Gå til hovedindhold

Tags

Sol over et folkeligt folkemøde

Folkemødet på Bornholm bød på solrige dage i Allinge, hvor Enhedslistens flotte telt og have indbød til gode snakke med gæsterne, et tætpakket program, Alberte Winding og Skipper på storscenen og stærkt aktivistisk sammenhold.

Signe Rosa Skelbæk

”Det er i virkeligheden Amager Fælled, men det kunne jo have været hvor som helst,” griner Dorte, da en flok aktivister forsøger at glatte den mange meter lange naturplakat ud, der skal pryde den ene langside af teltet. Aktivisterne har været undervejs siden tidligt i morges, men humøret og forventningerne til ugen er høje, og opsætningen af telt og udstyr foregår i et højt tempo og lige så højt humør.

Tætpakket skema

Først torsdag eftermiddag åbner Søren Egge Enhedslistens telt, der er placeret ud mod en stor vej, der skærer gennem hele Folkemødet. Fra Enhedslistens plads kan vi, med lidt god vilje, vinke over til både FOA og 3F, der under hele folkemødet skænker gratis fadøl. Men der skal mere end øl til at holde på folk. Og det lader til, at opskriften blandt andet er en kombination af dygtige politikere, relevante politiske emner og de afslappede pallemøbler foran teltet, som Bornholmerne har knoklet med at få på plads. Det fungerer, for Enhedslistens teltplads er så fyldt, at de sidst ankomne må lytte med på lidt afstand.

Enhedslistens program er tæt pakket, og selvom vi hverken disker op med frikadeller eller flødeis, som de gør hos DF over for os, så lykkes det gang på gang at få ’fyldt hus’. Selv da Pelle Dragsted holder oplæg om ’den politiske regnemaskine’, et oplæg der måske i manges ører kan virke nørdet, så strømmer folk til, og de to aktivister, der i disse timer har styr på kaffeboden, får pludselig ekstra travlt.

Profiler trækker mennesker

Der er ingen tvivl om, at debatten om, hvorvidt folkemødet er for folket, er relevant. Men når man henover kaffeboden falder i snak med de mange mennesker, der lægger deres vej forbi, så støder man på mange, der ikke er politisk aktive. Og for dem betyder det noget, at folketingspolitikerne lægger vejen forbi teltet og giver sig tid til en snak om, hvordan det står til i samfundet. Det gør de heldigvis flittigt, både når de skal til at holde oplæg, og når det passer ind i deres ellers travle program. Det giver en afslappet stemning, hvor vores politikere, aktivister og organisatorer kommer hinanden ved, samtidig med at nysgerrige gæster får mulighed for at blive klogere på blandt andet 100 dages-planen, klimapolitikken og alt det andet.

Mens flere af de andre partier er relativt ensidige i deres oplægsemner, så rummer vores telt nærmest alt, hvad Enhedslisten står for. Vi har højaktuelle emner fra både ind- og udland: integrationspolitik, 100 dages-planen, Tyrkiet-konflikten, bier, skattely, præstationspres, OK18, livemusik og meget mere. Men særlig glad bliver jeg, da et par unge SUF’ere introducerer og gennemfører kampsport for kvinder med et endnu engang fuldt telt. For pokker, hvor kan vi meget sammen.

Alberte Winding går på

Lørdag er det blevet tid til Pernille Skippers tale på storscenen, men inden da har Alberte Winding sagt ja til at synge et par sange for os. Det trækker folk til, og da hun slår de første toner an, er stilheden blandt publikum også slående. Det er et skønt øjeblik, og for mit eget vedkommende overgås det end ikke af aftenens senere sejr over Peru.

”Hvor mange aktivister skal der til at…,” lyder det grinende fra en, da vi for anden gang er nødt til at rulle det store Amager Fælled-banner ud, for dernæst at forsøge at rulle det stramt og lige sammen igen. Ikke en nem opgave på en skrånende grussti. Men som med alle de andre opgaver lykkes det til sidst, og på bedste Tetris-vis får vi samlet alt udstyret i kassevognen, så den kan sendes afsted mod færgen. Vi ses forhåbentlig næste år til det 9. folkemøde.

Foto: Ina Graneberg

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]