Gå til hovedindhold

Terrorlovgivning et år efter

Af Line Barfod, advokat og folketingsmedlem

Forord:
Der er fuld tryk på unionsopbygningen.
I mange år gik det trægt, men så besluttede man at gennemføre
det Indre Marked i midten af 80’erne selvom lovgivningen slet ikke var
på plads. Siden da har markedskræfterne og det brændende
ønske om unionsopbygning betydet at det har gået stærkt
med at udviske grænserne mellem landene. I mange år har der
været ønske om at gøre det samme på det strafferetlige
område. Der er siden EF blev oprettet i 60’erne løbende blevet
indført forskellige straffebestemmelser i forbindelse med overtrædelse
af EF/EU-regler, men det gik efter elitens mening alt for langsomt, når
nu målet er en supermagt. Derfor kom i slutningen af 90’erne forslaget
om en europæisk arrestordre. Ligesom man begyndte at diskutere fælles
krav til hvad der skal være kriminelt og hvor hårdt det skal
straffes. Men der var ikke politisk opbakning til så vidtgående
et skridt som den europæiske arrestordre - før det forfærdelige
terrorangreb den 11. september. Derefter gik det pludselig stærkt
og nu er der fuld fart på harmoniseringen af strafferetten og indførelse
af unionsborgerskab.

Jeg vil i denne artikel især beskæftige
mig med EUs to rammeafgørelser om terror og den europæiske
arrestordre. En rammeafgørelse vedtages af alle landene i enighed,
så det enkelte land har mulighed for at sige nej eller tage forbehold
og den danske regering skal have folketingets godkendelse for at Danmark
kan være med til at vedtage en rammeafgørelse.

Retssikkerhed
– før og nu
Hellere lade 10 skyldige gå fri end
dømme én uskyldig. Det har hidtil været det principielle
udgangspunktet for et retssamfund. I den europæiske menneskerettighedskonvention
taler man om retten til en retfærdig rettergang. Både i den
danske grundlov og de fleste andre forfatninger har man bestemmelser om
magtens tredeling;der skal være adskillelse mellem den lovgivende,
den dømmende og den udøvende magt. Ideen om magtens tredeling
og de grundlæggende menneskerettigheder er opstået i kampen
mod enevælden for at sikre borgerne mod vilkårlighed fra statsmagtens
side.

Der har altid været kamp om fortolkningen
af kravet om en retfærdig retssag og magtens tredeling, men udgangspunktet
om at hindre at uskyldige blev dømt har hidtil ikke været
anfægtet. I takt med at staten har vokset sig stadig større
og opgøret mod enevælden er gået i glemmebogen er der
imidlertid sket en glidning så begrebet retssikkerhed i dag nærmest
fuldstændig har skiftet betydning. Hvor retssikkerhed tidligere handlede
om at sikre den enkelte borger mod statsmagten, så bliver det i dag
af især socialdemokratiske og borgerlige politikere brugt om borgerens
sikkerhed for ikke at blive udsat for kriminalitet. Og under nogle debatter
og i argumentationen for nogle forslag har man indtrykket af at det grundlæggende
princip er ændret til Hellere lade 10 uskyldige blive dømt
end lade èn skyldig gå fri.

Det mest skræmmende eksempel er de
terrorlister, der er indført efter 11. september, hvor man bliver
udråbt som terrorist i hele verden og får indefrosset alle
sine økonomiske midler uden at man har haft en chance for at forsvare
sig, uden retssag og i nogle tilfælde fuldstændig uden mulighed
for efterfølgende at få det prøvet ved en domstol.

