Gå til hovedindhold

Transforms arbejde i øst

Den venstreorienterede tænketank Transform!Europe samarbejder ihærdigt med venstrefløjen i Østeuropa, som ofte er svag og har brug for støtte, organisatorisk som økonomisk. Alene i år er der forberedt projekter i Polen, Slovenien, Ungarn, Serbien, Slovakiet, Tjekkiet, Bulgarien og Albanien.

Inger V. Johansen, Transform Danmark

Projekterne er meget forskellige, hvad der afspejler problemer og behov i de enkelte østlande.

I Polen er der en seminarrække under overskriften ”Venstrefløjen og krisen i den europæiske integration”. Her vil man diskutere europæisk føderalisme og national selvstændighed, et socialt Europa, Eurozonen og den økonomiske krise, krig og flygtninge som en europæisk udfordring samt den feministiske bevægelse i en ny situation.  I Polen skal der også være uddannelsesrække mod fascisme.

I Slovenien laves også en seminarrække om venstrefløjen og den europæiske integration, her som led i forberedelsen til landets parlamentsvalg i år. I seminarrækken vil man diskutere de politiske partiers og kandidaters positioner. Der indgår også otte events med praktisk og teoretisk indhold om bl.a. kampen mod det nationalistiske højre og ny-konservative bevægelser.  I Slovenien organiseres der også et projekt om feminisme og marxisme.

I Ungarn er der bl.a. fokus på kommunikationsstrategi, en venstrefløjsfestival, offentlige debatter om bl.a. det nationalistiske ekstreme højre samt det europæiske venstre op til EU-valget i 2019.

I Serbien skal uddannelsesprojektet ”Studies of Socialism 2018” bidrage til at opbygge en venstreorienteret debatplatform.

I Tjekkiet arbejder Transform med “Prag foråret fra 1968”, hvor landet søgte en demokratisk, socialistisk udvikling, som blev stoppet af den sovjettiske invasion.

I Slovakiet forbereder man et seminar om 70-året for februar 1948, da Kommmunistpartiet fik magten i Tjekkoslovakiet – en proces, der til forskel fra de andre østeuropæiske lande skete med en ret stor folkelig opbakning og mobilisering. Der er også et fælles seminar om venstrefløjens rolle i Slovakiet og Tjekkiet og dens rolle i dag.

I Bulgarien er der et projekt om ”Strategi, uddannelse og aktivisme” for at afsløre de negative konsekvenser af korruption for livskvaliteten.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Fakta om Transform

Transform!Europe er en europæisk venstrefløjstænketank, tilknyttet European Left og i høj grad finansieret med penge fra GUE/NGL, venstrepartigruppen i EU-parlamentet. En anden stor kilde til penge er Rosa Luxembourg Instituttet i Tyskland, der finansieres af Die Linkes parlamentsgruppe. Transform udgiver mange analyser både på papir og elektronisk. Dem og meget andet kan du finde på www.transform-network.net.

Sommeruniversitet i Wien

På European Lefts og Transforms sommeruniversitet i Wien den 11.-15. juni kan du få mere at vide om Central- og Østeuropa. Læs mere om sommeruniversitetet på side 31 og på www.european-left.org.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]