Gå til hovedindhold

Nej til nyliberalisme – ja til et socialt Europa

Af Rune Lund, MF for Enhedslisten og Lance V. Jensen, medlem af Enhedslistens Europagruppe

Da befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej til EU-forfatningen, sagde ja-fløjen, at man ikke havde forholdt sig til, hvad der stod i selve forfatningen, at man stemte nej af indenrigspolitiske årsager, at man var bange for at Tyrkiet skulle blive medlem osv. Der er flere årsager til det nej som EU-eliten fik til deres forfatning. Men store dele af nej-sigerne var motiveret af en overordnet opfattelse af, at nu var det nok: Man sagde nej til mere marked, mere liberalisering, mere privatisering, nej til de reformer den franske. hollandske regering og EU-Kommissionen har lagt for EU-landene. Og man sagde nej til en EU-stat.

Det opfatter vi som en meget sund reaktion, og en politisk god reaktion. EU-tilhængerne har aldrig villet diskutere de sociale, økonomiske og politiske konsekvenser af den EU-strategi, som er blevet udbygget og udviklet i traktat efter traktat.

Men konsekvenserne i social og økonomisk forstand melder sig efterhånden. I takt med den stigende integrering i EU forpligtes de enkelte lande til at gennemføre vedtagne EU-love, og vi hører hele tiden i medierne og i Folketinget, at det kan vi ikke beslutte fordi EU forhindrer det med allerede vedtagen lovgivning, eller vi bør afvente hvad der kan blive enighed om i EU! Derfor giver det mening at se på sammenhængen og konsekvensen af EU-strategien, når man som befolkning bliver anmodet om at stemme ja til endnu en EU-traktat, der befæster og videreudvikler EU i samme retning. Befolkningerne oplevet i disse år de negative konsekvenser af den markedsliberalistiske ideologi og markedsmekanismerne.

Siden det indre marked i 1986 er markedsøkonomien, liberaliseringerne, privatiseringerne kommet i omdrejninger i EU, hvis grundlag er gennemsyret af markedsøkonomien. Fra det indre marked, over euroen og konvergensbetingelserne, til handelspolitikken mv. Det er blevet slået fast i den ene økonomiske oversigt efter den anden, som kommer fra EU-Kommissionen og de skiftende EU-formandskaber.

F.eks. sagde Romano Prodi i sin tiltrædelsestale til EU-parlamentet i maj 1999, at staten må holde op med at bruge så mange penge på samfundets svage, hvis vi skal klare os i den inter-nationale konkurrence: ”Her bør man i det mindste lade sig inspirere af fælles principper om, at (privat) forsikring skal udgøre en større del af den sociale sikring”. I talen gik han ind for at EU-landene fremover skal harmonisere og nedsætte skatterne og ”i fællesskab overveje, hvilke løbende udgifter, der skal begrænses”.

Daværende EU-kommissær for det økonomiske og monetære område, spanieren Pedro Solbes sagde den 12. april 2000 at ”en række medlemslande må ændre deres skattesystem og systemet med sociale overførsler, så flere er interesseret i at komme ud på arbejdsmarkedet”. Disse ord ledsagede en rapport fra EU-Kommissionen om EU-landenes økonomiske tilstand.

I ØKOFIN-Rådets rapport til EU-topmødet i Feira, Portugal den 19.-20. juni 2000 skriver man f.eks. at ”Det er vigtigt, at de sociale sikringssystemer støtter de økonomiske reformer og tilpasses for at sikre, at det kan betale sig at arbejde”.

Om den danske økonomi hedder det at ”situationen i amter og kommuner (bør) overvåges; der bør overvejes stærkere institutionelle rammer, der respekterer amters og kommuners autonomi, hvis der er risiko for, at dette mål ikke opfyldes”. Og regeringen bør ”fortsætte bestræbelserne på at forbedre den forholdsvis store offentlige sektors effektivitet, f.eks. ved mere systematisk at anvende offentlig licitation”.

