Gå til hovedindhold

Vestens syn på Afrika: Et bugnende tag-selv-bord

Når man i Vesten taler om Afrika, lyder det ofte som om, det er en verdensdel i store problemer, som vi forsøger at hjælpe dem ud af. Situationen er dog snarere, at det er Vesten, der er årsag til problemerne – og fastholder dem. Det mener Morten Nielsen og Mads Barbesgaard, der er aktive i foreningen Afrika Kontakt.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Afrika er et kontinent med over 50 lande, som måske er mere forskelligartede end Europas lande. Hvorfor tænker mange Afrika som en ensartet størrelse?

Morten: Det homogene billede er bl.a. fremdrevet af de humanitære organisationer, som skal samle uhyggelige mængder penge ind. Og når budskabet skal ud i ”Go' Aften Danmark”, forsvinder nuancerne.

Mads: For mig er den måde, der bliver talt om Afrika, central. I de kampagner, der bliver kørt af mainstreamorganisationer, er afrikanerne bare fattige folk, som skal have vores almisser. Det er grædende børn med udspilede maver. Men hvert eneste afrikanske land er mangfoldigt.

Morten: En af de store udfordringer ved at arbejde med Afrika er billedet af afrikanerne som værende uhjælpelige. Der er altså seje mennesker i Afrika, som faktisk har nogle løsninger og alternativer til den samfundsudvikling, langt de fleste afrikanske lande er blevet påduttet af os.

Mads: For ikke at tale om kolonialismens indflydelse, herunder Danmarks rolle. Den er der ingen, der taler om. Den totale historieløshed pisser mig af: Fattigdom og hungersnød, det er bare noget, der sker – helt uden sammenhæng med brutal udbytning af natur og mennesker.

Morten: Den korte forklaring på sultkatastroferne er, at vi har været med til at ødelægge den fødevaresikkerhed, som småbønder har haft i Afrika. Det har vi gjort ved at fjerne de oprindelige, tørkeresistente afgrøder og erstatte dem med genmodificerede hybridafgrøder fra store, transnationale selskaber. Markedsgørelsen af dyrkningsmetoderne betyder, at der skal meget lidt til, før filmen knækker for de små landmænd. Der er meget lidt viden om, hvor stor vores indflydelse stadigvæk er i Afrika.

Mads: Vestas er lige nu del af den største direkte udenlandske investering, der nogensinde har været i Kenya. Al den strøm, der bliver produceret, går til hovedstaden, mens dem, der har boet i området, bliver smidt væk fra deres jord. En frygtelig historie – men her i Danmark er fortællingen, at "vi kommer med grøn energi til Kenya!"

Morten: Vores udviklingsbistand har udviklet sig til at være en ren pengemaskine. Sammen med pensionskasserne spytter staten bistandskroner i Investeringsfonden for Udviklingslande – med det formål at skabe udbytte til pensionister i Danmark. Med andre ord skal den menige afrikaner betale til vores alderdom. Den udvikling er ikke ny, men den er blevet forstærket og systematiseret.

Mads: Hvordan skal man politisk imødegå en udvikling, hvor udviklingsbistanden bliver beskåret og erhvervsorienteret samtidigt? Det er et spørgsmål, både Afrika Kontakt og Enhedslisten står overfor. Vi kan blive fanget i at forsvare bistanden af princip – men den bistand, man forsvarer, ender af og til med at gøre mere skade end gavn.

 

Jeg husker en finanslovsaftale, hvor Enhedslisten accepterede nogle besparelser på udviklingsbistanden med den begrundelse, at der reelt var tale om støtte til dansk erhvervsliv. Hvad tænkte I om det?

Morten: Den synes jeg faktisk godt, man kunne forsvare, fordi man forsøgte i rimeligt omfang at tage pengene fra erhvervsstøtte. Selvfølgelig gør dele af udviklingsbistanden en forskel, men i det store regnskab har de 14-16 milliarder, man bruger på udviklingsbistanden, et ganske andet formål: at vi kan tjene penge på Afrikas ressourcer.

Mads: Hvis vi går op på den endnu højere klinge, så er udviklingsbistanden intet i forhold til den værdi, der bliver trukket ud af det afrikanske kontinent gennem skattely, plyndring af naturressourcer, handelsaftaler og så videre.

 

Dengang Mogens Jensen blev minister for både udvikling og handel, kritiserede både Enhedslisten og NGO’erne sammenblandingen. Men hvis udviklingsbistanden reelt er handelsstøtte, burde vi så ikke bare bifalde, at en spade bliver kaldt en spade?

