Gå til hovedindhold

Tags

Til kamp mod skattely med den europæiske venstrefløj

Danmark skal gå forrest i kampen mod skattesvindel, der hvert år snyder EU-landene for 7.500 milliarder kroner. Alene Danmark mister op til fem milliarder årligt, fordi multinationale selskaber gemmer penge i skattely.

Rune Lund, finansordfører og skatteordfører, Tobias Clausen, udenrigspolitisk rådgiver, Jonas Kylov Gielfeldt, økonomisk rådgiver

Når kommuner og regioner køber varer eller serviceydelser for mere end 1,6 mio. kr., skal købet sendes i udbud, så virksomheder over hele EU kan komme med et tilbud. Det er EU’s udbudsregler, som bestemmer det. Desværre betyder reglerne, at danske kommuner, regioner og staten er forhindret i at fravælge og udelukke de virksomheder, der holder til i skattely.

Hvert eneste år køber det offentlige i Danmark ind for 300 mia. kr. Det er kommuner, regioner og staten, som indkøber legetøj til vores børnehaver, medicin til vores sygehuse, rengøring på vores plejehjem og meget andet. Alene i 2015 havde danske kommuner omkostninger for 4,4 mia. kr. til virksomheder, som er helt eller delvist ejet af selskaber fra nogle af de værste skattely-lande. 

Sortlist skattely-lande i EU og Danmark
Det er helt uacceptabelt, at EU-reglerne holder hånden over skattesnydere. Enhedslisten har derfor stillet forslag i Folketinget om at gøre op med EU-reglerne, så vi kan smide virksomheder med skattely på porten og udelukke dem fra at byde på offentlige opgaver.

EU har lavet en sortliste over skattely-lande, som kan blive udsat for skarpe sanktioner, fordi de undergraver vores velfærd. Desværre er listen utilstrækkelig, da den kun indeholder sølle seks lande, og EU-lande kan ikke komme på sortlisten, selv hvis de er skattely-lande. Samtidig er kriterierne for at komme på listen svage. Alle de store kendte skattely, som blandt andre Irland, Luxembourg, Panama og Bermuda er derfor ikke på listen.

Enhedslisten vil arbejde for, at EU’s liste kommer til at indeholde alle skattely-lande, også dem der er EU-lande. Allerede i dag er muligt for lande at lave deres egne supplerende og bedre sortlister end den, der gælder i EU. Det har Holland netop gjort. Derfor har Enhedslisten i Folketinget stillet forslag om, at Danmark også laver sin egen sortliste.

Står sammen med Europas venstrefløj
EU’s arbejde med skattely foregår i hemmelighed bag lukkede døre. Offentligheden har hverken adgang til møder eller referater for den gruppe, som koordinerer arbejdet med skattely. Kun fra lækkede dokumenter ved vi, at kendte skattely som Luxembourg, Holland og Malta har blokeret for nye initiativer. Skal vi skattely til livs, er det nødvendigt med fuld åbenhed i EU om, hvilke lande der blokerer for nye tiltag. Enhedslisten kræver derfor, at alle dokumenter skal fremlægges offentligt. Vi skal ikke lade lande skjule deres førte politik bag lukkede døre.

Enhedslisten ønsker et stærkt europæisk og internationalt samarbejde. Derfor samarbejder vi tæt med resten af den europæiske venstrefløj i kampen mod skattely. Vi stiller koordinerede forslag i vores nationale parlamenter, blandt andet forslaget om indførsel af en reel sortlistning af skattely. Fra land til land i en koalition af villige lande kæmper vi dermed for at indføre strammere regler.

Foto: rawpixel (unsplash)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]