Gå til hovedindhold

Rune Lunds 17. maj-tale

Af Rune Lund

I april gik franskmændene på gaden og demonstrerede. Den franske regering ville lave forringelser for de unge ved at gøre det nemmere at fyre dem. Det ville hverken unge eller gamle finde sig i. Derfor gik fagbevægelsen, venstrefløjen, de studerende og eleverne i aktion.

Efter flere dages strejker var sejren hjemme. Og forslagene blev taget af bordet.

Den franske regering tabte. De unge og venstrefløjen vandt. Og det var fedt. Fedt for os. Surt for højrefløjen.

Men også herhjemme har højrefløjen brug for et hak i tuden. Regeringen og Dansk Folkeparti – men desværre også indimellem socialdemokraterne - påstår, at forringelserne er nødvendige. At vi ikke skulle have råd til velfærd.

Men det er ikke rigtigt. Der ER råd til velfærd. Det er et politisk valg.

Valget består mellem:
1) Skal vi proppe flere penge i folks private lommer med skattestop og nedskæringer, der gavner de rigeste i samfundet.
2) Eller: 2) Skal vi proppe nogle flere penge i den fælles kasse, så der er råd til ordentlig velfærd, så vi kan passe vores syge, få bedre SU og sikre en ordentlig udannelse for alle.

Og om vi skal vælge det ene eller det andet – det er udelukkende et politisk valg.

Den såkaldte velfærdskommision har prøvet at bilde os ind, at der ikke er råd til velfærd i år 2040. Og at vi bliver nødt til at skære ned og fjerne efterlønnen.

Men en af forudsætningerne for at velfærdskommissionen siger som den gør er, at det private forbrug i 2040 er steget med 120 procent. 120 procent! Det vil sige, at vi skal forbruge over dobbelt så meget på mobiltelefoner, fjernsyn, flyrejser og så videre i forhold til, hvad vi gør i dag.

Hvis man nu bare sætter det private forbrug i 2040 ned til en stigning på sølle 100 procent – og så har vi overhovedet ikke talt om, at kloden slet ikke kan klare et sådant overforbrug – så er der rigeligt med midler til både at sætte SU op, bistandshjælp og dagpenge op – og stadig bevare efterlønnen.

Så lad os sige det højt og klart så alle kan forstå det. Der er råd til velfærd – og vi VIL have velfærd.

Og der vil være endnu flere penge til rådighed, hvis et flertal i det danske folketing efterhånden ville tage sig sammen til at beskatte nogle af de mange store selskaber som Coca-Cola og McDonald’s, der bliver ved med at betale 0 kr. eller næsten 0 kroner i skat, fordi de udnytter alle mulige og umulige skattefiduser.
Enhedslisten har lige lavet hjemmesiden www.kenddinvare.dk. Her kan man se, hvor mange selskaber, der betaler 0 kr. eller næsten 0 kr. i skat.

Og det er her pengene blandt andet skal hentes.
Jeg gider ikke diskutere velfærd ud fra om efterlønsalderen skal sættes op fra 60 år til 62 eller 63. Skal det virkelig være det centrale i diskussionen, at nogle vil forringe efterlønnen med 3 år, mens andre ”kun” vil forringe efterlønnen med 2 år.

Der er råd til velfærd. Det er et politisk valg. Og Enhedslisten vil under ingen omstændigheder være med til at landets fattigste og almindelige mennesker skal stå model til forringelser af velfærden, mens store selskaber leger skatteakrobater.

Vi skal tage et politisk valg om at ville velfærd. Og dem, der skal betale, skal ikke være de fattigste – tværtimod: Vi sender regningen til de rigeste.

Der tegner sig et flertal mod forringelser af dagpengene. Der tegner sig et flertal mod forringelser af SU’en.
Ligeledes vil der kunne skabes et flertal mod at forringe efterlønnen.

Det er vigtigt at oppositionen ikke laver velfærdsforlig med regeringen. Så er man nemlig ikke bundet til dette forlig, når vi får en ny regering efter et kommende valg.

Og vi får kun en ny regering med en mere social og retfærdig dagsorden, hvis det er muligt at kende forskel på højre og venstre.

Derfor er mit budskab til alle gode kræfter her i landet. Lad os stå sammen mod regeringen og Dansk Folkepartis asociale politik med skattestop og velfærdsforringelser.

Vi skal holde nallerne langt væk fra regeringens velfærdsforlig.

Vi skal gøre som der står på løbesedlerne til i dag: Vi siger:

• Nej til regeringens efterlønsforringelser
• Vi vil bevare SU’en
• Nej til forringelser af dagpenge
• Vi vil praktikpladser til alle - og
• Vi vil afskaffe starthjælpen

Kort sagt: Vi vil et andet Danmark – og det er derfor vi er her i dag.

Tak for ordet.

Onsdag, 17. maj 2006 - 0:00

Emner

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]