Gå til hovedindhold

Notat om partiernes medlemmer

Partiernes krise
I 1960 var 20 % af den danske befolkning medlem af et politisk parti, nu er det kun ca. 5 %. Det er en markant udvikling, spørgsmålet er om det et problem og hvis det er, hvad man kan gøre ved det?
En ny bog fra Magtudredningen, som søger at indkredse magten i det danske samfund, fortolker en meget grundig spørgeskemaundersøgelse, som blev foretaget i foråret 2000 blandt et stort antal medlemmer i partierne.

Den mest bemærkelsesværdige konklusion er nok at partimedlemmerne ikke er repræsentative for vælgerne. Det skyldes at gennemsnitsalderen blandt partimedlemmer er 55 år mens den kun er 47 blandt vælgerne og at mænd udgør 2/3 af medlemmerne og 49% af vælgerne. Derfor kan man ikke kalde partierne for »deltagelseskanal« for befolkningen, vælgerne øver altså ikke kontinuert indflydelse på partierne ved at deltage i medlemsdemokratiet og politikerne nøjes ofte ikke længere med at vejre stemningen for forskellige tiltag i medlemsskaren men griber til hjælp fra fokusgrupper, via folkehøringer, m.m.

Medlemmernes anden funktion, som »kanal« og repræsentanter for partiledelsen til borgerne ude i samfundet, lider selvfølgelig også af medlemsafvandringen, så mediernes formidling af partiernes synspunkter bliver mere vigtig. Endeligt betyder færre medlemmer færre kontingentindtægter.

Partierne selv synes udviklingen er et problem.
I 1995 lancerede alle partier bortset fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti en fælles hvervekampagne og Folketinget vedtog at firdoble det tilskud, partierne får for hver enkelt stemme ved folketingsvalg, så det nu udgør godt 20 kr. pr. stemme pr. år. Tilsammen modtager partierne 80 mill. kr. (Finanslov 2004), det er en udgift Enhedslisten ønsker afskaffet (jf. Folketingsdebatten ved fremsættelsen og Enhedslistens finanslovsforslag 2004). Desuden har Folketingets udgifter til folketingsgruppernes sekretariater på 110 mill. kr., til folketingsmedlemmernes vederlag og tilskud til bolig og transport. Enhedslisten vil bibeholde tilskuddet til sekretariaterne, for at støtte folketingsmedlemmerne i deres arbejde bl.a. i forhold til statsadministrationen, men synes vederlaget er for højt, det foreslås nedsat til gennemsnittet for en sygeplejerske (jf. Enhedslistens finanslovsforslag 2004).

Med de høje statstilskud til partierne og tilskud fra erhvervsvirksomheder til (udelukkende) borgerlige partier spiller medlemskontingenter en forsvindende lille rolle og ud fra en cost-benifit-analyse kunne man måske ligefrem konkludere at det slet ikke kan betale sig for partierne at have medlemmer. I bogen »Partiernes medlemmer« vurderer forfatterne at »Netto repræsenterer medlemmerne formentlig en udgift .. «. Men medlemmerne udgør naturligvis en vis legitimitet, det kan f.eks. imponere at Venstre har ca. 80.000 medlemmer og det gør sig på TV når Venstre kan iscenesætte Anders Fogh Rasmussens valgkamp og -sejr med et blåt hav af begejstrede klakører.

Idealet: Massepartiet
Det anses normalt for ønskeligt, at folkevalgte forsamlinger er sammensat, så de demografisk og socialøkonomisk afspejler det samfund, der valgte dem. Det er et klassisk tema i diskussionen om det repræsentative demokrati. Argumenterne er følgende:
• Erfaringsargumentet
Det antages at medlemmer, der har samme sociale baggrund som deres partis medlemmer vil have en bedre forståelse for disse vælgeres ønsker og behov, fordi de deler de samme levevilkår og livserfaringer. Man antager indirekte at det giver samme holdninger og meninger.
• Interesseargumentet
Forskellige grupper har forskellige interesser og partierne risikerer at miste troværdighed som repræsentationskanal, hvis nogle grupper er underrepræsenteret.
• Retfærdigheds- og lighedsbetragtning
Det anses for uacceptabelt ud fra et demokratisk lighedsideal, hvis bestemte sociale grupper ikke er repræsenteret i partiarbejdet.
Medlemsundersøgelsen dokumenterer at mange partimedlemmer mener, at det er meget eller ret væsentligt, at folketingsmedlemmerne afspejler befolkningens sammensætning med hensyn til erhverv, alder, uddannelse, køn og etnisk baggrund, mindst dog med hensyn til etnisk baggrund, mest med hensyn til erhverv.

