af seniorjobordningen fjernet igen.
Uden et pres fra fagbevægelsen var aftalen om at sikre de udfaldstruede en fortsat indtægt næppe kommet i hus. Til gengæld betød aftalen også, at trykket på regeringen blev lettet. Blandt topfolk i fagbevægelsen blev der arbejdet målrettet for at lægge låg på debatten og stoppe aktiviteterne i fagbevægelsen for ændring af dagpengereglerne. Det førte til et faldende aktivitetsniveau, der bl.a. gjorde det vanskeligt at skaffe stor slutning til den nordjyske arbejdsløshedskaravane, der dog blev gennemført efter planen.
I forbindelse med kommunalvalget lykkedes det i et vist omfang igen at få sat job og dagpenge på dagsordenen, bl.a. gennem lokale beskæftigelsesudspil.
Regeringen har i løbet af 2013 fulgt forringelsen af dagpengereglerne op med en kontanthjælpsreform, der betyder store indtægtstab for tusindvis af kontanthjælpsmodtagere og umiddelbart inden årsskiftet til 2014 indgik regeringen aftale med de borgerlige om besparelser på sygedagpengeordningen. Især kontanthjælpsreformen er blevet mødt af kraftige protester, og allerede inden lovens ikrafttræden blev der gennemført demonstrationer i en række byer rundt om i landet.
Hovedbestyrelsen har på baggrund af de seneste reformer besluttet at iværksætte en omfattende fattigdomskampagne, der vender sig imod den hastigt voksende udstødning og fattiggørelse, der i høj grad er et resultat af regeringens politik overfor de arbejdsløse og socialt udsatte borgere. En bred vifte af initiativer er sat i gang frem mod årsmødet og kampagnen vil blive videreført frem mod det kommende folketingsvalg.
Organisationen
Enhedslisten er også blevet styrket organisatorisk i perioden. Den kraftige vækst i medlemstallet i den foregående årsmødeperiode er dog ikke fortsat, men har ligget stabilt på omkring 10.000 medlemmer siden sidste årsmøde.
Der er kommet 4 nye afdelinger siden sidste årsmøde, så vi nu er oppe på 98 afdelinger. Samtidig har ikke mindst arbejdet med forberedelsen af den kommunale valgkamp og det store lokale parlamentariske gennembrud bidraget til en markant politisk og organisatorisk styrkelse af mange afdelinger.
Der er blevet arbejdet målrettet med at styrke udvalgsstrukturen i partiet, så de i højere grad kan bidrage til vores politikudvikling bl.a. gennem inddragelse af flere medlemmer med viden og erfaringer fra de forskellige politikområder.
Seminarer for alle udvalg i sommeren 2013 og januar 2014 har dannet ramme om fælles diskussioner af, hvordan vi udvikler udvalgene, så de i højere grad kan bidrag til politikudviklingen i partiet. Fremadrettet er det planen, at afholdesådanne halvårlige fælles seminarer. Der er aktiviteter i knap 20 udvalg, men aktivitetsniveauet varierer betydeligt fra udvalg til udvalg.
Udviklingen i Enhedslistens interne uddannelse er fortsat. Der er afholdt flere Byg op kurser i perioden, og der er etableret et nyt politiske grundkursus i marxisme og en faglige grunduddannelse. I december 2013 blev der for første gang udsendt et samlet kursuskatalog til samtlige Enhedslistens medlemmer.
Hovedbestyrelsen har i efteråret 2013 gjort status over organisationens tilstand, og der vil i løbet af 2014 blive gennemført en grundig samlet diskussion af, hvordan Enhedslisten skal udvikles organisatorisk i de kommende år, og hvordan vi prioriterer vores ressourcer både i forhold til Enhedslistens ansatte og vores økonomi.
Udvikling af det faglige arbejde
Enhedslistens indsats i forhold til arbejdspladserne og fagbevægelsen er langt fra tilstrækkelig, men der har i perioden været fremgang i arbejdet.