Der er også kritik af manglende strukturreformer, selv om Kommissionen erkender, at Dan-mark er nået længere end de fleste andre EU-lande. Man kan ikke lade være med at kritisere de seks ugers ferie som danske lønarbejdere nu var nået op på, og konstaterer at dagpenge-ordningen er vidtrækkende og kompensationsgraden høj. Derfor må man ”øge incitamentet til at søge arbejde eller blive i arbejde; nøjere overvåge reformen af fortidspensionsordningen i betragtning af behovet for at øge arbejdskraftudbuddet”.

I januar 2001 trykte Financial Times en række artikler som beskæftigede sig med, hvordan arbejdsmarkeds- og strukturreformer kunne og skulle gennemføres på EU-plan. De skrev om en ”tredje vej” til fornyet ”velfærd”. Men et velfærdssamfund hvor det i langt højere grad
vil være den enkelte, som skal sikre sin egen velfærd. Konklusionen var, at EU-landene - stillet overfor globaliseringen og den teknologiske revolution - må ”engagere sig i et langsigtet program med en velfærdsreform koblet sammen med en liberalisering af markederne”. Det er præcis det, som kommer til udtryk i EU-strategien i disse år.
Denne markedsliberalistiske EU-model er der aldrig blevet opstillet et alternativ til, ej heller fra EU-tilhængerne herhjemme. Hverken fra S eller SF eller f.eks. De Grønne i Tyskland. Det hele formuleres som en reformkamp indenfor og på EU`s grundlag.

Dengang vi stemte om Amsterdam-traktaten i foråret 1998, sagde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer under et besøg i København, at ”spørgsmålet om kapitalisme eller socialisme er siden årsskiftet 1989-90 faldet væk. Det drejer sig om et valg mellem kapitalistiske model-ler: Den angelsaksiske står mod den tysk-japanske”. (Politiken den 21. maj 1998).

Denne problematik kunne man måske diskutere seriøst tidligere i EU`s historie. Men efter-hånden er det ved at udvikle sig til en farce i takt med, at diskussionen mere og mere bliver en diskussion på markedsøkonomiens (angelsaksiske) betingelser. Det blev slået fast i forbindelse med, at Barroso blev valgt til ny formand for EU-Kommissionen og det hold af kommissærer som han udpegede til de centrale poster. Umiddelbart efter EU`s regeringschefer havde udpeget den tidligere portugisiske regeringschef til ny formand, skrev tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en kommentar i Berlingske Tidende (19. juli 2004), at hvis Barroso ville have nogen fremtid i EU, så måtte han ændre politik i forhold til den politik som han havde ført i Portugal. Her havde Barroso sænket selskabsskatten, solgt og privatiseret store dele af det offentlige pensionssystem, fastfrosset de offentlige investeringer, og endda reduceret investeringerne i uddannelsessektoren i en situation, hvor Portugal er det land, som har det største antal analfabeter i EU, og hvor der var planer om samtidig at lukke op mod 2.300 skoler. Alt sammen blev begrundet af Barroso med, at Portugal skulle leve op til EU’s konvergensbetingelser mv.

Ifølge Børsen den 13. august 2004 ”vil Barroso kræve, at alle forslag fra Kommissionen skal ledsages af solide beregninger for Europas konkurrenceevne. Det sender et signal om, at vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne er i højsædet”. Barroso vil sikre, at der ikke kommer forslag på bordet, som belaster det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til f.eks. den amerikanske.

Denne holdning er der da også blivet kvitteret for af det europæiske erhvervslivs top. Chefen for bestyrelsen i ThyssenKrupp, Gerhard Cromme, siger i et interview i Financial Times den 14. marts i år, at han hilser Barrosos beslutning om at prioritere vækst og konkurrenceevne højest, velkommen. Han synes, det er glædeligt, at EU-Kommissionen fremover vil sørge for, at EU-forslag til forbedringer af miljøet og hensynet til forbrugerinteresser ikke vil få negative konsekvenser for erhvervslivets konkurrenceevne! Han er også glad for den nye kommissær for det indre marked, service og finansielle ydelser, ireren Charles McGreevy, som har accepteret, at der skal laves så lidt EU-lovgivning som muligt, for ikke at skabe for meget bureaukrati og lægges erhvervslivet hindringer i vejen. McGreevy var også den irske finansminister som i løbet af få år sænkede den irske selskabsskat til 12.5 procent, samtidig med at han gennemførte en sænkning af minimumslønnen i Irland!

