Gå til hovedindhold

Træk i nødbremsen – vores S-tog er ikke til salg

Lige inden jul præsenterede regeringen os for en julegave, som mest af alt minder om den gave i pakkelegen, som ingen gider at sidde tilbage med: Endnu en del af den statslige togdrift sælges ud, S-toget skal sendes i udbud. Mere af vores fællestransport skal ud på private hænder og gøres til en virksomhed, hvis eksistensberettigelse skal være en sort bundlinje, der sikrer ejeren et afkast.

Det er jo det, der er en af forskellene mellem private og kollektive - kravet om et overskud. Og oveni det er det ikke uvæsentligt, at muligheden for demokratisk kontrol svækkes.

Den seneste beslutning om salget af S-togene er desværre bare endnu en i en uskøn perlerække af dårlige beslutninger om udbud af togdriften i Danmark. Det er beslutninger, der går fra udbuddet af den vestjyske jernbanedrift og gentagende genudbud og til udbuddene af Svendborgbanen og den midtjyske jernbane.

Ud over, at vores fælles infrastruktur overgår til private hænder, som i sig selv er et kæmpe problem, så bidrager udbuddene til en fragmentering af DSB. Dertil skal lægges, at en del af DSB’s jernbanedrift er overgået til forskellige regioner. Der kan være rigtige gode argumenter for at give mere lokal kontrol over jernbanedriften, men udbuddene underminerer DSB’s mulighed for at lave sammenhængende trafikplaner for hele landet.

Det kan godt være, at Liberal Alliances regeringseventyr mere og mere ligner en kæmpe fiasko, men til trods for det, er Ole Birk ved at få succes med at smadre DSB.

Vi som venstrefløj kæmper mod privatiseringer og skal selvfølgelig også gøre det i forhold til jernbanedriften. Jernbanen er samfundsbærende og med til at binde landet og mennesker sammen. Vi må i fællesskab gøre, hvad vi kan for at få overbevist folk om, at det ikke er den rigtige vej at gå.

Henning Hyllested

Transportordfører for Enhedslisten

Foto: Andreas Bro

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]