Den fundamentale ændring på
det retspolitiske område har været længe undervejs og
der er brugt en række gode sager som argument for indskrænkningerne
af den enkelte borgeres retssikkerhed mod staten. I mange år var
det narko; selv folk på den yderste venstrefløj har fortalt
om hvordan de følte sig presset til ikke at stemme imod stramninger
der skulle ramme narkobagmænd, fordi de jo også ønskede
at bekæmpe den modbydelige narkokriminalitet. Men det har desværre
gang på gang vist sig at stramningerne måske nok fører
til at flere kommer i fængsel, men ikke har den store indflydelse
på kriminaliteten. I de senere år har det især været
rockerkriminalitet og børneporno der har været brugt til at
indskrænke den enkelte borgers retssikkerhed. Men der har trods alt
været en række tiltag, som der ikke kunne opnås politisk
vilje til.

Så kom det forfærdelige terrorangreb
den 11. september og pludselig kunne alt gennemføres endog mere
end selv politiet og anklagemyndigheden ønskede.

Politiet vil altid ønske udvidede
beføjelser for at kunne fange forbryderne. Det er deres arbejde
og ethvert menneske vil helst gøre sit arbejde bedst muligt. I politiets
tilfælde består arbejdet jo oveni købet i at fange mordere,
voldtægtsforbrydere og andre slemme karle. Efter 11. september
var der sågar folk fra FBI, der ønskede at få lov at
bruge fysisk tortur mod terrormistænkte og i Israel har tortur været
brugt i flere år. Men i et retssamfund skal lovgiver være garanten
for at politiet har stramme rammer for hvilke midler, de kan bruge under
efterforskningen af en forbrydelse og for at få mistænkte til
at tilstå.


Højere straf som profilering
Desværre er kriminalitet og kravet
om at slå hårdt mod forbrydere blevet et væsentligt politikemne.
De fleste store samfundsproblemer er svære at løse og meget
påvirket af den internationale situation. I EU-landene er mange områder
desuden så tæt reguleret af EU at der ikke er meget spillerum
tilbage til de nationale politikere. Og i Danmark er de fleste af de områder,
der ikke reguleres af EU lagt ud til amter og kommuner, så kriminalitet
er et af de få områder landspolitikerne kan slå sig op
på. Dertil kommer at de kriminelle ikke har nogen stærke organisationer
til at forsvare sig og generelt ikke har den store sympati i befolkningen.

Derfor ser vi i disse år flere og
flere stramninger på det retspolitiske område både i
form af hårdere straffe, udvidede muligheder for politiet og øget
brug af kriminalisering, som forsøg på at løse problemer
i samfundet man tidligere har forsøgt at løse på anden
vis, fx med sociale tiltag.

EU = ét
retligt område

Nu kommer der en ny væsentlig faktor
nemlig EU-harmoniseringen. EU-regler kommer som regel igennem folketinget
uden væsentlige ændringer. Først og fremmest fordi man
skal reagere på et tidligt tidspunkt i processen, hvis man ønsker
at påvirke udformningen af EUs beslutninger. Når først
der er udarbejdet en beslutning i EU-systemet, der skal behandles i folketinget,
så kan det synes næsten uoverkommeligt at skulle få alle
de øvrige EU-lande til at ændre beslutningen, bare fordi
nogle danske politikere ønsker det.

Vedtagelsen af den europæiske arrestordre
er på den måde et lærestykke i hvad det betyder at der
bliver tale om EU-lovgivning. Folketinget behandlede kun forslaget i lidt
over en måned, midt i den travleste tid lige inden sommerferien,
uden eksperthøring eller anden form for inddragelse af sagkundskab.
(Et selvstændigt problem i den forbindelse var at ingen ved hvad
den europæiske arrestordre reelt kommer til at betyde, da ingen kender
strafferetten i samtlige 15 EU-lande - for slet ikke at tale om ansøgerlandene.)
Alle de politikere, der støttede forslaget, henviste blot til at
der jo senere skulle vedtages en dansk lovgivning og dér kunne man
så diskutere enkelthederne. Problemet er bare at så er det
for sent. Nu hvor rammeafgørelsen om arrestordren er vedtaget kan
man ikke ændre i den.