Morten: Personligt mener jeg, at en stor del af udviklingsbistanden burde ligge i Erhvervsministeriet – eller sågar Forsvarsministeriet, det er jo alligevel der, pengene bruges. Danmarks udviklingsstrategi kunne hedde "Denmark First". Skiftende regeringer lægger et konstant pres på udviklingsorganisationerne, som må affinde sig med at arbejde sammen med privatsektoren for at få skattekroner til udviklingsbistanden. Det betyder, at Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med Arla over for Kenyas mælkebønder. De opfatter organisationen som forsvarer af deres rettigheder. Men nu står de jo sammen med bosserne – dem, der køber mælken fra de små mælkebønder i Kenya. Og når der opstår en interessekonflikt, står Mellemfolkeligt Samvirke så sammen med dem, der sponsorerer deres arbejde, eller med de fattige mælkebønder?

Mads: Derudover er der også sket et grundlæggende skift med den nye udviklingsstrategi, som alle bortset fra Enhedslisten stemte for. Her opfordres civilsamfundsorganisationerne nærmest til at blive kontrollører af virksomheders CSR-strategier – i stedet for at støtte organiseringen af marginaliserede grupper.

Morten: Et andet problem er newspeak; det er ikke kun inden for det grønne område men også inden for udviklingsområdet. Politikerne på højrefløjen og i Dansk Industri er nu også "gender sensitive" og alle de andre gode ting, men de mener noget andet med ordene.

Mads: Et godt eksempel er FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling: Hvordan kan det være, at både Dansk Industri og Christian Juhl kan stå og rose verdensmålene?

Morten: Det er jo smukt, at man ønsker at bekæmpe fattigdom, hunger, ulighed og klimaforandringer. Men vi er nødt til at kigge på, hvordan man vil opnå de mål. Og de redskaber, man har valgt, er bl.a. frihandel. Vi er ikke imod handel. Problemet er bare, at der ikke er noget, der hedder "frihandel", for de afrikanske lande er ikke frie til at handle. De er tvunget til at handle på de præmisser, der bliver sat foran dem. Der er ikke nogen, der er uenige i, at man skal fjerne sult i verden. Problemet er, at dem, der har skabt sulten, uligheden og klimaforandringerne – Verdensbanken, EU, vores egen regering – ikke er de rigtige til at finde løsningerne.

 

Et land, der har et hastigt voksende engagement i Afrika, er Kina Ser I en forskel på Vestens og Kinas ageren i Afrika?

Morten: EU copy-paster de første to sider om antikorruption, demokrati og menneskerettigheder i alle aftaler med afrikanske lande. Men derfra og så til, at man faktisk gør noget ved det, er en bid vej. De første to sider har Kina ikke, men målet er det samme: at få adgang til Afrikas ressourcer. Kina sender så også straffefanger til Afrika som billig arbejdskraft på deres megaprojekter, men jeg har ikke set noget research, der skulle sige, at vestlige virksomheder skulle opføre sig mere anstændigt eller fornuftigt i Afrika end kinesiske virksomheder.

Mads: De bruger bare et pænere sprog…

 

En anden tendens i Afrika, man hører om, er fedmeepidemi. Er det en voksende velstand, der gør mange sydafrikanere og kenyanere for tykke?

Morten: Nej, problemet opstår, fordi Vesten dumper underlødige fødevarer på det afrikanske kontinent. Sidst jeg tjekkede, kunne man købe en citronmåne i Sydafrika for en femmer, produceret af Dancake i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi der er enorm støtte til den type af produktion. Det er billigere at købe pomfritter end rå kartofler. Det betyder, at fattige mennesker lever af chips, peanutbutter og hvidt brød. Det er altså fødevareindustrien, der står bag fedmen. Den middelklasse, man snakker om, er voksende, hvis du kigger på det statistisk. Men man er jo ikke middelklasse, fordi ens indkomst er mere end halvanden dollar om dagen. Vi snakker i så fald om en middelklasse, der bor i blikskure og sælger tomater på gaden. Det er noget andet end den danske middelklasse i Stenløse, med bil, fjernsyn, kummefryser og en tur til Ibiza to gange om året. Middelklassen i Afrika har blot hævet sig ud af den ekstreme fattigdom, men der skal ikke ret meget til for at vælte læsset, og så er de igen ekstremt fattige.

 

Der er vist ikke meget ”Verdens Bedste Nyheder” over det her interview. Kan I komme med nogle eksempler på positive udviklinger på det afrikanske kontinent?

