Gå til hovedindhold

Tags

Unioner med endnu flere tænder

Hvis det tysk-franske EU-lokomotiv får dampen igen, er der lagt op til fuldt blus på unionsudviklingen i den kommende valgperiode. Det kan få grumme konsekvenser for reglerne på arbejdsmarkedet – og for velfærden.

Kenneth Haar

Det vil ikke blive det største tema i valgkampen, men det er måske det vigtigste, der kommer til at ske i den kommende valgperiode. Planerne for en række skridt mod obligatoriske regler for den økonomiske politik har været diskuteret længe, og selvom der stadig er politiske forhindringer, er der ikke tvivl om, at det er hér de næste store skridt bliver taget på EU-integrationens vej. Hele fire unioner er under opbygning - en bankunion, en finanspolitisk union, en økonomisk union, og en kapitalmarkedsunion – og det er ikke så lidt, der er bragt i spil inden for de fire rammer: strammere styring af medlemslandenes finanslove med konsekvenser for velfærden, lettere mulighed for at fremme et ’fleksibelt’ arbejdsmarked.

En slags logik

Det hele begyndte med finanskrisen og eurokrisen. De toneangivende kræfter i EU-kommissionen og i en række medlemslandes regeringer drog dengang tre hovedkonklusioner, der stadig danner baggrund for et omfattende integrationsprojekt.

- Store bankers problemer og de store summer, der blev brugt på bankpakker, må føre til et europæisk tilsyn med banker og mere klare procedurer omkring bankstøtte. Med mere tilsyn kan store bankkriser håndteres på en mere kontrolleret vis.

- En række medlemslandes økonomier viste svagheder i kølvandet på finanskrisen – især Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Italien. De problemer skyldtes en ødsel offentlig udgiftspolitik, så der må stramninger til for at undgå en gentagelse.

- Derudover viste eurokrisen behovet for reformer af arbejdsmarkederne. For høje lønninger svækkede konkurrencedygtigheden og styrkede eurokrisen. Svaret er strukturreformer – pensionsreformer, ændring af aftalesystemerne, øget fleksibilitet i ansættelsen.

Der kan snildt gøres indvendinger mod de tre analyser og konklusioner, og den sociale slagside er iøjnefaldende. Men på det politiske topplan står de tre dogmer uantastede og guider en række unionsprojekter. Et projekt, der findes i skitseform i ’de fem formænds rapport’ fra 2015 – et papir, som stadig synes at sætte rammerne for udviklingen i EU.

Bankunion for storbanker

Den første er bankunionen. Bankunionen er allerede nået langt. Der er nu etableret et fælleseuropæisk tilsyn med storbanker, som varetages af Den Europæiske Centralbank (ECB). Og der er vedtaget procedurer for, hvordan en storbank skal afvikles, hvis den er i krise, herunder hvem der skal betale og hvordan. De afgørende beslutninger om, hvordan det skal gribes an, ligger nu i EU-regi, hvor ECB og EU-kommissionen har stor indflydelse. Det kan betyde, at et land bliver pålagt at støtte en bank, eller at en bank bliver solgt til spotpris til en anden storbank. Er der ikke tilstrækkeligt med penge i en mindre fond, bankerne selv har betalt til, kan pengene tilvejebringes gennem lån hos den fond, som står bag lån til Grækenland og andre medlemslande (ESM). Den foreløbigt eneste gang, Bankunionen har været i funktion hele vejen, var da en spansk bank, Banco Popular, blev solgt til en anden bank, Santander, formedelst én euro – selvom markedsværdien var vurderet til 7,4 mia. kroner. Problemet med voksende storbanker er altså ikke løst. Det er heller ikke meningen.  

Bankunionen – som Danmark endnu ikke er fuldgyldigt medlem af – er ikke gjort færdig endnu. Den store udfordring er en fælleseuropæisk indskydergaranti – en fond, som der kan trækkes på, hvis der er problemer med at betale borgerne for tab af opsparing, når en bank krakker. På bl.a. dette område bliver nogle medlemslande altså bedt om at yde støtte eller garantier til andre medlemslande. Det er en anledning til at skubbe på de projekter, som peger mod en fælles økonomisk politik og en fælles finanspolitik. For hvis ’vi’ skal støtte andre, siger f.eks. den tyske regering, må vi have sikkerhed for, at de fører ’den rigtige’ økonomiske politik.

Stabilitetsunionen

Den økonomiske union og den finanspolitiske union handler derfor om medlemslandenes økonomiske politik, og de to kan hurtigt sammenfattes i begrebet ’stabilitetsunionen’. Eksisterende EU-regler skal håndhæves mere effektivt, og nye regler skal vedtages for at fremme økonomisk stabilitet.

Den skrappere håndhævelse af eksisterende regler er faktisk nået overraskende langt i de senere år. Forringelserne af den franske arbejdsmarkedslovgivning er langt hen ad vejen en effekt af hårdt politisk pres og trussel med bøder fra EU-institutionerne. Derimod har det skortet på fremdrift med indførelsen af nye regler for økonomisk politik. Ambitionen i de fem formænds rapport er at indføre en ny forpligtende målestok for økonomisk politik. Et andet forslag lyder, at de ikke-forpligtende anbefalinger til medlemslande om deres økonomiske politik skal gøres til obligatoriske retningslinjer. Men endnu er forhandlingerne ikke nået til en konklusion.

Den finanspolitiske union står også i stampe. For få år siden foreslog den tyske regering, at de allerede meget skrappe regler for medlemslandenes budgetter kunne gennemføres troværdigt ved at lade det være op til en særlig EU-kommissær at godkende eller afvise et forslag til finanslov.

Men ret beset bør det ikke undre. Det er vidtgående idéer, som er på bordet.

Lokomotivet i omdrejninger

Der er dele af de nye unionsprojekter, som ikke berøres synderligt af politisk inerti. Kapitalmarkedsunionen er ikke meget andet end et projekt for liberalisering af skyggebankvæsenet. Indenfor de vanlige procedurer for det indre marked, er det foreløbigt vedtaget at lempe reglerne, så der igen kan handles let med værdipapirer, som til forveksling ligner de pakker af subprime-lån på det amerikanske boligmarked, som mange giver en stor skyld for finanskrisen.

De øvrige unioner er afhængige af omstændighederne på topplan. Og her er de store ryk udeblevet, især fordi EU-integrationen har været uden det vanlige fransk-tyske lokomotiv i en del år. Indtil præsidenterne Hollande og Macron begyndte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, var Frankrig i skammekrogen og ude af stand til at sætte sig i spidsen på vanlig vis med den tyske partner. Det problem forsvandt i slutningen af 2017, for kun at blive afløst af en politisk krise i Tyskland, som gjorde Angela Merkel handlingslammet i EU-regi.

Men den situation vil ikke vare ved. Mens de mange unionsdagsordener måske kun fører til små skridt, kan det også tænkes, det pludselig går stærkt.

Med kommissionsformand Junker i spidsen har EU-toppen lagt i kakkelovnen til opbygningen af hele fire unioner: en bankunion, en finanspolitisk union, en økonomisk union og en kapitalmarkedsunion. Formålet er bl.a. at få mere kontrol over medlemslandenes finanser, så man kan forhindre udbygning af velfærden.

Foto: European People's Party(CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]