Gå til hovedindhold

Tyveri af palæstinensernes vand

Palæstinenserne lider af ekstrem vandmangel. Det israelske vandtyveri er et overset problem, som skal løses, hvis en fredsaftale nogensinde skal blive en realitet.

Karen Henriksen, Palæstina-udvalget

Kl. 6 om morgenen rykkede den israelske hær ind i landsbyen Al Ganoub på Vestbredden. Mens soldater holdt indbyggerne på afstand, smadrede to bulldozere tre vandcisterner, som Folkekirkens Nødhjælp havde installeret to år tidligere. Ødelæggelsen, også af cisterner, der har været i brug i århundreder, er ikke et særtilfælde, og det er nærmest umuligt at opnå israelsk tilladelse til anlæggelse af nye. Selvom vinterregnen, der fylder cisternerne, er livsvigtig for mennesker og dyr i de udsatte beduin- og bondesamfund.

- Det gik fremad for landmændene i Al Ganoub indtil for et par uger siden – i høj grad fordi de havde fået adgang til vand. Nu risikerer beboerne, som i alt for mange andre landsbyer, at blive fordrevet fra deres jord. (…) Jeg er meget bekymret for fremtiden for palæstinenserne i disse områder, siger Antony Grange fra Folkekirkens Nødhjælp.

Palæstinensisk vand - israelsk statsejendom

Der er store mængder vand i Vestbreddens undergrund. Efter besættelsen i 1967 erklærede Israel disse vandressourcer for israelsk statsejendom og forbød palæstinenserne at bruge vandet i Jordanfloden. I dag har palæstinenserne kun adgang til 11 procent af deres eget grundvand, og de må købe vandet tilbage fra israelerne til mangedoblet pris.

For palæstinenserne har vandmanglen store sundhedsmæssige konsekvenser, særligt i sommermånederne. Det har også alvorlige konsekvenser for landbrug og gartneri, og derfor – i kombination med chikane ved hundredvis af israelske checkpoint – er palæstinenserne ikke selvforsynet med landbrugsprodukter, hvilket igen gør det vanskeligt at opbygge en selvstændig økonomi. Hovedparten af frugt og grønsager på de palæstinensiske markeder er israelske.

Mange af de største ulovlige bosættelser er placeret over de rigeste vandressourcer, og deres dybe brønde udtørrer de palæstinensiske brønde. Israelsk tilladelse til at bore nye er nærmest umulig at få. Det er en af mange daglige provokationer for en palæstinenser at se bosættelserne ligge som friske grønne oaser midt i et vandlidende palæstinensisk landbrugsområde.

Uden rindende vand

Ifølge Haag-konventionen er det kun tilladt en besættelsesmagt at bruge vand i et besat område til militære formål – ligesom det ikke er tilladt at overføre sin civilbefolkning til et besat område eller iværksætte permanente forandringer, med mindre de er til gavn for den lokale befolkning.

Siden besættelsen i 1967 har Israel brugt minimale ressourcer på infrastruktur og vandledninger i de palæstinensiske områder – trods høje skatteopkrævninger. Vandledningsnettet bliver ikke vedligeholdt, så forsyningen af vand er uregelmæssig og må suppleres af tankvogne.

218 lokalsamfund er slet ikke koblet til vandforsyningsnettet. Det er livsvigtigt, at de får fyldt deres cisterner i regntiden, så de har vand til sommeren. Den israelske hær kan finde på at blokere vejene, så tankbiler med vand ikke når frem.

Israel bruger vandet som en af mange undertrykkelses- og fordrivelsesmekanismer over for palæstinenserne, og også på det område sidder Israel internationale konventioner overhørig.

Permanent vandkrise i Gaza

Gaza har endnu mere alvorligere problemer. Her har kun 10 pct. af befolkningen adgang til rent drikkevand.

Gaza er ekstremt overbefolket. 1,8 mio. mennesker i et område på størrelse med Langeland er spærret ind bag 12 meter høje mure. På grund af befolkningstætheden er vandforbruget større, end grundvandet kan klare, og derfor trænger saltvand ind og gør vandet udrikkeligt. Ifølge FN vil grundvandet i 2020 være uopretteligt ødelagt, med mindre der handles nu.