De sære medlemmer
Undersøgelsen har sammenlignet partimedlemmernes køn, alder, uddannelse, ansættelse og indkomst med en undersøgelse af vælgerne ved folketingsvalget i 1998.

Partier er ikke for kvinder
Kvinder benytter i langt mindre grad end mænd de politiske partier som redskab for deres politiske interesse og engagement. I 1970erne og 80erne stormede kvinder ind i fagforeninger og græsrodsbevægelser, men knap så meget i partierne. I SF og Socialdemokratiet har man i en periode søgt via kønskvotering at fremme kvinders deltagelse, men kun i SF er kvindeandelen nået op på 46 %. I Enhedslisten er kvindeandelen 38 %. Det er bemærkelsesværdigt, fordi blandt Enhedslistens vælgere er 59 % kvinder. På denne måde bliver Enhedslisten det parti, der har det største misforhold mellem medlemmernes og vælgernes kønsfordeling.

Denne kønsskævhed i partierne er uddybet i en anden udgivelse fra Magtudredningen, »Kønsmagt under forandring« fra 2002; den baserer sig på samme spørgeskemaundersøgelse. Heri fremgår det, at når man ser på hvem, der har tillidsposter i partierne under ét bliver kønsuligheden endnu større. På de partiinterne poster er kun 28 % kvinder, og kun 24 % af kandidater ved kommunevalg og 17 % af kandidaterne til folketingsvalg er kvinder.
Kvinder og mænd laver forskelligt partiarbejde.

Antallet af timer anvendt på partiarbejdet er lige højt for mænd og kvinder i Enhedslisten, nemlig i gennemsnit 6,4 timer pr. måned, men kvinderne deltager kun i 4,6 møder mod mænds 6,3 møder om året.

Set under ét for partierne deltager kvinder i mindre grad end mænd i pengeindsamling, plakatophængning og rekruttering af medlemmer ved at stemme dørklokker, men kvinder organiserer oftere end mænd kampagneboder og uddeler partimateriale.

Mænd deltager relativt oftere end kvinder i udvalgsarbejde og med til at formulere politiske forslag i Enhedslisten og Dansk Folkeparti, mens de andre partier er lidt mere ligelig interesse i de to køn.

I alle partier besøger mænd oftere end kvinder partiets hjemmeside og i nogle partier herunder Enhedslisten modtager mænd i højere grad e-mails fra partiet end kvinderne. »Det kan derfor øge de partiinterne kønsforskelle, hvis en større del af partiets aktivitet overføres til disse nye medier«, konkluderes i »Kønsmagt under forandring«.

Alder
Gennemsnitsligt er vælgerne 8 år yngre end partimedlemmerne. Enhedslisten har såvel de yngste vælgere, gennemsnitsalderen er 38 år og 34 % er under 29 år som de yngste medlemmer, gennemsnitsalderen er 44 år og 20 % er under 29 år. I den modsatte ende ligger Det Konservative Folkeparti, hvor vælgernes gennemsnitsalder er 50 og medlemmernes gennemsnitsalder er 58 år.

Uddannelse, indkomst, ansættelse
Partierne adskiller sig især på, hvor lang uddannelse medlemmerne har. I forhold til andre partier har Enhedslisten den bedst uddannede medlemsskare med hele 70 % med studentereksamen og 41 % med en lang videregående uddannelse. Det er det parti, der har forholdsvis flest uddannelsessøgende, hvad der givetvis er en væsentlig del af forklaringen på, at mange medlemmer har en årlig bruttohusstandsindkomst under 125.000 kr.

Socialdemokratiet, Venstre, og Dansk Folkeparti har de kortest uddannede medlemmer. Andelen af pensionister varierer også meget, hvor Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har størst andele. Der er mindre forskelle på hvad angår indtægtsniveau. Det er højst i Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Der er flere offentlig ansatte end privat ansatte i Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, mens det omvendte gør sig gældende i Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

På baggrund af ovenstående analyse (af medlemmernes demografiske og sociøkonomiske kendetegn) konkluderer forskerne bag undersøgelsen at medlemmerne ikke er repræsentative. Den største afvigelse mellem vælgere og medlemmer er kvindernes andel.