Samtidig er det værd at notere sig, at samme Cromme er formand for European Round Table of Industrialists (ERT), den eksklusive topledersammenslutning for det europæiske erhvervslivs giganter. ERT har altid haft fortrinlige forbindelser EU-Kommissionen, helt tilbage fra Jacques Delors’ dage. Det var ERT, som var arkitekten bag det indre marked. Siden er der kommet en lind strøm af rapporter og analyser, som anbefaler en kontinuerlig liberaliseringspolitik på alle væsentlige områder, f.eks. handelspolitikken i forhold til WTO og pensionssystemer i EU-landene.

Mario Monti, kommissær for ”Rådet for konkurrenceevne” under Romano Prodi, sagde i et afsluttende interview i Financial Times den 26. juli 2004, at Europa, for bare at bevare dele af sin sociale model, vil være nødt til mere og mere at ligne USA i sin indenlandske økonomiske struktur: Mere liberal, mere effektiv, mere produktiv, mere konkurrencedygtig. Med denne afslutning må man sige, at banen er kridtet op for Barroso og hans team af markedsliberalistiske kommissærer.

Det var denne tilgang som prægede Barroso`s første større udspil fra februar i år: EU`s nye plan for vækst og job. Denne plan fik jubeloverskriften frem i Børsens leder: ”Liberalismen fejer gennem EU. Sørg først væksten, så skal alt andet gives jer i tilgift. Sådan kan man i næsten religiøse toner beskrive den liberalisme, der fejer gennem EU-Kommissionen i denne tid. Næppe nogen sinde tidligere har kommissionen været præget så meget af en liberal, vækstorienteret økonomisk politik”.

Modsat var Nyrup Rasmussen ikke glad for udspillet: ”Jeg er enig i, at vi skal forbedre erhvervsklimaet. Problemet er det, som der ikke står noget om i Barrosos forslag. Miljø og aktiv arbejdsmarkedspolitik bliver ikke betragtet som offensive instrumenter, men som byrde”.

Der er et stort svælg mellem denne resignerede holdning og så de mere pompøse udtalelser for få år siden, mens Nyrup var statsminister. Her påstod han, at nu gik det den danske og socialdemokratiske vej i EU.

For hver ny traktat der er kommet, er EU-Kommissionens kompetence blevet styrket, de mange EU-komiteer har fået en stigende indflydelse på bekostning af de nationale parlamenter, og der er sket en konstant udbygning af det indre marked. Mere og mere lovgivning overdrages til EU, i stigende grad som flertalsafgørelser. I den EU-forfatningen gøres flertalsafgørelser til det overordnede princip, hvor der så formuleres en række undtagelser fra. Men linjen er klar. Generelt har de forskellige EU-traktater flyttet magt fra Folketinget til EU-Kommissionen, EF-domstolen og EU-parlamentet. Med EF-pakken, Nice-traktaten og EU-forfatningen sker samtidig en regulær beskæring af statsmagtens, herunder lovgivningsmagtens, virkefelt. Den markedsøkonomiske tilgang, de liberalistiske ideer som EU hviler på, tilsiger jo netop at begrænse staternes muligheder for at regulere markedet og produktionen.

Når SF og S bliver stillet overfor denne kritik, er svaret at vi må arbejde for at ændre EU i den rigtige retning. Men hvordan bærer man sig ad med at ændre en koncern som EU, når det er hele det makro-økonomiske grundlag som er forkert og som ubønhørligt driver refor-mister og nationale regeringer rundt i manegen? Det er efter vores opfattelse ikke nok med delkritik, ikke nok med ændringsforslag til arbejdet i EU-konventet, ikke nok at sige af vi skal stemme for EU-forfatningen - og så arbejde på at sikre miljø, arbejdspladser, dyrevelfærd og den sociale sikkerhed - efter vi har fået den ny traktat på plads!

