Gå til hovedindhold

Privatiseringens Svøbe

De senere år har regeringen haft held til at brede sit »frit valg« slagord ud til ældreplejen under dække af, at de ældre, gennem at kunne træffe flere valg, vil få mere selvbestemmelse. Ifølge Urban 13-9-04 har »Hver femte ældre (..) i dag en privat leverandør til helt eller delvist at levere hjælpen, og størstedelen af landets kommuner vurderer, at flere ældre med tiden vil vælge private leverandører til hjemmehjælp.«

Imidlertid er Frit Valg-retorikken en simpel sminkning af, at frit valg er en politisk beslutning om at øge privatiseringen og derigennem først og fremmest er en fordel for erhvervslivet, og ikke nødvendigvis for de ældre.
Samtidig har frit valg ordningerne en indbygget fare for, at det kun er de velhavende, der bliver frie gennem regeringens politik, en gruppe som formentlig er rimelig frie i forvejen. Almindelige ældre risikerer nemlig at blive stemplet som mindre profitable kunder, hvis de bor i yderområder, har andet end standard-behov, eller ikke har råd til at købe sig til de lækre ekstraydelser, som de private firmaer til forskel fra det offentlige kan tilbyde.

Ændringerne i ældreplejen påvirker ikke kun de ældre, men også hjemmehjælperne. De bliver med frit valg presset på flere fronter, og tiden med de ældre måles mange steder ned til mindste detalje, for at sikre at de private og det offentlige tilbyder nøjagtig samme ydelse i den fri konkurrencens navn. At den enkelte hjælpeydelse opmåles ned til mindste minut ændrer grundlæggende forholdet mellem den ældre og hjemmehjælperen, fra at være et tillids- og omsorgsforhold, til at være en kunde- eller arbejdsgiverrelation. Hjemmehjælperen føler sig forpligtet af sin arbejdsgiver til kun at yde den pleje, der er betalt for, samtidig med at hun oplever et dilemma i forhold til sit eget faglige skøn over den ældres behov. Samtidig må den ældre kontrollere, at den valgte hjemmehjælper nu virkelig er det bedste valg, og hjemmehjælperen må kontrollere, at den ældre ikke forsøger at snyde sig til hjælp han ikke har betalt for.

---
Alt i alt ændrer talen om frit valg i ældreplejen hele vores opfattelse af pleje, fra at være omsorg givet af medfølelse og forståelse, til at være en ubekvem, men desværre nødvendig ydelse, for at holde vores baghave ren, for at de ældre ikke skal dukke op i medierne iført gamle bleer og fortørnede pårørende.
---

Der er ikke nogen tvivl om, at ældreplejen, som den fungerede inden regeringens frit valg-tiltag, ikke fungerede optimalt. Der var en række problemer som ufleksibilitet, en strøm af forskellige hjemmehjælpere i den enkelte ældres hjem, og mangel på tid. Disse problemer er overordnet set opstået, dels fordi man ikke har villet give midler nok, og dels fordi det offentlige er blevet målt med det private erhvervslivs måleenheder, hvorefter ord som effektivitet og rationalisering har presset tiden hos den ældre helt i bund. Frit Valg er derfor ikke en løsning på disse problemer, da ordningen forstærker opfattelsen af hjemmeplejen som et marked. Eksempelvis kan man læse i Vejledning om supplement til vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. af 29. juni 2004 at begrebet »leverandør« nu benyttes i lovgivning, bekendtgørelser og vejledninger til både at dække private firmaer og kommunen, hvad angår personlig og praktisk hjælp. Spørgsmålet er, om regeringens ønske med frit valg overhoved var at hjælpe de ældre.

---
Regeringens frit valg er en skjult privatisering, og en markedsgørelse af hjemmeplejen. Derudover fratager det hjemmehjælperne enhver form for faglig stolthed og klemmer dem ned i minuttyranniets spændetrøje. Sidst men ikke mindst indeholder frit valg en fare for at marginalisere en stor gruppe af de ældre som ikke-profitable andenrangsældre. ---

Her følger nogle af de mange problemer, som frit valg påfører de ældre, hjemmeplejerne og samfundet generelt:

• Fra omsorg til mistro
• Privatisering udhuler demokratiet
• Privatfinansierede ydelser skærer kagen mindre
• Minuttyranniets daglejere
• Faglig stolthed i en stresset dagligdag
• At være hjemmehjælper når ingen andre vil
• Det privates kunstigt lave priser
• Det offentlige sikkerhedsnet under de private firmaer
• Hvem betaler den ekstra mellemmand
• Større kommuner større profit
• Frit valg – af indpakning