Flere er blevet engageret i det faglige arbejde. For en dels vedkommende formentlig med afsæt i partiets store indsats under lærerlockouten i foråret 2013. Det større engagement er bl.a. kommet til udtryk ved øget deltagelse i den faglige konference i efteråret 2013 og anden tværfaglig mødevirksomhed. Der har desværre ikke været nogen væsentlig udvikling af arbejdet i de faglige netværk, men det faglige landsudvalg har taget initiativ til en reorganisering af eksisterende og etablering af nye brancherettede og et tværgående fagligt netværk.
Arbejdet med udformning af et fagligt program er i fuld gang. Der er etableret et modulopbygget uddannelsesforløb for tillidsfolk og andre fagligt engagerede medlemmer af Enhedslisten.
Der er iværksat initiativer i forhold til de private overenskomstforhandlinger i 2014 (NB der indføjes en sætning eller to på HB mødet d.1-2. marts, så afsnittet får den seneste udvikling i OK forhandlingerne med.)
En fornyet indsats er blevet sat i værk for at skabe bevægelse for ændringer af dagpengereglerne og hele arbejdsmarkedspolitikken, som regeringen med afsæt i Carsten Koch udvalgets rapport har sat højt på den politiske dagsorden. Der er, som det hedder i Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske oplæg, brug for at køre en bulldozer igennem arbejdsmarkedspolitikken. Oplægget er udsendt til alle forbund, fagforeninger og A-kasser i hele landet.
Det faglige landsudvalg og hovedbestyrelsen har i månederne op til årsmødet arbejdet med udformning af en langsigtet mål og handlingsplan for det faglige arbejde, der har til formål at gøre det faglige arbejde til en mere integreret del af Enhedslistens arbejde, og skabe grundlag for et løft i arbejdet, der også kan bidrage til at styrke venstrefløjens indflydelse i fagbevægelsen.
Programarbejdet
Årsmødet 2013 gjorde status over det første års programdebat, der var blevet sat i gang fra Årsmødet i 2012. På den baggrund besluttede Årsmødet at der i denne årsmødeperiode skulle udarbejdes et nyt program, der fastholder vores socialistiske revolutionære politik, og som består af 3 dele:
• En beskrivelse af de grundlæggende principper, som vi mener et socialistisk samfund skal bygge på.
• En kort analyse af det kapitalistiske samfund i dag.
• En beskrivelse af hvordan Enhedslisten arbejder for samfundsforandringer.
Derudover skulle programmet være ”…være tilgængeligt for medlemmer og interesserede, også selvom man hverken har lang politisk skoling eller akademisk uddannelse som forudsætning. Derfor skal programmet også være væsentligt kortere og skal derfor heller ikke indeholde selvstændige afsnit om hvert enkelt politikområde, men i stedet fokusere på de overordnede politiske principper og inddrage politikområder, når de kan anskueliggøre eller eksemplificerer vores principper. Programmet skal maks. være 10 sider.”
På sit juni-mødet nedsatte HB en skrivegruppe, bestående af 5 hovedbestyrelsesmedlemmer. På HB-mødet i oktober præsenterede skrivegruppen sit forslag. HB diskuterede forslaget grundigt. Der blev både formuleret tilfredshed og kritik i varierende grader. På forslag fra FU og skrivegruppen valgte HB ikke at stemme om udkastet, men besluttede i stedet at udsende det som grundlag for diskussionen i partiet. Begrundelsen for denne fremgangsmåde var, at et forslag til vedtagelse ville føre til et stort antal ændringsforslag på HB-mødet. Nogle ville blive vedtaget, andre forkastet, og vi kunne forvente, at alle de forkastede ændringsforslag alligevel ville blive genfremsat op til delegeretkonferencen og årsmødet.