Liberalisten Anders Fogh Rasmussen erkendte dette, da han den 24. november 1998 i Politi-ken svarede Kim Behnke fra Fremskridtspartiet, som mente, at ØMU`en var et socialistisk eksperiment:
”ØMU-projektet er min kop te. Og Behnke går galt i byen, når han taler om et socialistisk eksperiment. Sandheden er, at den kommende fælles mønt er udtryk for gedigen liberal tankegang. Fælles mønt betyder, at varernes frie bevægelighed over grænserne i Europa gøres endnu nemmere, når usikkerheden om de nationala valutaer forsvinder…Den kom-mende fælles mønt skal styres af en uafhængig europæisk centralbank. Den skal føre en pengepolitik, der har prisstabilitet i Europa som hovedformål. Det er hele fundamentet for Den Europæiske Centralbank. Og det vil sikre, at pengepolitikken ikke kan bruges til at føre uansvarlig økonomisk politik, som socialdemokratiske frontfigurer med Lafontaine i spidsen ellers taler for. Jeg er ganske rolig. Socialisterne vil ikke komme til at styre den fælles mønt”.

Man må sige han fik ret. Da Lafontaine ikke ville acceptere denne situation, gav kansler Schröder ham valget mellem at tilpasse sig ØMU`en, eller gå som minister. Lafontaine valgte det sidste. Men andre europæiske socialister og socialdemokrater har overhovedet ikke gjort dette til et problem, men tilpasset sig. Accepteret ØMU-filosofien og markeds-økonomien der passer som fod i hose til hinanden.

EU-strategien er ikke kun en énsporet motervej til markedsøkonomiske liberaliseringer, men også en underminering af demokratiske muligheder for befolkninger, partier og bevægelser i Europa for indflydelse på rammerne for deres sociale og økonomiske liv. En indflydelse som helt er overtaget af udvalgte politikere i nationalstaterne, ministre og regeringer i de samme stater, samt embedsmænd og lobbyister i og udenfor EU.

EU-forfatningen skal af bordet, ikke kun for at bremse den markedsøkonomiske vej, men også fordi forfatningen – hvis den blev vedtaget – kan betyde enden for folkeafstemninger i EU-spørgsmålet. EU-forfatningen åbner op for, at EU på de halvårlige topmøder, med enstemmighed, kan overføre områder fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Dermed kommer man udenom nye traktatforhandlinger, konventer og nye folkeafstemninger. Det ville være en ideel situation for betrængte regeringer, der har problemer med at ”sælge” EU til skeptiske befolkninger.

Derfor er det ikke detaildiskussioner og enkeltstående reformer, som er på dagsordenen. EU-forfatningen skal tages af bordet. Den skal væk. Det er nemlig helt nødvendigt for at give plads til en overordnet diskussion af, hvilket Europa vi vil have.

Vi efterlyser derfor en mere omfattende diskussion af, hvor EU bevæger sig hen. Er det markedsøkonomiens grundlag som EU hviler på, der er i overensstemmelse med de europæiske befolkningers ønsker? Hvordan sikrer vi et demokrati - der jo som udgangspunkt har de enkelte territorialstater - kan fungere og udvikles til en større europæisk offentlighed, ja en global offentlighed? Og hvordan undgår vi, at et europæisk samarbejde bliver elitært og bureaukratisk? Hvordan sikrer vi os imod en markedsøkonomisk tilgang, hvor erhvervslivets interesser har forrang for alle andre problemstillinger?

Vi mener, det er nødvendigt med et opgør med markedsøkonomien, konvergenskriterierne, det indre markeds forrang for miljø og social sikkerhed. Den diskussion er der ikke en chance for, hvis EU-forfatningen bliver vedtaget.

Fredag, 1. juli 2005 - 0:00

Emner

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]