Fra omsorg til mistro
Idet den ældre bliver ansvarlig for valg af hjemmehjælper, er det også den ældre der er ansvarlig for at have truffet det bedste valg på ethvert tidspunkt, hvorfor den ældre altid må kontrollere at pleje-ren udfører arbejdet til den ældres optimale tilfredshed.
Omvendt giver muligheden for at den ældre kan bytte noget af sin visiterede pleje til andre ydelser gennem »fleksibel hjemmehjælp« hjemmehjælperen ansvar for at vurdere, om der er behov for en ny visitering, eller om den ældre modtager ydelser vedkommende ikke har behov for. I Socialministeriets pjece ”Skal din virksomhed levere personlig og praktisk hjælp” fra september 04 står der så-ledes under Observations- og meddelelsespligt, at »Det personale, der udfører hjælpen, har derfor pligt til at observere, om der sker ændringer i borgerens tilstand og behov for hjælp. Personalet har også pligt til at indberette eventuelle ændringer i modtagerens funktionsevne til forvaltningen.«

Den ældre og hjemmehjælperen skal altså hele tiden gensidigt kontrollere hinanden, hvorved det fortrolige tillidsforhold, der bør være omkring personlig pleje, får meget trange kår.

Privatisering udhuler demokratiet
Danmark har en lang demokratisk tradition for, at utilfredse borgere deltager i den offentlige debat og derved er med til at justere den retning, vores samfund bevæger sig i. Når folk derimod på grund af deres »frie valg« af ældrepleje bliver kunder, i stedet for borgere, er incitamentet til at deltage i en demokratisk meningsdannelse meget mindre. Hvor man som borger føler et ansvar for at ens samfund, føler man som kunde ofte ikke et ansvar overfor en leverandør. Hvis man er utilfreds med varen, er det lettest at udtrykke sin utilfredshed ved at undlade at handle hos den omtalte leverandør en anden gang, at »stemme med fødderne« ved at gå sin vej.

At stemme med fødderne, eksempelvis at skifte leverandør af ældrepleje, er imidlertid ikke nogen garanti for, at de overordnede målsætninger inden for ældreplejen forbedres. Ved at mange kunder fravælger en bestemt leverandør, er det klart at leverandøren tvinges til at justere sin pleje eller lukke, men diskussionen kommer aldrig til at række ud over leverandøren. At den kommunale hjemmehjælper ikke støvsuger i hjørnerne eller under gulvtæppet, fordi han/hun har alt for lidt tid til at løse opgaven, resulterer måske nok i, at flere og flere opgaver bliver løst af de private, men det rykker ikke ved den overordnede normering af, hvor meget tid kommunene skal betale for, at en rengøring tager.

I stedet får vi først en gruppe kritiske forbrugere, der over en periode ofte skifter hjemmehjælper, og siden en gruppe desillusionerede forbrugere, der finder sig i, at der er for lidt tid, og prøver at trøste sig med, at de i det mindste selv har valg, hvem der skal bruge for lidt tid hjemme hos dem. »Frit valgs« omskabelse af befolkningen fra borgere til forbrugere får folk til at glemme deres demokratiske borgerpligt.

Privatfinansierede ydelser skærer kagen mindre
Fremtidsforsker Martin Ågerup skriver i forbindelse med der sommeren 04 var forslag fremme på socialdemokratiets kongres om at borgerne i fremtiden skal kunne købe ydelser af det offentlige, hvis de for eksempel vil supplere hjemmehjælpen at »Forslaget ville føre til, at det offentliges fokus trækkes delvist væk fra at levere de gratis kerneydelser i retning af at tjene penge i konkurrence med private udbydere…Fremtidens velfærd kommer formentlig til at bestå af nogle ret beskedne gratis kerneydelser, som den enkelte så kan supplere med privat finansierede ydelser. Vi ser allerede den udvikling på pensionsområdet, hvor de færreste i dag betragter folkepensionen som deres eneste eller endog primære pensionsopsparing.«

At man åbner for privatisering af de offentlige ydelser bringer behovet for at trække grænsen knivskarpt mellem, hvad der som minimum skal til for at sikre et værdigt liv for de ældre, og hvilke ydelser rige ældre kan have mulighed for at købe ekstra som tilkøbsydelser, frem i lyset. Tilkøbsydelser er i sig selv ikke af det onde, men det er vigtigt at vi langsomt lader flere og flere ydelser overgå fra at være grundydelser til at være tilkøbsydelser, uden nogensinde at tage debatten. Man skal huske på, som eksemplet med folkepensionen viser, at der vil være ældre, der må nøjes med den offentlige ydelse, og de skal selvfølgelig ikke leve som grever og baroner, men de skal have de basale behov dækket, så de har det tåleligt.