Israel har angrebet Gaza fire gange siden 2006 og ødelagt vandforsyning, spildevandsanlæg og elforsyning. Vandmangel og den ødelagte infrastruktur til forsyning og genindvinding har ødelagt den erhvervs- og beskæftigelsesmulighed, der tidligere eksisterede for en nicheproduktion af højkvalitetslandbrugsprodukter fra Gaza. Blokade af Gaza forhindrer genopbygning og langsigtede løsninger.

Halvdelen af befolkningen er under 15 år. Børn fødes med hjertefejl pga. nitrit i vandet. Mange af dem lider af fejl- og underernæring, anæmi, diarré m.v. Den desperate situation har skabt et marked for importeret israelsk og ekstremt dyrt flaskevand, der får lov til at slippe igennem blokaden. 

Jødisk selvforståelse: Folket, der fik ørkenen til at blomstre
Da staten Israel blev oprettet i 1948, begyndte man at kanalisere vand væk fra Genesaret Sø. Siden da er Jordanfloden svundet ind fra en brusende 100 meter bred flod til en 5 meter bred og stærkt forurenet flod, og Det Døde Havs vandspejl er sunket med 30 meter. Med besættelsen i 1967 fik Israel desuden adgang til de rige palæstinensiske vandressourcer.

Det israelske vandforbrug overstiger de naturlige vandreservers kapacitet. Mere end halvdelen af det israelske vandforbrug går til landbruget, som kun bidrager med cirka 3 pct. af Israels BNP. Israel er klimatisk for tørt til intensivt landbrug. På trods heraf fortsætter man i f.eks. Negevørknen med at oprette nye landbrugsprojekter, der er afhængige af intensiv kunstvanding.

De palæstinensiske beduiner betaler prisen. Deres ejerskab til jorden anerkendes ikke. De forsynes ikke med vand, elektricitet, skoler eller andre sociale gode. Deres marker sprøjtes til med gift. I tusindvis fordrives de fra deres jord og flyttes til Town Ships med arbejdsløshed og manglende mulighed for at leve på traditionel vis. Protester slås ned med hård hånd.

Hvorfor hører vi ikke om det?

Verdensbanken skriver i en rapport fra 2009, at vandmanglen har ”langtrækkende økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser. Vandrelaterede humanitære kriser er i realiteten kroniske i Gaza og i dele af Vestbredden.”

FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966) fastslår, at ”Alle folk må, til deres egne formål, frit disponere over deres naturressourcer.” Men selvom palæstinenserne ifølge UNDP er et af de folk i verden, der har størst vandmangel, er det israelske vandtyveri et overset emne. Det skal løses, før en fredsaftale kan komme på tale.

I 50 år har palæstinenserne lidt under Israels besættelse. Enhedslisten besluttede på sit årsmøde i 2016, at vi netop i år vil medvirke til at sætte et landsdækkende fokus på palæstinensernes situation. Det er på høje tid. Hvis et frit og selvstændigt Palæstina med lige rettigheder og sikkerhed for begge stater nogensinde skal realiseres, kræver det, at vi yder en aktiv indsats på alle niveauer.

Kilder: Palæstina-Info, Passia, UNDP, WHO, Verdensbanken, B´tselem

Hamde forsyner sin store familie med økologiske grøntsager. Han har skjult en cisterne under familiens veranda. Vinterens vand ledes hen til planterne på hans lille jordlod, hvor han kan høste to-tre gange i løbet af sommeren.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Vandforbrug i Israel og Palæstina

En israeler bruger i gennemsnit 250 liter vand om dagen, en bosætter bruger ca. 400 liter, mens en palæstinenser på Vestbredden har adgang til 73 liter. Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler minimum 100 liter vand dagligt pr. person til det samlede forbrug til husholdning, hygiejne, erhvervsformål mv.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]