Med en detaljeret tidsplan for årets programarbejde havde Årsmødet i 2013 forsøgt at sikre den bedst udviklende og mest demokratiske debat i partiet, samt at tilstræbe, at Årsmødet 2014 kom til at fokusere på de reelle uenigheder og ikke drukne mange hundrede små og store ændringsforslag. De to samme hensyn lå bag nogle mindre revisioner i tidsplanen, som HB gennemførte, herunder en ny gennemskrivning af udkastet umiddelbart efter tidsfristen for ændringsforslag.
Efter at udkastet var offentliggjort, både i R+G, på Netforum og på Modkraft.dk, gik en omfattende diskussion i gang i de skriftlige fora, på afdelingsmøder og på to regionale debatseminarer i januar 2014. Ud over de kommenterende indlæg blev der allerede inden debatseminarerne fremlagt tre alternative programforslag, plus en række ændringsforslag til skrivegruppens udkast.
Skrivegruppen udarbejdede umiddelbart efter deadline for ændringsforslag d.3. februar en ny version, hvor ca. 50 ændringsforslag blev helt eller delvist indarbejdet. Denne nye version blev forelagt HB, som diskuterede det, ændrede i det og vedtog det som HB’s forslag til principprogram.
Efter at denne beretning var færdigbehandlet i HB blev der afholdt en delegeretkonference om principprogrammet. Hovedformålet var at forsøge at udskille de centrale uenigheder, så Årsmødet kunne koncentrere sig om dem – og undgå så mange afstemninger på Årsmødet, at det gik ud over debatten.
I overensstemmelse med beslutningen fra sidste Årsmøde foreslår HB, at tre afsnit fra det tidligere principprogram (EU, miljø og køns- og seksualpolitik) får karakter af delprogrammet. I den kommende årsmøde-periode skal der lægges en plan for, hvordan vi får udarbejdet delprogrammet på andre områder.
Enhedslistens internationale arbejde
Samlet set har Enhedslisten et omfattende internationalt arbejde. En stor del ligger i folketingsgruppen, mens andet organiseres fra en række udvalg med internationalt udvalg som koordinator. Derudover er der internationale initiativer i afdelingerne, og mange enkeltmedlemmer er aktive i solidaritetsarbejde via komiteer og bevægelser.
Vores arbejde i Danish Institute for Parties and Democracy (DIPD) fylder meget i Enhedslistens internationale arbejde. Vi er med i styregruppen og i arbejdsgrupper omkring konkrete projekter (Palæstina, Swaziland og Honduras). Enhedslisten deltager for at udføre solidaritetsarbejde med kammerater, vi selv kan lære noget af. Formålet er ikke at udføre humanitært hjælpearbejde eller at forsøge at eksportere den danske ”demokratimodel”.
Som meget andet i partiet har det internationale arbejde udviklet sig via knopskydning, og det betyder, at de forskellige udvalg og sammenhængen mellem dem kan være uoverskuelig. Det fremgik af en debat HB havde i januar 2014 på baggrund af grundigt skriftlig og mundtlig forberedelse fra internationalt udvalg.
HB-mødet besluttede at iværksætte en strategiproces for det internationale arbejde i 2014. I processen skal man både se på politiske prioriteringer og organisatoriske forandringer. FU vil nedsætte en arbejdsgruppe, der er ansvarlig for strategiprocessen. Arbejdsgruppen skal også komme med forslag til, hvordan det internationale arbejde integreres i hele partiets arbejde.
Enhedslisten og danske militær aktioner
I denne periode tog HB stilling til to forslag til dansk militær aktivitet i udlandet. HB støttede, at Folketingsgruppen stemte ja til dansk deltagelse i den FN-ledede indsats for fjerne Assad-regimets kemiske våben fra Syrien. HB diskuterede i to omgange den danske deltagelse i en FN-ledet indsats i Mali. Et flertal i HB gav Folketingsgruppen mandat til at støtte deltagelsen på nærmere definerede betingelser. Det var afgørende for HB, at den danske deltagelse ikke kom til at fungere som støtte til det franske militærs aktiviteter, som både historisk og aktuelt har haft til formål at forsvare franske økonomiske og magt-interesser.