Et andet udtryk for de sociøkonomiske karakteristika er klassetilhørsforhold. Spørgsmålet indgik i undersøgelsen og vi har fået svarene for henholdsvis Enhedslisten og partierne under ét (vægtet for partiernes størrelse). Enhedslistens medlemmer udmærker sig ved i højere grad end andre partiers medlemmer at opfatte sig selv som tilhørende en bestemt social klasse. 85 % siger ja til spørgsmålet: »Da du var ung, opfattede du nogensinde din familie som hørende til en bestemt social klasse?«. Blandt medlemmer fra partierne under ét (vægtet) svarer 72 % ja. Til spørgsmålet »Opfatter du i dag dig selv som hørende til en bestemt social klasse« svarer 79 % af Enhedslistens medlemmer ja, mens kun 57 % af alle partimedlemmer under ét svarer ja. Blandt dem, der har svaret ja har man yderligere spurgt »hvilken klasse?« og hertil svarer 42 % af Enhedslistens medlemmer »Arbejderklassen« og 50 % »Middelklassen«. Alle partier samlet svarer 25 % tilhører »Arbejderklassen« og 70 % »Middelklassen«.

Partier som holdningsfællesskaber
Hvis medlemmerne af partierne er indbyrdes enige om politikken, så gør det måske ikke så meget at de ikke er ens på demografiske og sociøkonomiske karakteristika. Det er tankegangen bag talen om borgerne i stigende grad fordeler sig efter interesser og holdninger end efter de mere traditionelle skel defineret af stilling, erhverv og/eller klasse. Og vel det, der forklarer at der er så mange akademikere i Enhedslisten, selvom partiet vil forsvare arbejderklassens økonomiske og poliske interesser.

I undersøgelsen har man forsøgt at belyse om partierne er sådanne holdningsfællesskaber, altså hvor enige medlemmerne er med hinanden og adskiller sig fra andre partier. Konklusionen er, at fra vælgere til aktive medlemmer kan tegnes en »tragt« med mindre afstand mellem partierne i den ene ende, hvor vælgerne ligger end i den anden ende, hvor partiernes mest aktive medlemmer ligger. Man kan forsigtigt udlede, at partierne er mere ideologiske end vælgerne.

Det er især partierne yderst på fløjene, der i forhold til vælgerne, går yderligere i hver sin retning. I Enhedslisten ser man f.eks. stærkt negativ holdning til integration i EU blandt aktive medlemmer, mens ELs vælgere er mindre negative. I spørgsmålet om hvorvidt forsvaret får for mange penge er ELs vælgere knap så sikre som de aktive medlemmer og når spørgsmålet er om der sker misbrug af sociale ydelser er ELs aktive medlemmer mere sikre på at der ikke sker misbrug end vælgerne. Ligeledes er aktive medlemmer af EL mere sikre på at der går for få penge til u-landshjælp end EL-vælgere. Generelt er medlemmer ikke helt repræsentative for vælgerne og forklaringen er dels at det fortrinsvis er vælgere med stærke holdninger, der melder sig ind og dels at der sker en socialisering (skoling) af medlemmerne.

Forskerne konkluderer, at partierne er sådanne holdningsfællesskaber og at det derfor godt kan give mening at partiernes ledelser spørger medlemmerne til råds, når man ønsker en pejling på vælgerholdningen. Dvs. medlemmerne kan godt bruges som (gratis) fokusgrupper.

Partirolle og demokrati-model Partimedlemmerne adskiller sig fra hinanden i dels i partirolleopfattelse, hvor Enhedslistens medlemmer er meget antiautoritære og vil have indflydelse og dels i deres generelle holdning til demokratiet.
I Enhedslisten er det absolut ikke »medlemmernes væsentligste rolle at støtte beslutninger truffet af ledelsen« - det synes de ellers i de borgerlige partier. »Hovedbestyrelsen (eller forretningsudvalget= AU) i EL bør ikke have det sidste ord ved udvælgelse af folketingskandidater«, mener medlemmerne - i Dansk Folkeparti vil medlemmerne gerne give ledelsen en sådan kompetence.

