Gå til hovedindhold

Udspil giver medvind til mediegiganter

Regeringens medieudspil er skuffende for alle, som ønsker at bevare stærke public service-medier med danske udsendelser. Til gengæld kan multinationale mediegiganter og fake news-fabrikanter glæde sig over regeringens uventede støtte, mener Enhedslisten.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Danmark står over for enorme udfordringer på medieområdet. Fake news, infiltration fra fremmede magter og udenlandske mediegiganter truer sammenhængskraften i Danmark, mener Enhedslisten.

- Derfor er det helt afgørende, at det kommende medieforlig sikrer en stærk public-sektor på medieområdet samt flere dansksprogede og danskproducerede udsendelser i radio, fjernsyn og på nettet. Stillet over for den udfordring virker regeringens udspil uambitiøst og dybt skuffende, konstaterer medieordfører Søren Søndergaard.

Nedskæringer rammer os alle

Inden påske blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at beskære DR’s budget med 20 procent. Iveren efter at spare på public service stopper dog ikke her, for i medieudspillet foreslår regeringen også betragtelige nedskæringer på TV2-regionerne og Radio24syv.

- Man kan selvfølgelig ikke nedskære public-service-medierne med et trecifret millionbeløb og så forvente, at det ikke går voldsomt ud over danskproducerede og dansksprogede udsendelser. Det kommer hele familien Danmark til at mærke, spår Søren Søndergaard.

Han understreger samtidig, at Enhedslisten vil indgå i konstruktive forhandlinger uden nogen ultimative krav – ud over at den samlede aftale skal stille danske public service-medier bedre i konkurrencen med fake news, udenlandske mediegiganter og infiltration fra fremmede magter. - Hvis ikke dette mål nås, så bør en samlet opposition afvise forliget og i stedet indgå en ny medieaftale efter det kommende valg, mener Søren Søndergaard.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]