Samarbejdet med SUF
Enhedslisten og SUF har fortsat og udbygget det gode og konstruktive samarbejde. Der har løbende været afholdt fællesmøder dels mellem SUF’s koo-gruppe og Enhedslistens Forretningsudvalg, og dels mellem SUF’s landsledelse og Enhedslistens Hovedbestyrelse. På disse møder har det både været muligt at diskutere den politiske situation og konkrete initiativer og kampagner.
Lige efter sommerferien gennemførte SUF og Enhedslisten en skolestartskampagne, der bl.a. med en vifte af forskellige materialer rettede sig mod de ældste folkeskoleelever, og de uddannelsessøgende på gymnasier, erhvervsuddannelser og de videregående uddannelser. Der var visse kommunikationsproblemer omkring kampagnen, som bl.a. skyldes at de to organisationer fungerer forskelligt i forhold til hvordan og hvor hurtigt, der kan træffes beslutninger – et forhold, som vi skal blive bedre til at tage hensyn til i fremtiden. Den aktivistiske indsats fra Enhedslistens side kunne være bedre.
I kommunalvalgkampen var SUF’s afdelinger og medlemmer meget aktive, de fleste steder i et godt og konstruktivt samarbejde med den lokale Enhedslisteafdeling. Mange steder var der SUF’ere opstillet på Enhedslistens liste og SUF lagde lokale ungdomsvinkler på valgkampstemaer. Efter kommunalvalget har SUF’s og Enhedslisten arbejdet videre med, hvordan der også fremover kan samarbejdes lokalt omkring kommunal- og regionsbestyrelses-repræsentanterne.
I foråret har ledelserne bl.a. diskuteret, hvordan SUF og Enhedslisten, sammen og hver for sig, kan være med til at sikre Folkebevægelsen et godt valg ved det kommende EP-valg.
Et diskussionspunkt har gennem flere år været forholdet til mål og midler i den politiske kamp. SUF og Enhedslisten holdt derfor et fælles seminar om dette emne i august 2013. De gode oplæg og konstruktive diskussioner mellem de fremmødte medlemmer af de to organisationer viste, at forskellene ikke var så store, som det nogle gange synes.
Hovedbestyrelsens arbejde
Hovedbestyrelsen har i perioden afholdt 11 ordinære og 3 ekstraordinære møder, der blev afholdt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
Hovedbestyrelsens forretningsudvalg har med undtagelse af ferieperioder mødtes en gang om ugen.
Hovedbestyrelsen har i perioden skulle behandle en lang række større politiske og organisatoriske oplæg og aktuelle politiske sager. Der har været mange og gode konstruktive diskussioner, men det må også konstateres, at mængden af sager, der skal behandles i hovedbestyrelsen ind imellem er så stor, at det går ud over kvaliteten af hovedbestyrelsens drøftelser, så disse ikke kommer tilstrækkeligt i dybden og forskellige opfattelser ikke bliver tilstrækkeligt belyst.
Der skal derfor arbejdes videre med at definere på den ene side de overordnede politiske og organisatoriske diskussioner og beslutninger, som HB skal tage ansvar for som partiets øverste ledelse – og på den anden side, de mere udførende og administrerende opgaver, som forretningsudvalget og landskontorets ansatte må stå for.
Der er fortsat også behov for at arbejde med udvikling af en bedre debatkultur, så brydningen mellem forskellige synspunkter i hovedbestyrelsen i højere grad kan bidrage til at udvikle vores politik og vores organisation.
Hovedbestyrelsen har i perioden ikke i tilstrækkeligt omfang fået diskuteret udviklingen af vores arbejde med og i bevægelserne og Enhedslistens egen organisationsudvikling. Det bør prioriteres højere af den kommende hovedbestyrelse.