EU-kommissionen er naturligvis himmelhenrykte
for at den europæiske arrestordre er blevet gennemført. I
en udtalelse på hjemmesiden blev det sagt meget klart at EU er nu
ét retligt område. Og det har kommissionen desværre
i høj grad ret i. Med den harmonisering på det strafferetlige
område, der ligger i den europæiske arrestordre, går
EU længere end USA.

Man ændrer også begreberne
så de kommer til at passe til en union/forbundsstat i stedet for
et samarbejde mellem selvstændige stater. Begrebet udlevering mellem
medlemsstater erstattes af overgivelse mellem judicielle myndigheder.
Tydeligere kan det næsten ikke siges af jurister at man hermed afskaffer
en væsentlig del af statsborgerskabets betydning og i stedet indfører
unionsborgerskab. Det er ikke længere en dansk statsborger, der skal
udleveres fra staten Danmark til staten Grækenland, men derimod en
EU-borger, der skal overgives fra myndigheder beliggende i området
Danmark til myndigheder beliggende i området Grækenland.

De danske forbehold

Jeg troede at Danmark efter Edinburgh-afstemningen
i 1993 havde en undtagelse på det retlige område, som betød
at vi ikke deltog i dette samarbejde. Men jeg er blevet klogere. Den danske
undtagelse går ud på at Danmark deltager helt og fuldt i det
retlige samarbejde sålænge beslutningerne bare træffes
på bestemte måder. Derfor er Danmark med i Schengen, Europol
og Eurojust (EU-samarbejder for politi og anklagemyndighed) og derfor er
Danmark med i rammeafgørelserne om terrorpakken og den europæiske
arrestordre.

Danmark har også en undtagelse i
forhold til unionsborgerskabet. Derfor får vi ikke et pas hvor der
står at vi nu er EU-borgere. Men med den europæiske arrestordre
er en meget stor del af statsborgerskabet væk.

Den strafferetlige harmonisering, der følger
af den europæiske arrestordre, er lige så omfattende som ØMU’en
på det økonomiske område. Men hvor der i forhold til
ØMU’en har været store offentlige debatter og omfattende protester
i mange EU-lande og folkeafstemninger i enkelte af landene, så er
den europæiske arrestordre nærmest blevet lusket igennem uden
offentlig debat og uden at befolkningen er blevet spurgt i et eneste af
EU-landene.

I forhold til ØMU’en havde unionstilhængerne
en række eksperter, virksomheder, fagforeninger osv. der anbefalede
den økonomiske harmonisering. Men i forhold til den europæiske
arrestordre har stort set alle eksperter, der har udtalt sig, været
imod: i Danmark bl.a. rigsadvokaten, politiet, dommerne, advokaterne og
juridiske professorer. Og der har ikke været andre end politikere,
der argumenterede for en strafferetlig harmonisering gennemført
i huj og hast.

EU-landene er samtidig i gang med at gennemføre
rammeafgørelser med harmonisering af de enkelte forbrydelsestyper,
fx narko, børnepornografi, racisme og fremmedhad. Der skal for hver
forbrydelsestype fastlægges hvad der skal være kriminelt og
hvad minimumsstraffen skal være. Eftersom det skal vedtages med rammeafgørelser
har Danmark mulighed for at sige nej, men det er jo højst usikkert
om de unionsivrige politikere, der udgør flertallet i folketinget,
vil sige fra. Vi risikerer at Danmark fx bliver tvunget til at forbyde
nazister og andre racistiske og fremmedfjendske organisationer, og til
at hæve strafniveauet i narkoforbrydelser og at vi i Danmark fx skal
acceptere at feriebilleder af vores nøgne børn, der er lagt
ud på internettet, bliver betragtet som børneporno.

Terrorpakken

Terrorangrebet den 11. september var forfærdeligt.
Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil gøre noget for
at forhindre fremtidige terrorangreb. Men hvis de ændringer, der
gennemføres, indskrænker demokratiet og ytringsfriheden, så
kan de i stedet føre til mere terror.