Blandt borgerlige partier og til dels i Socialdemokratiet mener medlemmerne at »de færreste partimedlemmer har tilstrækkelig viden til at deltage i udformningen af politikken«, mens radikale medlemmer, SF-medlemmer og især EL-medlemmer er meget uenig i dette udsagn. M.a.o. er der i Enhedslisten størst sympati for medlemsstyring og rangordningen følger venstre-højre skalaen.
Hvad angår organisatoriske tiltag udmærker EL-medlemmer sig ved at fleste har svaret nej til »Ledelsen bør lytte mere til vælgerne end til medlemmerne«.

Undersøgelsen opererer med 3 forskellige demokratimodeller: En model betegnes som beskyttelsesmodellen; der bekender sig til natvægterstaten og opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. I spørgeskemaet lød det: »Demokrati burde først og fremmest være en beskyttelse af borgerne mod for omfattende politiske beslutninger. Gennem grundloven eller på anden måde burde demokratiet lægge snævre rammer for, hvad der kan træffes politiske beslutninger om. « Det er 42 % af Dansk Folkepartis medlemmer og 8 % af Enhedslistens medlemmer enige i.

En anden model er det klassiske repræsentative demokrati, som kræver at borgerne møder op på valgdagen og stemmer på en kandidat eller et parti. Ved valghandlingen overdrager vælgerne beslutningskompetencen og ansvaret til de valgte. Det politiske styre får sin gyldighed igennem den frie valghandling mellem konkurrerende kandidater og partier. Man benytter derfor betegnelsen konkurrence-demokrati. I spørgeskemaet lød udsagnet: »Demokrati burde først og fremmest være en metode til at vælge ledere, som skal træffe de politiske beslutninger. « Heri er især CDs og konservative medlemmer enige, mens kun 3 % af Enhedslistens medlemmer er enige.

En tredje model er den deltagelsesdemokratiske model, som indebærer at styret får sin legitimitet gennem borgernes aktive, kontinuerlige og omfattende engagement i alle faser af den politiske proces og i alle samfundslivets sfærer - især gennem deltagelse i organisationer, bevægelser og foreninger. Det betyder, at så mange beslutninger som overhovedet muligt skal lægges ud til folks egen afgørelse og at der gennem deltagelsen sker en demokratisk opdragelse af borgerne, således at demokrat ikke kun er en metode til at styre et samfund men at det også er en livsform. Udsagnet lød: »Demokrati burde først og fremmest være borgernes aktive deltagelse i en stor del af de politiske beslutninger. « Det er der mindst tilslutning til hos Det Konservative Folkeparti (28 %) og Dansk Folkeparti (30 %), mens 72 % af SFs medlemmer og 84 % af Enhedslistens medlemmer er enige.

Det er især unge, folk med høj uddannelse og aktive partimedlemmer, der foretrækker deltagelsesmodellen. Hvad angår køn foretrækker 28 % af mændene og 21 % af kvinderne repræsentationsmodellen.

Fremtidsscenarier
Forskerne peger på nogle mulige bud på fremtidens parti.
• »Det skræntende masseparti«, dvs. en fortsættelse af den nuværende situation, hvor partierne halter videre, som om alting er nogenlunde ved det gamle, godt nok, men i realiteten med flere og flere problemer og med risiko for gradvist at miste deres legitimitet, hvis medlemstallet fortsat falder. Partierne vil da være på vej i retning af det »moderne elite-parti«.
• »Græsrodspartiet«, dvs. et åbent, temmelig deltagelsesorienteret parti, som i et vist omfang vil bestræbe sig på at realisere forestillingen om indflydelse nedefra-og-op.
• »Det moderne eliteparti«, dvs. et professionelt, åbent parti uden medlemmer i traditionel forstand, hvor man er maksimalt lydhør i forhold til borgerne/vælgerne.
• »Enkeltsagspartiet« (eller »issue-partiet«), dvs. partier på nationalt - eller måske især overnationalt - niveau med fokus på en enkelt sag, et enkelt politisk issue, altså organisationer som Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.

Margit Kjeldgaard er ansat i Enhedslistens folketingssekretariat

Kilder:
Partiernes medlemmer, red. af Lars Bille og Jørgen Elkit, Magtudredningen 2003
Kønsmagt under forandring, red. af Anette Borchhorst, Magtudredningen 2002
Farvel til partierne, Torben Krogh, 1998
Dokumentation vedr. Enhedslistens medlemmer, dataudtræk fra forskergruppen 2001

Fredag, 26. september 2003 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]