Det er vigtigt at regulere efter de svageste, og ikke de rigeste. Gennem det private erhvervslivs tilbud om tilkøbsydelser er der derfor en fare for at egenbe-talingen af disse ydelser langsomt vil presse den offentlige grundydelse, overføre flere og flere ydelser fra grundydelse til tilkøbsydelse, og langsomt udhule det fælles ansvar for varetagelsen af de svagestes interesser.

Minut-tyranniets daglejere
Som Kirsten Normann, FOA, beskriver i sin artikel »Frit valg – et opgør med velfærden« fra bogen »Velfærd på aktier« ,er kommunernes evne til at beregne fremtidig kapacitetsbehov med det frie valg indenfor ældreplejen blevet radikalt dårligere, man kan aldrig vide hvor mange ældre, der vil vælge hvad, eller om der pludselig vil komme en ny og attraktiv udbyder på markedet, og kommunen må derfor, for at undgå overkapacitet, ansætte sine hjemmehjælpere på timebasis, hvilket forringer de ansattes vilkår.

Faglig stolthed i en stresset dagligdag
Hjemmehjælpere sætter en ære i at varetage de ældres behov så godt som muligt. Men hvis man er hyret til at udføre en bestemt funktion, nytter det ikke noget at man giver sig til at lave alt mulig andet, som den ældre ikke er visiteret til, men som der efter hjemmehjælperens bedste vurdering er et behov for lige nu. Det fri valgs minuttyranni svækker derfor hjemmehjælperens mulighed for at op-leve sig selv som kvalificeret medarbejder, og reducerer ham/hende til samlebåndsarbejder. Denne tendens forøges i det øjeblik der kommer private firmaer på banen, fordi hjemmehjælperen i det private firma ikke blot bruger for meget tid på den ældre ved at udføre opgaver udenfor planen, men ydermere »snyder« firmaet for en indtjeningsmulighed i form af ekstraydelser.
Herudover reduceres hjemmehjælperens selvfølelse gennem bevidstheden om, at hans/hendes arbejde kan udføres af en uuddannet vikar, hvilket er resultatet af det ovennævnte problem om over- og underkapacitet.

At være hjemmehjælper når ingen andre vil
Ovennævnte udhuling af fagligheden og dårlige arbejdsvilkår gennem daglejer- relationen vil formodentlig mindske tilgangen til social og sundhedshjælper samt sygehjælper og sygeplejerske-uddannelserne, uddannelser som i forvejen har lav status og i perioder har været plaget af flaskehalse.
Denne tendens forstærkes i øvrigt af, at kommunerne med stor forkærlighed henviser kontant-hjælpsmodtagere til SOSU-uddannelsen, næsten som om det var en art aktivering.

De lave normeringer på tid i hjemmene ,»den brugerrettede tid«, er i høj grad med til at forværre ar-bejdsmiljøet for hjemmehjælpere. Således påpegede overlæge på Vejle Sygehus arb.medicinsk afd., David Sherson, i Vejle Amts Folkeblad (VAF 19/7), at »Plejesektoren er den branche, vi har flest patienter fra. - Vi har desværre mange erfaringer (skader fra plejesektoren). De patienter, vi ser, de-ler sig i to store grupper. Dem med skader på bevægeapparatet og dem, hvor problemet er psykisk. - Tiden til personlig omsorg er skåret ind til benet, og den enkelte har ofte mange klienter. - ...opstramningen af tiden gør, at der er et misforhold mellem den kvalitet, de (plejerne) gerne vil gi-ve, og den tid, de har. - God ledelse - både på topplan og mellemlederniveau - er meget vigtigt.«
Sidst men ikke mindst har modviljen mod at betale en ordentlig løn for det fysisk og til tider psy-kisk krævende arbejde som hjemmehjælper udfører dels en signalværdi, idet det signalerer, at vi ik-ke mener arbejdet er meget værd, og dels en konkret effekt på at folk ikke ønsker at arbejde som hjemmehjælpere, for få mennesker ønsker at knokle livet af sig for en ringe løn.