Det største problem ved terrorpakken
er, at det er meget uklart, hvad der er omfattet af den nye terrordefinition,
og hvad der ikke er. I Enhedslisten frygter vi, at det vil få nogle
mennesker til at afholde sig fra at deltage i eller støtte politiske
eller humanitære aktiviteter af frygt for at blive mistænkt
for terrorsympati.

Vi tror ikke, at der er særlig mange
– om overhovedet nogen – der vil blive dømt efter terrorbestemmelsen
i Danmark. Men der vil måske være nogen, der frygter det. Og
politiet vil få udvidet deres muligheder for efterforskning ganske
betragteligt, fordi bestemmelsen er så bred og uklar, at ganske mange
vil kunne mistænkes for terroraktivitet/-sympati. Dertil kommer,
at man kan risikere, at blive udleveret til fx Spanien, hvis de i Spanien
fortolker bestemmelsen anderledes end Danmark.

For at opdage terrorisme har flertallet
i folketinget nu givet politiet flere muligheder for at overvåge
e-mails, installere snifferprogram i folks PCer, og hemmeligt ransage
folks hjem og afkræve oplysninger fra journalister, advokater og
revisorer. Samtidig vil asylsager bliver tilsløret af hemmeligheder,
og langt flere asylsøgere vil blive afvist og udvist.

Det har helt siden Jyske Lov været
et grundlæggende princip, at loven skal være klar, så
borgeren kan forstå den. Særlig inden for strafferetten skal
borgeren kunne slå op i loven og se, hvad der er strafbart, og hvad
der ikke er. Det princip lever terrorbestemmelsen bestemt ikke op til.

Følgende tre betingelser skal være
opfyldt for at der ifølge EU er tale om terror:

Der skal være begået en af de
forbrydelser, der er nævnt i opremsningen (drab, groft hærværk
og en række andre) og handlingen skal kunne tilføje et land
eller en international organisation alvorlig skade og der skal være forsæt til
at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske
myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade
at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge
et lands eller en international organisations grundlæggende politiske,
forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige
strukturer.

Definitionen er så bred og så
uklar, at det ikke er til at se, hvad der er omfattet, og hvad der ikke
er. Det er for det første et retssikkerhedsmæssigt problem.
For det andet giver det demokratiske problemer, da det kan få nogle
til at afholde sig fra at deltage i demokratiet, fordi de er usikre på,
om deres aktiviteter er omfattet af terrorbegrebet.

I forbindelse med forhandlingerne om EUs
rammeafgørelse, som den danske definition i vid udstrækning
følger, fremkom der udtalelser om, at hverken faglige aktiviteter
eller demonstrationer, aktioner mv. under topmøder som Göteborg
eller Genova vil være omfattet af terrorbestemmelsen. Men det står
ingen steder i lovforslaget eller bemærkningerne, så det er
ikke en begrænsning, borgeren umiddelbart kan se.

De der skal bruge bestemmelsen i praksis,
politi og anklagemyndighed gjorde opmærksom på, at der kan
opstå store problemer omkring definitionen. Men justitsministeriet
afviste at komme med yderligere præciseringer, da man mener begrebet
er defineret i selve lovteksten. I stedet vil justitsministeriet og det
flertal i folketinget, der har vedtaget terrorpakken, lade det være
op til de danske domstole at afgøre hvilke bevægelser rundt
om i verden, der kan kaldes befrielsesbevægelser og hvilke, der er
terrorister. Det må kaldes en nyskabelse i statsretten at det fremover
bliver domstolene, der skal fastlægge udenrigspolitikken.

Problemet med at afgøre hvem, der
er terrorister og hvem, der er befrielsesbevægelser, opstår
fordi EUs definition tager udgangspunkt i angreb på magthavere og
dermed omfatter alle der gør oprør. Det har EUs ledere da
også selv erkendt, for i en tilhørende erklæring om
rammeafgørelsen gør de udtrykkeligt opmærksom på
at modstandsbevægelserne under 2. verdenskrig ikke skal opfattes
som terrorister. Hvis definitionen tydeligt skelnede mellem terrorister
og befrielsesbevægelser ville en sådan erklæring være
overflødig.