Mads: Vi græder faktisk, hver gang vi ser folk fra Enhedslisten dele ”Verdens Bedste Nyheder” ud sammen med Kristian Jensen.

 

Hvorfor dog det???

Mads: Det er den modsatte kliche end "alle er fattige". Det er ren propaganda for Danida: "Se, vi har løftet så mange ud af fattigdom, og så mange går i skole!"

Morten: Jeg kan komme med et eksempel fra ”Verdens Bedste Nyheder”: Swaziland, som er et enevældigt, sindssygt udemokratisk regime i det sydlige Afrika, har ”knækket AIDS-kurven”. "Færre Hiv-smittede i Swaziland i dag end for 10 år siden!" Ja, det er også rigtigt. Fordi de er døde! Det er jo klart, kurven knækker, når folk kreperer, fordi regimet ikke sørger for, at folk kan overleve på medicin. Om det er verdens bedste nyhed vil jeg sætte spørgsmålstegn ved.

Mads: Noget af det mest positive, jeg kan få øje på, er oprøret mod frihandelsaftaler som TTIP. Der kører en global modkampagne, som handler om at sætte menneskerettigheder over erhvervslivets interesser. I det sydlige Afrika samles grupperinger, der er blevet påvirket negativt af multinationale selskaber. Og så er der den internationale bondebevægelse ”La Via Campesina”. Det er verdens største sociale bevægelse, som kæmper et opgør med hele fødevaresystemet.

Morten: La Via Campesina arbejder med agroøkologi og medsuverænitet. Skridt for skridt overbeviser bevægelsen sine 200 millioner medlemmer om, at de skal smide pesticiderne på porten og dyrke jorden på en anden måde. De skal ikke producere sukkerærter til Spanien, de skal producere til sig selv og deres lokalsamfund. Og de skal ikke basere deres arbejde på landbrugsmaskiner, som bliver produceret i Vesten. Erkendelsen af, at en omlægning af vores fødevareproduktion er nødvendig, er faktisk langt større i Afrika, end den er i vores del af verden.

Mads: På mange måder er bevægelser i Afrika bedre til at mobilisere og organisere, end vi er herhjemme. Vores aktivister lærer meget mere ved at være i udlandet, end de kan lære vores partnere.

 

Har I nogle eksempler på det?

Mads: Første gang, jeg var i Sydafrika for at tale med sydafrikanske fiskere, stod jeg over for folk, var meget ældre end mig og havde været en kernedel af antiapartheid-bevægelsen. Og så skulle jeg som 20-årig fortælle dem, hvordan de skulle organisere sig til kamp mod privatisering af fiskeriressourcer! Selvfølgelig kunne jeg komme med noget viden i forhold til bl.a. EU’s rolle. Men idéen om, at det er os, der ved bedst, er absurd.

Morten: Vi kunne jo aldrig finde på at tage til Tyskland og fortælle tyskerne, hvordan de skal gøre, vel? Men vi har ingen blusel om at sende gymnasieelever gennem humanitære organisationer til Afrika for at fortælle, hvordan de skal indrette deres uddannelsessystem.

 

Her på falderebet: Har I et godt råd til, hvordan Enhedslisten kan skærpe blikket på Afrika?

Mads: Lyt og vær opsøgende i forhold til interessante bevægelser og aktivister i syd. Og så er Enhedslisten måske lidt for partiorienteret. Mange steder er det i højere grad bevægelserne, der er interessante at tale med.

Morten: Og så skal arbejdet med udvikling, flygtninge og migration tænkes sammen og indtænkes i alt det, Enhedslisten laver – ikke mindst klimapolitikken. Det er overhovedet ikke let, men jeg vil bare sige, at de engelske socialdemokrater, Labour, faktisk gør det her. De indtænker handel, klima, miljø, flygtninge, migration, uddannelse – både i nord og syd – i deres udviklingsstrategi. Og hvis socialdemokraterne i England kan, så kan Enhedslisten også.

Mads Barbesgaard (tv.) og Morten Nielsen (th.) fra Afrika Kontakt (foto: Simon Halskov).

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Fakta om Afrika Kontakt

Afrika Kontakt er aktivistdrevet solidaritetsforening, som er vokset ud af antiapartheid-bevægelsen. Efter 1994, hvor Sydafrika ophævede apartheiden, ændrede foreningen karakter, men grundlæggende er præmissen stadigvæk, at foreningen støtter op om sociale bevægelser, som kæmper for menneskers rettigheder.

Læs mere på www.afrika.dk

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]