Det privates kunstigt lave priser
De private firmaer kan tilbyde de ældre ekstraydelser mod egenbetaling. Herved må de ældre, der kunne ønske ekstraydelser, forventes at få deres offentligt finansierede pleje varetaget af et af de private firmaer, da det er lettest at have sin hjælp samlet, uanset om muligheden for køb af ekstra-ydelser er afhængig af køb af hovedydelse.
Ydermere kan de private firmaer holde prisen for hovedydelsen kunstigt nede, i forventningen om at tjene den ind gennem ekstraydelserne, hvilket ikke er muligt for kommunerne.

Det offentlige sikkerhedsnet under de private firmaer
Hvem skal dække/ sikre de ældre ydelser, hvis et privat firma må lukke? Det offentlige bliver nødt til at opretholde en bekostelig reserve, der kan gå ind og udføre arbejdet, hvis private firmaer pludselig lukker fra dag til dag. Der har i været flere eksempler på, at det private firma, der stod for hjemmehjælpen, har erklæret sig konkurs og er lukket, hvorefter kommunen har måttet overtage hjemmehjælpen fra time til time.

Et nyligt eksempel er Plus Service i Holbæk kommune, hvor kommunen pludselig måtte overtage hjemmehjælpen hos 72 ældre, efter at Plus Service lukkede, da de store kørselsafstande gjorde det for dyrt for firmaet at drive hjemmehjælpen. At Holbæk kom-mune så sig i stand til at overtage 72 ældre, uden at ansætte flere hjemmehjælpere eller indkalde ekstra personale, er fuldstændig absurd, og Enhedslisten har i den forbindelse stillet spørgsmål til Socialministeren om, hvordan det kunne lade sig gøre, men situationen viser alligevel, at muligheden for konkurs nødvendiggør et nødberedskab, for man kan jo ikke bare lade de ældre ligge i sen-gen, eller springe deres mad over i et par dage, fordi kommunens hjemmehjælp ikke er gearet til de private konkurser.

I bekendtgørelsen af 2. september 04 om kvalitetsstandarter ved frit valg af leverandør til personlig og praktisk hjælp er der i §9 stk. 4 åbnet op for at kommunerne KAN stille krav til det private firma om en garanti for leverance af hjemmehjælpen, men det er desværre kun en mulighed, hvorfor kommunerne, hvis de har problemer med at skaffe private udbydere nok, til at udlicitere, formo-dentlig ikke vil benytte sig af denne mulighed.

I den forbindelse udtalte Holbæks borgmester Jørn Sørensen til Jyllandsposten 29.8.04: »I praksis kommer vi til at betale to gange, fordi det er nødvendigt at have et beredskab til at imødekomme den situation. Kommunen er i sidste ende ansvarlig for, at de ældre får den nødvendige hjælp« og tilføjer, at fordi kommunen har denne bagstopperfunktion, kan den reelt ikke gennemføre nedskæringer, der svarer til udgifterne til de private. I samme artikel står der at: også formanden for KLs social- og arbejdsmarkedsudvalg, Vagn Ry Nielsen, mener at denne forsyningssikkerhed koster kommunerne for meget, og ønsker spørgsmålet taget op med i forbindelse med en opsamling af loven.

At agere sikkerhedsnet for de private firmaers jagt på profit, der er dømt til at mislykkes en gang imellem med konkurser og mulige gener for de ældre til følge, er helt sikkert en bekostelig affære. Hvorfor skal kommunerne overhoved rodes ud i alt dette bureaukrati, blot for at sikre den fri konkurrence. Var det ikke bedre at rette problemerne i den eksisterende hjemmepleje, i stedet for at opfinde helt nye problemer?

Hvem betaler den ekstra mellemmand
Timeprisen for den samme ydelse indenfor ældrepleje må nødvendigvis stige i det øjeblik der kommer en tredje mand ind, det private firma, mellem plejeren og kommunen, hvorfor prisen på pleje kun kan fastholdes ved at sænke ydelsens kvantitet eller kvalitet. Skattekronerne kommer således til at finansiere den ekstra profit, som private firmaer skal kunne lave på at udføre opgaver, der ellers har ligget i det offentlige. Eksempelvis har Falck lovet sine investorer en øget indtjening på 5-6% til næste år i forbindelse med den voksende privatisering.