Dertil kommer at definitionen ikke omfatter
magthaveres angreb på civile, såkaldt statsterrorisme. Så
fx Pinochets overgreb på chilenere er ifølge EU ikke terrorisme.

Enhedslisten har foreslået en anden
definition på terrorisme for at præcisere at det er angreb
på uskyldige civile, der er kernen i terrorismebegrebet:

For terrorisme straffes med fængsel
indtil 16 år den, som udøver krigsforbrydelser begået
i fredstid, det vil sige forsætlige angreb på civile, gidseltagning
og drab på fanger, som er egnet til at skabe skræk og rædsel
i en bredere kreds af befolkningen.

Den definition Enhedslisten her har foreslået,
er en definition der i forvejen anvendes, nemlig definitionen på
krigsforbrydelser. Og det forslag, vi har stillet, har vi fået inspiration
til fra den internationale organisation OSCE, som igen har fået inspirationen
fra FNs leder af terrorbekæmpelsesarbejdet. Desværre kunne
vi ikke få opbakning i folketinget til vores ændringsforslag.

Solidaritetsarbejdet kriminaliseres:
I Danmark har vi en god tradition for solidaritetsarbejde;
der er mange mennesker og organisationer, der samler penge ind, spreder
information, afholder arrangementer og meget andet for at støtte
kampen for demokrati rundt om i verden. Det arbejde bliver nu en del vanskeligere.

Der er med terrorpakken indført
straf på op til 10 år for direkte eller indirekte af yde økonomisk
støtte, indsamle midler eller stille penge, andre formuegoder, finansielle
eller andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe
eller en sammenslutning, der enten begår eller har til hensigt at
begå terrorhandlinger, omfattet af EUs definition på terrorisme.

Det er ikke kun midler til en terrorgruppes
ulovlige aktiviteter, der er omfattet, men også en terrorgruppes
lovlige aktiviteter. Såfremt man støtter en organisation,
der både har humanitære formål og lovlige formål,
vil den støtte være omfattet af bestemmelsen. Mange steder
i verden er de organisationer, der arbejder med sociale-, kulturelle-,
sundhedsmæssige- og uddannelsesprojekter, samtidig tilknyttet organisationer,
der yder væbnet kamp. Fx i Palæstina og Sydamerika. Det vil
betyde, at det for mange vil være svært at vide om det projekt,
de yder støtte til kan være omfattet af terrorbestemmelserne.
Nogle af Operation Dagsværks projekter ville fx nok være omfattet
i hvert fald efter ordlyden. Og Rehabiliteringscenter for Torturofre frygter
at nogle af deres projekter rundt om i verden kan blive ramt af den internationale
kamp mod terrorisme, fordi projekterne har kontakt med bevægelser,
der kæmper mod magthaverne og for demokrati.

Under behandlingen af terrorpakken var
der mange kritiske røster og problemerne blev grundigt drøftet,
men det flertal af partier, der støtter EUs definition på
terror og de medfølgende bestemmelser, har kun skrevet nogle indskrænkninger
ind i en betænkning, man har ikke villet ændre i selve lovteksten
med hensyn til, hvad det er, der er lovligt, og hvad det er, der er kriminaliseret.

Vi har stadig problemet med, at folk,
der sender penge til deres familie rundt om i verden, kan risikere, at
de kan blive dømt for støtte til terroristorganisationer.
Vi har stadig problemet med, at den politiske opfattelse kan ændre
sig, vi har stadig problemet med, at man ikke på forhånd kan
vide, om de organisationer, man selv anser for at være befrielsesbevægelser
rundt om i verden, måske en gang om nogle år af de danske domstole,
når en sag kommer dertil, vil blive betragtet som terroristorganisationer
og vi har stadig problemet med, at politiet måske kan mene, at der
kan være grund til at undersøge, om den befrielsesbevægelse,
man yder støtte til, måske i virkeligheden er en terroristorganisation
og derfor kan sætte en række mennesker under mistanke og benytte
de udvidede muligheder, der er for overvågning.

F.eks. har vi konkret problemet i forhold
til bevægelsen FARC i Colombia, der kæmper mod det korrupte
styre i Colombia, og hvor f.eks. den svenske regering har været inde
og forsøge at få en konfliktmægling i Colombia for at
finde en fredelig løsning mellem regeringen og befrielsesorganisationen
FARC, men der er nu kræfter i EU, der ønsker at få sat
FARC på terrorlisten. Det vil sige, at de bevægelser, der herhjemme
støtter FARCs arbejde for at få et demokratisk Colombia,
kan risikere, at deres solidaritetsarbejde bliver kriminaliseret, hvis
EU beslutter, at man nu af politiske grunde mener, at FARC skal betragtes
som en terrororganisation og ikke en befrielsesorganisation.

Desuden fører en juridisk spidsfindighed
til at man med indførelse af terrorpakken gør det strafbart
at udtrykke sin sympati med en terrorhandling. Hvis en dansker fx offentligt
udtrykker sin glæde over at en befrielsesbevægelse i sydamerika
har sprunget en våbenfabrik i luften, så kan vedkommende risikerer
at blive straffet. Politikerne, der stemte for terrorpakken, var fuldt
klar over dette, men hverken de radikale, socialdemokraterne eller en kendt
borgerlig retspolitiker som Birthe Rønn Hornbech ville stemme for
Enhedslistens ændringsforslag, selvom det ville have sikret ytringsfriheden.


Terrorlister
Både EU og FN har indført
terrorlister som er en frygtelig retspolitisk nyskabelse. I lukkede møder
fremlægger efterretningstjenester oplysninger om organisationer og
enkeltpersoner hvorefter politikere uden nogen offentlig debat, uden nogen
form for retssag beslutter at organisationer og borgere skal stemples som
terrorister og have indefrosset alle deres midler. En sådan stempling
betyder samtidig reelt at ingen andre må have noget med dem at gøre.
Det kan være strafbart at give dem penge eller på anden måde
støtte dem. Hvis man først er kommet på EUs terrorliste
skal man selv anlægge sag mod EU, hvis man mener man er uskyldig
og hvis man er på FNs terrorliste er der slet intet at gøre,
hvilket nogle svenske statsborgere fik at føle. Princippet om at
enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist er her fuldstændig
opgivet.

Vi forsøgte fra Enhedslistens side
forgæves at rejse dette spørgsmål under debatten i folketinget,
men politikerne fra Socialdemokratiet, Radikale, Venstre og Konservative
kunne slet ikke se problemet. Og regeringen vil intet gøre for at
få ændret reglerne, så borgerne sikres mulighed for en
retfærdig rettergang.

Terrorlisterne rummer mange skræmmende
perspektiver for udviklingen af politistaten. Hvis magthaverne blot kan
stemple deres modstandere som terrorister uden så meget som at skulle
prøve det ved domstolene, så bliver der virkelig brug for
at vi er mange, der siger fra og gør modstand.


6. Den europæiske arrestordre

Jeg er selv dybt rystet over forslaget
til europæisk arrestordre. Jeg havde svært ved at tro, at det
virkelig kunne være rigtigt, at nogen fremsatte et sådant forslag
og forlangte det behandlet så hurtigt. Det er så omfattende
og i så dyb modstrid med de mest grundlæggende demokratiske
principper. Men det blev vedtaget af et bredt politisk flertal bestående
af Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Radikale og Kristeligt Folkeparti.

Rammeafgørelsen om den europæiske
arrestordre går ud på, at EU-landene fremover skal udlevere
personer, der mistænkes for forbrydelser, til de øvrige EU-lande,
også selv om den konkrete forbrydelse ikke er strafbar i det land,
der skal udlevere. Formelt skal fx en dansk domstol godkende udleveringen,
men selvom domstolen vurderer, at der overhovedet ikke er grundlag for
mistanken, fx fordi den mistænkte kan bevise at han var et helt andet
sted da forbrydelsen blev begået, så kan Danmark ikke nægte
udlevering.