Større kommuner større profit
Større kommuner er mere attraktive over for det private erhvervsliv. I en stor kommune kan man nemlig komme i kontakt med en stor kundekreds gennem en enkelt udbudsrunde, hvorved de priva-te firmaers udgifter i forbindelse med at udarbejde tilbud til frit valg bliver mindre. Den pris som kommunen er villig til at betale for hver enkelt ydelse varierer nemlig fra kommune til kommune, ud fra, hvor meget man forventer, det ville koste kommunen selv at levere hjemmehjælpen, hvorfor tilbud som private firmaer har udarbejdet ud fra de forventede udgifter i een kommune, ikke kan overføres direkte til andre kommuner. Med storkommunerne kan firmaerne således nå flere kunder, uden at behøve at udarbejde nyt materiale.

Professor Bent Greve fra Roskilde Universitetscenter vurderer således i Weekendavisen 19 maj 04: »Det er ikke nogen enkel sag at lave et udbud. Det kræver en organisation af en vis størrelse at forhandle med private leverandører, at håndtere kontrakterne samt styre og kontrollere de udbudte op-gaver. Så det vil de større kommuner selvfølgelig være bedre til. Samtidig vil kommunerne, fordi de er presset af, at der er indført frit valg på en række områder, være mere villige til at inddrage private aktører. På for eksempel ældreområdet har de større kommuner allerede i dag flere aktører på ba-nen. De har været bedre rustet til at indgå aftaler, mens mange af de mindre kommuner kun har kunnet lave aftale med en enkelt leverandør om privat hjemmehjælp.« Større kommuner øger altså mulighederne for at private firmaer varetager hjemmeplejen.

Jo flere opgaver der er samlet i den enkelte kommune, jo flere opgaver kan det private firma fordele udgiften til udarbejdelse af materiale, forhandlinger osv., hvorved profitmuligheden øges, idet fir-maet kan byde på flere opgaver gennem samme kommunekontor. At storkommunerne skal overtage en række sociale opgaver fra amterne vil derfor forstærke fordelen ved storkommunerne for det pri-vate erhvervsliv endnu mere.

Frit valg – af indpakning
Regeringens »frit valg« på ældreområdet er indholdsløst. Man kan nemlig som ældre ikke vælge mellem, hvilken type hjælp man ønsker at have ret til, eller vælge mellem besøgsven kontra rengøring. Godt nok kan man bytte sin hjælp til en anden type hjælp en gang eller to, men det må ikke ske regelmæssigt. Overordnet set er man stadig nødt til at finde sig i kommunens vurdering af ens behov. Et billede på det »frit valg« i leverandør af personlig eller praktisk hjælp er eksempelvis ind-køb af mælk i et supermarked. I supermarkedet kan den ældre vælge mellem mælk fra Arla eller Thiese Mejeri, men det er kommunen der bestemmer, om den ældre skal købe mælk eller saftevand. Uanset hvad den ældre måtte kunne lide, være vant til at drikke osv. Valgfriheden går alene på ind-pakningen, ikke på ydelsen.

Alle disse mange problemer afspejler det grundlæggende forhold, at det, der skal til i god ældrepleje, er tid, tillid og omsorg. Det frie valg lyder umiddelbart som en god ide til at give de ældre magten over eget liv, men resultatet bliver at der spares på hjemmehjælperens tid i den ældres hjem. Samtidig ændres hvad der skulle have været et tillidsforhold mellem den ældre og det menne-ske, plejeren, der skal sikre den ældre en værdig tilværelse, til et kundeforhold hvor kodeordene er mistro og effektivitet. Sidst men ikke mindst udgør ændringen af befolkningen fra borgere til forbrugere en reel fare for, at den demokratiske debat ophører, hvorved landet står i fare for at blive forvandlet til Firmaet Danmark med en bestyrelse med despotisk magt.

---
I stedet for en ældrepleje for dem der har råd, hvor en stor gruppe af ældre sorteres fra som dårlige kunder, må vi have omsorgen tilbage i en ældrepleje for alle. ---

At det er lykkedes regeringen at tage patent på muligheden for selv at vælge sin konkrete hjemmehjælper, er noget af en svinestreg, for hvem siger at en sådan valgfrihed ikke kan etableres indenfor den kommunale hjemmehjælp. Frit valg af hjemmehjælper er ikke nødvendigvis identisk med frit valg af hjemmehjælpsfirma. Samtidig er frit valg kun tilsyneladende et valg, der er ingen indholds-mæssig forskel på valgmulighederne.

Fredag, 1. oktober 2004 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]