Der er opstillet en positivliste med en
lang række forbrydelser, bl.a. terrorisme, drab, børneporno,
sabotage, internetkriminalitet, deltagelse i en kriminel organisation,
piratkopiering, bestikkelse og brandstiftelse. De enkelte forbrydelser
er ikke defineret, og der er ikke i bemærkningerne anført
noget nærmere om, hvordan de enkelte forbrydelser skal forstås
i forhold til den danske strafferet og nogle af forbrydelserne findes slet
ikke i dansk strafferet.

Det fremgår, at man i EU arbejder
på at harmonisere de enkelte forbrydelser. Men arrestordren er vedtaget
og træder i kraft fra 1. januar 2004, og det er svært at forestille
sig, at alle definitionerne vil foreligge allerede da. Bare imellem de
nordiske lande er der forskelle både i forhold til definitionerne
af de forskellige konkrete forbrydelser og i forhold til forsæt-,
forsøg- og medvirkens-begreberne. Og hvis man skal harmonisere strafferetten
for 15 EU-lande, vil det være et kæmpe arbejde, der umuligt
kan nås på 1½ år.

Normalt går der et grundigt forarbejde
forud for, at vi kriminaliserer handlinger, der ikke tidligere var kriminelle.
Men med arrestordren åbner vi med et slag for, at samtlige handlinger,
der i et af 15 EU-lande (og ansøgerlandene når de bliver optaget)
er strafbare, også kan være strafbart for danskere.
Og det uden at vi i Folketinget vidste noget om hvad det var for forbrydelser,
der hermed blev gjort strafbare.

Fx indgår forbrydelsen sabotage
på positivlisten. Den forbrydelse findes ikke i dansk strafferet.
Og der er ikke fremlagt oplysninger om, hvad der er omfattet. Vil fx landmænd,
der hælder grøntsager ud over motorvejen i Sønderjylland
og dermed blokerer transportvejen til resten af EU, kunne blive udleveret
til Tyskland eller Frankrig ?

Vil en ung mand på 19 år, der
indlæser et billede af sin 17-årige kæreste på
stranden uden tøj på ud på sin hjemmeside på internettet,
kunne blive udleveret til retsforfølgelse i Italien for børnepornografi
?

Vil den læge, der i Danmark udfører
abort på en irsk kvinde, kunne blive udleveret til Irland for drab?

Der vil være nogle muligheder for,
at man i nogle bestemte situationer kan nægte at udlevere. Men det
er netop kan nægte, og det vil så være op til
den til enhver tid siddende regering, om man vil udlevere eller ej. Det
er mig bekendt ikke før set i et demokratisk samfund, at man i et
sådant omfang overlader til regeringens vilkårlige afgørelse
at beslutte, hvad der er strafbart, og hvad der ikke er.

Under behandlingen i folketinget lovede
den socialdemokratiske ordfører at socialdemokratiet vil støtte
at vi indsnævrer den danske lovgivning, så vi ikke udleverer,
når vi har mulighed for at nægte det, fx hvis handlingen er
begået i Danmark. Det vil jo forbedre situationen noget, men det
er en mærkelig bagvendt måde at lovgive på.

Et af de alvorlige problemer med arrestordren
er, at vi ikke længere kan nægte, at udlevere en person, der
mistænkes for en politisk forbrydelse. Fx en forsker, der har videregivet
oplysninger om manglende sikkerhed på et atomkraftværk, vil
i dag kunne få beskyttelse i Danmark, hvis vi vurderer at det er
en politisk forbrydelse, men når arrestordren træder i kraft
vil vi ikke længere kunne nægte udlevering.

Flere af de politikere, der stemte for
den europæiske arrestordre udtalte, at de havde fuld tillid til retsvæsenet
i de øvrige EU-lande på trods af at fx Advokatrådet
kunne henvise til at fx Italien flere gange er blevet dømt ved den
europæiske menneskeretsdomstol for ikke at overholde kravet om en
retfærdig retssag og at der har været flere sager især
i de sydeuropæiske lande, hvor deres retssystem adskiller sig væsentligt
fra det danske.

Der har fx lige været en sag, hvor
en dansker er blevet idømt flere års fængsel i Grækenland
for menneskesmugling, selvom han hverken havde haft en forsvarer eller
fået tolkning til dansk under retssagen.

7. Enhedslistens
holdning til harmonisering, international retsorden og international straffedomstol

Under Anden Verdenskrig, da Danmark blev
besat af tyskerne, var det et demokratisk valgt Folketing og regering,
der stemplede modstandsbevægelsen som terrorister. Det var også
demokratisk valgte politikere i Danmark og i andre lande, der stemplede
ANCs kamp mod apartheid i Sydafrika som terrorisme. Derfor er det vigtigt
for Enhedslisten, at vi i stedet for at indskrænke demokratiet lærer
af fortidens erfaringer og de fejl, der er blevet begået tidligere.
Vi ønsker, at sikre os, at vi har et demokrati og nogle menneskerettigheder,
der også gælder, når demokratiet er under angreb, for
vi tror, at det er det bedste forsvar for demokratiet, at man har nogle
rettigheder og at vi siger de også skal gælde i lande, der
i dag er undertrykt. At vi kan sige, at vi ønsker faktisk, at I
også skal have de rettigheder.

Enhedslisten mener selvfølgelig
at det er meget vigtigt, at man internationalt gør, hvad man kan
for at bekæmpe terrorisme og forbrydelser. Vi mener, det er et meget
stort skridt, at Den Internationale Straffedomstol er blevet oprettet,
og vi mener, det er vigtigt, at man støtter den fortsatte opbygning
af en international retsorden. Men for os er det afgørende, at den
internationale retsorden bygger på de grundlæggende demokratiske
rettigheder, og at den ikke betyder indskrænkning af de grundlæggende
principper, herunder ytringsfriheden og retten til at kæmpe for demokrati.

På globalt plan er skellet mellem
rig og fattig og mellem rige og fattige lande steget i de senere år.
I mange lande er de sociale skel blevet gruopvækkende. I Pakistan
er antallet af underernærede steget i løbet af de sidste 7
år fra 20% af befolkningen til 30% af befolkningen.

Selv om grupper som Al Qaeda aldeles ikke
har nogen form for social retfærdighed på programmet, så
skaber fattigdommen i nogle lande et rekrutteringsgrundlag for terrorgrupper
lige som det kan føre til folkelig opbakning til terroraktioner.

Skal de øgede globale skel imødegås,
må der tages reelle virkemidler i brug. Den rådende nyliberale
strategi fra EU og USA’s side må vrages, ligesom u-landsbistanden
må øges.

Dertil kommer at freds- og konfliktforskningen
samt forsoningsarbejdet bør øges væsentligt. Og der
må opbygges en international verdensorden bl.a. ved, at den internationale
straffedomstol kommer til at fungere.

Naturligvis skal politiet samarbejde på
tværs af landegrænser for at bekæmpe grænseoverskridende
kriminalitet, men det skal være under demokratisk kontrol - også
for at forhindre den omfattende registrering og kontrol af borgerne som
EU i stigende grad opbygger, bl.a. via de forskellige registre i Schengensystemet.

Og hvis man for alvor vil bekæmpe
prostitution, narkomisbrug, menneskehandel så handler det først
og fremmest om at forbedre de sociale vilkår. Ikke kun i Vesteuropa
men også i resten af verden.

Det vi absolut ikke har brug for er en
supermagt der konkurrerer med USA om verdensherredømmet. Derfor
er vi imod EU og ønsker i stedet at man i langt højere grad
styrker de demokratiske organisationer som fx FN, Europarådet, OSCE
og øger kampen mod ulighed og for demokrati.

September 2002

Onsdag, 11. september 2002 - 0:00

Emner

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]